Weingut Dr. Heger er velkendt her på Houlbergs Vinblog. Jeg har skrevet om ham flere gange, bl.a. har jeg besøgt vingården og anmeldt mange vine fra Heger. Nu smager jeg atter en vin fra vingården i Ihringen, nemlig hans Ihringer Winklerberg Chardonnay.
Skal du vide mere om Dr. Heger, så kan du læse mit blogindlæg Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen, hvor vinbuddy Jan og mig besøgte huset i 2016 og smagte Riesling og Spätburgunder. Jan har senere besøgt huset igen og bl.a. købt denne Ihringer Winklerberg Chardonnay med hjem.
Det er en Erste Lage vin, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Ihringer Winklerberg. Vinen er både gæret og lagret på barriques, men hvor lang tid kan jeg imidlertid ikke se. I denne årgang 2015 er der 0,1 gram restsukker pr. liter.
I næsen er det en fed, smørfed og vi snakker nærmest brunet smørfed Chardonnay med masser af fad, vanilje, fersken, melon, banan, ristede mandler, nougat og en lille delikat liftlig æterisk og parfumeret olie, som prikker til hårene i næsen på en legende, drillende og provokerende måde.
Vinen er smagsmæssigt blød, fed og cremet, som man ville forvente af en Chardonnay med pæn fadlagring. Der er honning, melon, nogle ristede noter samt et klart mineralsk præg, Vinen bliver dermed ikke så overdone, men har noget frisk over sig og smager vildt godt.
Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 279 kr.