Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2019 Weingut Ziereisen, Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Ziereisen, Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandMed den næste Talrain Blauer Spätburgunder 2019 fra huset Weingut Ziereisen i Efringen Kirchen blev jeg atter munter, glad og imponeret med et lille burgundisk smil på læben.

Her kommer druerne til vinen fra den kun 1,5 hektar store og kedelformede mark Talrain, der har sit navn efter et amfiteater-formet frimærke. Enkeltmarken ligger omgivet af skov omkring 500 meter oppe i Schwarzwald skoven, hvor jordbunden er burgundisk rustrød med sit eftertragtede mix af jernoxid og kalksten.

På marken har Ziereisen franske kloner og her specifik er det Pinot Noir klonerne 5286, Frank 105 og FR 1801, plantet mellem 1990 og 2010. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes helt naturlige gærceller og en samlet gæring samt maceration over 4 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 24 måneder i store fade.

I forhold til foregående Tschuppen er fadpræget her måske en anelse mere afdæmpet, frugten mere tæt og lidt mørkere, men duften er fortsat to die for. Igen kommer den sødlige hestestald frem, som lige får mig til at tænke på den gamle hesteslagter, der i gamle dage lå i Thorsgade i Randers.

Det kommer sammen med en mælket, kødfuld frugt med kirsebær, hindbær og brombær, der bare er flot afstemt med superb balance, lidt mynte, mælkechokolade og finsk lakrids.

I munden har vinen nogle klart burgundiske elementer, hvor der både er grønne elementer, en frisk, let og pågående lys frugt med sure kirsebær, ribs, hindbær samt tranebær, masser af de knastørre tanniner, meget ung, levende med en kølig, mineralsk smag. Det er utroligt, hvor frisk frugtsmag, som Ziereisen kan få frem i en vin og her kommer frugten tørt med blækagtige og mineralske elementer, lidt urter, stor tæthed, stram syre og med lækker smag.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Ziereisen, Tschuppen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Ziereisen, Tschuppen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Ziereisen kan altså noget særligt med Pinot Noir aka Blauer Spätburgunder og her smager vi hans Tschuppen Blauer Spätburgunder 2019.

Her kommer druerne til vinen fra Ziereisens parcel Tschuppen på Efringer Oelberg … sydvendt enkeltparcel øverst oppe på den stejle og stærkt kalkholdige Oelberg.

Vinen er lavet med 30% hele klaser da Hanspeter Ziereisen er inspireret af de helt store vine fra Domaine de la Romanée-Conti i Bourgogne. På Efringer Oelberg er druerne franske kloner og her specifik Pinot Noir-klonerne 5286, Frank 105 og FR 180, plantet mellem 1985 og 2005.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og en samlet gæring samt maceration over 6 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 20-22 måneder på 225 liter brugte tyske barriques fra Andreas Assmann. Endelig er vinen tappet uden klaring eller filtrering.

Nøj hvor det dufter godt … umiskendelig tysk Spätburgunder med den søde hestestald, dejlig sødme med en smule mælkede noter, en smule lakrids og lidt kødfuld, en sød frugt med kirsebær, hindbær og brombær, lidt blæk og grafit samt svage fadnoter med en lille smule lakridskonfekt, kakao og mælkechokolade.

Smagen er mere frisk og virker yngre, spændstigere og lysere end duften egentlig byder op til. Det er friske kirsebær tilsat lidt ribs og hindbær, god dybde, elegance og harmoni. Det virker samtidig lidt blød med den friske kant, nogle kølige mineraler, urter, let peber, virkelig smuk, ung og frisk Spätburgunder, så klart 5 store houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er en vild god pris for denne vin … og den vil bare blive bedre og bedre.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Ziereisen, Schmätterling Rosè, Baden, Tyskland

2021 Weingut Ziereisen, Schmätterling Rosè, Baden, TysklandVi skal atter en tur forbi det fremragende vinhus Weingut Ziereisen i Baden, for jeg har netop smagt 5 vine fra huset, hvor den første var denne pænt dybrøde rosévin Schmätterling Rosè.

Weingut Ziereisen ligger helt præcis på Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … faktisk lige i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, fakturering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Vi starter det lille Ziereisen raid med at smage denne Schmätterling Rosé 2021, som er lavet på 90% Regent og 10% Spätburgunder fra mere end 20 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder sur lige på enten store, brugte trætønder eller ståltanke eller begge dele … dette er afhængig af årgang. Schmätterling betyder i øvrigt sommerfugl,

Duftmæssigt er det lidt en sjov historie … lidt animalsk og landlig med modellervoks, en kødfuld aroma med kirsebærsten, nogle fede solbærblade og tørrede blommer, lidt mango og anden tropisk frugt samt nogle sødlige og sødkrydrede noter. Det blomstrede fylder ret meget, virkelig blomsterpollen, mens syren virker ret beskeden.

I munden er der heller ikke så meget syre, men en fladere frugt med hindbær, tranebær, citroner, grape … et vist tørt tanninbid, blomster, hybenroser og en lille bitterhed. Det er en vin, der er lidt sin egen og har en virkelig tørt og anderledes smag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG , Baden, TysklandOgså næste vinhus har jeg før besøgt, for som aftenens første rødvin serverede Flemming en Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker Große Gewächs 2016 fra Weingut Dr. Heger.

Druerne til denne Heger topvin kommer fra Große Lage marken Ihringen Winklerberg … fra den lille del af marken, som hedder Winklen, men som Heger selv kalder for Rappenecker.

På denne del af Winklerberg marken er der en undergrund med en højere andel af kalk i den vulkanske undergrund. Rappenecker ligger også 30-50 højere på en mere stejl del af marken ved siden af et skovklædt område med en eksponering mod sydvest og med vinstokke plantet tilbage i 1960’erne.

Vinen er egentlig lavet som de øvrige Spätburgunder vine hos Heger med maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf en stor andel nye fade. Der er kun lavet 2 barriques af denne vin.

Næsen afslører en rigtig moden vin, hvor der først dukker lidt gammelt tobak op sammen med søde lakridspiber og oksefond, men også en herlig animalsk, sød kostald med landlighed samt en frugt af modne kirsebær, kirch, brombær og blommer. Der er sødbrændt fad, vanilje, kanel, lakrids, mælkechokolade, kakao og kaffe, men alligevel bare virkelig typisk tysk Spätburgunder med smukke gener.

I munden er der masser af liv i frugten, masser af sure kirsebær, ren hindbær, ribs, tranebær og det giver en vis friskhed. Syren har mørk bitterhed, tørhed og fin elegance. Sidst jeg smagte denne vin, kaldte jeg det et kærlighedsmøde mellem frisk frugt, mælkechokolade og bitterhed, lidt peber og den fineste syre. Det kan jeg gøre igen, for vinen smager virkelig godt, så klart 6 tomler med pil op.

Forhandles herhjemme af VinMedMere. hvor en flaske koster 699 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Kolonne Null, Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein, Baden, Tyskland

N.V. Kolonne Null, Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein, Baden, TysklandDen stille og alkoholfrie fest startede helt behørigt med lidt bobler fra Kolonne Null og det var denne Non Vintage Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein.

Weingut Freiherr von Gleichenstein holder til midt i Oberrotweil … ikke langt fra Salwey i en imponerende bygning med en tilhørende kæmpe park omkranset af en lang mur. Selve vinotheket og vinbutikken ligger i en gammel lade ud til hovedvejen.

Vingårdens historie går helt tilbage til 1490, hvor klosteret St. Blasien byggede vingården, som en af deres mange vingårde. Siden 1634 har vingården været i familien von Gleichensteins eje.

Og familien von Gleichenstein har titlen Freiherr … en slags adelstitel, som vel nærmest svarer til baroner. I Tyskland er det den næstlaveste rangerede adelstitel … over Ritter (en slags ridder), men under fx Graf of Herzog … greve og hertug.

I dag drives vingården af Freiherr Johannes og Freifrau – ja det hedder det – Christina von Gleichenstein. De overtog i 2002 driften efter Johannes far Freiherr Hans Joachim von Gleichenstein. Fra at være et landbrug med forskellig avl, så producerer familien i dag udelukkende vin.

Weingut Freiherr von Gleichenstein har 50 hektar vinmarker, og de ligger lidt spredt i Kaiserstuhl. Det er bl.a. markerne Oberrotweiler Henkenberg, Ihringer Winklerberg, Achkarrer Schlossberg og så Oberbergener Bassgeige.

Her smager vi dog en vin helt udenfor husets normale sortiment, men lavet sammen med Philipp Rößle og Moritz Zyrewitz fra selve Kolonne Null. Cuvée Blanc No.1 Sparkling Edition Freiherr von Gleichenstein er nemlig en cuvée er lavet af et mix af Silvaner, Weißburgunder og Gewürztraminer.

Der er ingen oplysninger om selve produktionen … udover at vinen først er lavet med alkohol og så efterfølgende en vakuumdestillation og flaskning. Men jeg ved ikke, om vinen reelt er lavet efter charmat metoden eller med andengæring på flaske … vil dog gætte på det første. Vinen har kun 0,23% alkohol.

Det dufter sgu meget lækkert og indtil videre er der intet, der indikerer, at dette er en alkoholfri vin. Derimod kan man næsten fornemme, at der er lidt Gewürztraminer i blendet, for der kommer lidt småparfumeret sødme frem, nogle grønne blade, mirabeller og pærer samt lidt gærede noter, wienerbrød og blomster.

Boblerne er småhidsige, men det er med en vis portion sødme, som nærmest giver en smag af hindbærbrus. Der er en okay længde på moussen, hvorefter der kommer lidt pærer, fersken, friske æbler, citroner og fin balanceret mineralitet … far er imponeret og du smager overhovedet ikke, at der mangler alkohol.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske på 37,5 cl koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Syrah, Baden, TysklandJeg har tidligere smagt en række formidable vine fra Blankenhorn i Baden … og nu smager jeg så endnu en vin derfra og det er såmænd en tysk Syrah vin.

Vinhuset har jeg som skrevet før smagt vine fra og også skrevet om det, hvilket du kan læse om i mit lille blogindlæg Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden.

Jeg har efterhånden smagt tysk Syrah en del gange og flere tyske vinhuse kan virkelige lave Syrah vin og nu kan vi så føje Weingut Blankenhorn til den liste, for det smager virkelig godt … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er en Ortswein og således lavet på Syrah druer fra husets marker omkring Schliengen, mens vinen er lavet med gæring i åbne egekar i op til 4 uger. Derefter er vinen så lagret 12-18 måneder på franske egefade.

Hold nu kaje for en duft …. vild lækker aroma, ganske landlig, animalsk med både dampende mødding, mejeri og mælkede noter, lidt bacon, en portion nødder, røg, våde og sødbrændte fade, kakao, chokolade, sød finsk lakrids, sorte oliven, kaffe samt en frugt med kirsebær, solbær og næsten tørret i udtrykket. Der fornemmes en lille mineralitet … det dufter sindssygt godt.

Det smager også næsten, som det dufter, altså rasende godt med masser af saft og kraft, solbær, sorte kirsebær samt klare fadnoter med røg, kakao, chokolade og så ellers en peber, som er tydelig og går igen gennem hele smagen med en lille afterburner.  Det er bare så smagfuld, intenst, dyb og potent, har en kalkagtig mineralitet og ellers bare dyb velsmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 479 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Thomas Harteneck, Jurakalk Auxerrois, Baden, Tyskland

2019 Weingut Thomas Harteneck, Jurakalk Auxerrois, Baden, TysklandWeingut Thomas Harteneck er biowinzer og han holder til på Brezelstraße i Schliengen by i bunden af Baden lige op til den store Schwarzwald skov. Her smager vi en 2019 Jurakalk Auxerrois fra ham.

Thomas Harteneck kommer oprindeligt fra Pfalz og hans familie har lavet vin siden 1847. Han kombinerer sine forfædres viden med stor nysgerrighed og et stort ønske om konsekvent at udvikle sig. Han regnes som en af ​​pionererne inden for biodynamisk vindyrkning i Baden og har nu i snart 25 år været biodynamisk druedyrker og vinmager.

Efter 150 år i Pfalz rykkede Harteneck familien til Scliengen i 1997 og dér var klimaet var mildere og Thomas Harteneck kunne for alvor udfoldede sin kærlighed for biodynamisk dyrkning.

I 2004 blev vingården med vinmarkerne for første gang Demeter-certificeret, og gradvist har Thomas sammen med sin hustru Daniela og parrets to børn arbejdet sig i en retning af mindre intervention i kælderen. I 2019 gik de linen ud og lavede en del af produktionen uden tilsætning af svovl.

Samlet har Thomas Harteneck 10 hektar vinmarker med primært grønne sorter som Weißburgunder, Auxerrois, Grauburgunder og Chasselas samt Merlot, Spätburgunder og Cabernet Franc. Som sagt drives markerne efter biodynamisk princippr ….  der arbejdes efter så-kalenderen og dermed himmellegemernes bevægelser gennem de tolv stjernetegn, og biodiversiteten trives og opmuntres og naturen inviteres med ombord gennem insekthoteller og vilde blomster og planter mellem vinstokkene.

Thomas Harteneck tøver ikke et sekund med at understrege hvor stor effekt den biodynamiske tilgang har haft på hans vinmarker og omgivelserne. Insekter, fugle og et væld af vilde blomster og planter skaber balance i vinmarkerne, som smitter af på vinplanternes sundhed og modstandskraft.

Her smager vi så Hartenecks Jurakalk Auxerrois, hvor druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar. Auxerrois kaldes også Pinot Auxerrois,  men der er altid lidt forvirring om den, for nogle siger, at det er samme drue som Pinot Blanc, men det er imidlertid ikke helt korrekt.

Pinot Auxerrois kaldes da også – mere forvirrende – for Pinot Blanc Auxerrois, men hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner.

Men faktisk sælger en del vinbønder i Alsace – ikke langt fra Baden – vine på Auxerrois som Pinot Blanc. Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og selvfølgelig også lettere at sælge.

Hos Weingut Thomas Harteneck kommer Auxerrois Blanc druerne fra marken med masser af jurakalksten … og det er samtidig vin, der er fremstillet med såkaldt lav intervention og helt uden anvendelse af svovl, hvorved den bliver en del af naturvinsfamilien.

Vinen er lavet ved, at 2/3 ikke afstilkes, men anvendes i hele klaser og den sidste 1/3-del afstilkes, men laves med 24 timers maceration inden den normale gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder sur lie med lejlighedsvis bâtonnage og er så flasket uden klaring, filtrering eller svovl.

Det dufter vildt godt … vild øko dufte og øger sammen med den lidt grumsede væske bare forventningerne. Der er funkyness sammen med en sød frugt med pærer, en luftig duft af saltvand ved havet, en kalket mineralitet, fad og lakridskonfekt.

I munden er vinen lidt smørfed, blød og cremet, har en blød syre og er derudover saltet og saftig med en god omgang mineralitet, men igen meget imødekommende … lidt som at komme hjem, altså altid dejligt, trygt og alt sidder der, hvor det skal sidde.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 228 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, TysklandMed Steffens næste vin er vi hos Weingut Klumpp, der ligger lige mellem Heidelberg og Karlsruhe i landsbyen Bruchsal i området Kraichgau. Det er en 2018 Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder.

Weingut Klumpp er grundlagt i 1983 af Ulrich og Marietta Klumpp. De grundlagde gården selv, da parret ikke var født i en familie af vinbønder. Ulrich var oprindelig statsansat, men fru Marietta var bankansat. Det var i stedet en livslang drøm, som de forfulgte og som gik i opfyldelse.

Oprindelig blev vingården grundlagt med blot 0,5 hektar, som i mellemtiden er vokset til 29 hektar. Det er fordelt på vinmarkerne Eichholz, Kirchberg, Weiherberg, Rothenberg og Himmelreich.

På Weiherberg dyrkes Pinot Noir, på Eichholz Grauer Burgunder, Saint Laurent og Cabernet Sauvignon. Kirchberg marken er plantet med Weisser Burgunder og Chardonnay, mens Himmelreich marken er forbeholdt Lemberger og Riesling.

Siden 1996 har vingården været økologisk certificeret og i dag driften vingården af 2. generation, nemlig parret sønner Markus og Andreas, der begge er uddannede ønologer og som ses på billedet ovenover.

Weingut Klumpp er en af de nye, lysende stjerner på den tyske vinscene og tiltrækker sig i disse år stor opmærksomhed. Huset har også indledt et samarbejde med et andet, godt vinhus i Tyskland, nemlig Meyer-Näkel i det eksklusive Ahr … måske foranlediget af, at Markus Klumpp er blevet gift med Meike Näkel. Sammen har husene bl.a. lavet en serie af vine under navnet Hand in Hand.

Denne Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder er lavet med druer fra 55 år gamle vinstokke og høstet med et minimalt udbytte. Så er vinen lavet med en koldmacerering på små ståltanke inden gæring med en nedsænkning af hatten 3 gange dagligt. Herefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske barriques, hvorefter de bedste fade udvælges.

I næsen er der først nogle klart grønne noter, både en ældre naboligusterhæk, lidt krudt og nytårsskyts, ganske reduktiv med en lille funkyness suppleret med sorte kirsebær, hindbær, stikkelsbær samt mælkede noter samt gammel jord, fade, chokolade, tobak og tørrede urter plus en distinkt mineralitet.

Smagsmæssigt har vinen en ren, frisk, syrlig og intens frugt med morbær, tranebær, kirsebær … lidt småbitterfrugt, meget direkte og stenet, hvor der også kommer mørk chokolade, tobak, stor tørhed, peber, krydderier … alt cremet, fløjlsblødt  og med en klar kant, saftighed samt nerve.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Salwey, Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg har for nylig smagt både en Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG 2018 samt en Oberrotweiler Kirchberg Spätburgunder GG 2017 fra Weingut Salwey … men nu smager jeg også en 2017 Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG.

Weingut Salwey et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit indlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Oberrotweiler Eichberg Spätburgunder GG er selvfølgelig lavet med druer fra Großes Gewächs marken Oberrotweiler Eichberg tæt ved vinhuset i Oberrotweil. Den er lavet med maceration i 7-12 dage, hvorefter vinen er lagret på barriques i 12 måneder.

Egetræet, der anvendes hos Salwey, stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, så træet bliver derefter sendt til de allerbedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Hold nu kæft for en snudelækker næse, en rund, sød og fadlagret note … æterisk, luft med lys, småsødlig og herlig landlig, animalsk kostald på den mest lette og svævende facon. Der er hindbær, tranebær, stikkelsbær, enebær, estragon og lærkeskud, karamel, mælkechokolade, vanilje, kanel og alt sammen på en moden og nærmest dekadent måde. Derudover kommer der nogle mælkede noter, flæsketern, grønne elementer, stilket, støvet med en halv grønthøster, grantræ, røg, jod, medicinskab og en lidt kalket mineralitet.

Smagsmæssigt har vinen en vild frugtagtig intensitet … men egentlig meget spændstig med en inderlig nerve. Der er det hindbær, tranebær, ribs og rønnebær,, blæk, jern, kul og så godt med sten samt mineraler, men dens grønne og lidt stilkede side fornægter sig heller ikke. Smagsmæssigt er Oberrotweiler Eichberg måske lidt mere rank og tæt end fx Oberrotweiler Kirchberg i samme årgang, måske også lidt mørkere, men klart med  et bittert bid og en smuk, fin og sart syre. Måske er den også mere rank og grøn i smagen, virker faktisk næsten endnu for ung endnu, men med masser af potentiale ved lagring i kælderen. Har klart store burgundiske referencer.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 385 kr., mens prisen er 340 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Abril, Stein Spätburgunder Magmatit, Baden, Tyskland

2018 Weingut Abril, Stein Spätburgunder Magmatit, Baden, TysklandSelvom vi var igennem alle Savoie vinene, så trak Gert E lidt mere vin frem fra vinkøleskabet, bl.a. denne Stein Spätburgunder Magmatit i en årgang 2018 fra Weingut Abril i Vogtsburg-Bischoffingen i Kaiserstuhl ikke ret langt fra vor gode ven Weingut Karl H. Johner.

Vinhuset har egentlig eksisteret siden 1740, men den moderne vingård er dog først etableret i 2012, hvor den blev tegnet af indretningsarkitekten Wolfgang Münzing fra Flein nær Heilbronn, mens driften af vinhuset blev overtaget af Geschäftsführerin Eva-Maria-Köpfer og Betriebsleiter Daniel Hank sammen med et hold dygtige, unge vinmagere.

Eva-Maria er selv uddannet sommelier og har ellers rod i hotel- og restaurationsverdenen, mens Daniel Hank har en fortid fra selveste Geisenheim, men også et studieophold hos Frits Waßmer. Han fik i 2011 en andenplads i den landsdækkende konkurrence for unge vinmagere.

De to driftige ledere har et hold af unge winzere til at hjælpe med produktionen af vinene, bl.a. Christoph Gottschalk, Jonas Schill og Lorenz Ritter.

Samlet har teamet 25 hektar vinmarker og vinene fra Weingut Abril har været økologisk certificerede under Ecovins retningslinjer siden 2009. Alle vinene er opdelt i 4 serier, nemlig Frucht, Stein, Zeit samt Perlen & Co.

Denne 2018 Stein Spätburgunder Magmatit er netop fra Stein serien, der er kendetegnet ved mineralsk vine, som altid lagres og modnes på egetræsfade. Man anvender en antracitfarvet etiket, der skal repræsentere sten.

Druerne til Abrils Stein Spätburgunder Magmatit er håndhøstede med en streng selektering. Druerne macererer i omkring 10 dage, inden gæringen går i gang i rustfri ståltanke samt 5.000 liter store egefade. Herefter lagrer vinen yderligere i 1-2 år i egefadene inden sammenstikning og aftapning.

Duftmæssigt er det absolut en meget grøn, urtet og stram Spätburgunder. Der er grønne krydderurter, grannåle, mentol, nelliker, jordbær, grønne jordbær, ribs,  kirsebær, grapefrugt, røg, let fond, eukalyptus, ganske svagt lidt fadnoter med vanilje og så lidt blomster. Den virker endnu meget ung og grøn.

I munden er vinen let grafitagtig, blæk’et og meget tør. Den er fortsat en ung, tør og bitter vin med ribs, hindbær og tranebær, en god portion peber samt en vis kant. Jeg er ikke endnu helt overbevist og ligger sådan lige imellem 4,5 og 5 tomler … er på ingen måder så imødekommende som fx Karl H. Johner.

Forhandles hos Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7