Tag-arkiv: 4½

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, FrankrigLes Capucins er egentlig ikke en vinproducent, men mere et negociantfirma eller måske mere korrekt en vinhandler, der med rødder i Bordeaux finder, hjælper og også markedsfører ukendte vinslotte og vingårde … og en vin derfra er denne 2022 Franc BeauSéjour Pomerol

Les Capucins er grundlagt i 2011 af Yves Glotin, der selv driver to vinslotte på højre bred i Bordeaux og det er Chateaux Goudichaud og Chateaux Fage. I 2021 fusionerede Les Capucins dog med Gabart Laval Export, men driften i Les Capucins fortsætter egentlig uændret.

For Les Capucins er nemlig et lille team, der består af Yves Glotin, vinmageren Benoit Fleuré, Pierre Bocquet og Marie Gabriele. Deres opgaver er at finde, rådgive og hjælpe små vinbønder i Bordeaux og så brande samt markedsføre vinene på de udenlandske markeder.

Her smager vi en 2022 Franc BeauSéjour Pomerol fra Les Capucins, der sådan umiddelbart på både navn og etiket kunne ligne en vin fra Château des Capucins, der ligger i Lalande de Pomerol … måske er dette tilfældigt … eller ikke.

Nå, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af primært Merlot samt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, der kommer fra 25 år gamle vinstokke på en 25 hektar stor mark.

Allerede der kan man se, at vinen så ikke kommer fra Château des Capucins i Lalande de Pomerol, for de har i kun 10 hektar vinmarker, men denne vin er lavet i 50.000 eksemplarer. Der er dog ikke mange oplysninger om, hvordan den er lavet … så jeg springer i stedet hovedkulds ind i at smage vinen.

Duftmæssigt er det mest Merlot druerne, som træder frem … der er brombær, blåbær, solbær og hurtigt kommer der godt med cedertræ frem, mens træet virker sådan lidt rustikt og ikke helt integreret. Det får følgeskab af lidt kaffegrums og -bønner, noget engelsk lakrids, lidt nelliker og stram syre.

Smagen er voldsom tør … syren absolut meget rustik og kantet … frugten er lysere end duften med brombær, ribs og grape suppleret med sort-te bitterhed, som virker ganske dominerende. Der er tørre og beske tanniner, masser af umedgørligt bid og det er bestemt ikke en elegantier, men en bordeauxfil og uregerlig knøs, der virker ung, urund og kræver godt med mad til … 88 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Dominio Basconcillos, Vina Magna 6 Meses, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio Basconcillos, Vina Magna 6 Meses, Ribera del Duero, SpanienDominio Basconcillos ligger øde ude på landet lidt vest for byen Gumiel de Izán i Burgos området af Ribera del Duero, men det er derfra, at næste vin kommer … en 2017 Vina Magna 6 Meses.

Dominio Basconcillos er et af de mange nye vinhuse, som blev grundlagt i 2000 José Maria Basconcillos, som havde stor passion for vin og natur.

Han opførte sin vingård på et sted, hvor benediktinermunkene oprindeligt havde dyrket vin i middelalderen med deres medbragte viden om vinstokke og produktionsformer.

José Maria Basconcillos købte og tilplantede 50 hektar vinmarker, men i dag driver José vinhuset sammen med sine døtre Mª José og Carmen.

Her smager vi deres 2017 Vina Magna 6 Meses, som efter min research skulle være lavet på ren Tempranillo, selvom deres Crianza også har lidt  Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec med i blendet. Men denne skulle være 100% Tinta del Pais og efter endt gæring så lagret 6 måneder på barrriques.

I næsen er der lidt ristede noter, men egentlig er fadpræget meget afdæmpet, hvilket måske ikke burde overraske med kun 6 måneders lagring. Frugten virker til gengæld lidt rustik med brombær, blåbær, blommer, lakrids, kaffe, vanilje … mere stram og lysere i syren.

Smagen er til gengæld meget blød og endda blødere end forventet, men den har selvfølgelig også lidt alder. Frugten er ikke helt mørk og det er mest brombær, solbær og blommer, mens syren er lys, venlig på en forholdsvis let måde med lidt lys sødbitterhed. 90 point.

Forhandles af DH Wines, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Bodegas Casajús, Casajús Selección, Ribera del Duero, Spanien

Den første Ribera del Duero vin i vores lille raid af 18 vine blev en 2020 Casajús Selección fra Bodegas Casajús, der ligger ved Quintana del Pidio i Burgos delen af Ribera del Duero.

Vinhuset er et nyere hus grundlagt i 1993 af José Alberto Calvo Casajús, der selv er født i Quintana del Pidio.

Han kommer fra en generation, hvor hans forældre selv var små vinavlere, så både Calvo samt Casajús familien ejede lidt vinmarker.

Derfor har José Alberto også vinstokke, der er pænt over 50 år gamle, på sine 20 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er Tinta del País, som vi jo også kender som Tempranillo.

Denne 2020 Casajús Selección af 100% Tinta del País og der er anvendt 1,5 kilo druer pr. vinstok fra marken La Travesaña og efter høst er de afstilket, hvorefter gæringen er sket i rustfri ståltanke med en kapacitet på 5.000 liter.

Når den alkoholiske gæring er afsluttet, så får vinen malolaktisk gæring gennem 12 måneders lagring på franske og amerikanske egetræsfade. Der laves årligt 15.000 flasker af denne vin.

Duften er lettere nøddet … der er nødder, kastanjer, godt med brændte fade, cedertræ, brombær, blåbær og en anelse svesker, vanilje, kakao og chokolade. Det bliver dog aldrig helt dybt … er en smule til den rustikke side.

Smagen er fyldig og krydret … der er sgu masser Ribera del Duero i denne vin. Der er blåbær, brombær og solbærlikør, men også en ung og let rustik syre med lemon bitterhed, mens man også fornemmer en anelse friskhed i frugten. Der er lidt lyse og tydelige tanniner, der sætter sig på fortænderne … det bliver aldrig helt intenst eller komplekst, men en helt fin Ribera del Duero. 90 point

Ikke forhandles fundet herhjemme, men koster18,50€ i hjemlandet, hvilket svarer til 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Château Tanunda, Chardonnay, Barossa Valley, Australien

2022 Château Tanunda, Chardonnay, Barossa Valley, AustralienDen tredje vin i trioen fra Château Tanunda blev deres 2022 Chardonnay, som er lavet i fællesskab af de to vinmagere Neville Rowe og Jeremy Ottawa.

Her kommer Chardonnay druerne fra forskellige marker i Barossa og de er høstet ved optimal modenhed. Efter høst er de presset og så er vinen gæret i ståltanke, mens efterfølgende lagring er sket i disse ståltanke med en lille andel lagret på franske egefade.

Sjov duft … melon helt klart, honningmelon og guadalupe melon, fersken og bløde pærer tilsat lidt søde krydderier. Der er ingen noter af fad som jo ellers klæder Chardonnay ret godt … trods den delvise lagring på egefade, men aftrykket er næsten ikke til stede. Men man fornemmer dog, at det er en blød vin.

I munden er det bestemt en blød vin og lidt vanilje i eftersmagen bekræfter også, at den har fået en smule fad. Der er blød frugt, der mest er pærer, mango, ananas, fersken … syren er medgørlig, varm og behagelig, der er lidt hvid peber og samlet ganske fin vin, selvom den ikke er koncentreret eller kompleks, men bare fornøjelig og dermed 89 point.

Forhandles i Bilka eller Føtex, hvor en kasse med 6 flasker kan fås til 354-387 kr. eller omkring 59-64,50 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Solveigs, Koloss Pinot Noir Précoce, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Solveigs, Koloss Pinot Noir Précoce, Rheingau, TysklandI den vildt charmerende gamle vinkælder hos Weingut Solveigs 7 meter under jorden sluttede vi smagningen med denne 2020 Koloss Pinot Noir Précoce på Frühburgunder druen.

Vinen er lavet fuldstændigt som de foregående Pinot Noir vine, men her kommer druerne fra en lille parcel med Frühburgunder på marken Lorcher Bodenthal-Steinberg, der ligger mellem Assmannshausen og Lorch. Marken har en undergrund med den nævnte Phyllit skifter og dyrkes fuldstændig økologisk.

Vinstokkene er omkring 20 år gamle og Jens Heinemeyer lader druerne sidde så lang tid på stokkene som muligt … næsten til de begynder at tørre til rosiner. Jens Heinemeyers idé er, at lave en slags Spätlese … han kalder den selv Amarone-style Pinot Noir Précoce.

Udtørringen af druerne på vinstokke giver et ganske beskedent udbytte på alene 20 hektoliter pr. hektar … men til gengæld med en Oechsle i druerne på 125 … altså på niveau med en beerenauslese, hvilket også giver et helt andet udtryk end hos husets Pinot Noir vine. Alkoholprocenten ligger også et sted mellem 15 og 16%.

Duftmæssigt er vinen også en del anderledes … både mere tæt, federe og langt mere sød … således lidt en stor mundfuld, som har en mørk frugt, der næsten virker helt tørret eller kandiseret med sorte kirsebær, kirsebærsauce, Amaretto-mandellikør, solbærmarmelade, masser af krydrede noter … hold nu op.

I munden er det også sort nat … svulgsig, fed, tæt og koncentreret, masser af sort frugt … lidt af de samme, som vinen af duftede af, altså både tørrede sorte kirsebær, tyktflydene kirsebærsauce, Amaretto-mandellikør samt solbærmarmelade og noget sød lakrids. 89 point.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske af 2015’eren koster 649 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2021 Weingut Maibachfarm, Spätburgunder, Ahr, TysklandSidst jeg smagte Maibachfarms røde Spätburgunder Gutswein var det i en årgang 2016, men nu har jeg smagt vinen i årgang 2021.

Vinen er lavet med fermentering i rustfrie ståltanke og alene spontangæring med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 8 måneder i store großen Holz brugte egefade.

I glasset er vinen smuk … let transparent teglfarvet og lige som vi ønsker Spätburgunder. Duften har bestemt også noget Ahr karakter med denne lidt grønne duft med gran og kold aske. Det betyder også, at der er mindre sødme og en frugt med tranebær. brombær og ribs suppleret med masser af røg, lejrbål, lidt mentol, kaffegrums og en kølig, rank og røget stil.

Smagsmæssigt er det samme historie … har denne lidt røgede smag, mens frugten samtidig er virkelig frisk i form af tranebær, brombær, hindbær, ribs samt en anelse citroner. Derudover er der friske urter, der er grønne, kølige og man før også noget bitterhed fra salvie samt lemon … alt sådan lidt rustikt, men satans charmerene. 90 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Maibachfarm, Weissburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Maibachfarm, Weissburgunder, Ahr, TysklandTilbage i 2019 besøgte jeg Weingut Maibachfarm i Ahr … og nu har jeg fået et glædeligt gensyn med vinhuset via deres danske importør Juul’s Vin & Spiritus, så nu smager jeg lidt vine derfor og starter med denne 2022 Weissburgunder.

Mit besøg, historien og smagningen tilbage i 2019 kan du læse om i mit indlæg; Besøg hos Weingut Maibachfarm … økologisk vingut ude på landet.

Denne Weissburgunder er en Gutswein aka basisvin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor en lille procentdel af vinen så derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade.

Dejlig fed næse … den delvise fadlagring har bestemt givet vinen krop og fylde, for den virker helt smøret eller olieret med både lidt vanilje, lakridskonfekt samt denne bløde og let eksotiske frugt med abrikos, mango, ananas og sød æblemost. Den har en let landlig side og samtidig lidt nødder … dufter virkelig godt.

I munden er det lidt samme sag … Pinot Blanc kan ofte godt være lidt kønsløs, men det gælder bestemt ikke denne vin, der har fedme samt blød og tropisk frugt af ananassaft, fersken og æblemost, læskende, saftigt og cremet, hvilket fadlagringen bidrager godt til. Det er svært ikke at blive monsterglad for vinen. 90 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2020 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienTidligere i år smagte jeg første gang denne Poggio Siresa Valpolicella Ripasso fra Cantine Giacomo Montresor aka CGM SPA. Dengang var det i årgang 2019, men nu smager jeg 2020’eren.

Jeg har faktisk også før smagt den i årgang 2018 og dengang skrev jeg også om vinhuset, historien og produktionen. Det skal jeg undlade denne gang i så bare skrive om vinen.

Poggio Siresa Valpolicella Ripasso er et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetræsfade, inden den er klar til frigivelse.

Duftmæssigt fanger jeg først en aroma med våde fade, landlig og omgående kommer der også noget lakrids … blød finsk lakrids og tør engelsk lakrids, mens frugten er blommer, sorte kirsebær, brombær og så kommer der fra fadene lidt kakaopulver og klart bagepulver.

I munden er det en ret tør vin … mere ren, syrlig, slank og stringent end jeg normalt vil forvente af en Valpolicella Ripasso, hvilket faktisk er rigtigt godt. Der er dermed en frisk frugt med umodne blommer, tranebær, lyse kirsebær, knuste hindbær og godt med lemon. Samlet giver det en frisk og letbitter vin … dejlig Ripasso, så lad dig ikke snyde af pris eller etiket. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Shiraz, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Shiraz, Stellenbosch, SydafrikaDerefter gik vi over til Uva Mira Mountain Vineyards’ rødvine og den første var deres 2018 The Mira Shiraz.

Druerne til vinen kommer fra marker beliggende i 334 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder. Så er gæring og maceration sket i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 40% helt nye fade.

Det er lidt en anderledes Shiraz, som har en sjov lidt gummiagtig note, tyggegummi og sukkerslik, lidt eukalyptus, blomsterstilke og nogle lidt mælkede noter. Der er sorte kirsebær, solbær, grape, ret frisk i frugten, mens der også kommer cedertræ, krydderurter og kanel … virker ganske saftig.

Smagsmæssigt er der masser af blå frugt … lidt stærk og har godt med peber samt vilde tanniner. Der er pænt med krydderurter og man fornemmer også noget varme i frugten af blåbær, solbær, lidt kirsebær og hindbær … noget kantet og ikke en vin for mig, så det blev for mig aftenens svageste vin. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rheingau Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Dr. Corvers Kauter, Rheingau Pinot Noir, Rheingau, TysklandEfter de smukke Großes Gewächs Riesling søstre Schlossberg, Rottland og Roseneck, så var den næste vin hos Weingut Dr. Corvers Kauter en rød Gutswein … deres 2022 Rheingau Pinot Noir.

Igen er der ret sparsomme oplysninger om produktionen, men druerne kommer fra forskellige af vinhusets marker, mens gæringen er sket i åbne gæringskar og efter gæringen er vinen lagret på en kombination af brugte egefade og ståltanke.

Her kom vi mere ned på jorden, for duften er kølig, rank og noget til den rustikke side. Der er sure kirsebær, kogt jordbærmarmelade og lidt tranebær … godt med en kantet syre.

Sådan smager vinen faktisk også … lidt landlig og en anelse flad, har nogle jordagtige og tørre elementer. Der er kirsebær, hindbær, ribs, blæk og stærke tanniner … ingen elegantier og ikke poleret på nogen måder … bare masser er rød og kølig frugt. 88 point.

På vingården koster en flaske 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7