Tag-arkiv: Piemonte

2008 Giovanni Almondo, Roero Riserva, Piemonte, Italien

2008 Giovanni Almondo, Roero Riserva, Piemonte, ItalienEftermiddagens sidste vin var denne Roero Riserva fra vinhuset Giovanni Almondo. Jeg har tidligere skrevet en masse om vinhuset, da jeg smagte husets hvide 2011 Giovanni Almondo, Roero Arneis, Bricco delle Ciliegie, og jeg skal derfor ikke trætte jer yderligere med en masse info om selve vinhuset.

Jeg havde valgt, at vinen skulle komme efter Barolo’en fra Renato Ratti, og det var vist en god idé, da vinen har langt mere syre og bid end Barolo’en, så på den måde gik rækkefølgen også op i en højere enhed i dag. Vinen er lavet på 100% Nebbiolo og har lagret 24 måneder på nye, franske 225 liter barriques. Der laves alene sølle 2.000 flasker af denne vin om året.

Ligesom med Barolo’en, så er det en vin, som har fået en lang række lovprisninger, bl.a. har Robert Parker givet vinen 94 point og udtalt; “The 2008 Roero Riserva Giovanni Almondo is drop dead-gorgeous. I am not sure where to start or end with this striking, breathtaking red. A gorgeous, well-articulated bouquet melds into expressive dark fruit as the wine opens up in the glass. Smoke, tar, licorice and a host of other brooding aromas and flavors build towards the dramatic, large-scaled finish. This is quite simply one of the finest – if not the finest – wine I have ever tasted from Roero. It is clearly the qualitative equivalent of many a Barolo or Barbaresco”.

Også Gastro … mit ynglingsblad … gav vinen 5½ ud af 6 stjerner i april 2012 med følgende flotte ord; “Fremragende Nebbiolo! Roero har just overrasket mig med Marco Porellos Torretta og nu kommer Almondos riserva-version og bakker op. Flaskerne er få, så man skal skynde sig – dyb, varm og alligevel frisk og ‘sur’ på den gode måde med hyben, tranebær og sort vintertrøffel! Raffineret tannin for en nebbiolo, men til gengæld en tank, en bulldozer på tungen med intensitet og saftig ‘rød’ frugtighed – eftersmagen forsvinder et eller andet sted langt ude i horisonten – sådan skal det gøres!”

I skal selvfølgelig heller ikke snydes for mine egne noter. Duftmæssigt langt mere kant end foregående Barolo. Her er der sure kirsebær, blæk, timian, tranebær og eg.

Smagsmæssigt også stram og præcis i udtrykket, der er tonsvis af tannin, og jeg tror, at jeg gjorde det rigtige ved, at tage denne vin efter Baroloen, for den viser virkelig muskler.

Er lidt mere grov i udtrykket, så på den måde passer udtrykker buldozer måske meget godt, men der er også finesse og frugtintensitet samt en sindssyg lang eftersmag, hvor tanninerne gør, at vinen sidder på hele gebisset. Uhmmmm, det er sgu ganske forførende.

Købt hos Randers Vinhus, som desværre nu er lukket, men ellers fås vinen hos Bichel Vine til 199,75 kr. på bud. Pt. er vinen dog udsolgt.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, Italien

2006 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, ItalienNæste vin … en vin, som jeg har haft liggende i vinkøleskabet igennem en årrække og løbende smagt. Nu synes jeg, at vinen virker til at være på sin absolutte top, og lidt en skam, for dette var næstsidste flaske. Imidlertid skal man jo glæde sig over, at man har fået lov til at smage vinen her på toppen, for jeg synes, at der er tale om stor vin. Og det bedste … der er fortsat en flaske i skabet!

Vinen er en Barolo Marcenasco fra vinhuset Renato Ratti. Renato var én af Barolos fornyere. I midten af 1900-tallet mente man, at Barolo skulle smage på én måde; kraftfuld, bentør og med garvesyre strittende ud til alle sider. Men det ville ønologen Renato Ratti ikke nøjes med. I 1960 kortlagde han markerne i Barolo med samme detaljerigdom, som munkene gjorde det i middelalderens Bourgogne. Derpå udplantede han marker ved Barolo-byen La Morra, hvor han havde analyseret sig frem til, at man kunne fremstille Barolo-vine i en silkeagtig og kødfuld stil, som aldrig før havde set dagens lys.

Efter få år stod det klart for Renato Ratti, at de druer han høstede kunne skabe unikke vine, men han vidste ikke selv hvordan han kunne udnytte potentialet bedst muligt. Derfor ansatte han i 1969 den talentfulde Massimo Martinelli, og i årene der fulgte udviklede de i fællesskab en ny vinificeringsmetode til Barolo, som indebar en forkortelse af maceration, gæring og fadlagring. Takket være denne metode blev vingårdens Barolo-vinene bemærkelsesværdigt raffinerede og elegante fra midten af 1970’erne.

I dag drives vingården af Renato Rattis søn Pietro, og han opførte efter årtusindskiftet en splinterny vingård, som blev specialdesignet i alle henseender.

Vinen her har også fået en masser priser og fabelagtige anmeldelser med på vejen, og eksempelvis blev denne årgang 2006 af vinen i 2010 nr. 1 på Wine Enthusiasts Top 100, hvilket også har fået prisen til at stige med raketfart. Jeg var heldig at få vinen købt inden denne flotte placering … nogle gange har man dog lov til at være heldig.

Duftmæssigt lidt lakrids, tobak, granatæbler, våd hund, lidt Earl Grey te, modne kirsebær, en anelse mentol (ikke mentos) og røget, rødt kød, hmmmmm, tegner rigtigt godt. Smagsmæssig meget silkeblød, intens ren frugtsmag, som får hårene på kroppen til at rejse sig. Der er fin og styret tannin, og en lang, lang eftersmag med frugtsyren hængende i ganen. Dejligt, og det er sgu stor vin det her. Jeg er vild med denne oplevelse, som gør mig ganske salig. Godt jeg fortsat har en flaske liggende af denne fabelagtige vin.

Købt hos Philipson Vine, hvor den ringere årgang 2008 i dag fås til 299,95 kr. ved køb af 12 flasker. Årgang 2005 og 2006 er næsten umulige at opdrive.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2009 Bruno Rocca, Barbera d’ Asti, Piemonte, Italien

2009 Bruno Rocca, Barbera d' Asti, Piemonte, ItalienVin nr. 2 fra i tirsdags er denne Barbera d’ Asti fra Azienda  Agricola Rabaja’ Bruno Rocca. Vi er i Rabaja området udenfor byen Barbaresco i det dejlige Piemonte, hvorfra familien Rocca har drevet vingård siden slutningen af ​​1950’erne, da Bruno Rocca far Francesco og hans kone Maria Adelaide købte deres ejendom samt en del af en vinmark.

Bruno Roccas ejendom ligger helt ude på kanten med den mest fantastiske udsigt. Frem til Francescos død i 1978 solgte man alle druerne til lokale vinproducenter i Barbaresco, men da Bruno Rocca overtog ejendommen blev han den første i familien, der også producerede vin.

Som modernist skabte Bruno Rocca i starten af 80’erne en helt ny stil i forhold til andre producenter i Barbaresco: bløde vine med stor elegance. Han bruger små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen anskues forskelligt, alt efter hvilken ”skole” man hælder til. Han ejer i dag 15 hektar vinmarker og han har modtaget et væld af priser. Dog er han temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.

Brunos børn deltager også i familievirksomheden, idet datteren Luisa tager sig af administration, markedsføring og gæsterne på gården, men sønnen Francesco hjælper faderen med vinproduktionen.

Gårdens marker er primært centreret omkring Barbaresco i Rabaja området. De andre vinmarker ligger i Treiso, Neive og i kommunen Vaglio Serra (Asti), hvor druerne til denne Barbera d’Asti er dyrket. Der laves i alt 120.000 flasker vin årligt på gården, hvilket omfatter Barbera d’Alba, Barbera d’Asti, Dolcetto, Langhe Chardonnay og Langhe Rosso.

Nå, lad os smage på denne Barbera d’ Asti. Selvfølgelig lavet på 100% Barbera, og derudover har vinen lagret 12 måneder på 2. år gamle fade. Duften er flot og dejlig animalsk … det elsker vi jo. Der er blæk, sure blommer, skovbær, grøn peber, mandler … dejlig duft. Smagsmæssigt en tør vin, meget mere massiv i frugtsmagen end den forrige vin, og der er fin syre og tannin, som slutter af i en skøn, lang eftersmag.

Købt hos Jysk Vin, pris pt. 125 kr. mod normalt 154 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2006 Vinchio-Vaglio Serra, Barbera d’Asti Superiore Nizza Laudana, Piemonte, Italien

2006 Vinchio-Vaglio Serra, Barbera d'Asti Superiore Nizza Laudana, Piemonte, ItalienMed næste vin røg vi en tur til Italien, nærmere bestemt til kooperativet Vinchio-Vaglio Serra, som ligger imellem de to byer Vinchio og Vaglio Serra i Piemonte i Norditalien. Kooperativet har lavet kvalitetsvine til meget rimelige prisen siden 1959. Hvis man aldrig køber vin i  supermarkeder, er der næppe nogen klokker der ringer, når der bliver sagt Vinchio-Vaglio Serra. Omvendt betyder Danmark en hel del for Vinchio-Vaglio Serra, for danskerne er langt de største kunder på kooperativets eksportmarkeder.

Kooperativet blev som nævnt oprettet i 1959 og har i dag 180 medlemmer med tilsammen ca. 320 hektarer vinmarker. Kvaliteten af vinene varierer naturligvis, men ”I Tre Vescovi”, en Barbera d’Asti Superiore, kan man godt være bekendt at drikke til en delle, og det gælder i endnu højere grad for ”Vigne Vecchie”.

Imellem de to nævnte vine ligger denne Barbera d’Asti Superiore Nizza Laudana, hvor druerne leveres fra vingården Bricco Laudana. Vinen har lagret 18 måneder på egetræsfade, og selvfølgelig på 100% Barbera. I alt laves der omkring 49 forskellige vine på Vinchio-Vaglio Serra, en lang række bag-in-box samt flere grappaer.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt lidt speciel med tranebær, kirsebær, enebær, lidt kardemomme og gammel kælder. Smagsmæssigt er der bestemt røde frugter, men også lidt skarp og skæv i smagen. Bider lidt af mig …. hmmmmm.

Købt i Føtex, hvor prisen er omkring 65 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2010 Villa Giada, Suri Rosso Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2010 Villa Giada, Suri Rosso Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienNå, har lige en række opdateringer med de vine, som jeg har smagt i den snart forgangne uge, og vi starter med en vin fra i tirsdags, nemlig denne Suri Barbera d’Asti fra Azienda Agricola Villa Giada aka Andrea Acci i det dejlige Piemonte i Italien.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset, nemlig da jeg smagte deres Treponti Monferrato Rosso. Jeg skal derfor alene skrive lidt om selve vinen her.

Vinen er som sagt en Barbera d’Asti, og det er et område, der i Piemonte er tre gange større end Barbera d’Alba. Det store område har mange kooperativer som laver kedelig vin, men der findes også topproducenter, som til en væsentlig højere pris laver flotte vine. Barbera d’Asti fås også i en Superiore version, der har lidt højere alkohol og er lagret mindst 12 mdr., hvoraf de 6 skal være på træfade.

Vinen er selvfølgelig 100% ren Barbera, og de anvendte druer kommer fra forskellige vinmarker, nemlig markerne Vadrini, Spessa og Ponticelli, alle beliggende omkring byerne Calosso og Agliano Asti. Vinen har husets topvin på ren Barbera, og den har i øvrigt fået 89 point af Parker.

Duftmæssigt er det Barbera med masser af kirsebær, men også lidt blæk eller grafikagtig duft samt en anelse krydderi. Smagsmæssig egentlig meget blød, smidig med røde frugter … fortsat med fin tannin, og generelt meget rund i smagen. Der er lidt krydderi i eftersmagen, og alt i alt en fin lille vin.

Købt hos Jysk Vin hvor prisen er omkring 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2011 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2011 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, ItalienUgen bød også på besøg af nogle gode venner, hvor vi sammen nød et par gode flasker vin. Den første vin var denne Dolcetto d’Alba fra vinhuset Roagna, som jeg tidligere har smagt en vin fra, nemlig deres 2007 Barbera d’Alba. I det blogindlæg kan du også læse meget mere om dette charmerende vinhus i Piemonte.

Denne vin er husets eneste vin lavet på Dolcetto druen. Dolcetto betyder “lille søde” på italiensk. Det er vine på druen imidlertid langt fra. Vine på Dolcetto er generelt meget tørre og har altid en umiskendelig duft af bitre kirsebær, der ledsages af kraftig garvesyre.

Dolcetto er næsten udelukkende plantet i Piemonte og mere præcist i Langhe. Det er en frugtig vin, der skal drikkes i sit første eller andet leveår. Den modner tidligere end Nebbiolo og Barbera.

Derfor er den ofte plantet i Piemontes mest kølige egne, hvor de andre sorter ikke kan modne. Dolcetto er i det hele taget en druesort, der er nem at have med at gøre. Det betyder desværre, at den sjældent får lige så stor opmærksomhed som sine mere populære artsfæller og dermed produceres ofte kun jævne vine.

Denne Dolcetto fra Roagna kommer fra 35 år gamle stokke i Pajé-marken og viser, at man kan lave stor vin på Dolcetto, hvis man tager druesorten alvorligt.

Efter gæring i åbne træfade macereres druerne i 30 dage, inden vinen for lov at falde til ro inden tapningen. Vinen viser fremragende præcision, balance og flot kompleksitet den unge alder taget i betragtning.

En virkelig seriøs fortolkning af Dolcetto. Ældre versioner fra vingården holder forbløffende godt, og vinen vil udvikle sig flot over de næste 10 år.

Lad os dykke ned i denne vin. Elsker i øvrigt disse sort/hvide etiketter på italienske vin, meget sådan klassisk. Duftmæssigt foregår der meget i glasset, der er blæk, kul, bildæk, champignon samt ribs og kirsebær. Ikke megen sødme at hente her … ægte italiensk.

Smagsmæssigt meget syrerig … masser af tanniner, lyserød frugt, ribssaft samt en tørhed, som helt udtørrer mundhulen. Der er jern … eller lidt mineralitet. Eftersmag med masser af frugtsyre. Meget ung, men også rigtigt godt … og bestemt et glas vin, som jeg gerne vil anbefale. Skulle måske ligge i vinkælderen i nogle år inden den drikkes.

Købt hos Atomwine til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, Italien

2008 Sottimano, Barbaresco Currá, Piemonte, ItalienMed næste vin bliver vi i Italien, men springer over til et andet berømt vinområde, nemlig i Piemonte. I byen Nieve, ca. 5 km. nordøst for Alba finder vi nemlig Azienda Agricola Sottimano, som er grundlagt i 1975 af Maggiore Sottimano, som købte vingården i Cotta området, en meget velrenommeret sted for dyrkning af Nebbiolo druer.

Siden 1975 er vingården udvidet bl.a. ved køb af 5 “cru” marker i Barberesco, nemlig markerne Cotta, Currá, Fausoni, Pajore og Basarin. I alt ejer Azienda Agricola Sottimano 18 hektar vinmarker, og der produceres årligt omkring 85.000 flasker. I dag drives gården af Rino Sottimano og sønnen Andrea Sottimano, og de har på rekordtid bragt vingården helt frem i feltet af modernister i Barbaresco.

Barbaresco er ofte blevet betegnet som Barolos spinkle lillebror. Men denne grove generalisering er igennem tiderne blevet manet kraftigt til jorden. En af de første til at kaste glans og ære over området, var den legendariske Bruno Giacosa. Siden kom Angelo Gaja efterfulgt af La Spinetta. Senest er turen så kommet til Sottimano, der i såvel nationale som internationale vinmagasiner trækker store overskrifter.

At Sottimano er modernist betyder på ingen måde, at han fremstiller frugtekstraherede vine med appel til et amerikansk sødmehungrende publikum. I Sottimanos tilfælde kommer det modernistiske islæt til udtryk i stringente, barriqueslagrede vine med en tilstedeværende og charmerende kirsebærfrugt. At Andrea har fundet inspiration til sit vinøse udtryk blandt topproducenterne i Bourgogne, træder tydeligt frem i vinene.

Andrea Sottimano mener fuldt og fast, at store vine udelukkende skabes på naturens præmisser, og at udgangspunktet således må være den jordbundssammensætning vinstokken vokser i. Menneskeskabte mirakler i kældrene lader sig ganske enkelt ikke gøre. Ifølge hans mantra anvendes der naturligvis heller ikke hverken kunstgødning, pesticider eller kunstgær for den sags skyld, og vinene svovles absolut minimalt.

Når de færdige vine forlader Sottimanos kældre, er den fornemste opgave at tolke Nebbiolo-druens vækstbetingelser i givne jordbundsforhold i et givent høstår. Denne kunst behersker Sottimano til perfektion.

Vinen her kommer fra Currá marken, som ligger sydvest for Neive i retning mod Barbaresco. Placeringen resulterer i en vin med righoldige tanniner, med den frugtrige elegance, der kendetegner vinene fra Neive. Gæring og maceration sker ved lave temperaturer, normalt over 22-24 dage, og uden brug af kunstgær. Den malolaktiske gæring foregår på egefade, der er specielt fremstillet til Sottimano af Francios Frères i Bourgogne. Vinen lagrer på disse fade i 18-20 måneder – halvdelen af tiden på sit lie. 25% af fadene er nye, og de resterende 75% er anvendt op til fire gange tidligere. Aftapningen sker altid uden filtrering eller klaring.

I glasset er vinen mere “rødbrun” end forrige vin, og duftmæssigt også mere blødhed med kirsebær, salvie og lidt mentol. Smagsmæssigt en fabelagtig renhed og blødhed. Virker lidt tynd, men har fortsat massivt tanninbid, tonsvis af knapt modne kirsebær og vinen sidder bare totalt på alle fortænder. Fortsat meget ung Nebbiolo, men blødheden overrasker og gør dette til en flot og tilgængelig vin.

Med medbragte vinen: Jan

Købt hos Theis Vine for 569,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Podere Ruggeri Corsini, Autenzio Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2008 Podere Ruggeri Corsini, Autenzio Langhe Rosso, Piemonte, ItalienMed næste vin er vi igen hos Podere Ruggeri Corsini. Denne gang er det imidlertid husets Langhe Rosso Autenzio, som er lavet på en meget sjælden piemontesisk sort kaldet Albarossa, som en krydsning mellem Nebbiolo og Barbera.

Druen er udviklet i 1938 af Professor Dalmasso, efterfølgende er druen “glemt”, men genopdaget og genplantet i Piemonte i løbet af de sidste 10 år.

Druen har typisk en duft af rosenblade, jord, blomster og røde kirsebær, og er ofte aromatisk, frugtdrevet og frisk med faste syrlighed og en smule tannin på eftersmagen.

Men lad os nu se, om det også er tilfældet, og om ægteparret Loredana Addari og Nicola Argamante på Podere Ruggeri Corsini har fået lavet en god vin på denne specielle drue. Duftmæssigt har jeg mørk frugt, lidt blomster ganske rigtigt, men ellers synes jeg faktisk, at vinen er meget anonym i næsen.

Smagsmæssigt har jeg rosiner, meget frugtren, også masser af grønne blade og tydelige tanniner, men mangler efter min vurdering en smule balance.

Hos Skovgaard Vine står vinen til 198 kr. ved køb af 1 stk. og 135 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2009 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2009 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, Italien Gambero Rosso aftenens første rødvin blev en Barbera fra vinhuset Podere Ruggeri Corsini.

Vinhuset ligger i byen Monforte d’Alba i Piemonte. Huset er forholdsvis nyt, da det er grundlagt i 1995 af Loredana Addari og Nicola Argamante, begge uddannet i landbrug og specialiseret i vindyrkning og enology. Begge droppede deres job og bylivet, og købte en lille gård i Monforte d ‘Alba, i hjertet af Langhe, Cuneo. På gården havde man i forvejen dyrket druer, men disse blev solgt til andre vinproducenter. Som hjælp hyrede de også Loredana brors, Lorenzo.

Vingården fik navnet “Corsini”, som refererede til nogle gamle stenhuse i den gamle landsby i Monforte d’Alba, mens “Ruggeri” henviser til Nicolas mor, som troede på sønnens projekt og støttede ham og Loredana økonomisk. “Podere” betyder, som flere måske ved, gård. Således blev gårdens navn Podere Ruggeri Corsini. I 1996 blev de første 6.000 flasker produceret og disse blev primært solgt til udlandet.

Hos Podere Ruggeri Corsini fokuseres der på kvalitet i tilblivelsen af deres vine, hele vejen gennem den komplicerede proces. Efter den nøjsomme håndplukning og sortering af druerne fjerner man alle stilke, bryder drueskallernes overflade forsigtigt og lader gæringen foregå over små to uger, mens temperatur og bevægelse i druemosten bliver kontrolleret. En forsigtig presning af druerne, efterfølges af 12 måneder på en særligt udvalgt kombination af nye og 1-2 år gamle franske egetræsfade, inden vinen får lov at ligge og hvile sig nogle måneder i Podere Ruggeri Corsinis kældre.

Her har vi husets Barbera a’Alba Armujan, som kommer fra vinstokke på 55-57 år. Efter meget nænsom behandling af druerne under vinificeringen er vinen lagret 18 måneder på franske egefade. Duftmæssigt fanger jeg et lidt støvet indtryk, lidt mejeri, lidt blæk og popcorn samt lakrids. Smagen er meget eg, mørk frugt, grønne noter, tør, lidt krydret eftersmag og mange tanniner. Okay vin.

Fåes hos Skovgaard Vine til 189 kr. ved køb af 1 stk., og 150 kr. ved køb af 12 stk. Ved Ludvig Bjørn vinforretning står vinen til 220 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Brezza Giacomo e Figli, Langhe Freisa Santa Rosalia, Piemonte, Italien

2011 Brezza Giacomo e Figli, Langhe Freisa Santa Rosalia, Piemonte, ItalienVidere til næste vin, en vin fra det dejlige italien, og igen på en mere ukendt drue, nemlig Friesa, som også nogle gange kaldes Fresa. Man mener, at navnet måske kommer fra det franske ord fraise, som betyder jordbær. Der er da også røde søde bær at finde i duften. Fresa/Freisa dyrkes primært i Piemonte, Italien.

Og det er også lige præcis her vi finder Azienda Agricola Brezza Giacomo e Figli. Vingården er etableret i 1885 af Giacomo Brezza, der sammen med sin far Antonio aftappede gårdens første vin i 1910. Azienda Agricola Brezza ligger meget tæt på centrum af Barolo by, og det nærliggende hotel “Hotel Barolo” og tilhørende restaurant “Ristorante Brezza” tilhører også Brezza familien.

Brezza Giacomo e Figli har 22 hektar med marker i Barolo, i kommunen Monforte, i kommunen Novello og endelig i Alba. Der dyrkes Barolo fra fire historiske vinmarker, Bricco Sarmassa, Cannubi, Sarmassa og Castellero. Vingårdens Nebbiolo d’Alba dyrkes fra Santa Rosalia vinmarkerne, og på disse marker dyrkes ligeledes Freisa, som altså anvendes til denne vin.

Det er i dag 4. generation af Brezza familien, som i dag driver vingården, nemlig Enzo og Oreste Brezza.  Al produktion sker med egne druer, og vinene lagrer i den oprindelige, gamle kælder med hvælvede lofter. Den samlede produktion er omkring 80.000 flasker om året.

Nå lad os gå i krig med denne Freisa vin. Duftmæssigt er vinen krydret, og duften af jordbær kan faktisk godt fornemmes, derudover har jeg noter af tørre olivenbuske … eller i hvert fald, som jeg forestiller mig, at tørre olivenbuske dufter. Smagsmæssigt er vinen meget tanninfyldt, lidt kantet og med en smule bitterhed. Uhhh, der er mange tanniner i vinen. Rigtigt spændende valg.

Købt i Italien … og ikke fundet i Danmark. En Barbera D’Alba fås i Vinkollektivet til 155 kr.

Vinanmeldelse 4/7