Tag-arkiv: Bourgogne

2011 Mongeard-Mugneret, Vosne-Romanée, Bourgogne, Frankrig

2011 Mongeard-Mugneret, Vosne-Romanée, Bourgogne, FrankrigSelvfølgelig skulle Gert E også lige putte en ægte Bourgogne ind mellem de tyske vine, her i form af en Vosne-Romanée fra Mongeard-Mugneret, som jeg for omkring 4 måneder siden – og igen sidste weekend – smagte en 2005 Beaune 1. Cru Les Avaux fra … og gav 7 fede tommelfingre. Bingo.

Domaine Mongeard-Mugneret … eller Mongeard Mugneret & Fils, som der står på det blankpolerede kobberskilt foran vinhusets port i Vosne-Romanée, er et gammelt vinhus i Bourgogne, beliggende tæt på det legendariske Château du Clos Vougeot.

Det er grundlagt i 1620 og har i over 8 generationer været drevet af familien Mongeard-Mugneret. Det fik dog først sit nuværende navn i 1945, da Eugène Mongeard giftede sig med Edmée Mugneret.

I dag er det 8. generation i form af Vincent Mongeard, som driver det traditionsrige vinhus med dets omkring 30 hektar vinmarker, som er spredt ud på omkring 35 forskellige parceller, hvor der dyrkes både Chardonnay og Pinot Noir. Det giver en produktion på ikke mindre end 41 forskellige vine, bl.a. en hel del 1. Cru og Grand Cru vine.

Blandt vinhusets Grand Cru vine findes der Echezeaux, Grand Echezeaux, Clos de Vougeot og Richebourg og derudover laver man vine fra en lang række 1. Cru marker og selvfølgelig Villages og regionalvine.

Der lægges stor kærlighed i vinmarkerne, hvor alle parceller behandles separat efter deres behov. I kælderen behandles mosten nænsomt og de fleste vine lagres på nye egetræsfade inden den endelige aftapning, der sker uden filtrering.

Her er det ikke 1. Cru men en byvin … dvs. en Vosne-Romanée Village fra markerne tæt på vinhuset, hvor man samlet har omkring 2 hektar med jord præget af sten og kalksten. Vinstokkene er der omkring 45 år gamle.

Næsen er klar Pinot Noir … lys frugt, hindbær, jordbær med syrlige noter, grønthøster, eg, syrlige bolsjer, våd hund, jord samt ristet franskbrød. Klart syrligere end dens tyske slægtninge.

I munden er vinen også mere stringent og jernet, hvis man kan bruge det udtryk. Der er fortsat en utrolig lethed over vinen, syrlige bær, grønne og våde blade, meget præcis syre samt ganske aromatisk og elegant. Er dog fortsat meget ung … og mangler – som Beaune 2005’eren  – at få rundet og modnet noget af frugten.

Forhandles hos dkWineImport, hvor prisen er 395 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2013 Maurice Gentilhomme, Bourgogne, Bourgogne, Frankrig

2013 Maurice Gentilhomme, Bourgogne, Bourgogne, FrankrigKan man få god Bourgogne til 59 kr.? Nej! Kan man få hæderlig Bourgogne til 59 kr.?  Igen et nej … ville mit svar umiddelbart også være, idet en flaske hæderlig vin fra det efterspurgte vinområde normalt koster fra 200-300 kr. og op!

Imidlertid overrasker denne almindelige Bourgogne AOC fra et vinhus, som tilsyneladende skulle hedde Maurice Gentilhomme, mig åbenlyst … måske delvist fordi forventningerne ikke var særligt høje, men også fordi den reelt giver dig en ganske fornuftig Pinot Noir oplevelse.

Det er en supermarkedsvin … fundet i SuperBrugsen til de nævnte 59 kr., men jeg har nu fået mit eksemplar i gave. På etiketten står der, at vinen kommer fra Maurice Gentilhomme Négociant-Éleveur à Meursault … altså en forhandler/producent fra Meursault.

Der står minsandten også, at vinen er flasket hos Maurice Gentilhomme i Bourgogne. Men derfra bliver det rigtigt svært, for jeg kan ikke finde en producent med det navn i Bourgogne … og den gode Maurice kan vel heller ikke være særlig kendt, når han kan sælge en Bourgogne til den pris. Så bedste bud er, at vinen kommer fra en større vinfabrik eller et kooperativ i Bourgogne.

Jeg har alene fundet få vine fra Maurice Gentilhomme på internettet, bl.a.  en 1967 Vosne Romanée, så der har måske engang eksisteret et vinhus med det navn … ellers har rettigheden til navnet måske blot altid ligget hos et af de større kooperativer i Bourgogne. Ja, det bliver ikke særligt præcist … men sådan er det jo ofte med supermarkedsvine.

Det betyder også, at jeg ikke kan tilføje yderligere omkring fremstillingen af vinen, så derfor springer jeg blot hovedkulds ind i at besvare spørgsmålet om, hvorvidt der kan laves hæderlig Bourgogne vin til 59 kr.?

Duften er klar Pinot Noir, hvilket bestemt ikke altid er tilfældet med supermarkedsvinene, men her har du altså lidt sød duft … måske ikke ligefrem animalsk hestestald … men der er en snert sammen med lyse bær, jordbær og lyse kirsebær samt svagt grønt og næsten burgundisk note. Sødmen kammer dog klart over, men herligt med Pinot duft.

På smagen falder vi dog klart i niveau, for nu bliver det en smule sødt og bolsjeagtigt … sødt, lidt fladt, mudret og ufokuseret. Der er ingen rigtig syre, som kan holde på smagsindtrykkene på plads, og eftersmagen kan du også lede efter i de gule sider. Men det smager bedre end forventet og er bestemt drikkeligt.

Tænkte, at det måske lige var konen … pga. sødmen, man hun sagde, at hun hellere vil ha’ den forrige fra Durrmann. Sådan … hun har sgu smag, men det vidste jeg jo allerede.

Forhandles af SuperBrugsen, hvor prisen er 59 kr. på tilbud … men alle vine i supermarkederne er jo på tilbud.

Rating 3/7  

2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, Frankrig

2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, FrankrigFra Côte de Beaune i Côte d’Or til Côte de Nuits i Côte d’Or eller helt præcis kommunen Nuits-Saint-Georges, hvor vi finder et af mine burgundiske favorithuse, nemlig Robert Chevillon. Derfra kommer denne herlige flaske 2010 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots.

Domaine Robert Chevillon er grundlagt i 1860 af Symphorien Chevillon, som købte 12 hektar jord i Nuits-Saint-Georges. I dag drives vingården af 5. generation i form af brødrene Denis og Bertrand Chevillon, som allerede i 1990 gradvis blev medejere og i 2002 overtog hele driften efter faderen Robert Chevillon, som dog fortsat er aktiv på vingården.

I dag har vinhuset 13 hektar vinmarker, men fordelt på imponerende 70 parceller … og alle i Nuits-Saint-Georges. De bedste marker er 1. cru markerne Les Chaignots, Les Bousselots, Les Roncières, Les Perrières, Les Pruliers, Les Cailles, Les Vaucrains og Les Saint-Georges. De 3 sidstnævnte er de allerbedste marker og har meget gamle stokke, som alle er plantet før 1920.

Selv om domænet i dag har stjernestatus, har man allerede i forrige århundrede optegnelser, der anerkender vinene fra Chevillon som værende udsædvanligt gode. Ved smagning i kælderen hos Chevillon er vinene fra 1960’erne og 1970’ernee stadigvæk på et meget højt niveau.

Chevillon familien har fuld fokus på, at de bedste vine laves i marken, så daglige ture i markerne er helt logisk. Der foretages en grøn høst i juli, for kun at lade de bedste drueklaser hænge tilbage. Der høstes kun i hånden og alle klaser kommer gennem et sorteringsbord, inden de kommer i kælderen.

Hele sunde druer er rygraden i de gode vine. Når druerne er afstilket gennemgår de en kold-maceration på 5-6 dage, inden den naturlige gæring starter. Vinen gæres under 34 grader og det tager 2-3 uger inden vinen er gæret færdig. Vinene lagres på egetræsfade i 15-18 måneder, hvoraf 30% er nye. Denne enkeltmarksvin Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots er lavet på tilsvarende vis.

Og det er – som altid med vinene fra Robert Chevillon – herlige sager. I næsen er her godt med kompleksitet … sur, lækker og præcis. Det er gazebind, urter, grønne vinblade, kirsebær, jordbær, ribs, eucalyptus, røg, engelsk lakrids, tør jord samt en slat kanel. Smagen er sådan nærmest lidt som hindbær, frisk og let … sur … en ganske markant syre, som virkelig er delikat, præcis og voldsom vanedannende.

Smager altså bare godt, selvom vinen fortsat er en ung teenager … en knøs, som skal modne og udvikles yderligere.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 565 kr. for en årgang 2012.

Rating 6/7 

2011 Domaine des Terres de Velle, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2011 Domaine des Terres de Velle, Meursault, Bourgogne, FrankrigToppen af hvid bourgogne i Côte de Beaune er Puligny-Montrachet og Meursault. Sidstnævnte regnes for en af de bedste kommuner til fremstilling af de hvide Bourgogne-vine … fede, mineralske, komplekse og elegante. Og netop en Meursault var næste vin, nemlig fra vinhuset Domaine des Terres de Velle.

Vinhuset ligger i Auxey-Duresses omkring 1 kilometer nordvest for Meursault og er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 2009 af det unge og dynamiske par Sophie og Fabrice Laronze. Parret havde inden købet arbejdet sammen på Maison Alex Gambal i Beaune, men en investor fik øje på den lille vingård og anbefalede den til Sophie og Fabrice.

Domaine des Terres de Velle omfatter i alt 6 hektar vinmarker fordelt på parceller i Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Meursault, Auxey-Duresses, Monthelie og Volnay … eller med andre ord nogle af de bedste og mest klassiske appellationer i Côte de Beaune.

Der var egentlig 5 hektar vinmarker, da parret købte vingården, men små parceller i Santenay og Pommard blev solgt fra, så de kom ned på 4,5 hektar. Til gengæld blev der købt ekstra parceller i Chassagne-Montrachet og Puligny-Montrachet. Samtidig omlagde parret alle markerne til biodynamisk dyrkning, men er dog endnu ikke blevet certificeret.

Der produceres mest hvidvin på Domaine des Terres de Velle, fordelt med 60% på de hvide og 40% på de røde. Der laves 14 forskellige vine, hvoraf de 9 er hvidvine, herunder denne Meursault, hvor druerne kommer fra markerne Les Crotots på 0,1157 hektar og Les Grands Charrons på 0,1450 hektar … altså ganske små parceller, helt traditionelt for Bourgogne.

Les Crotots ligger i en fordybning lige under 1. Cru marken Le Porusot, mens Les grands Charrons ligger langs den gamle romersk vej fra Puligny til Auxey. Begge vinmarker har en ler- og kalkholdig undergrund og vinstokkene er omkring 30 år gamle. Druerne på de 2 parceller høstes samme dag og presses i vinkælderen med luftpresse i ca. 2,5 timer.

Som det er sædvane i Bourgogne foregår både den alkoholiske og den malolaktisk gæring på fad. Modning foregår på de samme fad med løbende omrøringer, som afhænger af årgangen og varer omkring et år. Vinen flaskes uden nogen form for filtrering.

Og vi er sgu rykket klasser op i forhold til sidste vin … herlig aromatisk, nærmest smør, modne druer, asparges, ristede mandler, morgenurin (det kan man da kalde animalsk) … men på en god måde, grønne blade, sødme, fedme … men også med nogle mineralske noter. Smagen er både blød, fed og har en meget direkte frugt med en afrundet og fløjlsagtig syre. Smager da alt for godt.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor prisen også ligger på hele 345 kr., selvom det ikke engang er 1er Cru.

Rating 6/7 

2012 Domaine Tollot-Beaut, Aloxe-Corton, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Tollot-Beaut, Aloxe-Corton, Bourgogne, FrankrigArghhhh god Bourgogne er ikk’ det værste, som der findes. Og denne Aloxe-Corton fra vinhuset Domaine Tollot-Beaut fra Chorey-les-Beaune hører under denne kategori. Pinot Noir når det er bedst … elegance, kompleksitet og skønhed på flaske.

Aloxe-Corton ligger ved indgangen til Côte-de-Beaune – nord for Beaune, præget af Corton-højen og den lille hyggelige landsby Aloxe-Corton. Og lige mellem Beaune og Aloxe-Corton finder vi Chorey-les-Beaune … og lidt vest for byen ligger Domaine Tollot-Beaut,

Vinhuset er grundlagt af familien Tollot familien, som har lavet vin på gården siden slutningen af 1800-tallet, men i de første mange år solgte de hele produktionen til negociantfirmaer i området. Først fra 1921 lavede familien enkelte vine under eget navn.

Det var den amerikanske amerikanske vinhandler og forfatter Frank Schoonmaker, som overbeviste en række producenter – herunder Tollot-Beaut – at de skulle flaske alle vinene under eget navn og sælge vinene på det amerikanske marked.

Det startede Domaine Tollot-Beaut med i 1930 og vinhuset hører i dag til blandt de anerkendte vinhuse i Chorey-les-Beaune. Således ligger vinhuset på adressen Rue Alexandre Tollot, opkaldt efter nuværende ejers bedstefar, som også var borgmester i byen.

I dag er det 5. generation – i form af Nathalie Tollot – der driver vingården med hjælp fra resten af familien, bl.a. faderen Alain, onklen Jack samt Nathalies fætre Jean-Paul og Olivier. Samlet driver de 24 hektar vinmarker, som primært ligger omkring Beaune, Savigny-lès-Beaune, Aloxe-Corton og Chorey-lès-Beaune.

Der anvendes ingen kunstig gødning, og der bruges meget tid i marker på bl.a. grøn høst. Nathalie siger selv, at omkring 80% af arbejdet ligger i vinmarkerne. Alle parceller vinificeres individuelt, og der anvendes en forholdsvis kort maceration på 10-12 dage, hvorefter vinene lagrer på egefade … de regionale vine som denne Aloxe-Corton omkring 16-18 måneder og 20% af fade er nye fade. Enkeltmarksvinene lagrer på en større del nye fade.

Og i næsen er der klare Bourgogne noter … karakteristisk grønt. Vi snakker grønne blade, stikkelsbær, ribs, syrlige hindbær, kål, førstehjælpskasse, gazebind, lakridsrod og et mineralsk islæt. I munden er syren blid, elegant … med fortsat med kraft, lethed og præcision, selvom det i smagen virker en tand mere fyldig og har mere volumen end mange andre bourgogner. Syren er dog fortsat meget styrende … som på togskinner … og det er sgu smukt.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 359 kr.

Rating 6/7 

2007 Michel Lafarge, Volnay Vendanges Sélectionnées, Bourgogne, Frankrig

2007 Michel Lafarge, Volnay Vendanges Sélectionnées, Bourgogne, FrankrigMichel Lafarge er én af de gamle mænd i Bourgogne. Han fyldte sidste år 86 år og har produceret ikke mindre end 65 årgange på sin vingård i Volnay, og en af disse årgange er 2007 … og dermed også denne Volnay Vendanges Sélectionnées.

Vinhuset er grundlagt af Michels tip-tipoldefar tilbage i 1800-tallet og deres vinkælder stammer endda tilbage fra 1300-tallet. Michel Lafarge overtog driften efter hans far i 1949 og har siden gjort vinhuset ganske berømt.

Michel har altid drevet domænet fuldstændig gammeldags uden brug af pesticider, kemikalier, sprøjtegifte eller andet. De var de første vinbønder i Bourgogne til at bruge økologisk gødning. Siden 1995 har vinhuset endda været drevet biodynamisk, hvilket blev certificeret i 2000.

I kælderen arbejder man generelt med en meget lav andel nye fade og der omstikkes relativt sjældent, hvilket kan gøre vinene en smule rustikke i deres ungdom. I dag er der dog flere og flere topproducenter i Bourgogne, som benytter sig af netop denne metode, da det står klart, at man således får vine som ældes med en utrolig ynde og optimalt bevaret elegant frugt.

Siden 1978 har sønnen Frédéric også taget del i driften og har siden 2011 stået for produktionen, dog fortsat med hjælp fra den gamle. Og næste generation er også allerede klar i kulissen, idet Michels barnebarn Clothilde også er interesseret i vin og at hjælpe til på vingården.

Domaine Michel Lafarge har samlet 12 hektar vinmarker i Bourgogne, ligeligt fordelt mellem Premier Cru marker, Villages og almindelige regionale marker. Denne Volnay Vendages Selectionées er ikke en Premier Cru, men en blading af druer fra hans bedste vinmarker. Hans topvine regnes for at være Volnay 1er Cru Clos des Chenes,  Volnay 1er Cru Mitans og Beaune 1er Cru Aigrots.

Volnay Vendanges Sélectionnées kommer fra vinstokke, som er mellem 40-80 år gamle, og er lavet med kølig gæring og udelukkende brug af druernes naturlige gær. Ved lagringen bruges der kun 15% ny eg og lagringen er normalt 18 måneder.

I næsen virkelig grønne noter, hindbær, ribs, tranebær, rå champignon og østershatte … men ellers ganske neutral. I munden utrolig syrlig, grøn med mineraler, sten, skifer … men ellers fuldstændig lukket og uden kompleksitet, charme eller den mindske animalske noter. Bare sådan med stramme tanniner, grøn og syrlig.

Selvom den kommer fra bedste skuffe … så er det lige dét, som den gør … skuffer. Havde sat næsen op efter en oplevelse i stil med 2005’eren Beaune 1. Cru Les Avaux fra Mongeard-Mugneret tidligere på ugen. Men her er vi desværre lysår fra. Og sikke en forskel på Bourgogne. Ikke at den smager dårligt … bestemt ikke … men blot ganske ordinær, lukket og syrlig.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Bichel Vine, hvor prisen var 410 kr. Det er den langtfra værd.

Rating 3/7  

2012 Pierre Amiot & Fils, Clos de la Roche Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2012 Pierre Amiot & Fils, Clos de la Roche Grand Cru, Bourgogne, FrankrigDet var denne burgundiske Clos de la Roche Grand Cru fra Domaine Pierre Amiot & Fils som blev Walter Hansels banemand i mødet mellem den nye og gamle verden. Dermed er vi her i den gamle verden … klassisk og dyr Grand Cru Bourgogne.

Domaine Pierre Amiot & Fils ligger i Morey-Saint-Denis og har været drevet af Amiot familien i 6 generationer, og i dag er det med brødrene Jean-Louis og Didier i spidsen med hjælp fra deres fader Pierre Amiot. Jean-Louis står for produktionen i vinkælderen og Didier tager sig af markerne.

Vinhuset har samlet 9 hektar vinmarker, hvor de 8 hektar selv er ejet af familien, mens den sidste hektar er i såkaldt “métayage”, hvilket er en gammel ordning i Bourgogne, hvor en vinbonde dyrker en mark, han ikke selv ejer, og som leje afleverer halvdelen af høsten.

De 9 hektar er fordelt på 40 parceller, 85% af dem i Morey-Saint-Denis og 15% i Gevrey-Chambertin, og derfra laver brødrene 2 almindelige Bourgogne vine, 3 Villages vine, 5 forskellige Premiers Cru og 2 Grand Cru, hvoraf denne Clos de la Roche Grand Cru er én af dem.

Dyrkningen af druerne hos Domaine Amiot er baseret på såkaldt ”integreted farming” og udbyttet pr. hektar holdes nede til 25-35 hektoliter pr. hektar for at prioritere koncentrationen i vinene. Under vinificeringen er Jean-Louis Amiot tilhænger af, at gribe så lidt som muligt ind i processen … og forsøge at skabe mere delikate end rustikke vine.

Denne Clos de la Roche Grand Cru er lavet med druer fra 5 små Grand Cru parceller på samlet 1,2 hektar, hvor vinstokkene er 20-55 år. Clos de la Roche parcellerne ligger syd for Les Combottes, nær Clos-Saint-Denis. Vinen er lagret på barriques, heraf 50% nye fade, men det fremgår ikke, hvor lang tid den har lagret. Vinen er hverken klareret eller filtreret.

I næsen er det en herlig animalsk vin … vi snakker stald, mødding og nærmest delikat mug … intens med hindbær, kirsebær, champignon, mentol, violer, plaster, lidt bolsjer … Kongen af Danmark og mentolbolsjer, trøffel, sten og kridt. Ganske vidunderlig fransk, burgundisk næse … næsten af samme dimensioner som Gérard Depardieus. Vi smider et like efter den næse.

Smagsmæssigt er her engelsk lakrids, stramhed … men på en intens og nærmest lidt mørk facon. Det står hurtigt klart, at vinen endnu ikke er helt moden, er purung, frisk og frejdig. Bør bestemt gemmes i kælderen mange år endnu, men vinen er nu bestemt ikke lukket på nogen måder, bare grøn, meget burgundisk med præcis og tæt syre. Smager sindssygt godt allerede nu … men der fornemmes grundtrin til en endnu større dans.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 975 kr., men på tilbud denne aften til 799 kr.

Rating 6/7   

2005 Mongeard-Mugneret, Beaune 1. Cru Les Avaux, Bourgogne, Frankrig

2005 Mongeard-Mugneret, Beaune 1. Cru Les Avaux, Bourgogne, FrankrigSelvom det selvfølgelig ærgrer mit gamle røde Spätburgunder-indfiltrerede og tyskpumpende Mercedes Benz hjerte, så blev det denne Beaune 1. Cru Les Avaux fra vinhuset Mongeard-Mugneret, som løb med sejren i tvekampen mellem frankisk og fransk Pinot Noir.

Lidt unfair vil de fleste måske sige, da denne har flere år på bagen og samtidig også er lidt dyrere end dens tyske sibling. Men sådan er det jo i krig, kærlighed samt vinøse, seriøse og strategiske slagudvekslinger mellem herlige vine. No mercy.

Domaine Mongeard-Mugneret … eller Mongeard Mugneret & Fils, som der står på kobberskiltet foran vinhusets port i Vosne-Romanée, er et gammelt vinhus i Bourgogne, beliggende tæt på det legendariske Château du Clos Vougeot.

Det er grundlagt i 1620 og har i over 8 generationer været drevet af familien Mongeard-Mugneret. Det fik dog først sit nuværende navn i 1945, da Eugène Mongeard giftede sig med Edmée Mugneret.

I dag er det 8. generation i form af Vincent Mongeard, som driver det traditionsrige vinhus med dets omkring 30 hektar vinmarker, som er spredt ud på omkring 35 forskellige parceller, hvor der dyrkes både Chardonnay og Pinot Noir. Det giver en produktion på ikke mindre end 41 forskellige vine, bl.a. en hel del 1. Cru og Grand Cru vine.

Blandt vinhusets Grand Cru vine findes der Echezeaux, Grand Echezeaux, Clos de Vougeot og Richebourg og derudover laver man vine fra en lang række 1. Cru marker, bl.a. denne Les Avaux. Der lægges stor kærlighed i vinmarken, hvor alle parceller behandles separat efter deres behov. I kælderen behandles mosten nænsomt og de fleste vine lagres på nye egetræsfade inden den endelige aftapning, der sker uden filtrering.

Denne Beaune 1. Cru Les Avaux er en af husets 1. Cru enkeltmarksvine … marken er på samlet 13,8 hektar og vinstokkene er omkring 40 år gamle. Vinen er lagret på barriques … 30-40% nye, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I glasset begynder man så småt at fornemme lidt alder … lidt mere orange i kanterne, men ellers den herlig transparente og teglfarvede eliksir, som fortryller så mange mennesker. Og fortryller er måske netop essensen af denne vin, som duftmæssigt byder på lyserøde bær, lette blommer, alder, ristede noter, ristede kastanjer, skovbund, jord, læder, gammelt træ, estragon samt en smule mælkechokolade. Der er kun en ting at sige; VAUW

I munden … UHHHH hvor er det blødt … vi snakker fløjlsblødt, lækker, let og elegant. Der er kirsebær, blommer … meget ren frugtsmag og meget harmonisk. Elegant og silkeblødt. Moden, voksen og forfængelig. Smager bare sindssygt godt lige nu. Blødt, rundt … selv tanninerne er bløde og godt integreret i vinen. Total Thumbs Up.

Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 649 kr., men på tilbud denne aften til 525 kr.

Vinanmeldelse 7/7   

2014 Béjot Vins & Terroirs, Charles Renoir Chablis, Bourgogne, Frankrig

2014 Béjot Vins & Terroirs, Charles Renoir Chablis, Bourgogne, FrankrigMis en Bouteille par Charles Renoir Éleveur-Négociant a Meursault Côte d’Or France står der flot på etiketten på denne Chablis. Og Éleveur-Négociant skulle således dække over, at den gode Charles Renoir både er producent og forhandler.

Imidlertid findes der ikke et vinhus med navnet Charles Renoir i Meursault … eller noget andetsteds for den sags skyld. Folk vil snydes … og det bliver de. I stedet er vinen lavet af den kæmpestore franske vinkoncern Maison Béjot Vins & Terroirs, som netop holder til i Meursault.

Maison Béjot Vins & Terroirs er grundlagt i Beaune i 1891 af Jean-Baptiste Béjot. Dengang var det alene et mindre vinhus, som kun forhandlede vin. Det blev i 1954 købt af Roger Sauvestre, som i forvejen ejede en lille vinkælder og fortsatte aktiviteterne med vinhandel.

I 1988 overtog Rogers søn Vincent Sauvestre driften og han har siden overtagelsen ekspanderet og opkøbt både vinproducenter og negociantfirmaer i både Bourgogne og den sydlige del af Frankrig og er således gået fra blot at være vinhandler til en stor og betydende vinproducent.

I Sydfrankrig har Maison Béjot Vins & Terroirs bl.a. købte vinhusene Clos des Miran i Rhône, Château La Boutignane i Corbières, Château La Galinière i Provence, Domaine de Mongillon i Rhône samt Domaine de Saint Paul i Languedoc. I Bourgogne har Vincent købt Maison Protheau, Maison Moingeon, Maison Chartron et Trébuchet, Maison Moillard og Maison Corton André.

Og derudover laves der så vin under en række andre navne … bl.a. Charles Renoir. Samlet er Maison Béjot Vins & Terroirs blevet en ganske stor historie, som årligt laver ikke mindre end 10 millioner flasker vin, men har kapacitet til det dobbelte, og det er da også målet for den gode Vincent Sauvestre.

Maison Béjot Vins & Terroirs omsatte i 2015 for ikke mindre end 50,7 millioner euro, svarende til 378 millioner kroner. De har omkring 200 ansatte og samlet 530 hektar vinmarker, 260 hektar i Bourgogne samt 270 hektar i den sydlige del af Frankrig. Med andre ord en stor historie.

Og her én af husets mange forskellige vine … Charles Renoir Chablis, som selvfølgelig er lavet på Chardonnay … ellers har jeg faktisk ikke de store oplysninger om vinen, så vi haster straks til smagsnoterne. I næsen fornemmes klart mere fedme end foregående vin, men vi snakker slet ikke oversøisk Chardonnay fedme, for næsen er faktisk mest præget af sure, grønne æbler, lidt hø, røg og syre.

I munden er vinen også meget stringent og grøn med grene, bark, bitterhed. Syren er virkelig stram og bestemt ikke tilgivende. Der mangler noget intensitet og kompleksitet, mens eftersmagen dog er lang med en syre, som virkelig angriber gebisset. Samlet leverer vinen et lidt stramt, syrlig og noget neutralt, kedeligt indtryk.

Forhandles i SuperBrugsen til 119 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 79 kr.

Rating 3/7  thumbthumb

N.V. Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigFørst lige et godt nytår til alle læsere her på bloggen … håber I kom fint ind i det nye år med god champus, vino og høj cigarføring. Her var der ingen raketter i røven, uro eller vild postyr, men en rolig aften med gode venner og selvfølgelig en mix-kasse med forskellig vin.

Én af vinene var denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut fra vinhuset Maison Albert Sounit, og ja … den har jeg skrevet om før. Og da det er en N.V. – non vintage og altså fra flere årgange og dermed uden årgang – så giver det måske ikke mening at skrive om den igen.

Men denne er imidlertid fra en anden produktion, idet etiketten er lidt anderledes end den flaske, som jeg skrev om sidst, formentlig en tak nyere, bl.a. ud fra smagen, så derfor får I sgu da lige en anmeldelse af vinen igen. Det kan den nu også godt tåle.

Maison Albert Sounit er danskejet, idet det nemlig ejes af Knud Kjellerup og hans to gode venner Jesper Krogh og Axel Holm Jensen. Knud Kjellerup er blandt andet kendt som grundlæggeren af Østjysk Vinforsyning, som leverer vin til både restauranter og forretninger.

Knud Kjellerup og de to venner købte i 1993 huset Maison Albert Sounit og har siden målrettet arbejdet på at føre Maison Albert Sounit op i eliteklassen. Derudover har man i 2005 også købt Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy og lagt det sammen med Maison Albert Sounit.

Masion Albert Sounit var oprindelig et negociantfirma, og havde ikke selv vinmarker. Man havde tidligere købt druer og vine hos Domaine Bernollin, men da den gamle ejer Pierre Bernollin var 74 år – og ikke havde nogen efterfølger – så købte det danskejede vinhus med det samme domænet og dets vinmarker.

Maison Albert Sounit holder til i en gammel, smuk bygning på Place du Champ de Foire i Rully. Bygningen blev opført omkring 1850 af Jeunet familien ovenpå et gammelt stenbrud, og har nogle af de største og smukkeste vinkældre i Rully. Bygningen kaldes også Château Jeunet efter de oprindelige grundlæggere.

Historisk set er kældrene også interessante, idet nogle af de første Crémant de Bourgogne faktisk er produceret i disse kældre. Det var nemlig i Rully – og Nuits-St.-Georges – at de første Crémant på Méthode Traditionelle i 1822 blev produceret … eller måske rettere kopieret fra Champagne distriktet.

Vinhuset fik dog først navnet Maison Albert Sounit i 1930, da det blev overtaget af Albert Sounit.

Vinhuset omfatter i dag 12 hektar vinmarker og et fuldt moderniseret vineri. Siden 2005 er alle vine vinificeret på Domaine Bernollin … såvel druer fra egne marker som købte druer. Eneste undtagelse er dog husets Crémant de Bourgogner, som fortsat bliver lavet i den gamle kælder i Rully.

Vinmager hos Maison Albert Sounit er Sébastien Secher. Han er med til at producere en række hvidvine, rødvine og crémanter. Der laves primært Mercurey, Rully, Montagny og en enkelt Givry samt en række crémanter, bl.a. denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, lavet på 70% Pinot Noir samt 30% Chardonnay.

Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i ca. 9 måneder på “sur lie”, altså det bundfald, der opstår efter flaskegæringen.

Hos Albert Sounit flaskelagres Crémanten i ikke mindre end 18 til 24 måneder. Dette medfører en langt finere mousse og giver langt større finesse og karakter. Denne Crémant de Bourgogne Prestige fra Albert Sounit har da også opnået flotte udmærkelser i de seneste år, fx guldmedalje ved Concours National des Crémants i 1998, 2000, 2002 og 2005 og ”Coup de Coeur” (topplacering) i Guide Hachette des Vins 2002.

I næsen er vinen ikke så oxyderet som den tidligere udgave. Der er abrikos, kvæde, søde og overmodne æbler, blomster og ristede nødder. Der er en fin syrlighed i vinen samt en let sødme … det bliver ikke for sødt og ikke ultra syrligt. Vinen er frisk i frugten, let boblende med en lidt overmoden frugt, men den fiser lidt ud efter et stykke tid i glasset. Ratingen havner præcis samme sted som sidst.

Forhandles i mange forskellige vinhandler og prisen er 129 kr.

Rating 4,5/7