2013 Joseph Drouhin, Chorey-les-Beaune, Bourgogne, Frankrig

2013 Joseph Drouhin, Chorey-les-Beaune, Bourgogne, FrankrigEn vin fra ugen … nemlig en Bourgogne … Chorey-les-Beaune fra Maison Joseph Drouhin i Beaune.

Maison Joseph Drouhin har 73 hektar vinmarker og er et af de største vinhuse i området. De ejer vinmarker overalt i Bourgogne, nemlig 38 hektar i Chablis, 32 hektar i Côte de Nuits og Côte de Beaune samt 3 hektar i Côte Chalonnaise.

Og de fleste af markerne er endda enten Premier eller Grand Crus, og der dyrkes naturligvis kun de to burgundiske druer Pinot Noir og Chardonnay. Nogle vinmarkerne hører endda til blandt de mest berømte i Bourgogne, fx Clos des Mouches, Montrachet Marquis de Laguiche, Musigny, Clos de Vougeot og Corton Charlemagne.

Herudover supplerer Drouhin også produktionen med druer fra andre vinbønder i området … typisk familier, som man har haft samarbejdsaftaler med gennem en lang årrække.

Maison Joseph Drouhin er grundlagt i 1880 af Joseph Drouhin i en alder af blot 22 år. Han kom fra Chablis området, men slog sig ned i Beaune med det formål at blive vinbonde og lave vine af høj kvalitet. Hans arbejde blev videreført af sønnen Maurice, som fik gjort vingården kendt og udvidede ved køb af marker som Clos des Mouches og Clos de Vougeot.

Robert Drouhin, der i 1957 efterfulgte Maurice, fik vingården op på det nuværende niveau og størrelse, bl.a. via køb af yderligere marker, og kvalitetsmæssigt ved – som én af de første  i Bourgogne – at indføre “culture raisonnée”, hvor man ikke anvender hverken pesticider eller andre kemikalier i vinmarkerne. Han stod også for opbygningen af et laboratorium, som blev drevet af  Laurence Jobard, den første kvinde ønolog i Bourgogne.

I dag er det Robert og hustuen Françoise Drouhins fire børn Philippe, Véronique, Laurent og Frédéric, som driver vinhuset. Og de viderefører de gamle traditioner og den filosofi, som har været gældende siden 1880, nemlig at der være en naturlig sammenhæng mellem jordens terroir og det, som vinen udtrykker.

Den filosofi er medvirkende til, at man hos Maison Joseph Drouhin er meget bevidst om at tage vare på det miljø, der omgiver vinstokkene. Man undgår derfor helst at sprøjte mere end højst nødvendigt, men foretrækker at luge mellem stokkene. Der anvendes i høj grad organisk gødning til at nære og biologiske midler til at forsvare vinstokkene med.

Der bliver tænkt på fremtiden, for, som familiens overhoved siger, der skal jo også være noget til næste generation. Faktisk er man allerede på nuværende tidspunkt så langt i processen, at husets Chablis-vine udelukkende dyrkes på økologisk vis, så det nu kun er i Bourgogne, man stadig må hjælpes lidt på vej af nutidens hjælpemidler.

Denne Savigny-Les-Beaune Clos er lavet med druer fra Maison Joseph Drouhins egne marker ved den gamle landsby Chorey-les-Beaune, som ligger ca. 3 kilometer nord for Beaune by. Marken er 1,3 hektar, oprindelig anlagt i 1237 af Edouard de Froment og har vinstokke med en alder på omkring 53 år.

Vinen er lavet med macararion på 2-3 uger og derefter er vinen lagret 12-15 måneder på barriques, heraf 10% nye fade.

Duftmæssigt har vinen en herlig ren og klar næse med hindbær, jordbær, rabarber, ribs … ikke animalsk på nogen måde, men bare lys frugt, lidt grønt og blid syre. I munden er vinen let, sådan med lidt bolsjer, rabarber og grønne elementer. Vinen er slet ikke stram, som Bourgogne ellers ofte er, men meget direkte og let med eg og beskeden syre.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 215 kr.

Rating 4,5/7