Byggesjakkets sidst stik under tvekampen blev denne Tres Picos fra Bodegas Borsao … et vinkooperativ, som ligger i udkanten af byen Borja omkring 40 kilometer nordvest for Zaragoza i appellationen D.O. Campo de Borja.
Kooperativet er oprindelig grundlagt tilbage i 1958 som Cooperativa de Borja, og dengang anvendte man allerede navnet Borsao på vinene fra kooperativet. I 2001 blev kooperativet dog slået sammen med de to andre vinkooperativer i henholdsvis Pozuelo og Tabuenca, og så ændrede man samtidig navnet til Bodegas Borsao.
Kooperativet tæller i dag 620 vinavlere, som alle er aktionærer i det nye foretagende og har samlet omkring 1.500 hektar vinmarker fordelt i området, dvs. både omkring Borja, Pozuelo, Tabuenca og Moncayo.
Ja og så ejer de i øvrigt også Bodegas Alto Moncayo, som vi tidligere er stødt på her på bloggen. Dette vinhus er anerkendt og respekteret som én af Spaniens absolut bedste producenter og er helt uden tvivl det bedste hus i D.O. Campo de Borja. Jose Miguel San Martin er én af medstifterne af Alta Moncayo og har også tilknytning til Bodegas Borsao.
Moncayo bjergene giver med deres bløde og kuperede terræn de bedste betingelser for dyrkning af druer, specielt Garnacha – der traditionen tro – udgør 70% af områdets drueproduktion. Nye druetyper som Syrah, Tempranilla, Merlot og Cabernet Sauvignon har med tiden også fået slået rødder i den hårde, tørre og stenholdige jord. Bakkerne er med til at beskytte vinmarkerne, der ligger mellem 400 til 700 meter over havets overflade.
Bodegas Borsao tror på at en god vin “fødes” i vinmarken og de er derfor meget omhyggelige med at høste på det helt rigtige tidspunkt. Ikke for tidligt, da det vil give stramme og snerpende vine, og ikke for sent, da vinene så vil blive slappe og i bedste fald marmeladeagtige.
Når druerne er høstet, gennemgår de en ekstra kvalitetskontrol inden de bliver sendt ind i vineriet. Vinhuset følger løbende med i den teknologiske udvikling for at efterstræbe den bedst mulige kvalitet og i vineriet styres den rette temperatur i gæringstankene derfor elektronisk.
Denne Tres Picos er 100% Grenache fra 35-60 år gamle vinstokke, maceration på 20-25 dage og lagret på nye franske fade i 5 måneder.
I glasset er vinen ganske mørk, næsten sort og har duftnoter af voldsomt modne kirsebær, blommer, mejeri, velhængt kød og derudover masser … ja, masser af chokolade, lakridss, kanel og vanilje. Vi snakker ingredienser nok til at bage en kage. I munden er vinen tilsvarende opulent med chokolade, kaffe og kakaso … samt modne bær, fylde og kraft. Vinen er ganske blød og rund og virkelig meget behagelig. Virkelig vellavet solmoden vin, men en tand for opulent til mig.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 209,95 kr. ved 1 flaske, men mere beskedne 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 5/7