Den anden sommervin i Faux Pas serien fra Emil Skyttes Aux Mages er denne 2023 Faux Pas Kaihua Gamay … ren Gamay fra Amerika og det kan jeg ikke mindes at ha’ smagt før.
Emil og teamet har lavet vinen med Gamay druer fra en ganske lille og obskur vinmark i Santa Marias grænseland og høstet i meget små mængder.
Modsat Beaujolais er vinen ikke lavet med carbonic maceration, men i stedet er der anvendt en helt traditionel vinificering, med ekstrem blid ekstrahering og lidt kort lagring for at bevare den rene frugt.
I glasset er dette også en lysere vin, dog klart mørkere end Suncrusher, men dog en anelse transparent i glasset, men heller ikke så grumset. Duften er referencemæssigt mere identificerbar, for det dufter af beaujolaisvin … har samme landlig, rustikke aroma, hvor du mest får godt med kirsebær, let banan og blomsterstilke. Den har dog også nogle lidt blækagtige noter, lidt vilde funky, beskidte og frugtsøde elementer … mums.
Smagen er let … saftig let … læskende let og med en lys, fin og småsyrlig frugt af kirsebær, tranebær, godt med lemon, lidt gin og tonic og citroner … what’s not to like? Tanninerne er mest saftige, så dermed hverken vilde eller tørre og en smule frugtsødme binder sgu også smagene godt sammen, så vinen fremstår helstøbt. Der er vildt samtidigt, let og læskende … ikke så feminin som Suncrusher, men dammm hvor det smager godt, så 95 point.
Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 335 kr.