Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2015 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandLorcher Kapellenberg Pinot Noir fra Weingut Chat Sauvage er bare en drønlækker vin, som jeg har smagt før … her smager jeg den nu i en årgang 2015.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir har jeg før smagt i årgang 2014 og 2012 og er en vin, der helst skal ligge i forholdsvis lang tid. Den er én af husets bedste Lagenweine, altså det øverste niveau.

Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau. Dér har Chat Sauvage flere marker som Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor den sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og huset bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar i markerne. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene helt spontant med druernes naturlige gærceller og kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og så tappes vinen ufiltreret.

Som med 2014 er duften en kende til den mørkere side for Pinot Noir og har samme lidt flæskede side med blæk, grafit, tørret kød, peber samt en frugt af jordbær, blommer og lyse kirsebær. Den har en nærmest stoisk ro, virker pænt animalsk og landlig, chokolade, lakridskonfekt … og samtidig denne burgundiske sart og grønne finhed med nogle blomsterrige æteriske olier.

I munden er det fortsat en ung vin … virker langt yngre end det ene år med 2014’eren, for frugten er lyse bær, jordbær, syrlige kirsebær og ribs med en jernagtig mineralitet. Virker utrolig grøn og rank med blomster, tørre tanniner og alligevel leveres det hele cremet, blødt og med en sødbitter note samt en sart finesse. 96 point.

Forhandles af Vinspecialisten herhjemme og denne vin kan findes i årgang 2016 til 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Weingut Heinemann, Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve, Baden, Tyskland

2017 Weingut Heinemann, Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve, Baden, TysklandUgens Baden vin er en 2017 Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve og kommer fra Weingut Heinemann, der netop ligger i Scherzingen am Batzenberg.

Heinemann familien har været vinbønder siden 1556, men det var dog først i 1930, hvor Ernst Heinemann startede med salg af vinene til restaurationer, at hele grundstenen til den moderne vingård opstod.

Ernst Heinemann var en flittig vinbonde og tilbragte ofte flere dage på at transportere sine vine fra Markgräfler-landet over de store og karakteristiske Schwarzwalds bjerge. Med sine vintønder tog han fx med hestevogn til Titisee gletsjersøen, hvor der var mange turister, som efterspurgte gode vine.

Siden år 2000 har det været Lothar Ernst Heinemann, som har overtaget driften efter sin far Ernst Michael, som selv havde arvet vingården fra gamle Ernst Heinemann.

Lothar har dog stor rutine, for han har arbejdet med at lave vine siden 1985 og er lidt af en perfektionist … hvilket gælder for alle husets vine fra deres 17 hektar vinmarker, bl.a. en række parceller på marker som Scherzinger Batzenberg, Ehrenstetter Oelberg og Grunerner Altenberg.

På markerne dyrkes sorterne Spätburgunder, Gutedel, Chardonnay, Weissburgunder, Sauvignon Blanc, Grauburgunder, Muskateller og lidt Merlot samt Cabernet Sauvignon.

Denne 2017 Scherzinger Batzenberg Blauer Spätburgunder Selection SR Reserve er en af husets enkeltmarksvine, hvor alle druerne selvfølgelig kommer fra Scherzinger Batzenberg marken samt vinstokke med Pinot Noir Bourgogne klonen 777 plantet i 1991.

Vinen er lavet ved, at de håndhøstede druer først er afstilket og så knust meget forsigtigt før en 7 dages kold maceration, inden gæring er sker over 7 dage efterfulgt at 14 dages maceration. Efter en endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på helt nye 225 liter barriques.

Sådan for pokker … berusende lækker duft. Det er virkelig klassisk Baden Spätburgunder og her med dybde samt godt stort fadpræg og det er mørke bær, sorte kirsebær, overmodne jordbær, læder, vanilje og mælkechokolade, søde krydderier og grønne krydderurter, kakao, kaffebønner, cedertræ og lidt stearinlys.

Smagsmæssigt er det en lille supersonisk kraftværk … men som hos den bedste elbil – formentlig en EQE – leveres kraften blød, effektivt, smooth, lydløst og cremet. Der er saftige og letsyrlige kirsebær, ribs og rabarber, finkornede tanniner, der lige markerer sig sammen med bare en smule bitter lemon, Denne lyse syre klæder vinen vildt godt og sikrer denne fin, lette og smukke elegance, hvor også eftersmag er lang, stringent, tæt og småsyrligt …. vild lækker vin. 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 294 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, TysklandLad os nappe endnu en vin fra Weingut Franzen og her kraver vi helt op på den stejle Bremmer Calmont, for det er en af husets topvine … en 2021 Bremmer Calmont Riesling Große Gewächs.

Vi er atter på den stejle Bremer Calmont mark, men nu er vinen lavet med druer fra de ældste vinstokke, der er over 70 år og derfor også giver et mere beskedent udbytte.

Vinen laves fortsat med spontangæring, men nu også en længere fermentering, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagres vinen også længere, nemlig i 12 måneder.

Uha … en duft til at besvime af … med vilje! Afgrundsdyb som de stejle klipper på Bremmer Calmont, stram med en æterisk dybde og en helt småtropisk frugt, fersken, ananas, modne æbler, abrikos, røg, karamel, let appelsin tilsat en smule blomsterhonning, blomster, lidt ristede mandler og nødder, som giver en lille umamiagtig note, hvor balancen bliver ultra elegant.

I munden er vinen cremet, blød og den lidt æblesaftagtige syre er heldigvis heller aldrig for fed, men har en god lethed, som får vinen til at fremstå meget helstøbt. Det giver en frisk, bævrende, sitrende nerve med umodne sure æbler, lemon, citroner, grape, salt og stenet mineralitet og vinen hænger med fed smag bare lang tid i munden, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2000 Villa Avanzi, Zero Zero, Lombardiet, Italien

2000 Villa Avanzi, Zero Zero, Lombardiet, ItalienNæste vin kommer fra Cantina Avanzi aka Villa Avenzi … altså samme familie, som jeg kort nævnte ved aftenens første vin … den mousserende vin fra Romantica Franciacorta. Men her er vi nede tæt ved bunden af Gardasøen ved Polpenazze del Garda og smager familiens 2000 Zero Zero vin.

Det var oprindelig Giovanni Avanzi, der grundlagde vinhuset i Lugana tilbage i 1931 og der i dag har 55 hektar vinmarker og laver vin under tre forskellige appellationer: Lugana DOC, Garda Classico DOC og Valtènesi DOC.

Produktionen strækker sig over både rødvin, hvidvin samt noget mousserende vin … og selvfølgelig lidt olivenolie. Familien anses som en af de førende i Garda-området.

Denne Zero Zero er en speciel vin, der er lavet på ren Cabernet Sauvignon fra marken Vigna Bragagna … en kalk- og lerholdig mark i det nedre Garda og år 2000 var der en fantastisk årgang. Vinen er så lavet med langsom vinificering og lang maceration.

Efter endt fermentering har vinen lagret ikke mindre end 15 år på henholdsvis slavonske og franske Allier egefade, efterfulgt af lagring i rustfrie ståltanke og endelig 2 år på flaske uden den mindske filtrering.

Der er også skrald på aromaer allerede fra start … kridt, mødding, virker næsten helt flæsket med tørret kød, sorte oliven og frugt med sorte kirsebær, brombær, fed lakrids og har samtidig mineralsk note, men virkelig fed, intens og kraftig.

I munden smelter vinen vitterlig på tungen, for den er ultra blød, rund og samtidig smukt balanceret, så den er saftig, bondsk. Man kunne forledes til at tro, at den så ville være lidt fluffy, men det er den faktisk slet ikke, for den har sjovt nok også en vis lethed, blæk, grønne noter og svulstig syre … men samlet meget intens og det smager sgu rasende godt. 95 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården en gaveæske med 2 flasker fås til 99€ … og det svarer til omkring 369 kr. for én flaske

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Bachelder Niagara, Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, Niagara Peninsula, Canada

2020 Bachelder Niagara, Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, Niagara Peninsula, CanadaVi fortsatte med mer’ Pinot Noir, men ingen gættede, at det var en vin fra Canada … en 2020 Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir fra vinhuset Bachelder Niagara.

Bachelder Niagara er et lille negociantghus, der drives af den energiske Thomas Bachelder, der laver vine i 3 lande, nemlig i Bourgogne i Frankring, Oregon i USA samt på Niagara Peninsula og det er jo i Canada.  Alle hans 3 vinhuse er negocianthuse, hvor Thomas køber druer og så lejer sig ind hos vingårde og der laver sine vine.

Han stammer fra Montreal i Canada, men har før etableringen af sin negociantforretning været med til at grundlægge Le Clos Jordanne i Niagara, men har tidligere studeret vin i Bourgogne, hvor han også arbejdede inden et job som vinmager hos Lemelson i Oregon.

Bachelder Niagara er grundlagt i 2009 og alle hans vine laves med Bourgogne som den primære inspiration. Det gælder også denne 2020 Lowrey Old Eastern Block Pinot Noir, der er lavet med druer fra Lowrey Vineyard, der nærmest ligger i forlængelse af St. David’s Bench marken og kun 5 kilometer fra Niagara-floden.

Vinstokkene er fra 1988 og 1993 og står i et terroir med kompleks jordvariation og høj andel kalksten på grund af både dens gletsjerarv og floden, der plejede at løbe over marken.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret på franske, burgundisk barriques i 20 måneder.

Duftmæssigt har vinen en lys, let og syrlig frugt, der er også mentol, træagtige noter af teaktræ og mahogni, fennikel, grønne stilke, lidt lemon, kamfer og kulstøv. Den virker utrolig flot og elegant, meget luftig og samtidig kødfuld på samme tid.

I munden slår syrligheden yderligheden yderligere igennem, der er hindbær, ribs, rabarber og granatæbler, utrolig frisk, spændstig med en lille lemonagtig bitterhed, en smule æterisk malerspand, stram og samtodog utrolig let. Det smager stjernegodt. 95 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut HE Dausch, Pinot Noir Herrschaft, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut HE Dausch, Pinot Noir Herrschaft, Pfalz, TysklandFlemmings felttog af rødvine startede i Pfalz, for den første røde var nemlig denne Pinot Noir Herrschaft fra Weingut HE Dausch, der ligger på adressen Rheinstraße i byen Landau.

HE står for Hans Erich og Hans Erich Dausch er en ganske lille producent, der stammer fra en vinfamilie, da hans familie selv er vinavlere i Eschbach i Pfalz.

Hans Erich – der blot bliver kaldt HE – havde inden etableringen af sin vingård været i lære i en bank, men havde også været skilærer før han mødte Armin Diel fra vinhuset Schlossgut Diel. Det gav ham inspiration og lyst til selv af blive vinproducent, så i 2001 startede han Weingut HE Dausch.

Siden har den lille producent i Pfalz opnået absolut kultstatus, hvilket blandt andet skyldes en lang række topplaceringer når de forskellige vinmagasiner som Gault Millau og Vinum har også kåret landets bedste Pinot Noir vine. Han har bl.a. også arbejdet sammen med Uli Metzger, Bernhard Koch og Dr. Corvers-Kauter.

Hans Erich har blot 1,2 hektar vinmarker på kanten af Pfälzerwald og laver næsten mikroskopiske 3.800 flasker årligt fordelt på vinene Herrschaft, Eschbacher Hasen, HE Pinot Noir og den næsten helt grinagtigt sjældne og ret kostbare L’Artiste, der kun laves i 240 eksemplarer.

Her smager vi en 2020 Pinot Noir Herrschaft, der er lavet med druer fra marken Herrschaftswingert ved byen Eschbach. Vinstokkene har noget alder … og vinen er lavet med spontangæring på druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske Francois Freres barriques, hvorfor de fleste er nye fade og medium ristede. Vinen er flasket med meget lidt svovl.

Allerede fra første snif er der godt med sød kostald og godt med fagnoter. Det er lidt brændte noter, der kommer sammen med en sødlig, animalsk og landlig note, en frugt af sorte kirsebær, jordbær, hindbær og fad som vanilje, kanel, kardemomme, blomster, røg og perfekt doseret … virkelig mums.

Smagen er blød, rund og alligevel med et frisk bid. Frugten er kirsebær, jordbær og hindbær på en rank og frisk facon, men de suppleres af let peber, nelliker og kanel. Der er noget både venligt, sart og fint over smagen … ikke sådan skarp eller voldsom rank, men klart meget tysk i udtrykket og det kan vi jo gode lide. 95 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, FrankrigDen næste mousserende vin var dog ægte champagne og var ret specielt lagret på havbunden i omkring 60 meters dybde. Det er denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru fra huset M. Hostomme.

Sidst vi holdt byggemøde hos Flemming, da serverede han sgu også en vin fra Hostomme i form af deres 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru.

M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.

Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.

Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om  bæredygtig vinbrug.

Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.

Denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru er kun lavet i sølle 500 eksemplarer. Det er ren Chardonnay fra Grand Cru marker ved Chouilly.

Vinen har gæret på en kombination af stål og franske fade fra Bourgogne for derefter at være lagret hele 48 måneder sur lie på gærresterne med andengæringen på på havbunden i omkring 60 meters dybde. Ståltråden omkring proppen er da også rusten på grund af årene i det salte hav.

I næsen har champagnen den skønneste og landlige aroma, som egentlig er rank, kompleks og en fin kombination af gær, rå dej med modne æbler, stikkelsbær, citroner og honningmelon. Den har sart aromatisk duft med dejlig balance, hvor man først ligger mærke til en luftig, kalk- eller kridtagtige lethed suppleret med blomster og smukke blomster.

Smagsmæssigt er der en middel syre … afdæmpet, godt med koncentrerede æbler, abrikos, tørret abrikos endda og syren er samtidig sådan lidt mørk og maskulin, men også frisk og levende. Der kommer noget frugtsødme, godt med stenet og saltet mineralitet og kæmpe dybde. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.849 kr., mens prisen er 1.650 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Otto & Martin Frey, Glottertäler Eichberg Spätburgunder, Baden, TysklandTilbage for ikke lang tid siden smagte jeg en Glottertäler Eichberg Chardonnay fra Weingut Otto & Martin Frey, men denne uges vin fra Baden er deres 2019 Glottertäler Eichberg Spätburgunder.

Vinen er lavet af druerne fra flere typer af Spätburgunder vinstokke, både nogle med bourgognekloner 777 og 824 samt Dijon klonen 115 og de fleste plantet tilbage i 1995.

Druerne er 100% håndplukket og der er løbende sket grøn høst, hvor druerne faktisk blev halveret, men dog høstet med et udbytte på op til 40 hektoliter pr. hektar. Druerne er først sorteret i marken og igen før presning. Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller og der er også sket malolaktisk gæring inden 12-17 måneder lagring på barriques.

Hold nu kæft … sikke en røvlækker duft, som bare understøtter første indtryk med en lys, transparent og let teglfarvet vin i glasset. Det er den skønneste og lyse aroma, hvor der både er blomster, fad, og blød frugt. Det er luftig, æterisk og let som en luftballon, landlig, sød og animalsk kostald, en fin frugt med jordbær, søde kirsebær og pænt med søde fadnoter af mælkechokolade, vanilje,

Sådan smager vinen faktisk også … har den blødeste og mest cremede smag med en blød, sød og sødbitter frugt, smelter nærmest i munden med yderste velbehag. Vinen har, under det søde, bløde og cremede, en frisk og spændstig frugt, der mest er kirsebær … virkelig saftig læskende og multo elegant. Tanninerne er finkornede, sarte og feminine, der kommer lidt hvid peber, en lidt mælket fornemmelse, virkelig flyvende og frisk med en diskret lille bittersyrlighed. Jeg hoster omgående op med 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 306 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, Frankrig

2017 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, FrankrigMed næste vin fra vinkoncernen GCF Groups burgundiske brand Jean Gagnerot stepper vi sgu da lige et par lange skridt op, for det er en 2017 Corton Grand Cru Les Grandes Lolières.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra parcellen Les Grandes Lolières på Grand Cru marken Corton i Côte de Beaune. Parcellen ligger midt på Corton bakken med østvendt orientering og Pinot Noir druerne er selvfølgelig plukket manuelt inden en kølig pre-maceration.

Selve gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, hvor der gøres brug af hyppige overpumpninger af mosten og en pigeage med nedstempling af drueskallerne for at fremme udtrækket af farve, smag og tannin.

Efter endt gæring omstikkes vinen til egetræsfade, hvor den så har lagret i 20 måneder. Der anvendes 60 % nye fransk egefade, men de resterende 40% er brugt 1-2 gange før.

Jeg har før smagt denne fine vin i årgang 2016 og som jeg skrev dengang, så er prisen klart lavere end de fleste andre Corton Grand Cru vine og det skyldes jo, at Jean Gagnerot blot er et brand under den store GCF Group. Den har klart ikke samme prestige som anerkendte små producenter.

Som med 2016’eren har vi åbnet palisanderskabet med tykke teaktrælåger og indenfor finder du en underskov af svampe, våde efterårsblade, en tabt lædersaddel og små fennikelskud. Det dufter dekadent og nobelt, har en frugt af modne kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og oksefond … alt meget velplaceret, velordnet og friseret, således ikke et eneste hår vender forkert i frisuren med pagehår.

I munden smelter vinen nærmest … med det gør den samtidig med, at den trækker et sneglespor af en syrligbitter frugt af hindbær, ribs, moreller og lyse blommer … frisk midt i alt det bløde, runde, smukke og cremede. Det er blødt, læskende, stramt, velsmagende, elegant, frisk samt vedkommende på én gang. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.299,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, TysklandDen anden Riesling fra Weingut Julia Schittler var fra den berømte Rote Hang skråning ned mod Rhinen tæt ved Nierstein og endda fra marken Pettenthal … en 2021 Niersteiner Pettenthal Riesling.

Pettenthal marken er en Grosses Gewächs mark, altså den tyske betegnelse for en Grand Cru mark og nogle af de bedste vinhuse har også parceller på Pettenthal som fx Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken blev allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

Som nævnt er Pettenthal en del af Der Rote Hang og i den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Hos Julia Schittler og familien er ejerskabet af en parcel på Pettenthal nyt og en opfyldelse af en drøm. Til denne Riesling er druerne høstet med håndkraft og i kælderen er vinen lavet med spontangæring i ståltanke og efter endt fermentering så lagret både i ståltanke og traditionelle store træfade. Vinen har 3,0 gram restsukker pr. liter.

Så for hulen … sikke vidunderlig duft … vi er ikke bare røget et niveau op, men har taget elevatoren mod lyksalighedens paradis,  for det er simpelthen bare så smukt, roligt, lækkert og flydende med en stoisk ro, pænt med olieret fadpræg samt dekadence elegance. Med andre ord dufter det vildt godt. Frugten er luftig, æterisk med fersken, lidt pærer og en anelse lakridskonfekt og vaniljesødme.

Smagen er sgu også ret lækker … syren er balanceret, elegant og kommer lidt olieret og småfyldig. Der er klart grønne æbler, lemon og citroner, men afdæmpet og lidt kandiseret. Dermed bliver vinen aldrig for syrlig, men mere rund, selvom den bestemt er frisk, skarp og præcis … blot på en rolig, overbevisende og sødkrydret måde, så man undgår på ingen måder ikke at blive imponeret, så igen og jeg kan synge Oh Oh Julia. 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7