Vi bliver med næste vin i Italien, for ved byen Agliano i Piemonte ligger Azienda Agricola Roberto Ferraris og derfra smager jeg nu denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.
Vinhuset ligger ved Barbera d’Asti og Nizza området og blev grundlagt i 1923 af Stefano Ferraris.
Samlet har man 12 hektar vinmarker, hvor flere har ret gamle vinstokke … nogle endda over 70 år og det er mest Barbera suppleret med Nebbiolo og Grignolino.
Siden 1987 har vingården været drevet af Roberto Ferraris, der er kendt for at lave Barbera vine til den kraftige side, som nu fx denne 2022 Barbera Superiore La Cricca.
Her kommer alle Barbera druerne fra 50 år gamle vinstokke på marken La Cricca i 260 meters højde i Agliano Terme. Vinen er lavet med gæring og maceration over 20-25 dage og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.
Duften er mørk … meget mørk. Det er koncentreret, fortættet og næsten indkogt mørk frugt af sorte kirsebær, blommemarmelade og solbærlikør, har godt med fadnoter af sød lakrids, muldjord, lerjord samt nogle mælkede aromaer med ymer, yoghurt med vanilje samt drys af mælkechokolade.
Det er kun i munden, at du mærker vinens høje oktantal på hele 15,5%, for der er sgu spark i madammen … det bliver dermed noget likøragtigt med solbærlikør, syrlige og sorte kirsebær, enebær, peber, noget campariagtig mørk bitterhed. Frugten er intens, koncentreret og sammenpakket med masser af styrke, smag, kraft og den fortsætter i lang, lang tid i eftersmagen. 91 point.
Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.