Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2007 Andrea Oberto, Barolo Vigneto Brunate, Piemonte, Italien

Næste vin havde jeg glædet mig til … og ikke uden grund, for det er nemlig en Barolo fra den berømte topmark Brunate, som ligger halvvejs i Barolo og halvvejs i La Morra. Vi er med denne vin hos Azienda Agricola Andrea Oberto, som netop ligger ved byen La Morra i det skønne Piemonte.

Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til den lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, og den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden. Og det er godt for os.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet, og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Delcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo Vigneto Brunate er husets topvin.

Druerne til vinen kommer fra marken Brunate i La Morra. Oberto ejer 0,6 hektar af denne berømte mark, hvor Nebbiolo vinstokke er plantet tilbage i 1973. Høstet med lavt udbytte og yderligere koncentration ved at bløde ca 10 % af mosten fra. Modnet 26 måneder på fad – delvist store, gamle fade og små, nye fade, derefter 2 måneder på ståltank og endelig 6 måneder på flaske. Der laves 3.500 flasker af denne vin årligt.

Og hvor er der her bare fabelagtig vin … lige mig. I næsen sorte bær, næsten enebær i kombination med modne kirsebær, ganske animalsk i udtrykket. Der er jord, kælder, trøfler, sorte oliven, blid gazebind og lidt alder fornemmes også. Denne duft er simpelthen bare lige i skabet. Hmmmmm.

Og hold nu op, hvor smagen den bare godt. Ved godt, at jeg nok fortsat er novice med Barolo, som jeg ikke har drukket sindssygt meget af, men dette er sgu godt. Vinen er rund, blid … tanninerne er voldsomme, men fantastisk integreret i syren, som bare er markeret … og ellers blid og glat. Der er kirsebær, elegance og blidhed. Det er nærmest en meditationsvin … fuck det smager godt, og jeg er oppe på den helt store remskive i min rating, så big Thumbs Up for den tidligere lastbilchauffør.

Købt hos Bichel Vine, pris 499,95 kr.

Rating 7/7    

2005 Luciano Sandrone, Barolo Le Vigne, Piemonte, Italien

Aftenens kultvin havde Steffen valgt efter råd fra Gunnar hos Bichel Vine, og det var denne 2005 Barolo Le Vigne fra vinhuset Luciano Sandrone, som ligger nogle få kilometer nordøst for Barolo by. Luciano laver vine i appellationerne Barolo, Barbera D’Alba, Dolcetto D’Alba og Nebbiolo D’Alba.

Luciano Sandrone arbejdede i årevis som kælderarbejder for andre vinhuse, bl.a. hos det nærliggende Marchesi di Barolo. I 1977 købte han en lille parcel på Barolo-marken Cannubi Boschis og det blev starten for vingården.

Det følgende år producerede han sin egen vin … alene små mængder og under beskedne forhold i garagen hos sine forældre. Luciano havde dog nogle klare ideer om, hvordan man skulle lave Barolo vine med høj kvalitet og respekt af traditionerne i Barolo, men samtidig indarbejdelse af mange af de nye teknologiske metoder.

Lucianos far havde selv tumlet med at lave lidt vin af druer, som han købte bulk. De var primært til eget forbrug, men faderen satte en familie-etiket på dem og brugte dem ellers som gaver til forretningsforbindelser og venner. Ja, faktisk så står flere af disse flasker fra periode 1973-1977 udstillet på Luciano Sandrones vingård.

I 1982 mødte Luciano Sandrone sin første internationale distributør på VinItaly, og han købte næsten alle 1.500 flasker af Lucianos 1978 Barolo, Vinen blev eksporteret til USA, og langsomt blev vinene fra Sandrone mere og mere berømt. Luciano fik købt sin egen vingård, og der blev også løbende opkøbt nye vinmarker.

Det var dog årgangene 1989 og 1990 af Sandrones Barolo Cannubi Boschis, som fangede hele verdens opmærksomhed. De modtog nemlig henholdsvis 97 og 100 point af Robert Parker … og dermed blev Sandrone alene den tredje italienske vinbonde, som scorede de magiske 100 point hos Robert Parker.

I 1998 byggede Sandrone et nyt vineri, der ligger ved foden af Cannubi. Her arbejdes der med en moderne vinifikation, der dog kombinerer tradition og fornyelse. Der bruges kort skindkontakt og der bruges kun ca. 10 % nye fade. Vinene er lavet i en moderne stil, hvor elegance kombineres med mere traditionelle Barolo karakterer som kraft og struktur.

Luciano Sandrone producerer som nævnt Barolo, Barbera d’Alba, Dolcetto d’Alba og Nebbiolo d’Alba. Hans vine er feminine med en kolossal kompleksitet og en ren frugtkarakter, som bl.a. skyldes at vinstokkene beskæres meget kraftigt, og derved har en meget lav ydelse. Vinene er kendt for deres burgundiske stil og charme.

I dag producerer Luciano Sandrone ca. 100.000 flasker fra 27 hektar. Lucianos bror Luca er en stor del af teamet på vingården og tager sig primært af arbejdet i markerne. Endelig er Lucianos datter Barbara den, der oftest tager sig af PR, smagninger etc.

Her har vi husets 2005 Barolo Le Vigne, som er lavet på et blend af druer fra markerne Ceretta, Conterni, Merli og Vignane. Det er 4 relativ højtbeliggende parceller, og ellers lagrer vinen på 500 liters egefade i 24 måneder, hvilket efterfølges af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen rangerer lige under Sandrones topvin, som selvfølgelig er den præmierede Barolo Cannubi Boschis. Denne 2005 Barolo Le Vigne har fået 94 Parker point. Der er lavet 17.500 flasker af vinen i denne årgang.

Og hvor er det dog en lækker vin med en næse, som byder på kirsebær, hindbær, røg, blomster, grafit, violer, let vanilje … meget elegant og med god intensitet. Blid og delikat virker første indtryk. I munden er vinen uhmmmmmmm, og hvor klæder lidt alder altså bare Nebbiolo druen. Den er blid, som fløjl, elegant og tanninerne er bløde og velintegrerede.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, pris 649,75 kr.

Rating 6,5/7  

2009 L. A. Cetto, Nebbiolo Private Reservè, Baja California, Mexico

Her var én af vinene, som var – om ikke umulig – så i hvert fald meget svær at gætte, nemlig noget så eksotisk som en Nebbiolo Private Reservè fra et vinhus i Mexico, nemlig huset L. A. Cetto. Det stiftede jeg bekendtskab med for nogle måneder siden, da jeg servede deres 2010 Chardonnay Private Reservè for et par gæster på terrassen.

Som jeg også skrev tidligere, så er Mexico er nok et nyt vinland for de fleste danskere, men de er ikke nybegyndere eller helt så ubetydeligt et vinland, som man umiddelbart kunne tro.

Spanierne ankom i 1500 tallet og ville naturligvis ikke undvære vin, så de medbragte selv vinplanter og begyndte at dyrke vin i Mexico. Missionærerne spredte således traditionen om vindyrkning fra by til by – helt til det nordlige Californien, Napa og Sonoma, der i dag er rygraden i den nordamerikanske vinproduktion.

Og omkring 90% af Mexicos vine stammer fra Baja California, en 1.300 km lang mexikansk halvø, der udgår fra syd for San Diego. Den 1.300 km lange stillehavskyst i Baja California giver vinmarkerne kølighed og en luftfugtighed, der ofte skaber en udbredt betagende morgentåge.

Hovedparten af landets vinproduktion er domineret af få vinhuse, hvor nogle har eksisteret i årtier, mens en del nye vinproducenter dukkede op i 80’erne og 90’erne.

Vinhuset L. A. Cetto er også beliggende i Baja Californien, nemlig i Valle de Guadalupe. Huset er grundlagt i 1926 af den italienske immigrant Don Angelo Cetto, men det var først efter sønnen Don Luis Augustin Cetto – som vinhuset også er opkaldt efter – overtog driften, at der virkelig kom gang i salget, og i 1975 etablerede han L.A Cetto Winery … eller Vinos L. A. Cetto, som det rettelig hedder.

Nu er det 3. generation, Luis Alberto Cetto, der driver det prestigefyldte vinhus, som i dag har status som Mexicos i særklasse bedste producent.

Denne Nebbiolo Private Reservè har ligget på franske fade i 14 måneder, og lagret 2 år på flaske før vinen bliver frigivet til salg.

Og næsen kan godt mærke, at det er en vin, som har fået sol, for der er varme, solbær, blommer, lakrids … og Nebbiolo havde jeg aldrig gættet på. I glasset mangler Nebbiolo’en sarte, fine og lyse farve, og duften er præget af langt mere varme end i Piemonte. Men lad os smage vinen. I munden er vinen først blød og rund med lakrids … men står sætter der en stor, stor tørhed ind med masser af tanniner … ihhh hvor er den tør, men har faktisk fortsat en god helhed … hatten af for så godt et resultat af Nebbiolo i Mexico. Meget bedre end deres Chardonnay.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos Vin & Vin, pris 139 kr. ved 1 flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2008 Marchesi di Barolo, Barolo Sarmassa, Piemonte, Italien

Sidste Barolo fra Marchesi di Barolo blev denne Barolo Sarmassa, som er en tak mørkere, kraftigere og varmere i udtrykket end både Coste di Rose og Cannubi.

Det er producenter som Marchesi di Barolo, Federico Scarzello og Giacomo Brezza, som har gjort marken Sarmassa så berømt, at den rangerer lige under Cannubi. Vinmarken ligger nord for Barolo, tæt ved Cerequio og næsten i den sydlige del af La Morra.

Sarmassa skråningen ligger med en sydøstlig eksponering og en yderst stejl hældning. Netop på grund af denne stejle hældning er størstedelen af den løse jord over tid skyllet af skråningen, så den tilbageværende jordbund er yderst kompakt og hovedsagligt bestående af kalk og ler.

Dette giver dels en næringsfattig jord, hvor udbyttet naturligt holdes nede, og dels en jordbund med tilstrækkelig vandressourcer til, at vinstokken har grokraft nok til at opnå den phenoliske modning. De fleste af vinstokke på Sarmassa er plantet omkring 1985.

Alvise Lunardi nævnte under foredraget, at vi endelig skulle kigge ind, hvis vi kom forbi Barolo området. Og der er meget at se hos Marchesi di Barolo bl.a. kan besøgende se vinkældrene, et stort smagelokale samt Foresteria Marchesi di Barolo, som omfatter en restaurant, hvor man kan smage lokale specialiteter.

I det hele taget var Alvise Lunardi meget optaget af mad … og fortalte begejstret, hvilke retter han mente de forskellige vine vil passe sammen med. Det var lige så mundvandet løb hos de 28 deltagere, som var mødt op til denne smagning. Stor respekt … det giver en dimension mere, klasse.

Sarmassa
Alvise Lunardi fortæller om mad og Barolo Sarmasse

Nå, men tilbage til denne Barolo Sarmassa, som er lavet på samme måde som de to tidligere Barolo’er … det skal jeg ikke trætte jer med igen. Lagring 2 år … et år på flaske inden frigivelse og så videre.

I næsen er der mere kraft end hos de forrige … bærrene dufter mørkere, mere i stil med solbær kombineret med eg, tobak, flintesten, teblade, blomster, lakrids, krydderier og skovbund. I munden er vinen meget tør, god intensitet, tanninerne er godt integreret i syren og bestemt ikke ubehagelige. Godt med frugtsyre … og niveaumæssigt meget tæt på Cannubi vinen … måske svagt under.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 450 kr.

Rating 5/7  

2008 Marchesi di Barolo, Barolo Cannubi, Piemonte, Italien

Næste Barolo var fra Cannubi marken, en af de helt klassiske Barolo-marker. Den ligger lige nord for selve Barolo by og mange producenter har parceller her, og det er derfra, at nogle af de største Baroloer overhovedet kommer fra.

Cannubi marken strækker sig fra 230 til 309 meter over havets overflade og har et totalt areal på 30 hektar, fordelt på 15 ejere, heriblandt Marchesi di Barolo.

I de år hvor vækstforholdene “kun” har været rigtigt gode, bruges Cannubi-druerne fra Marchesi’ernes lod til deres “almindelige” Barolo’er, stadig fordelt efter kvalitet. Kun i de år, hvor vækstforholdene har været exceptionnelle, bruges mosten fra Nebbiolo-druerne til denne Barolo Cannubi.

Kvaliteten af Cannubi marken har været kendt i mange hundrede år … faktisk fra før Barolo vinene opstod, idet man har fundet en flaske i Langa med påskriften “Cannubi 1752”.

Man mener også, at det var adelen, som navngav marken, men hvad Cannubi betyder … ja, det ved jeg faktisk ikke. Vinkritikeren James Suckling har endda lavet en film om marken, selvfølgelig med den fantastisk titel; “Cannubi: A Vineyard Kissed by God”.

Og der er nok noget om snakken, for denne Barolo var – i min smag – aftenens bedste. Mere maskulin, men samtidig elegant og forførende. Den er lavet på akkurat samme måde som Barolo Coste di Rose, dvs. at vinen lagres opdelt, men den ene halvdel på store 30 og 36 hektoliter, slovenske foudres og den anden på let ristede 225 liters franske barriques. Begge partier lagrer i to år, inden de stikkes sammen igen og tappes på flaske for at lagre yderligere et år inden frigivelse til salg.

Duftmæssigt er denne vin mørkere i udtrykket med kalk,kul, kælder, krydderier, eg, blomster, røg, ribs og en smule læder. Smagsmæssig synes jeg også, at vinen er endnu mere præcis i udtrykket end de øvrige Barolo’er. Ellers er det kalk, kul, kirsebær, bitterhed, godt med tørhed og vilde tanniner, men fantastisk flot integreret i syren.

Fin vin, og frugten er meget direkte. Flot vin … men stadigvæk meget ung. Generelt synes jeg, at alle Barolo’erne lider lidt under den unge alder (for Barolo’er), og det gør måske også, at mine ratings er påvirket af dette.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 425 kr.

Rating 5,5/7 

2009 Marchesi di Barolo, Barolo Coste di Rose, Piemonte, Italien

Næste Barolo fra Marchesi di Barolo blev enkeltmarksvinen Barolo Coste di Rose … naturligvis fra marken Coste di Rose, som nok er én af de mere ukendte “Grand Cru” marker i Barolo, selvom marken faktisk ligger lige op til den berømte Bussia vinmark i Monforte d’Alba området.

De store marker i Piemonte findes omkring 5 byer, nemlig Barolo, Castiglione Falletto, La Morra, Monforte d’Alba og Serralunga d’Alba. I Barolo betragtes Cannubi og Sarmassa som de allerbedste marker sammen med Brunate, som også rækker ind i La Morra. I La Morra er det derudover Cerequio og Rocche, som betragtes som de bedste marker.

I Castiglione Falletto betragtes markerne Monprivato og Villero som de bedste marker, mens det i Serralunga d’Alba er markerne Lazzarito og Vigna Rionda, som hører til de allerbedste. I Monforte d’Alba er det Bussia, Ginestra og Santo Stefano di Perno, som hører til de mest anerkendte vinmarker.

Der findes ingen Grand Cru betegnelse, så denne sortering af de bedste vinmarker er sket af vinmageren Renato Ratti, som har gennemført en omfattende undersøgelse af jordtyper, geografi og producere vine fra hele området. Derefter har han kortlagt de enkelte parceller baseret på deres kvalitet og potentiale, og dette kort fra Ratti anvendes i dag af både producenter og negociantfirmaer i dag.

Og på dette kort hører Coste di Rose således ikke til blandt de bedste … selvom vinen faktisk koster næsten det samme som søstervinene fra de mere kendte marker Cannubi og Sarmassa.

Coste di Rose består, dels af en skråning med østlig eksponering, dels af et mere fladt opland til skråningen. Jordbunden på selve skråningen består primært af sand og kalksten samt meget små lerpartikler, hvilket giver en nærmest perfekt dræning, da kalkstenen og de små lerpartikler holder på tilstrækkeligt med vand til, at vinstokken kan modne druerne selv i tørkeperioder samtidig med, at den sandede jordbund dræner evt. overskudsvand væk.

Den perfekte jordbund og den østlige eksponering giver midterstykket af skråningen nærmest perfekte vækst og modningsvilkår, og det er netop på dette stykke, at Marchesi de Barolo har deres parcel.

Under gæringen ligger mosten med skindkontakt i 10 dage, imens der foretages pumping overs. Når den alkoholiske gæring er overstået, lægges vinen på betontanke, hvor den lagrer i to måneder ved 28 grader, mens den gennemfører sin malolaktiske gæring.

Vinen deles efterfølgende i to, hvor den ene halvdel lagrer på store 30 og 36 hektoliter, slovenske foudres og den anden på let ristede 225 liters franske barriques. Begge partier lagrer i to år, inden de stikkes sammen igen og tappes på flaske for at lagre yderligere et år, inden frigivelse til salg.

Alvise Lunardi 2
Alvise Lunardi fortæller om de store Barolo vine

Og så til indtrykket af vinen. Af aftenens 4 Barolo’er er Barolo Coste di Rose nok den mest feminine vin, og vinen med mest syre. Karaktermæssig ligger den mest op af Barbaresco’en, og dermed også den af Barolo’erne, som jeg nok syntes mindst om, men det er selvfølgelig en smagssag.

I næsen er der våde sten, bitre kirsebær, balsamico, blomster og grønne blade … men ellers er den faktisk en smule neutral i næsen. Har endnu større tørhed i smagen end den forrige Barolo del Comune di Barolo og herudover blæk, grønne blade … faktisk masser af grønne noter, godt med tanniner og voldsom lang eftersmag. Vinen er let, elegant og vedholdende … virkelig meget frugt og syre i eftersmagen.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 425 kr.

Rating 4,5/7  

2008 Marchesi di Barolo, Barolo del Comune di Barolo, Piemonte, Italien

Efter Marchesi di Barolos Barbera vine, så blev det tid til Nebbiolo … først med deres 2010 Barbaresco – men den har jeg tidligere smagt og skrevet om her på bloggen – og derefter selvfølgelig Barolo vinene, hvor denne Barolo del Comune di Barolo var den første i rækken … en fin række med samlet 4 x Barolo’er.

Husets Barbaresco var jeg ikke synderligt begejstret for første gang jeg smagte den, og det gentog sig ved denne smagning. Selvom der alene er 25 kilometer mellem Barbaresco og Barolo, så er der store forskellige i vinene.

Måske er det vejret, som spiller ind … for i Barolo ligger markerne en anelse koldere, og jordforholdene er også anderledes. Det betyder, at rødderne i Barolo typisk går en del dybere end i Barbaresco.

Barbaresco modnes tidligere end Barolo, og har typisk et lavere indhold af tanniner. Dette betyder, at Barbaresco kræver mindre tid til at modne, ligesom Barbaresco er drikkeklar tidligere end de noget hårdere Barolo. Man siger også, at Barolo er kongen, mens Barbaresco er dronningen.

På denne Barolo del Comune di Barolo kan man i øvrigt se de to slotte Castello di Serralunga og Castello Falletti, som tidligere – sammen med Palazzo Barolo – var ejet af vinhuset. I dag er Palazzo Barolo åbent for offentligheden og huser forskellige arrangementer, fx kunstudstillinger og klassiske koncenter. Herudover er Palazzo Barolo også hjemsted for Opera Pia Barolo, en godgørende organisation i Barolo.

Castello Falletti kaldes også Castello di Barolo ejes af kommunen i Barolo og huser i dag blandt andet WiMu … hvilket er en forkortelse af Museo del Vino a Barolo eller med andre ord et museum om vinene i Barolo. Castello di Serralunga er ligeledes åbent for offentligheden og én af områdets turistattraktioner.

Nå, men tilbage til vinen, denne Barolo del Comune di Barolo, der – som navnet indikerer – er lavet med druerne fra flere steder i Barolo. Faktisk er vinen et blend af Nebbiolo druer fra Marchesi di Barolo markerne Cannubi, Sarmassa, Coste di Rose, Castellero, Boschetti, Preda, Vignane og Ravera.

Macerationstiden er kort … omkring 8 dage, og derefter har vinen lagret på slovensk og fransk eg … herunder også på de gamle, store fade, som stammer tilbage fra 1864. Kan ikke helt se, hvor lang tid vinen lagrer på egetræsfadene … Vinspecialisten skriver selv 5 år, mens andre forhandlere skriver 2 år. Den hviler på flaske et par måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt har jeg lidt syrlige kirsebær, balsamico, trøfler, grønne buske, kælder, champignon og krydderier. Meget mere kompleks end husets Barbaresco og langt mere tyngde. Smagsmæssigt meget ren frugt, godt med tanniner og syre. Meget præcis i udtrykket, og vinen åbner godt op i glasset. Hovedoverskriften må være dybde, præcision og stram syre.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 375 kr.

Rating 5/7  

2012 Marchesi di Barolo, Barbera d’Alba Ruvei, Piemonte, Italien

Næste vin fra Marchesi di Barolo blev deres mest solgte vin, Barbera d’Alba Ruvei, som huset har lavet i omkring 17 år. Måske er det primært prisen, som er afgørende for det, for vinen hører til i den billigere ende og er husets entry-level Barbera.

Marchesi di Barolos historie går helt tilbage til 1807, hvor Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.

Alvise Lunardi fortalte, at vinhuset faktisk har gamle fade, som stammer helt tilbage fra 1864. De bruges bl.a. den dag i dag til produktionen af huset Barolo vine. Marchesi di Barolo er også kommet godt igennem begge verdenskrige, således kælderen er fuldstændig intakt med samling af alle vinene fra lang tid før krigene. Det lyder sgu egentligt meget tiltalende og et besøg værd.

Faktisk sagde Alvise, at vi bestemt var meget velkomne, hvis vi kom på de kanter …. hmmmm, en tanke værd.

Marchesi di Barolo blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina. Marquis Fallettis to store slotte Castello di Serralunga og Castello Falletti, som fortsat af afbilledet på flere af etiketterne på vinene fra Marchesi di Barolo, blev imidlertid ikke overtaget, da Abbona familien i forvejen ejede naboejendommen, og allerede havde gang i vinproduktion.

Og i dag er det fortsat Abbona-familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Det er nemlig Anna and Ernesto Abbona, som driver vingården. Ernesto selv er vinmageren, men to store børn står allerede klar til at hjælpe faderen.

Nå, men tilbage til aftenens første rødvin, denne Barbera d’Alba Ruvei, lavet på 85% Barbera og op til 15% Nebbiolo … og alle druer selvfølgelig fra Alba området. Det vides ikke helt præcist hvor stor andel Nebbiolo, som der er i vinen, men der godt med Nebbiolo i for at øge finessen og elegancen. Macerationen er forholdsvis kort med omkring 8 dage, hvorefter vinen lagrer på Slovensk eg … hvor lang tid ved jeg ikke præcis.

Duftmæssigt godt med bitre kirsebær, syre, tørre krydderier, regnvåd skov og en skovfuld kul. Smagen er præget af voldsom syre, stor tørhed, meget vedholdende i smagen og tanninerne bestemt til stede … sidder nærmest på tænderne. Syren dominerer rigtigt meget, og vinen skriger næsten på mad. Der er langt mere syre i denne vin end man normalt finder i Barbera vine. Jeg synes, at vinen er alt for syret … kan man næsten sige … hedder vel for syrlig ;o)

Forhandles i Vinspecialisten, pris 125 kr.

Rating 3/7   

2006 Ca’ Viola, Barolo Sottocastello, Piemonte, Italien

En kilometers penge nord for byen Dogliani i Piemonte … og ca. 4 kilometer syd for Monforte d’Alba finder vi vinhuset Azienda Agricola Ca’ Viola & C. S.S. … eller blot kaldet Ca’ Viola, og det står bag byggemødet næste vin i rækken, nemlig denne 2006 Barolo Sottocastello di Novello.

Ca’ Viola blev grundlagt i 1991 af Giuseppe ”Beppe” Caviola. Han var oprindelig uddannet ønolog fra Alba, og kom fra anden lille landsby Montelupo omkring 6 kilometer nordøst for Montforte d’Alba, hvor hans far drev en “Alimentari”, altså en lille kombineret købmand, slagterforretning og tobakshandel.

Butikken var i særdeleshed berømt for sin charcuterivarer og piemontesiske Fassone oksekød og kalvekød, alt lavet af Beppes far selv. Beppe er derfor også opvokset med god mad og vin, og derfor var valget om uddannelse til ønolog heller ikke svær. Og skolen i Alba havde gennem generationer været kendt for uddannelse af nogle af de bedste vinavlere.

Efter endt uddannelse startede Beppe på l’Enologia al Gallo, hvor han mødte Maurizio Anselmo, som han udviklede et dyb venskab med. Maurizio kom fra Rodello og ejede en traktor. Da Beppe drømte om at lave egne vin, så han fik lov af låne Maurizios traktor og så lejede han ellers en vinmark … marken Barturot på 2,15 hektar i Montelupo Albese nær sin hjemby. Og i forældrenes garage begyndte Giuseppe Caviola så at lave vine med hjælp fra vennen.

En dag kom den etablerede vinproducent Elio Altare forbi og smagte Beppes vin. Han opmuntrede Beppe til at få flasket vinene og sendt på markedet, så i 1991 kom de første flasker …. helt præcist 860 flasker Dolcetto d’Alba Barturot på markedet med navnet Ca’ Viola. På etiketterne kan man se en ulv, og det motiv er inspireret af hjembyen Montelupo, som betyder “ulvebjerget”.

I 1996 blev produktionen flyttet fra forældrenes garage til en lånt kælder hos vennen Piero Cane, men i dag er hele produktionen flyttet til Villa Bracco, en stor, gammel villa fra 1800-tallet, som Giuseppe og hustruen Simonetta købte i 2002. Villaen ligger som nævnt en kilometers penge nord for byen Dogliani og er blevet moderniseret og indeholder produktionslokaler, kældre og hotel … foruden privatboligen.

Guiseppe ejer i dag også selv Barturot marken, ja faktisk ejer han samlet lidt over 13 hektar vinmarker, hvorfra han producerer Dolcetto d’Alba, Barbera d’Alba, Langhe Nebbiolo og Barolo. Vinene kommer fra kommunerne Montelupo ved Serralunga, hvor han har markerne Barturot, Vilot, Bric du Luv og Brichet på samlet 11,5 hektar samt i Novello, hvor han har Barolo marken Sottocastello på 1,89 hektar. De kalkholdige vinmarker ligger i ca. 450 meters højde og er syd til syd-øst vendte.

Vinene fra Ca’ Viola har på få år manifesteret sig som tilhørende den kvalitetsmæssige top i Piemonte med bl.a. 3 glas i Gambero Rosso samt flotte scores hos både James Suckling, Wine Spectator og Robert Parker’s Wine Advocate.

Siden 1996 har Beppe også arbejdet som konsulent for en række andre vinproducenter i Piemonte, bl.a. Marziano Abbona, Damilano, Luigi Einaudi … som jo heller ikke ligger ret langt fra Dogliani … Fontanabianca, Fiorenzo Nada, Pecchenino, Albino Rocca, Vietti og Villa Sparina.

Denne Barolo Sottocastello er selvfølgelig ren Nebbiolo fra marken Sottocastello, og denne 2006 er faktisk første årgang af vinen. Vinstokkene er forholdsvis nye, alene en alder på 10 år i dag, og er lavet med en macerationstid på 10-15 dage, hvorefter vinen har lagret 36 måneder på store gamle botti på 50 hl. og franske Tonneau egefad på 900 liter, efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt 8.000 – 9.500 flasker af denne Barolo.

I glasset er vinen en anelse brun/orange i kanten, hvilket indikerer lidt alder. Synes nu ellers ikke, at Baroloer fra 2006 burde viser alderstegn, rykker eller andre skavanker allerede nu. I næsen har vin dog fortsat lidt kant med grønne blade, kirsebær … men igen lidt alder, lette oxyderede toner … hvilket egentlig ikke spiller helt fantastisk sammen med de grønne og syrlige noter.

Smagsmæssigt mærkes alderen dog ikke, for der er kant, syrlige kirsebær, stikkelsbær, stramhed og godt med tanniner. Der er en ganske lille sødme, men jeg synes ikke, at vinen er helt i balance. Måske er den vækket af Tornerose-søvnen for tidligt … eller for sent … eller også er det bare mig denne lørdag. Er ellers stor fan af Barolo … men har lidt svært ved at finde denne vin. Ærgrer mig sgu lidt … måske rækkefølgen efter den kraftige Bordeaux heller ikke hjalp Beppe.

Forhandles hos The Wine Company, hvor prisen er 349 kr. eller 299 kr., hvis du køber 3 stk.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Poderi Luigi Einaudi, Barolo Costa Grimaldi, Piemonte, Italien

2010 Poderi Luigi Einaudi, Barolo Costa Grimaldi, Piemonte, ItalienMed efternavnet “Ein Audi” kunne man forledes til at tro, at næste indslag var tysk … men dette er ingenlunde tilfældet, for vinen er en ægte Barolo fra vinhuset Poderi Luigi Einaudi, og grundlæggeren Luigi Einaudi var endda særdeles kendt, idet han nemlig i 1948 blev Italiens første præsident.

Luigi Einaudi var født i Cuneo i 1874 og allerede som 23 årig købte han en 16 hektar stor vingård i Dogliani, San Giacomo, med fokus på Dolcetto produktionen. Luigi havde øgenavnet “professoren” og var højt kvalificerede som politiker og økonom, og trods sit travle politiske liv og store indsats for at få Italiens økonomi på fode efter 2. verdenskrig, så forsømte han aldrig vingården.

Allerede i 1920’erne aftappede man selv vinen på flasker og havde salg af egen produktion, og det har man gjort lige siden i takt med at vingården blev udvidet. Luigis motto var “Innovation med respekt for tradition” og det er lige præcis hvordan vinene er. Det er klassiske piemontesiske vine med med et moderne snit.

I dag råder vingården over 104 hektar, hvoraf 52 hektar er vinmarker. Markerne er spredt på 11 små vingårde i Dogliani, La Morra og Barolo og selvom den største produktion er Dolcetto, så er Einaudi blevet berømt for sine Baroloer, ikke mindst enkeltmark Baroloerne Costa Grimaldi og Cannubi.

Cannubi er for mange Barolo eksperter den allerbedste Barolomark, placeret i hjertet af selve kommunen Barolo. Flere andre berømte producenter ejer en del af denne mark, bl.a. Sandrone.

Allerede i 1950’erne forsøgte Luigi Einaudi at købe en del af denne mark , men da sælger hørte, at det var den italienske præsident, der var køber, så steg prisen. Det lykkedes først langt senere end Luigi Einaudis død, nemlig i 1997 at få den eftertragtede mark.  Einaudis del af marken er på 2,25 hektar i hjertet af Cannubi med en gammel vingård på toppen af marken.

Barolo Costa Grimaldi er frugten af Einaudis bedste marker i Barolo, hvor druerne stammer fra Sydøstvendte marker på i alt 1,6 hektar beliggende 310 m over havets overflade. Vinstokkene er i gennemsnit 45 år gamle. Indtil købet af Cannubi marken, var Costa Grimaldi Einaudis mest berømte vin og er vingårdens specialitet.

Vingården blev totalt renoveret i 1993 og ledes i dag af Matteo Sardegna. Der produceres årligt et sted mellem 240.000 og 270.000 flasker vin årligt.

Einaudi har 1 stjerne i Gambero Rosso, den italienske vinbibel, dvs. har vingården har fået de eftertragtede 3 glas ikke færre end 10 gange! Begge husets top single vinyeards Cannubi og Costa Grimaldi har fået op til 94 Parker point og op til 96 point i Wine Spectator.

Her har vi netop husets Barolo Costa Grimaldi, hvor produktionen sker med gæring i ståltanke under streng temperaturkontrol. Maceration på hele 20-22 dage, hvorefter vinen lagrer i barriques i 30 måneder efterfulgt af lagring på flaske i yderligere 12 måneder inden frigivelse. Det betyder også … med lidt let hovedregning … at vinen i denne årgang 2010 næsten lige er landet på markedet. Der laves 7.000 flasker af denne vin årligt.

Duftmæssigt er her lidt mint … var min første indskydelse, mentol, sure kirsebær, krydderier og smagen er ren, frugtrig med syrlige bær, mirabeller, læder og helt vild tørhed og stramhed fra Nebbiolo druerne. Min indskydelse … for anden gang denne aften … er, at vi endnu er for ung, og kræver udvikling i flasken i minimum 3-4 år endnu. Babymord nr. 2. Lige nu er den stram … fantastisk, men stram. Er helt sikker på, at rating vil stige yderligere én Thumbs Up om nogle år.

Jeg har selv 3 stykker liggende af lige præcis denne vin, så de skal vist blot gemmes og glemmes … i et stykke tid.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Philipson Wine, hvor prisen er 639,95 pr. flaske, men kun 499,95 kr. hvis du køber 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7