Tag-arkiv: Piemonte

2012 Montalbera, Barolo Levoluzione, Piemonte, Italien

2012 Montalbera, Barolo Levoluzione, Piemonte, ItalienLuca Maroni aftenen bød skam ikke alene på syditalienske vine, men også et par stykker fra den nordligere del af landet, som fx denne Barolo Levoluzione fra vinhuset Montalbera.

Società Agricola Montalbela ligger godt ude på landet ved Castagnole Monferrato, hvilket vel er omkring 10-12 kilometer nordøst for Asti i Piemonte.

Der i både Monferrato og Langhe  har Montalbera ikke mindre 175 hektar vinmarker.

Vinhuset drives af familien Morando, som har været vinbønder i området gennem generationer og oprindelig kom fra Langhe, hvor Enrico Riccardo Morando grundlagde Montalbera.

Der var dog først i 1980’erne, at Società Agricola Montalbela blev grundlagt i den nuværende form. Der begyndte familien at opkøbe yderligere marker og plante nye druesorter, bl.a. druen Ruchè, som i dag er blevet en af de vigtigste druer hos Morando familien. De har således samlet 82 hektar marker alene med Ruché.

Huset marker ligger fordelt på 6 bakker i Monferrato og Langhe, fordelt på vel omkring 13 marker. Derudover dyrker familien faktisk også lidt hasselnødder.

En af husets vini con passione tra Monferrato er denne Barolo Levoluzione, som er lavet helt traditionelt, og lagret over 30 måneder på en kombination af store egefade samt barriques og derefter 12 måneder på flaske. Vor ven Luca har været mere beskeden med kun 93 point.

I glasset er vinen pæn lys med lidt orange kanter og har også en duft af god modenhed, en lidt animalsk side, syrlige ribs, hindbær, rabarber, violer, læder og saddeltasker, muskat, lakrids samt en smule hønsekødsuppe eller bouillon. Jo den er god nok!

Smagsmæssigt er der godt med eg og vinen virker – trods det modne udtryk i næsen – frisk og stram. Tanninerne er stramme og der er godt med italiensk syre. Det smager fint.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 289,95 kr. Denne aften kunne vinen købes til 159,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Abbazia, Barolo, Piemonte, Italien

2011 Abbazia, Barolo, Piemonte, ItalienCasa Vinicola Abbazia di San Gaudenzio ligger i den lille søvnige by Santo Stefano Belbo mellem Monferrato og Roero. Huset er primært producent af Spumante, Asti og Prosecco … men laver altså også lidt rødt, bl.a. denne Barolo.

Vingården ligger i en ejendom, som er opført på resterne fra et gammelt benediktinerkloster, som blev opført tilbage i 1100-tallet til ære for helgenen San Gaudenzio, men faktisk ovenpå fundamentet fra et romersk tempel fra det 9. århundrede. Så derfor hedder vinhuset i dag Abbazia di San Gaudenzio … klosteret for San Gaudenzio.

Man kan i vingårdens gamle kapel fortsat finde malerier og skulpturer fra tiden med munkene, bl.a. relieffer, der skildrer mytologiske dyr, men også relieffer med tegn på, at munkene allerede dengang dyrkede druer og lavede vin.

Vingården har gennem generationer helt tilbage fra 1848 været drevet af Santero familien og i dag er det med Mario Santero ved roret, dog med hjælp fra hans 3 børn Pierluigi, Walter og Annalisa. Og de 3 piger på billedet ovenfor? Ja, det er formentlig Marios børnebørn, men det er ingenlunde sikkert.

Familien Santero  ejer samlet 60 hektar vinmarker, som giver en årlig produktion på omkring 750 tons druer, men derudover køber de også druer hos en lang række lokale vinavlere, således den samlede produktion på Casa Vinicola Abbazia di San Gaudenzio kommer på et godt stykke over 2.000 tons.

Derudover producerer de også vine fra en række vinavlere, således de kan tjene en skilling på deres store produktionsapparat.

De laver selv 18 forskellige hvidvine og primært mousserende vine, 3 mousserende rosévine samt 7 rødvine, hvoraf 2 også er mousserende, så der er sgu bobler i det gamle kloster.

Dette er deres eneste Barolo, hvor druerne kommer fra marker fra ikke mindre end 11 forskellige kommuner. Vinen er lavet helt traditionelt, og har lagret over 2 år på store træfade.

Duften er lidt speciel … nærmest med æteriske olier, kampferolie, skridtbind og fodboldtøj, der har ligget pæn lang tid i en sportstaske. Frugten er udvandede kirsebær, en gammel trækiste, skovbund, violer og blomster. Det lyder måske som en sjov kombo, og det er det vel også, men egentlig meget spændende.

I munden er det let og elegant … her trykker alder eller gamle sportstasker ikke. Der er godt med tanniner, det er balanceret og elegant, meget vedkommende og smager sgu ganske godt. Lidt af en overraskelse og selvom det måske er lidt skævt, stikker lidt ud, så ka’ jeg faktisk meget godt li’ den.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Elio Altare, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2015 Elio Altare, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSidste Barbera d’Alba blev fra ikke mindre end ved en af Italiens helt store ikoner, nemlig Elio Altare. Han var en af dem, som var med til at starte den modernistiske bølge i Piemonte, hvor man afkortede macerationsperioden og brugte små franske barriques til Barolo vinene.

Jeg har selvfølgelig også tidligere skrevet om Elio Altare her på bloggen, bl.a. da jeg smagte hans 2014 Dolcetto d’Alba og senere igen ved smagning af en fin 2009 Barolo fra mesteren, så dem kan du jo læse, hvis du vel vide mere om vinhuset og historien bag.

Elio Altare laver kun én Barbera d’Alba, men til gengæld laves denne i 15.000 eksemplarer hvert år. Modsat forrige Barbera, hvor der var blandet lidt Nebbiolo i, så er dette 100% Barbera fra stokke, som er mellem 10 til 30 år gamle.

Som med Altares Barolo’er, som er vinen lavet med kort maceration i 3-4 dage og har efter endt fermentering lagret på brugte franske barriques i 5 måneder.

Og nu er der sgu mere skrald i næsen … frugten er mørkere og mere intens, sorte kirsebær, blåbær, lyse blommer, sødbrændte fade, eg, blæk, violer, kælder støvede krydderier … der er sgu potens i denne vin.

I munden er vinen frisk i frugten med en virkelig livlig surhedsgrad samt en vis saftighed. Syren er sgu fucking fantastisk, mens tanninerne ikke er markante, men til gengæld byder vinen på en fantastisk lang eftersmag. Det er god vin.

Købt hos Vildmedvin, hvor prisen er 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Marchesi di Barolo, Barbera d’Alba Ruvei, Piemonte, Italien

2015 Marchesi di Barolo, Barbera d’Alba Ruvei, Piemonte, ItalienBarbera d’Alba Ruvei er Marchesi di Barolos mest solgte vin og de har efterhånden lavet den i omkring 20 år … men er ikke helt ren Barbera, da der kommes op til 15% Nebbiolo i vinen.

Marchesi di Barolos historie har jeg skrevet om før, så den kan I læse om på mit blogindlæg tilbage fra 2014, hvor jeg også smagte denne Barbera d’Alba Ruvei, blot i en årgang 2012, under en smagning, som blev forestået af Alvise Lunardi, som til daglig er eksportchef hos netop Marchesi di Barolo.

Vinen er som nævnt indledningsvis lavet på 85% Barbera og op til 15% Nebbiolo … og alle druer selvfølgelig fra Alba området. Det vides ikke helt præcist hvor stor andel Nebbiolo, som der er i vinen, men der godt med Nebbiolo i for at øge finessen og elegancen.

Macerationen er forholdsvis kort med omkring 8 dage, hvorefter vinen lagrer på Slovensk eg … hvor lang tid ved jeg ikke præcis, for det oplyser vinhuset ikke ved deres beskrivelse af vinen.

Duftmæssigt er der som sidst godt med bitre kirsebær, ribs, masser af eg, røg, violer, syre og ganske tilbageholdende modenhed. Der er noget landligt, støvet og indelukket syrligt udtryk over vinen, som ikke er helt nem at bide skeer med.

Som sidst er syren også ganske skarp i smagen og dominerer mere end ønskværdigt. Der er også godt med eg, som presser sig ud i smagen sammen med frisk og syrlig ribsfrugt. Jeg var ikke så begejstret for vinen første gang, men denne gang er det en smule bedre … men også kun en smule.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 150 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7   

2012 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, Piemonte, Italien

2012 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, Piemonte, ItalienBlindsmagningen af de røde vine startede med 3 x Barbera vine og denne Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella fra Azienda Agricola Massimo Rivetti var første vin i trioen.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947 og som har givet navn til deres enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Denne  Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella vin laves kun i de allerbedste år og udelukkende med de bedste druer fra marken Serraboella. Vinstokkene er omkring 75 år gamle og giver et meget lavt udbytte.

Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Vinen lagres efterfølgende i 20 måneder på små franske barriques, hvor en tredjedel er nye. I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter.

Vinen aftappes ufiltreret for at bevare så mange karakteregenskaber som muligt og for at opnå større fylde og styrke. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg.

Næsen er lidt funky … affaldsspande, syre, violer, syrlig mødding, kirsebær, brombær, læder, tobak, kaffe, sødme, lakridspoletter og mentol. Syren indikerer klart, at det er italiensk vin.

Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor vinen præges af en herlig syre, men samtidig er både blød og cremet. Der er godt med tanniner, som dog er afbøjet en smule … der er godt med krop og ud fra smagen er der måske også lidt alder på vinen. Samlet fremstår vinen dog ganske elegant … med fint syreniveau i behold.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Pecchenino, Langhe Pinot Nero, Piemonte, Italien

2013 Pecchenino, Langhe Pinot Nero, Piemonte, ItalienDenne fredags Spätburgunder hedder Pinot Nero, men et kært barn som Pinot Noir aka Spätburgunder, Blauburgunder eller Pinot Nero har jo mange navne. De klinger alle godt. Denne Langhe Pinot Nero kommer fra Azienda Agricola Pecchenino.

Pecchenino holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte. Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.

Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.

Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin.

Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning, som ligger smukt i det flotte piemontiske landskab.

Det er egentlig Orlando, som står bag denne vin, idet han altid har haft en fascination for Pinot Noir, hvilket har medført, at han flere gange årligt drager til Bourgogne for at smage og diskutere områdets vine med de lokale producenter.

Derfor ville han også prøve selv at lave vine på Pinot Noir, hvilket startede med udplantning på en lejet vinmark, hvor han kunne eksperimentere lidt. Men da resultaterne blev gode, så omplantede han i 2008 en af sine egne vinmarker. Imidlertid er vinen ikke længere på husets hjemmeside, så måske laves den slet ikke mere.

Vinen laves med udblødning i to dage, hvorefter gæringen sættes i gang ved 28 grader. Vinen lagrer  derefter i 18 måneder på 85% 2.500 liters egefade og 15% nye burgundiske 228 liters fade.

Og det dufter mer’ af Piemonte end af Pinot Noir. Der er helt klart piemontiske karaktertræk i næsen med roser, violer, stringent men let syre, et animalsk islæt med hospital, førstehjælpskasse og lidt mentol, mens frugten er svær at identificere, men er ikke helt lyse bær, men måske lidt kirsebær.

I munden er der dog masser af hindbærdrevet frugt, en smule kirsebær, men bestemt ikke ultra let i smagen. Der er godt med syre, men heldigvis ikke for meget. Der er et let peberbid, tørhed og moderate tanniner. Lidt sjovt med Pinot Noir, som tydeligt smager af Piemonte.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske kostede 119,45 kr. mod en normalpris på 235 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Montalbera, Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, Italien

2013 Montalbera, Barbera d'Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, ItalienFra Supervin – den største vinbutik i det jyske – lidt italienske kvalitetsdråber … en Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio fra producenten Montalbera. Og i det houlbergske hjem elsker vi jo Piemonte vine.

Società Agricola Montalbela ligger godt ude på landet ved Castagnole Monferrato, hvilket vel er omkring 10-12 kilometer nordøst for Asti i Piemonte. Der i både Monferrato og Langhe  har Montalbera ikke mindre 175 hektar vinmarker.

Vinhuset drives af familien Morando, som har været vinbønder i området gennem generationer og oprindelig kom fra Langhe, hvor Enrico Riccardo Morando grundlagde Montalbera.

Der var dog først i 1980’erne, at Società Agricola Montalbela blev grundlagt i den nuværende form. Der begyndte familien at opkøbe yderligere marker og plante nye druesorter, bl.a. druen Ruchè, som i dag er blevet en af de vigtigste druer hos Morando familien. De har således samlet 82 hektar marker alene med Ruché.

Huset marker ligger fordelt på 6 bakker i Monferrato og Langhe, fordelt på vel omkring 13 marker. Derudover dyrker familien faktisk også lidt hasselnødder.

Denne Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio kommer fra marken Lequilibrio og selvfølgelig lavet på 100% Barbera, som får lov af hænge på vinstokkene en tand længere end normalt. Dermed opnås en vis overmodenhed, som giver en lidt federe og mere kraftig vin.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en maceration i 12 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen på en kombination af store, gamle 30 hektoliter egefade samt franske barriques i 12-15 måneder, hvilket efterfølgende af 1 måned hvile på rustfrie tanke inden flaskning og yderligere lagring i 6-8 måneder.

Og allerede i næsen fornemmes det, at denne Barbera er mørkere end normalt for Barbera. Der er power og mørk frugt, blæk, men den italienske syre er der heldigvis fortsat med både violer, hospital, plaster og en lukket førstehjælpskasse. Frugten nærmest dufter saftig, men med en stringent og lækker syre.

I munden er det første indtryk også, at der er power og kraft i vinen, men med lidt luft letter det meste af det overmodne, hvorved den slet ikke bliver så voluminøs i smagen, som dufter egentlig indikerer. Der er nemlig en vis syrlighed … fin piemontisk syre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan ved køb af 6 flasker fås til en mere human pris på 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Bruno Rocca, Barbaresco Maria Adelaide, Piemonte, Italien

2008 Bruno Rocca, Barbaresco Maria Adelaide, Piemonte, ItalienOptur … byggemødets vinøse højdepunkt var for mig nok denne Barbaresco Maria Adelaide fra Azienda Agricola Rabajà … også blot kendt som vinhuset Bruno Rocca.

Vingården, som ejes og drives af Bruno Rocca ligger lige syd for Barbaresco med en idyllisk og smuk beliggenhed på en bakketop – helt ude på kanten – med den mest fantastiske udsigt over familiens vinmarker … specielt Rabajà. Azienda Agricola Rabajà er egentlig grundlagt i slutningen af 1950’erne, hvor Francesco Rocca samt hustruen Maria Adelaide flyttede fra centrum af Barbaresco og købte vingården med tilhørende jorder.

I begyndelse var avlen fra markerne ikke noget, som familien kunne leve af, og druerne blev da også blot solgt til andre vinproducenter i Barbaresco, og alene en mindre del blev brugt til egenproduktion.

Men det ændrede sig, da sønnen Bruno Rocca i 1978 overtog driften efter faderens død og besluttede at gå andre veje. Bruno blev dermed den første i familien, der også producerede vin med salg for øje. Og han blev en af modernisterne i Piemonte, hvor han med en ny stil skabte bløde vine med stor elegance. Han brugte små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen fulgte i modernisternes spor.

Filosofien var meget enkel, vinene skulle udtrykke Barbaresco området bedst muligt, og de blev hurtigt meget værdsatte. Bruno Rocca modtog et væld af priser. Det betød, at efterspørgslen efter vinene voksede markant og gjorde Bruno Rocca i stand til løbende at opkøbe yderligere jordlodder samt udvide og modernisere vinkælderen.

Han ejer i dag 15 hektar fordelt på den legendariske Rabajà vinmark ved vingården samt vinmarker fra Neive til Treiso, nemlig markerne Currà, Fausoni, San Cristoforo, Marcorino, og Vaglio Serra, hvor der dyrkes Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Chardonnay.

I dag er sønnen Francesco også med i driften af gården, og det er måske meget godt, for far Bruno er temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.

Sammen laver far og søn samlet omkring 70.000 flasker vin hvert år fordelt på 10 forskellige vine, nemlig en hvid på Chardonnay, en Dolcetto d’Alba, en Barbera d’Asti, en Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo, en Langhe Rosso samt en generel Barbaresco, en Barbaresco Coparossa, hvor druerne kommer fra de to marker Pajorè i Treiso og Fausoni i Neive, enkeltmarks Barbaresco’en Rabajà samt endelig specialvinen Barbaresco Maria Adelaide.

Og det er netop sidstnævnte vin, som vi her har i glasset Barbaresco Maria Adelaide … dedikeret til Bruno Roccas mor. Det er selvfølgelig 100% Nebbiolo og lavet med de bedste druer fra høstet, som er høstet med udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke med fermentering i 25-30 dage, men hvor lang maceration kan jeg ikke se. Derefter er vinen lagret 12 måneder på barriques efterfulgt af 18 måneder lagring på store egefade inden flaskning,

Monstrøs stor næse med tobak, syrlig frugt, lidt mørk i frugten, brombær, blomme, babybræk, hospital, lakrids, våde fade, champignon, blomster, roser, kanel, violer, mynte, krydderier samt et strejf appelsinskal. Uha eller bare waow. Kompleks, pirrende og spændende.

I munden er vinen egentligt ganske omgængelig … formentlig er det den modernistiske tilgang, som giver svag syre samt bløde tanniner, som virkelig er polerede. Frugten er easy, laidback og giver et fjerlet aftryk, blødt og nærmest smeltende i munden. Der er alligevel et vist bundtræk med kraft og nerve … det smager rasende godt.

Købt hos Jysk Vin, men kender ikke prisen. Jysk Vin er ikke længere forhandler, så Bruno Rocca vinene forhandles i dag af Sigurd Müller i Aalborg, men de har ikke denne i sortimentet. I udlandet koster vinen omkring 95€ … eller omkring 700 kr.

Rating 6,5/7   

2014 Mario Giribaldi, Barbaresco, Piemonte, Italien

2014 Mario Giribaldi, Barbaresco, Piemonte, ItalienMer’ weekendjuice aka herlig tyndtflydende Nebbiolo væske i glasset fra Winefamly kassen  … Barbaresco fra Azienda Agricola Mario Giribaldi. Det kan meget nemt blive en vane, men en god vane.

Azienda Agricola Mario Giribaldi holder til i byen Rodello, der ligger omkring 5 kilometer syd for Alba og tilsvarende nordøst for Serralunga D’Alba. Med andre ord … som alle vinfirmaer siger; lige i hjertet af Barolo.

Vinhuset drives af Mario Giribaldi, som er tredje generation på vingården i Rodello, der blev grundlagt af hans farfar Giovanni Giribaldi i 1886. Dengang havde huset kun et par hektar med Dolcetto og Barbera.

Mario får dog hjælp af 4. generation … i kraft af børnene Matteo, Giovanna og Alessandra, hvor sønnen Matteo langsomt overtager mere og mere af vinproduktionen, mens Giovanna står for adminstrationen og datteren Alessandra for ledelse.

Familiens vingård, som I kan så på billedet ovenover, er bygget i 1999. Ved byggeriet blev der også investeret i nye og moderne faciliteter til vinproduktionen, som ligger omkring 130.000 flasker årligt, men produktionen har været stigende efter investeringen i den nye ejendom og opkøb af nye marker.

Girabaldi familien har samlet 30 hektar vinmarker, som ikke ligger samlet omkring gården, men er spredt over forskellige kommuner i Langhe og dette giver Giribaldi mulighed for at producere alle typer vin, således de i dag omkring 18 forskellige vine.

Gamle Mario er kompromisløs til fingerspidserne  og har altid arbejdet uhyre præcist med druematerialet på sine marker. Flere af hans bedste marker er således beplantet meget omhyggeligt med flere forskellige kloner af den samme druesort, så kompleksiteten og terroiret virkelig kommer frem.

I 2001 indførte Mario Giribaldi økologisk drift … startende på fire vinmarker, men i dag drives alle marker økologisk og vinhuset er nu også økologisk certificeret af organisationen ECOGRUPPO Italia.

Dette valg er et ønske om at bidrage til miljøbeskyttelse og som sidegevinst opnå bedre kvalitet i druerne og dermed vinen. Siden 2004 har vinene fra Mario Giribaldi været produceret økologisk, og det gælder også denne Barbaresco.

Druerne til vinen kommer fra vinmarker i Neive, som ligger med en sydvestlig eksponering i omkring 350 meters højde og fra forskellige Nebbiolo kloner … Michet, Lampia og Rosè. 

Jeg kan slet ikke finde nogen oplysninger om produktionsmetoderne til denne Barbaresco, men en DOCG Barbaresco skal jo være lagret mindst 2 år, heraf et år på egefade … og lagring på eg har denne helt sikkert, hvilket næsen afslører med det samme.

Udover noterne af eg, så er det duftmæssigt meget let og meget tilgængelig Nebbiolo. Der er en smule sødme, violer, herlig klassisk syrlighed, ribs, hindbær, lyse blommer, bagepulver, tobak, kanel og en snas krydderier.

I munden er vinen også ganske letgående og yderst tilgængelig. Bevares … syren er fortsat italiensk og taninnerne markerer sig også og sætter sig på fortænderne, men det er egentlig lidt populistisk og ganske behageligt, selv i denne unge, unge alder. Der er syrlig frugt, ribs, masser af nelliker, lidt bitter kaffe og nærmest et peberbid. Smager sgu godt og utrolig behageligt. Lidt som at køre på vinterdæk om sommeren … blødt, lidt wobbly, vibrerende og du ønsker inderst inde ikke at skifte til de hårde, ubekvemme lavprofil sommerdæk.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 157,93 kr., hvilket må siges at være en ganske billig pris for denne Barbaresco.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Pecchenino, Barolo San Giuseppe, Piemonte, Italien

2013 Pecchenino, Barolo San Giuseppe, Piemonte, ItalienEF dag … og EF det står ikke for de europæiske fællesskaber, men for endelig fredag. Pladespilleren aka iTunes på min lettere bedagede – men ifølge børnene totalt outdatede – computer spytter lidt Ibrahim Electric ud gennem mine nok ligeså outdatede højttalere og der er piemontisk Nebbiolo væske i glasset fra Winefamly kassen … en Barolo San Giuseppe fra Azienda Agricola Pecchenino. Life is good lige nu, lige her.

Pecchenino holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte. Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.

Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.

Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin.

Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning … totalt romantisk, som I også kan se på billedet ovenover.

Barolo San Giuseppe er én af husets 2 Barolo’er, hvor druerne kommer fra marken San Giuseppe, som ligger i 390 meters højde lige øst for Monforte d’Alba og er en af Barolos mindre Cru-marker. Jordbunden består primært af kalksten, hvilket giver jorden en usædvanlig høj PH-værdi. Dette bidrager i høj grad til vinens syre.

Vinen er lavet med 20 dages maceraton før fermenteringen ved 28 grader og har derudover lagret 24 måneder i store 25 hektoliter egefade ud af de samlede 38 måneder, som regler siger en Barolo skal være lagret inden frigivelse.

Næsen er tobak, peber, balsamisk syre, lyse blommer, brombær, hindbær, violer, blomster, svag citronskal og vinen har derudover næsten en lidt mørk sjæl med kraft og cigaræsker.

I munden fanger jeg syrlige kirsebær og rimeligt pænt med unge tanniner, som sætter sig solidt på dine tænder. Det er nærmest de vilde tanniner, som Gnags sang engang ;o) Tanninerne og syren giver sammen med lidt peber et soldt og rustikt greb, men det er fortsat meget ungt endnu og der kommer aldrig helt en vauw effekt. Det er ikke helt komplekst og forfinet endnu, men perfekt til en lidt outdated far.

Forhandles af Winefamly, hvor prisen til gengæld er meget fornuftigt med 177,76 kr. mod en normalpris på 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7