Søndag igen vin … nu er vindepotet vist også ved at være fyldt godt op, men det er jo ferie og fridag i morgen igen, inden det igen er arbejdsdag. Igen et smut til Tyskland, nærmere bestemt til Rheingau til Weingut Trenz.
Weingut Trenz er beliggende i Johannisberg, som er en del af Rheingau, og vingården har eksisteret siden 1670. De klimatiske og geologiske forhold i Rheingau er ideelle til vindyrkning, og de giver vinstokkene fremragende vækst. I stor højde domineres jordbundsforholdene af kvartsit, grus og sandsten som giver usammenlignelige mineralske vine med livlig syreindhold og en buket af fine frugt varianter. De lavtliggende vinmarker har dybde og lerede forhold, som giver rige og rørige vine med en lang afslutning.
Den unge Michael Trenz er vinmager og leder af huset, og endnu mere end sine forgængere, forøger han på sin egnen måde at få kvaliteten frem i sine vine. “Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt”, er hans motto, som er en opfordring til tilbageholdenhed fra alle kunstige indgreb.
Hos Trenz arbejder man med omhyggelig beskæring af vinstokkene, så saften og kvaliteten af druerne optimeres. Druerne udvælges selektivt og høstes pr. håndkraft.
Derudover har de investeret i nyt moderne udstyr i kældrene. Deres søgen efter nye metoder har ført Trenz til Stellenbosch i Sydafrika, hvor han har indledt et samarbejde med en winemaker for at opnå maksimal inspiration.
På Trenz vingården er de også opbygget en restaurant/vinbar, hvor 90 mennesker i middelhavsatmosfære kan nyde gårdens vine … og den lokale specialitet … struds! Trenz er blevet præmieret med “2 druer” som ”opdagelsen i år 2008” af vinguiden Gault Millau.
Her har vi Trenz almindelige “trocken” spätburgunder, dog i den version, som ikke har været på barrique. I glasset er vinen meget lys, næsten transparent. I duften er der alene en anelse pinot noir … men ingen stor kostald. Virker i duften lidt anonym, og med lidt duft af candyfloss eller noget i den retning samt måske lidt mørke bær.
Smagen er lidt tyggegummi blandet med grønne toner, og masser af syre. Eftersmag af bacon? Den bider lidt, og får munden til at snerpe sig lidt sammen, ellers smag af sorte kirsebær og fylde, men ikke så elegant som mange af dens øvrige tyske konkurrenter. Dog meget frugtrig i smagen.
Det skal også med i billedet, at vinen faktisk vinder lidt ved at blive godt luftet i glasset, måske stå lidt inden vinen smages. Jeg kunne forestille mig, at udgaven på barrique er markant bedre, idet faglagring oftest klær’ spätburgunder. Smagte hos den gode Vicent Sipp sidste sommer hans pinot noir både uden og med barrique, og sikke en forskel. Udgaven, som havde lagret på barrique, var bare mange klasser over den almindelige uden faglagringen. Måske det også bare er sådan hos Trenz?
Prisen er på 149 kr. hos Vin & Vin, og en spændende oplevelse … længere kan jeg vist ikke strække mig, men vil næste gang prøve den udgave, som har fået barrique.
Hvad gør man, når fredag aften melder sig med Pinot Noir rystelser efter en flot bourgognesmagning om torsdagen og halsen skriger efter mere pinot? Mit svar blev en tysk spätburgunder fra Franz Keller i Baden.
Aftenens hvidvin, og en god eksponent for, hvordan god hvidvin skal smage. Vi har vist alle enige om, at der var tale om en riesling, men vandene var delt, hvorvidt vinen var fra Alsace eller Tyskland. En tysk fra Robert Weil, og en fremragende hvidvin, som fluks faldte i alles smag. Nam nam.
Også en af de svære, selvom den lange slanke flaske burde have bragt os på sporet. Den smager dog slet ikke af tysk vin, nærmere af noget fransk, måske lidt Bordeaux i stilen. Den er da også lavet på cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot … hvor anti-tysk. Jeg gættede selv på Italien pga. en smule sødme, men boy hvor blev vi snydt. En rigtig spændende vin, men måske lidt sværrere tilgængelig end hovedparten af de øvrige vine denne aften.