Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2019 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigHvad er mere passende end at slutte en Bordeaux vinsmagning med Sauternes og det blev med en smuk 2019 Sauternes 1. Cru Classé fra Château Suduiraut.

Dette er også en vin, som jeg har smagt før for omkring 4 år siden og dengang var det i en årgang 2001, men nu smager jeg en nyere.

Château Suduiraut er et af de smukkeste slotte i Sauternes og kan dateres tilbage til det 16. århundrede, hvor den adelige Leonard de Suduiraut giftede sig med Nicole d’Allard og som medgift fik jorden til det, som vi i dag kender som Château Suduiraut.

Det var dog Leonards nevø Comte Blaise de Suduiraut, som fik slottet opført og samtidig stod bag opførelsen af den smukke have omkring slottet … anlagt af den berømte havearkitekt Le Nôtre, som også havde skabt Versailles-slottets haver. I dag kan de flotte haver omkring slottet fortsat nydes.

Men da Comte Blaise de Suduiraut døde uden arving, så fik slottet en grum skæbne og endte med at blive plyndret og brændt ned ved Fronde opstanden, der varede fra 1648 til 1653. Det blev derefter genopbygget og i slutningen af ​​det 18. århundrede overtaget af en nevø af Suduiraut-familien Jean Joseph Duroy, som omdøbte vinslottet til Cru du Roy.

Det var også Jean Joseph Duroy, som skabte det våbenskjold, som Château Suduiraut bruger i dag … en kartouche med Suduiraut- og Duroy-våbenskjoldene smeltet sammen i et.

Der har formentlig nok altid været produceret vin på Château Suduiraut, men det var først i begyndelsen af ​​det 18. århundrede, at man begyndte med at høste overmodne druer for at lave de søde sauterne vine … og det gjorde man også på Suduiraut.

Selvom det var naboen lidt længere mod syd Château d’Yquem, som løb med den største hæder, så blev Château Suduiraut også hurtigt anerkendt som et af de bedste vinhuse for fremstilling af de søde dessertvine. Slottet blev således også registreret som 1er Cru i den officielle 1855-klassifikation for de søde hvidvine fra Sauternes-Barsac.

Men op gennem 1940’erne, 50’erne og 60’erne dykkede kvaliteten mærkbart og mange Sauternes elskere vendte vinene fra Château Suduiraut ryggen.

Så da den franske forsikringskoncern AXA i 1992 overtog Château Suduiraut, så satte man alt ind på at bringe slottet tilbage på sporet. Den store forsikringskoncern ejede i forvejen Château Lynch Bages og Château Pichon Baron i Pauillac. De satte Christian Seely ind som administrerende direktør på Château Suduiraut flankeret af teknisk direktør Pierre Montegut … og foretog betydelige investeringer.

Men de har absolut båret frugt og i løbet af 2000’erne er der sket et markant kvalitetsløft. I dag er Château Suduiraut igen en af områdets betydelige producenter.

De råder over hele 92 hektar marker med i gennemsnit 30 år gamle vinstokke fordelt på 90% Semillon og 10% Sauvignon Blanc. Den nærved liggende Garonneflod sørger for fugtighed og tåge, der er essentielt for at den noble råddenskab Botrytis Cinerea udvikles,  grundvilkåret for stor sød Sauternes.

I denne årgang 2019 er vinen lavet på 94% Semillon og 6% Sauvignon Blanc. Efter en blid presning er vinen lavet med gæring ved 18-24 grader i egefade, hvoraf 50% er helt nye. Efter gæringen er vinen så også lagret på fadene16-20 måneder og den har 130 gram restsukker pr. liter.

Sikke en duft … vild og ustyrlig nektarsød aroma med træflis, træværksted, træolie, lim, blomster og honning. Det er som en vinøs sommerfuglenektar, let kemisk på den helt rigtige måde og ellers ret tæt og kompakt med abrikos, syltede appelsiner, pærer, tørret frugt, æblekompot, lidt oxideret ædelhed samt karamel, nødder og nogle eksotiske krydderier. Mums.

Uhhhh hvor er det sødt og alligevel luftigt og let på en himmelsk måde, ret nektarlækkert med tørret abrikos og smager godt, blødt, cremet og smelter sgu nærmest i munden, hvor alle de søde, syrlige, modne og intense smage løber ud i alle afkroge. Men der bliver dog aldrig oversødt eller overdone, for vinen har også en skarp, direkte og æstetisk smag med rank ryg … storhed på flaske, så 96 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en 0,5 cl. flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Château Petit-Village, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Petit-Village, Pomerol, Bordeaux, FrankrigAftenens sidste røde Bordeaux blev en 2019 Pomerol, der er fra vinslottet Château Petit-Village, der er et smukt beliggende slot i  Pomerol og kendt for sine flotte, elegante og velstrukturerede Merlot-baserede vine.

Château Petit-Village ligger i den østlige udkant af Pomerol ved byen Catusseau i en klynge med ved Château Beauregard, Vieux Château Certan og Château La Conseillante.

Det er egentlig ukendte, hvem der oprindelig startede med at lave vine på slottet, men efter den franske revolution blev det overtaget af Dufresne-familien, som var en familie af vinbønder fra Libournais, men blev i 1919 købt af negociantkøbmanden Fernand Ginestet.

I løbet af 1970’erne blev det imidlertid overtaget og drevet en periode af Bruno Prats indtil 1989, hvor det blev solgt til den store forsikringskoncern AXA, som fortsat står som ejer og har overladt ledelsen til Christian Seely … og han er skam også administrerende direktør på Château Suduiraut, som jeg faktisk anmelder en vin fra bagefter, for dét vinslot er også ejet af AXA.

Château Petit-Village har i alt 10,5 hektar vinmarker, der ligger samlet i en stor trekant og er tilplantet med druerne 75% Merlot, 17% Cabernet Franc og 8% Cabernet Sauvignon med en årlig produktion på 3.500 kasser af denne førstevin.

I denne årgang 2019 er denne Pomerol lavet på 80% Merlot, 15% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon høstet på 5 dage fra den 18. september og frem til 2. oktober. Vinificering er sket traditonelt og efter endt fermentering er vinen så lagret 16-18 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

Duftmæssigt virker vinen mere animalsk, mere grøn og stilket end foregående vine. Der er jod, medicinskab, tør engelsk lakrids og så har den en rank, grøn og let sødbitter frugt med tranebær, blommer og solbær. Det grønne bliver ved med at komme igen, blomsterrig, godt med violer, urter og søde krydderier.

I munden er det himmelsk … cremet, fløjlsblød velour, der både smelter i munden og samtidig også har en stram og velafbalanceret syre, hvorved vinen står præcis og knivskarp. Det er tørt, stringent og koncentreret med en perfektionistisk præcision og så alligevel på en meget let og ubekymret måde … det smager drøngodt. 96 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 750 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Château Cantenac Brown, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Cantenac Brown, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigNæste Bordeaux vin i glasset var også fra 2016 årgangen og var en Margaux 3. Grand Cru Classé fra Château Cantenac Brown … en vin jeg tidligere har smagt i både årgang 2004 og 2007.

I denne nyere årgang 2016 er vinen lavet på 68% Cabernet Sauvignon og 32% Merlot. Den er lavet helt klassisk og er efter endt gæring lagret 16 måneder på barriques, heraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

Duftmæssigt er det en fed og fadlækker vin … der skylder en kæmpemæssig bølge af vaniljecreme, kanelsnegle, lakridskonfekt, sød finsk lakrids,  chokolade, våde fade, ædeltræ, mahogni, teaktræ og palisandermøbler. Frugten er solbærsyltetøj, brombær og sorte kirsebær … slam … fed, tæt, kompakt og utrolig lækker.

Det er blødt, fedt og klart et niveau op fra foregående vin og med noget koncentreret marmeladefølelse og en cremet, opulent frugt af sorte kirsebær, solbær samt modne tanniner, der ikke bider særligt meget. Selvom det er kraftigt og koncentreret, så er smagen også samtidig frisk og rank … smager rasende godt. 95 point.

Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Trabucchi d`Illasi, Recioto della Valpolicella, Veneto, Italien

2009 Trabucchi d`Illasi, Recioto della Valpolicella, Veneto, ItalienDerefter stod den på mere forkælelse fra Trabucchi d`Illasi, for deres næste vin var en dessertvin til min søde tand … en de mest ikoniske søde vine fra Veneto i form af en Recioto della Valpolicella og her i årgang 2009.

Den er – som deres Amarone – lavet på et blend af druerne Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta, som dyrkes på markerne Fondo Cereolo, Monte Tenda og Castello i 150-250 meters højde.

Druerne høstes manuelt fra midten af september, hvorefter de gennemgår en traditionel appassimento-proces – en delvis tørring fra september til marts, hvilket reducerer vægten med 80% og giver koncentration af sukker.

Gæring er sket med udvalgte gærarter, hvilket indledes efter en kølig maceration i 24-26 timer og sker i rustfrie ståltanke og efter en periode, så overføres omkring halvdelen af vinen til barriques, hvor gæringen fortsætter,

Efter endt fermentering er vinen så lagret på franske barriques i 10 måneder inden klaring, filtrering og aftapning på flaske. Der har den så ligget og hygget sig i flere år frem til frigivelse.

Så er der dømt voksenleg … sød vinøs voksenslik, hvor man allerede i glasset kan se, at dette ikke er en purung tøs, men en ældre madame med søde, rødbrune og  lokkende herligheder. Duften er således på nektarniveau med kakaokugler, trøffelkugler, studenterbrød, nougat og blød chokolade. Derudover snakker vi nøddekompot, tørret frugt af svesker, dadler og figner, lidt blommelikør og man kan også klart fornemme lidt sød alkoholvarme … uhmmmm siger han og slikker sig omgående om munden.

Sådan smager vinen faktisk også … no more, no less. Det er sødt og alligevel med frugtbid og varme. Der er tørret frugt med restsødme og nektarfornemmelse. Det er blødt, sødt og lækkert voksenslik på meget højt niveau, da det aldrig bliver for sød, overekstraheret eller alt for voluminøse, da frugtsyre giver en vis form for rygrad og giver vinen masser af balance … på den søde måde selvfølgelig. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en 0,5 cl flaske koste 399,95 kr., mens prisen på tilbud ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Trabucchi d`Illasi, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2015 Trabucchi d`Illasi, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienAzienda Agricola Trabucchi d`Illasi ligger på toppen af Monte Tenda i den lille landsby Illasi omkring 5 kilometer nordvest for Soava og er et lille familiedrevet vinhus. Derfra smager jeg et par af deres vine og starter med deres 2015 Amarone della Valpolicella.

Det var Marco Trabucchi, der grundlagde vinhuset tilbage i 1924 og drives i dag fortsat af familien Trabucchi, der driver vingården med dens 22 hektar vinmarker samt 6 hektar med oliven-, cypres- og kirsebærtræer … alt har været drevet økologisk siden 1993.

De 22 hektar er fordelt på markerneBinelunge, Castello, Monte Tenda, San Colombano og Chereolo di Sopra More, der ligger i en højde på 140-290 meter. Druerne er de lokale sorter Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta.

Vingården drives i dag af 3. generation i form af Giuseppe Trabucchi, som årligt laver omkring 65.000 flasker vin. Det sker i deres smukke vingård, der ligger er fordelt på 3 bygninger, hvor den ældste går helt tilbage til 1800-tallet med en gammel kælder hugget ind i klippene og ligger 20 meter under jorden.

Den anden del er fra 1990’erne og nyeste fra er underjordisk og lavet i 2003, men er forbundet med den ældste del via en tunnel, men samlet en ganske smuk og imponerende vingård.

Fællesnævnere for vingården er kvalitet, ekstremt lavt udbytte, manuel høst og økologi. De har da også vundet adskillige priser for deres vine, bl.a. guld i International Organic Wine Award 2018, en pris for bedste vin ved Bibenda 2019 og mange flere.

Vinene laves i samråd med den anerkendte ønolog Franco Bernabei og en af vinene er denne Amarone della Valpolicella, som jeg smager i årgang 2015 og er lavet på Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta.

Druerne er håndhøstet, når de er optimalt modne i slutningen af september og frem til slutningen af oktober. Herefter har druerne tørret på vingården i over 45 dage. Efter gæring, maceration samt presning har vinen lagret 48 måneder i små franske egetræsfade.

Allerede i næsen fornemmer du dybde, intensitet, krop og et fadpræg med umamivarme, nødder og chokolade. Så kommer der lidt blommekompot, solbærsyltetøj, tørrede dadler, svesker og så ellers sød tobak, kanelsukker på risengrød, vanilje og en lille lækker portvinssødme … alt pokkers veldoseret, organiseret, komplet og dragende, men uden at blive hverken svulstig, rosinfed eller overdone.

I munden fortsætter herlighederne … det er en blød, cremet og intens vin med maggiterning kompakt intensitet. Det er mørkt med frugtsødme, fadnoter og en frugt, der virker tørret og fed. Det er en knytnæve med blomme-  og solbærlikør, sorte kirsebær, brombær og en smule udblødte svesker. Man kan mærke, at der er volt i den, men alkoholen er dog fint integreret og giver varme sammen med peber, bløde og runde tanniner samt muskuløs råstyrke. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 679,95 kr., mens prisen er 649 kr. ved køb af 6 flasker og 499 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Bodegas El Nido, Clio, Jumilla, Spanien

2022 Bodegas El Nido, Clio, Jumilla, SpanienJumilla i vinregionen Murcia blev officielt godkendt DOP appellation i 1961 og ligger i et varmt Middelhavs område, hvor vinene kan minde meget om vinene hos naboerne Alicante, Yecla og Utiel-Requeña. Den primære drue i Jumilla er jo Monastréll, som vi også kender som Mourvèdre.

Vinmarkerne ligger i dale og på skråninger af store bakker og bjerge mellem 400 og 800 meters højde. Det er på mange måder et specielt område, for det undslap nemlig første bølge af vinlus, som hærgede Spanien i starten af 1900-tallet.

Klimaet er overvejende kontinentalt med store svingninger i temperaturen mellem dag og nat, men modereret af Middelhavet, så der er forholdsvis tørt og til tider meget blæsende. Dette resulterer i vine med god frugt, modenhed og som oftest er vinene meget imødekommende og behagelige at drikke.

Igennem de seneste 30 år er vinkvaliteten øget næste eksponentielt, og enkelte Jumilla vine regnes blandt de bedste spanske vine og et af de vinhuse, som har markeret sig blandt de førende er Bodegas El Nido, som er grundlagt i 2001 i et samarbejde mellem Gil Family Estates og den anerkendte australske vinmager Chris Ringland.

Jeg har jo også tidligere smagt fremragende vine fra netop Gil familien … eller Juan Gil Bodegas Familiares, som det rettelig hedder, men nu smager jeg så en 2022 Clio fra Bodegas El Nido, der da også fremgår som en del af Juan Gil Bodegas Familiares.

Vingården ligger i Valle de La Aragona og fokuserer på produktion af premium-vine med begrænset oplag. De laver faktisk kun 2 vine, der er topvinen El Nido og så denne Clio – der som hos Renault- er en mindre udgave eller måske nærmere en andenvin.

Bodegas El Nido har 44 hektar vinmarker, hvoraf 31 hektar er med meget gamle Monastrell vinstokke og 12 hektar med 30 år gamle Cabernet Sauvignon vinstokke.

Vinstokkene er plantet på nord- og nordøstvendte skråninger i højder mellem 700 og 850 meter over havets overflade. Jordbunden består af en overflade med kalksten og sten, der dækker et lag af sandet jord, hvilket giver ideelle forhold for druedyrkning.

De 2 vine fra Bodegas El Nido har opnået international anerkendelse og høje ratings fra vinanmeldere. Clio er en blanding af Monastrell og Cabernet Sauvignon, mens El Nido primært består af Cabernet Sauvignon med en andel Monastrell.

Druerne høstes manuelt, og hver parcel vinificeres separat. Efter gæringen lagres vinene i 22-24 måneder på en kombination af nye franske og amerikanske egetræsfade, hvilket tilfører kompleksitet og dybde til vinene.

I denne årgang 2022 er Clio lavet på 70% Monastrell og 30% Cabernet Sauvignon. Monastrell-vinstokkene er så gamle, at de reelt ikke kan aldersbestemmes. Hvert år beskæres stokkene så kraftigt, at de kun producerer et yderst begrænset udbytte.

Alle druer håndhøstes, og kun de allerbedste udvælges til denne vin, der er lavet med lang gæring og maceration for optimal ekstraktion og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på nye franske og amerikanske fade.

Fadene bidrager allerede fra start til aromaer, der strømmer op af den dybmørke vin i glasset. Der er lidt svampe stuvning, egeplanker, våde fade, vanilje, oksefond og tørret kød, mens frugten er brombær, blåbær og solbærmarmelade. Den har helt sikkert nogle tørre noter, tørre krydderier samt en intensitet, der ikke er voldsom, men nærmere elegant og ædel.

Uhhhhhh det smager fabelagtigt … smelter på tungen, som en isterning i skødet på en varmblodig kvinde, cremet, smørblød og flydende. Det er yderst blødt, komplekst, sofistikeret, tiltrækkende og lækkert med en rank frugt af blåbær, brombær og solbær med en ganske lille sort-te bitterhed, rund syre og runde tanniner. Dermed er det en rigtig elegant powervin, hvor man både får kraft, cremet finesse og lang finish … 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 425 kr. ved køb af 6 flasker og 349 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 6/7    

2019 Podere Canalino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Podere Canalino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSidste sommer smagte jeg en meget lækker 2022 Rosso di Montalcino fra vinhuset Podere Canalino og som næste vin serverede Leif også en vin derfra, men lige et nummer op med en 2019 Brunello di Montalcino.

Sidst skrev jeg også lidt om vinhuset, så det vil jeg ikke gøre denne gang, men blot kigge lidt nærmere på denne Brunello di Montalcino i årgang 2019.

Det er selvfølgelig – need I say? – 100% Sangiovese, der er lavet med gæring i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur over 18 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 2 år på store franske 2.000-2.400 liters egetræsfade og en periode i ståltanke.

Etiketten på vinen varierer fra år til år, men det er vin, som der kun laves 3.000 flasker af årligt.

Uhmmmm mørke og dybe skov- og jordnoter, læder, tobak, rå champignon, vådt træflis, oksefond, tørre papkasser, vanilje, kakao og en frugt af kirsebær, solbær og enebær suppleret med nogle ret balsamiske noter og lidt violer. Frugten virker lidt brændt, fed og klart en lidt mørkere Brunello … kompleks, intens og småkrydret.

I munden er det en vild tør vin med en flok ustyrlige vilde tanniner, mens frugten faktisk også virker vild syrlig suppleret med lidt tørre  krydderier og en markant mineralitet. Der er kirsebær, rabarber og tranebær, en frisk syre og noter af cedertræ, vanilje, bitter kakao og alt er harmonisk balanceret, præcist og fandens tørt på den helt rigtigt måde … 95 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen fremgår ikke. Kan også købes via Carwine, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USA

N.V. Roark Wine Company, Vino, Californien, USAIngen druer, ingen årgang … bare fornøjelig vin med navnet Vino på etiketten. Vi er igen hos Emil Skytte Pedersens ven Ryan Roark og hans vinhus Roark Wine Company i Buellton og det er med denne vin, som han ikke oplyser meget om.

Ryan Roark holdt tidligere til på en gammel vingård i Lompoc, hvor han en aften i 2010 sammen med sin kæreste Jenn smagte en bordvin uden hverken navn, oplysning om druer eller årgang … blot en etiket med et telefonnummer.

Han blev henrykt og ringede derfor til telefonnummeret på flasken og snakkede der med vinmager Sean Thackery fra Pleiades Wine Company og de snakkede en halv time. Vinen han smagte var Seans basisvin, men lige siden har Ryan Roark ønsket at lave en lignende vin.

Det skulle ligeledes være en bordvin, der var uden årgang, oplysning om druer eller sted, bare en vin fra sit vinhus, der viser vingården, dens historie og dens stil.

Resultatet er denne Vino uden årgang, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af Pinot Noir, Syrah, Grenache samt en smule Chenin Blanc, Chardonnay og Grenache Blanc. Druerne er fra nogle fade, som Ryan har tilbage gennem årene for at kunne lave vinen.

De ældste fade er af årgang 2013 og de yngste årgang 2021, hvor alle druerne kommer fra Santa Ynez Valley i Santa Barbara County. Alle fadene er løbende toppet op efter solera metoden.

Men inden er de fleste druer først afstilket, men der anvendes også hele klaser i vinificeringen, hvor gæring er sket spontant alene med druernes egene gærceller med løbende pumpovers og efter endt fermentering er vinen så lagret på de forskellige fade.

Det er duftmæssigt spændende … har både nogle klare fadnoter samt godt med bio bio-animalsk landlighed. Det er lækker frugt af jordbær, søde kirsebær, rabarber, en halv spand akrylmaling, urter, rosmarin, chokolade, vanilje, lakridskonfekt, karamel og alt virker utroligt behageligt og tiltrækkende.

I munden er vinen lige så tiltrækkende … smagen er klart lysere, finere, lettere, mere luftig og samtidig også ren, sødsyrlig smag af lys frugt som jordbær, rabarber og lyse kirsebær. Det er en frisk, saftig,  læskende og utrolig lækker vin, feminin, rund, cremet, behagelig og voldsom lækker. 95 point.

Købt hos American Wine til 199 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2021 A&E Verset, Cornas Signature Verset, Rhône, Frankrig

2021 A&E Verset, Cornas Signature Verset, Rhône, FrankrigRhône eksperten Niels Lillelund sagde engang, at man med et rigtigt godt glas Cornas skal være i tvivl om, hvorvidt man har fået et glas vin eller bare én på hovedet. Som næstsidste vin til byggemødet fik vi så en veritabel lussing … en 2021 Cornas Signature Verset fra A&E Verset.

Vinhuset hed tidligere blot Alain Verset, men efter datteren Emanuelle er kommet med i driften, så hedder det selvfølgelig nu  Domaine A & E Verset.

Alain Verset er nevø til den legendariske Noël Verset, der jo rangerer på højde med andre store traditionalister som René Balthazar, August Clape og Marius Gentaz. Alain driver i dag sin lille vingård sammen med datteren Emanuelle, der siden 2016 også har overtaget mere og mere af driften.

Far og datter har samlet omkring hektar marker, som Alain har arvet fra sin far Louis Verset samt en smule fra sin berømte onkel, der jo ellers solgte sine bedste marker til henholdsvis Thierry Allemand, Auguste Clape, Laurent Courbis og en anden nevø Franck Balthazar.

Fremstillingen af vinene er uforandret fra tidligere generationer – dvs. gæring af hele klaser uden tilsætning af gær, lagring på store, gamle fade, der ikke giver smag/duft til vinene og vinene flaskes uden klaring eller filtrering.

I dag har man dog afveget fra praksissen hos den tidligere generation om bare at lave én vin, så i dag laver Alain og Emanuelle Verset 4 vine … en Cornas, som jeg har smagt tidligere i både årgang 2018 og 2019, en Syrah VdF, en Viognier VdF og så denne Cornas Signature Verset, som jeg nu smager i årgang 2021.

Vinen er lavet af Syrah druerne fra op til 100 år gamle vinstokke på parceller på de to marker Champelrose og Genal i Cornas og med ret små mængder. Gæring sker i brugte 228 liters og 400 liters egefade og efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder på de samme fade.

Næsen byder på fond … både okse- og grøntsagsfond samt mælkede noter af kærnemælk, tørret kød, peber, støvede granitskærver, sten og andre bjergarter, violer og sort oliven. Frugten er mørk, dyb og tæt med en omgang brombær, blåbær og ribs, men fadene giver også nogle mere søde og venlige pust af vanilje, kabel, våde fade og let candyfloss.

I munden er vinen bare sindssyg tør … tør og stenet mineralsk med peber bag på tungen, brombær, tranebær og ribs i stride strømme og lidt lemon bitterhed. Der er stram syre, godt med tanninbid og man føler virkelig, at dette er old-school klassisk Cornas. 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Penfolds, RWT Bin 798, Barossa Valley, Australien

2015 Penfolds, RWT Bin 798, Barossa Valley, AustralienJeg skal ærligt indrømme, at jeg tit har fundet vinene fra Penfolds overvurderede. Jeg gav fx en pænt dyr 2003 Grange sølle 5½ Thumbs Up, men denne 2015 RWT Bin 798 endte sgu alligevel med at imponere mig.

Initialerne RWT står for Red Winemaking Trial, som var et navn givet internt til projektet, da man startede med at lave RWT vinen i begyndelsen af ​​1990’erne.

Den første årgang var en 1997, som blev frigivet i maj 2000 og lavet som en kontrast til den veletablerede Grange. Siden 2014 er vinen blevet tildelt et Bin-nummer 798 for at afspejle dens etablerede status inden for Penfolds porteføljen.

RWT er lavet af Shiraz druer fra Barossa Valley, der har gæret og macereret i åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på franske hogsheads egefade, heraf 83% nye fade.

Duftmæssigt er det rustik, mørk og koncentreret … der er frugt af brombær, morbær, blommer, kandiseret frugt og solbærlikør, godt med aftryk fra alle fadene med espresso, chokolade, tobak, mælkede noter, tørret kød og peberbøf, let fennikel og garvet læder. Det er sgu en ordentlig braktud, men dufter vildt godt.

I munden er det lidt samme historie … mørk og let sødlig frugt med solbærlikør, sorte kirsebær, kandiserede brombær og lidt frisk ribs, nogle granagtige elementer, peber og mørk chokolade med ret høj kakaoprocent. Tanninerne er fine og alligevel smukt polerde, det er kompleks, tæt og koncentreret. 96 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos VinMedMere, hvor en flaske af en nyere årgang 2022 koster 1.495 kr., mens prisen er 945 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7