Tag-arkiv: Spanien

2021 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, Spanien

2021 Lagar de Costa, Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine, Rías Baixas, SpanienIndrømmet … skindfermenteret, ufiltreret Albariño som naturvin uden tilsat svovl er ikke noget, som man får hver dag. Men det var netop sådan én, som jeg så havde valgt til vinaftenen ene hvidvin … 2021 Rego do Sol Vino Blanco Natural Wine fra det lille vinhus Lagar de Costa.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2020. Det er en 100% nøgen Albariño fra en 1 hektar stor mark.

Efter høsten smides druerne i ståltanke og gærer spontant med drueskallerne uden tilsætning af hverken gær eller andet skidt over 2 uger. Der er heller ingen faglagring, men er blot aftappet uden hverken gær eller svovl. Der er alene lavet 800 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der møj landligt, anderledes og alligevel ganske dragende med noget tørret frugt og godt med blomstervand hældt på en dampende og stikkende mødding. Paul sagde, at det var derfor, at vinen var på Al-BÆ-riño. Virker let reduktiv, har frugt med kvæde, tørret abrikos, mango og bagte ananasringe, sæbebobler og samtidig virker vinen olieret og cremet. Spændende og anderledes.

Smagen er egentlig også meget olieret, læskende og så har vinen en blød syre samt en frugt med æblemost, syltet lemon og citroner. Den bliver måske – som 2020’eren – lidt flad i smagen, for syren bliver jo aldrig vild eller styrende, men har lidt samme smag med røgede og saltede abrikoser samt denne svagt oxideret bitterhed. Jeg kan meget godt li’ vinen, der bestemt har karakter. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Rodriguez Sanzo, La Senoba, Rioja, Spanien

2019 Rodriguez Sanzo, La Senoba, Rioja, SpanienDerefter fortsatte jeg med endnu et gensyn … nemlig Rioja vinen La Senoba, som kommer fra vinhuset Rodriguez Sanzo , der jo laver vin i både Rioja, Toro, Rueda og Ribera del Duero.

La Senoba er lavet på 60% Tempranillo og 40% Graciano. Tempranillo druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Finca Cabizgordo i 620 meters højde og er fra 25 år gamle vinstokke på en mark lige ved siden af.

Druerne er selvfølgelig høstet ved håndkraft og placeres efter ankomst til vineriet i ståltanke, hvor de ligger køligt ved 9 grader i minimum 6 dage, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. Det sker i store 4.000-6.000 liter egefade over 20 dage.

De to druesorter vinificeres separat og de lagrer også separat i 24 måneder franske barriques, hvorefter den endelige vin blandes og så lagrer yderligere inden aftapning på flaske.

Slam for en lussing … fed, mørk og powerfuld vin med dyb sort frugt med sorte kirsebær, brombær, blåbær, svesker, noget kamferolie og noget sød finsk og tør engelsk lakrids. Der er svulstigt, men alligevel ikke overfed, men der er godt toast, ristede noter, bål, tobak, kaffe og gammel balsamico eddike, vanilje, kanelsukker samt nogle søde krydderier.

Som med 2016’eren er der skrald på smagen, men det er med en mørkesort, tør og alligevel frisk frugt. Der er blåbær, brombær, lidt enebær og godt med tørt træ, bitre elementer, krydderier og småvild ungdommelig syre, der sammen med en alkoholprocent på 14,5% er viril, energisk og fandenivoldsk. Det er maskulin vin med muskler, hvorved jeg havner på 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske i årgang 2016 koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg har et par gange før smagt vine fra Lagar de Costa og begge gange har det været skindfermenterede vine, men nu smager jeg en forholdsvis almindelig 2022 Albariño.

Lagar de Costa er et lille familiedrevet vinhus samt B&B beliggende tæt ved Sartaxes i Pontevedra provinsen helt ud til stranden og bugten ved Seiñas i Rías Baixas. Vi er helt oppe i hjørnet i Galicien, hvor klimaet er vådt og gusen vælder ind fra Atlanten

Samlet har huset udlejning af 7 værelser og omkring 7 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 22 mikroparceller, der næsten alle ligger ret tæt på havet.

Jorden er overvejende sandet, og havets indflydelse holder temperaturen på et årligt gennemsnit på kun 14 grader, hvilket kan giver masser af syre og friskhed til vinene.

Markerne har meget gamle vinstokke og på nogle af markerne er de mere end 50 år gamle, så udbyttet holdes langt under, hvad der reelt er tilladt i appellationen.

Costa familien har lagt vinproduktionen i hænderne på den unge Sonia Costa. Hun startede først i 2001 med at lave egne vine, selvom familien egentlig har været vinavlere i over 100 år.

Her smager jeg så deres 2022 Albariño, hvor druerne kommer fra flere forskellige sydvestvendte marker i Valle de Salnés. Den er lavet med gæring i rustfrie stålkar og er derefter også lagret sur lie i store ståltanke inden aftapning på flaske, hvor den lagrer 2 måneder.

I næsen er der røgede toner, klar, frisk og nærmest stenet mineralsk med en frugt, hvor der både er citrus og abrikos, fersken, ananas, men frugten bliver aldrig fed eller tropisk, for vinen har tertiære små noter af linolie, salte elementer samt limeskal.

Smagen er syrlig frisk med masser af lemon, lime, sød grape samt kalket mineralitet. Syren er vitterlig meget frisk, hvilket giver vinen et frisk og rask bid suppleret med nogle let bitre noter, basilikum og grønne urter. Vinen har en vis krop og tyngde, som giver den en bred og cremet smag, hvor kernen er syrlig og lækker frisk. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, Spanien

2019 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, SpanienDenne lille uanseelige Cava Extra Brut Imperial Reserva fra Villa Conchi ser måske ikke ud af meget, men det er sgu et fremragende glas bobler … endda årgangs og med masser af lækkerheder.

Jeg har smagt Cavaen i den foregående årgang 2018 og der var jeg meget begejstret og skrev også lidt om vinhuset. Denne årgang 2019 er bare endnu bedre.

Som med 2018 er den lavet på et blend med 40% Xarel·lo, 30% Macabeo, 20% Parellada og 10% Chardonnay … alle høstet med håndkraft om natten, så kun kernesund og helt frisk frugt finder vej til vineriet.

Her nedkøles druerne straks til 10 grader, hvor de presses og så gærer i ståltanke ved 16 grader og hver druesort separat. Efter endt gæring sammenstikkes det endelige blend, der så aftappes på flaske sammen med gæren og sukkeret.

Andengæringen på flaske under gennem minimum 22 måneder på flaske i kontakt med de fine gærrester. Efter denne periode sker der så en dekantering og der tilsættes en dosage med lidt sprit.

Nåååå hvor det dufter fremragende … har en sødgæret, landlig og animalsk aroma, hvor der er stald, mødding, noget lakridskonfekt,  vaniljetærte, toast og wienerbrød, ristede noter, sødkrydrede noter og en frugt af kvæde, stikkelsbær, gule blommer, syltet lemon, virker pænt sødere og dybere end 2018’eren.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor boblerne er fine og ledsages til ballet sammen med noget olieret krop og småfedme. Der er gule blommer, mirabeller samt en klar sødbitterhed fra lemon og underneden en kridtet og kalket mineralitet. Den har en sødbitter syre, som når man har drukket lidt gin og tonic, men det elsker jeg bare og i modsætning til 2018’eren, så er denne meget mere egnet som velkomstaperitif på den seriøse måde. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr. og det er sgu en fin pris.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, Spanien

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, SpanienVi var snart ved at ramme bunden i Sierra de Gredos kassen, men vi havde skam lige denne 2022 Navatalgordo fra Fernando García og Dani Landi og deres ikoniske vinhus Comando G.

Navatalgordo er en ny vin i deres sortiment og er lavet på ren Garnacha, der stammer fra vinstokke, der er cirka 60 år gamle.

De kommer fra en de højest beliggende marker i Sierra de Gredos, nemlig på fra granitholdige marker ved byen Navatalgordo i 1.100 meters højde. Vinen er lavet under betegnelsen Vino de Pueblo, som også vinene Rozaz og Villanueva.

Vino de Pueblo er en slags klassifikation i Spanien, der lægger vægt på karakter og de unikke egenskaber ved vine fra specifikke landsbyer eller byer.

Det er en klassifikation, som gør det muligt for vinproducenter at fremhæve den særlige identitet og terroir for deres lokale område, hvilket adskiller disse vine fra dem produceret i bredere regioner.

Det er således en måde at anerkende og fejre mangfoldigheden og de specifikke kvaliteter ved vine fra forskellige lokaliteter inden for Spaniens varierede vinproducerende regioner.

Med denne 2022 Navatalgordo er det både økologisk og biodynamisk, mens vinen er lavet med minimal intervention, brug af hele klaser. Gæring og maceration  er sket langsomt over 50 dage på  åbne egetræskar og derefter er vinen lagret i 12 måneder på brugte 500 liter franske egetræsfade. Der er kun lavet 2.798 flasker.

WAUW … dufter af blomster godt placeret dybt i en mødding, bondsk, animalsk, landlig og samtidig utrolig frugtrig. Det er mest kirsebær, jordbær og ribs, har utrolig intensitet, dybde og samtidig let og lys elegance. Man fornemmer en kontrolleret og sart saftighed.

I munden er det vildt godt … bondsk, elegant, let, luftigt og Jakob siger siger spinkel krop. Det er ganske sikkert. Der er lyse kirsebær, moreller, ribs og en fin, feminin og præcis syre, hvor der er små drops af lemon, som giver lidt gin & tonic og campariagtig bitterhed med en lille citrusnote. Den lyse og beaujolaisagtige syre understøttes af en meget ren, stenet mineralitet, som kom vinen piblende op fra en underjordisk kilde i en stenhård granitklippe. Det smager af frisk luft i bjergene og har denne flyvende stramhed … det smager vildt godt, så dermed 96 velfortjente point.

Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Bodegas 4kilos Vinícola, Gallinas & Focas, Mallorca, Spanien

2020 Bodegas 4kilos Vinícola, Gallinas & Focas, Mallorca, SpanienFra Sierra de Gredos kassen på jobbet tog vi lige sidste gang en lille afstikker til Mallorca og til Bodegas 4kilos Vinícola, som i samarbejde med det fine projekt Amadip Esment har lavet denne Gallinas & Focas, som vi smagte i en årgang 2020.

Bodegas 4kilos Vinícola er grundlagt i 2006 af Francesc Grimalt og Sergio Caballero på Mallorca. De ville lave et vinhus og vine på de lokale druer på ferieøen. Francesc Grimalt havde tidligere været vinmager, partner samt tekniker på vinhuset Anima Negra og var bl.a. kendt for hans arbejde for at redde den oprindelige druesort Callet.

Sergio Caballero er ikke vinmager, men derimod musiker, partner og meddirektør for SÓNAR musik- og multimediekunstfestival, men i et samarbejde medFrancesc Grimalt startede de i 2006 i en garage med at lave deres første vine.

I 2007 omdannede de sammen med Apolónia Viticultors en gammel fårestald beliggende i udkanten af ​​Felanitx til en lille vingård. Der fik de høstet deres første rigtige vine kalder 4Kilos 2007, der blev frigiver på markedet i 2008.

De arbejder spontant og intuitivt … følger ikke faste regler, som i stedet ændres hvert år afhængig af høsten. Den alkoholiske og den malolaktiske gæring kan udføres i både eg og rustfrit stål, men deres vine typisk lagres på træ …. typen af ​​egetræ, tøndernes kapacitet og tøndens alder kan variere afhængigt af årgangen.

Fra begyndelsen har de haft støtte fra vinbønder, hvilket er meget vigtigt, når man forsøger at drive rationel og miljøvenlig vindyrkning. I mange vinmarker bruger de naturligt plantedækning for at opnå mere koncentrerede druer, bedre jordporøsitet og en større mikrobiologisk population.

Vinmarkerne ligger i forskellige kommuner i den sydlige og nordlige del af Mallorca, hvorfor de ikke tilhører nogen D.O. Vinstokkene er for det meste plantet i Call Vermell jord … et populært navn for lerholdig jord med rigeligt jernoxid.

De dyrker primært sorterne Callet, Cabernet Sauvignon, Fransk Fogoneu, Merlot, Monastrell og Syrah.

De gav deres vinhus navnet Bodegas 4kilos Vinícola, da de to partnere oprindelig netop investerede 4 millioner pesetas i deres foretagende.

I 2009 etablerede de to initiativrige Francesc Grimalt og Sergio Caballero så indgået i et samarbejde med Amadip Esment, der er en organisation for mennesker med psykiske handicap, der sammen med deres familier øger deres livskvalitet.

Projektet har de kaldt Gallinas & Focas, som på spansk betyder Høns & Sæler. I dette projekt laver Bodegas 4kilos Vinícola så årligt en vin med hjælp fra unge mennesker med Down’s Syndrom.

Således har de unge mennesker været med til at høste, sortere og trampe druerne. Navnet Høns & Sæler fandt de selv på, da de synes at høns er sjove og sæler klapper. Etiketten på vinen skifter hver år og er sammensat af tegninger, som de unge selv har lavet.

Som med de andre vine fra Bodegas 4kilos Vinícola arbejdes der i markerne ud fra økologiske forskrifter og med absolut minimal indblanding i vinstokkenes liv.

Vinen Gallinas & Focas er lave på 100% Manto Negro, hvor 80% af vinen er gæret i ståltanke, men de sidste 20% er gæret i henholdsvis 225 og 600 liters egefade. Efterfølgende har vinen så lagret hele15 måneder i nye franske egetræsfade fra Vosges, Allier og Nevers.

Duften er bondsk, rustik og tørkrydret med en mørk frugt. Der er timian, oregano, mynte, blåbær, jordbær, figner, svesker, skovbund, læder, lakridsrod og der dukker skam også lidt fadnoter op med lidt vanilje og sød tobak. Der kommer små prik af grønne stilke. Der er noget, som pirrer, lokker og forfører.

Hvor smager den dog godt … meget saftig og behagelig, men samtidig elegant, slank og utrolig let i stilen … næsten med Pinot Noir lethed og lys bærsmag. Den virker utrolig mild og venlig, mens tanninerne er tørre, men også ganske fint afstemt. Sammen med lidt jordbær og noget hindbær, så kommer der også lidt lemon, citron og grønne stilke. Selvom det er let, så har vinen alligevel god dybde i alle aromaerne, så dermed får du både i pose og sæk. Lidt vaniljesødme, mælkechokolade og frugtrigdom binder det hele kompleks. feminint og frækt smukt sammen. Virkelig let drikkeligt. 94 point.

Forhandles af Laudrup Vine. hvor en flaske koster 339 kr., mens prisen er 250 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Bodegas Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, SpanienEfter min frokost og vinsmagning på Restaurant Mønstergade, så havde jeg lidt tid i overskud, inden jeg skulle retur med toget tilbage til hovedlandet, så derfor slentrede jeg lige forbi Falernum Bistro og Vinbar, hvor jeg fik et lille glas 2022 Albariño fra Bodegas Casa Monte Pío,

Bodegas Casa Monte Pío – der også har navnet Coanga S.L – er grundlagt i 1979 af Jose María Martinez, men siden 2014 har det været hans barnebarn Pablo Martinez, der har drevet gården og står bag produktionen af alle vinene derfra.

Pablo var egentlig revisor, men endte med at følge de stolte familietraditioner og er i dag dedikeret til økologisk vindyrkning og produktion af vine efter gamle håndværksmæssige metoder.

Casa Monte Pío og vinmarkerne ligger ved Val do Salnés nær Ribadumia tæt på Pontevedra i Rías Baixas og fjorden Ría de Arousa, men det er en forholdsvis lille vinproducent, som årligt laver 80.000 flasker vin … mest hvide på Albariño, mens de røde er på druerne Mencía, Caiño og Espadeiro.

Denne Albariño er lavet med druer fra husets egne marker, der ligger i Val do Salnés i 60 meters højde og kommer fra vinstokke, der er gennemsnitlig 35 år gamle. Druerne er høstet midt i september og vinen er lavet alene på ståltanke … gæring ved 16-18 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder sur lie i tankene. Der laves årligt 27.000 flasker af denne vin.

I næsen har vinen en god inderlighed og jeg skrev på mine noter, at den formentlig var lagret med bærmen … og det er den og det duftes, for vinen har noget krop, virker lidt olieret og småopulent. Der er lidt mandler, marcipan, pistacienødder, pærer, grønne æbler, let citrus og virker endda lidt eksplosiv i aromaerne.

Smagen er i samme boldgade … sådan lidt fed i stilen,  men absolut med syre og friskhed … ganske sprællevende. Der er syltede citroner, lemon, grape og mørke, sure æbler og samlet set med lidt saltet, men virker også lidt opulent, maskulin og brovten i smagen. 90 point.

Forhandles af Husted Vin og på Falernum kostede et glas vist 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Viñadores de Gredos, Paso de Cebra Tinto, Madrid, Spanien

2018 Viñadores de Gredos, Paso de Cebra Tinto, Madrid, SpanienFor anden uge i streg smagte vi i tirsdagsvinklubben på jobbet en vin fra vinmageren Rubén Díaz fra Viñadores de Gredos i det bjergrige Sierra de Gredos og denne gang var det vinen Paso de Cebra Tinto i årgang 2018.

Ruben Diaz mener, at Garnacha er en del af hans DNA. Han er jo ikke selv uddannet på en fornem skole, men har studeret og lært af andre. Han er interesseret i at lave vine som for 100 år siden og laver i dag ekstremt autentiske hvidvine, rødvine og hedvine lavet efter naturlige principper med minimal indgrien.

Det er spontangærede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Det er vine som udfordrer og leverer helt utrolig value-for-money.

Denne 2018 Paso de Cebra Tinto er lavet på 100% Grenache fra granitholdige klippejorde i 700-900 meters højde, spontangærede og lagret 6 måneder på store brugte egefade.

Dejlig blomsterrig, dufter meget som en Beaujolais, landlig, bondsk og animalsk med kirsebær og lyse blommer. De mange blomster får vinen til at virkelig let og mild.

Smagen er også lidt bondsk … godt med frugt og frugtsødme, lidt blæk, let peber og sød lemon, hvilket gør vinen meget let drikkelig og læskende. 92 point.

Købt hos Vinpusheren til 159 kr., men den er i dag udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienDenne El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren fra vinmageren Juan Luis Cañas på Bodegas Amaren er virkelig en toplækker vin, som jeg har smagt en gang før … og nu er så heldig at smage igen i årgang 2020.

El Cristo de Sanmaniego Viñedo Singular de Amaren er blot 1 ud af 4 enkeltmarksvine fra husets topserie, som hedder Las Fincas de Amaren.

Denne er lavet på et blend af 90% Tempranillo, mens de sidste 10% består af Grenache, Viura og Malvasía … mest Viura. Alle kommer selvfølgelig fra enkeltmarken El Cristo de Samaniego på 2,31 hektar beliggende ved Samaniego i Rioja Alavesa.

Marken er den højeste beliggende i hele området i 385 meters højde med gamle vinstokker plantet i 1980. De står spredt på 3 terrasser et sted med voldsomme vinde og kolde temperaturer.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt, koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag over 12 timer.

Herefter gæres vinen på cementtanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder …  68% på brugte franske barriques samt  32% cementtanke. Herefter aftappes vinen og der er kun lavet 7.359 flasker af vinen og denne har nummer 941.

Duftmæssigt er der godt med tørre fadnoter, egetræ og cedertræ, frugt med solbær, brombær og hindbær, tørre krydderier og engelsk lakrids, kaffe, nelliker, mørk chokolade, kakao skovbund, muldjord og  faktisk også lidt bordeauxfile elementer, hvilket så er med til at gøre duften meget klassisk, rank og elegant.

I munden er det ultrablødt, intens og samtidig tørt … har denne lysere og letbitre frugt af kirsebær, tranebær, hindbær suppleret med noget frisk lemonagtig bitterhed, ret pænt med egetræ, lidt peber og tanniner, som faktisk virker ret integrerede og alligevel med tørhed og bid. Uha. hvor det smager godt, har elegance, bid, lysere frugt, let bitterhed, nerve og friskhed, 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, Spanien

2022 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, SpanienI tirsdagsvinklubben på jobbet fortsatte vi i Sierra de Gredos sporet, for næste vin var denne 2022 Dale Garnacha fra samme vinhus, som vi jo tidligere har smagt vin fra, nemlig Viñadores de Gredos.

Det er jo det vinhus, som ligger i landsbyen Cebreros og drives af vinmageren Rubén Díaz. Sidst smagte vi hans 2020 Otro Peldano.

Denne Dale Garnacha er en helt ny rødvin fra Ruben Diaz, hvor Grenache druerne kommer fra samme mark, som han før lavede La Escalera fra.

Druerne hentes fra 75 år gamle vinstokke i 1.050 meters højde, hvor jordbunden er rig på granit. Vinen spontangæres i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret på neutrale 2.200 liters fade … og så er der kun produceret 2.900 flasker.

Det er duftmæssigt, som at stikke næsen ned i en buket blomster, roser, tulipaner og blomstervand suppleret med en stor stiftsblyant. Det er hørmende landligt med en lys, frisk frugt og et sandet udtryk. Der er jordbær, søde kirsebær, stikkelsbær og lidt aromatisk modellervoks.

I munden er der en juicy, saftig og læskende vin, hvor frugten er søde kirsebær, jordbærbolsjer og nogle mørkere bør … der er godt med frugtsødme, små drop af lemon og grape, men bitterheden er ikke voldsom, for dér får den læskende sødme overtaget. Det er sgu en simpel bondevin med hvide broderier, men de passer her bedst til det antikke bord i bindingsværkshuset. 92 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 148,75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7