Jeg har også fået tilsendt denne Carla 6 IGT fra Tenuta La Massa i Panzano in Chianti nær Firenz, der modsat foregårende Giorgio Primo IGT, er lavet på ren Sangiovese.
Druerne kommer fra parcel nummer 6 – deraf navnet. Det er en mark på sølle 1,5 hektar og har en undergrund med skifer- og lerjord, mens vinstokkene er plantet i 1999.
Alle druer er alle høstet den 9. oktober, hvorefter gæring og maceration er sket i ståltanke efter en meget streng og omhyggelig sorteret udvalg af både hele klaser og afstilkede druer fra 2 store udvælgelsesborde.
Efter endt fermentering er vinen lagret på franske tonneau, hvoraf 30% er nye fade. Derefter er vinen så lagret videre på betontanke i yderligere 6 måneder inden aftapning på flaske i juli 2023. Der er lavet 4.000 flasker af vinen i denne årgang og som med alle 3 vine hos La Massa er det en IGT Toscana vin.
Som med den forrige La Massa vin, så er det en mørk og samtidig kødfuld vin med tobak, engelsk lakrids, sorte kirsebær, hindbær og en smule svampe, violer, salte kapers samt ny træ, cedertræ og har en lidt krydret note. Derudover er der jord, leret jord, aske og sten.
I munden er det også en mørk og kødfuld vin, hvor der er kraft, saft og syrlig power. Frugten er kølig, ung og rig … igen er der kirsebær og hindbær … måske lidt blåbær, bitter Campari og små citrusperler. Så er der også godt med stramme og tørre tanniner … med lidt luft i din mund, så lammer de dejligt alt i munden med strejf af mineraler, sten og tør lerjord. Vinen har en tør underliggende saftighed med spinkel sødme, masser af viril og silkeagtig struktur. Mums og 95 point.
Vinen kan købes via Kobaj, hvor en flaske koster 573 kr. ved køb af 6 flasker.