2015 Weingut Graf Neipperg, S.E. Syrah, Württemberg, Tyskland

2015 Weingut Graf Neipperg, S.E. Syrah, Württemberg, TysklandNogle vine trodser naturlovene. At man i Württemberg kan lave sådan en fed Syrah havde jeg sgu ikke lige set komme. Men det er imidlertid tilfældet med denne S.E. Syrah fra Weingut Graf Neipperg, der holder til på Burg Neipperg slottet på Schloßstraße midt i byen Schwaigern i Württemberg.

Neipperg er en gammel adelsfamilie i det nordlige Schwaben, som det kaldes. Den frankisk/schwabiske familie har sit navn efter det gamle slot Burg Neipperg, som stammer tilbage fra 1120. Familien var i tidernes morgen et stort og magtfuld familie, som ejede flere store slotte som bl.a. Massenbachhausen, Adelshofen og Gemmingen.

Det er en familie, som har sat sit aftryk på historien … både indenfor kultur, politik, religion, hæren, forretningslivet og vin. Nogle af de mange familiemedlemmer i Neipperg familien har således bestredet poster som abbed for munkeklosteret Neuburg nær Heidelberg, medlem af parlamentet, ridemester og officer i den preussiske hær, bestyrelsesmedlem i Südwestbank og så videre.

På den vinmæssigt front solgte familien også deres vine til bl.a. Wien i det 18. århundrede og tilskrives æret for at ha’ bragt Lemberger aka Blaufränkisch druen til Württemberg.

Derudover har familien i dag et stort vinimperium, som udover deres 30 hektar vinmarker til Weingut Graf Neipperg, også tæller ejerskab af store Bordeaux slotte som Château Canon La Gaffelière, Château Peyreau, La Mondotte, Château d’Aiguilhe, Clos de l’Oratoire, Clos Marsalette og Château Guiraud.

Derudover ejer Neipperg også Capaia i Sydafrika samt Bessa Valleyvingården i Bulgarien.

Det er  dag Stephan Graf von Neipperg, som driver tingene. Han overtog ledelse fra sin far tilbage i starten af 1970’erne, men næste generation er også på vej ind i vinimperiet. Siden 1983 har Stephan  og hustruen Sigweis selv boet i Saint-Émilion, men det store, gamle slot i Württemberg er fortsat centrum i vinproduktionen for Weingut Graf Neipperg.

Der er det imidlertid Stephans nevø Karl-Eugen Erbgraf von Neipperg, som driver vinhuset, hvilker sker sammen med hustruen Andrea Habsburg-Lothringen, den ældste datter af ærkehertug Otto von Habsburg … den adelige, tidligere Østrig-Ungarske kronprins.

De bedste marker af de 30 hektar hos Weingut Graf Neipperg består af markerne Neipperger Schloßberg, Schwaigerner Ruthe samt Klingenberqer Schloßberg.

De fleste vine hos Neipperg er lavet på de klassiske tyske sorter og særligt Trollinger og Lemberger, hvor denne S.E. Syrah er lidt en afvigelse. S.E. serien er topserie, alene på lidt atypiske druer i Württemberg og faktisk dyrere end husets GG vine.

Der er ikke mange produktionsdata om vinen, som dog skulle være lagret på 2/3 nye fade og 1/3 brugte fade … måske endda fade fra Chateau Canon La Gaffeliére? Nå pyt – lad os smage vinen.

Sikke en æterisk, liflig og aromatisk duft, vild og vel nærmest biodynamisk, flæsket med blåbær og sorte kirsebær, godt med fad, let brændte elementer, vanilje, kanel, klart lidt for megen sødme, blæk, karamel, Coca Cola og mælkechokolade. Det bliver dog – på én eller anden måde – aldrig for meget, for aromaen er vildt lokkende.

Og hvor er smagen blød og smagfuld. Det er rund frugt, cremet og med en ganske okay balance. Det bliver aldrig helt dybt, men heller ikke for tung eller overdone, bare en stor mundfuld. Der er lidt som en grim dessert, som bare smager godt. Hvad kommer først … er det udseende eller smag? Her er smag med fuld skrald og alle omkring bordet var – velfortjent – totalt begejstrede for vinen.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Gianni Brunelli, Amor Costante IGT, Toscana, Italien

2013 Gianni Brunelli, Amor Costante IGT, Toscana, ItalienMinsandten om der ikke kom endnu en vin fra Gianni Brunelli … og denne gang uden Elvira med en hat, nemlig husets Amor Costante IGT, hvor Sangiovese druen nu dansker sammen med Merlot i skøn Amor forening.

Forholdet mellem Sangiovese og Merlot kan jeg ikke se nogle steder, men druerne er høstet med håndkraft. Gæring er sket ved 25-26 grader og den efterfølgende maceration over 22 dage for Sangiovese druerne og 18 dage for Merlot druer. Så er vinen lagret 13 måneder på franske barriques. Vinen har 1,5 gram restsukker pr. liter og der er lavet beskedne 1.940 flasker af vinen.

Duftmæssigt garvet læder, syrlig frugt, blommer, ribs, granatæbler og måske endda også lidt mørkere frugt som solbær og frugten med lidt gæret sødme og dybde. Der er håndsæbe, blomster, rosenblade, babybræk, medicinskab, mynte, cigarkasser samt en klar, stram italiensk syre.

Smagen følger lidt samme mønster med pæn syrlighed, meget frisk frugt, masser af tanniner, så det rykker virkeligt i gummerne. Der er også mørk chokolade, noget bitterhed, men det bliver godt nok meget skarpt, kantet og strengt.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 35€ … svarende til 260 kr.

Vinanmeldelse 4/7

Houlbergs Vinblog ønsker alle læsere en glædelig jul

Her på Houlbergs Vinblog er jeres flittige vinblogger fortsat bagefter med vinanmeldelser, men nogle siger, at det alligevel bliver jul … og saglig tak for det. Min juleferie startede først i går, men i dag begynder julefreden stille at brede sig i samme takt som duften fra juleænderne i ovnen fylder huset. Lækkert og lidt fedtet.

Faktisk har begge ænder – én dansk og én fra Berberi-land – været i ovnen siden sent i går aftes i bedste slow-food style … 10 timer ved 100 grader.

Efter andepartering, mandelsmutning, grødriskogning, rødkålsnitning og andre juleagtige discipliner, så begynder julefreden sagligt at sænke sig i det houlbergske palæ … og jeg har endda endnu ikke fået et eneste glas rødvin. Men den del kan der rådes bod på.

Nu spørger I nok, hvad sådan en vinblogger drikker sådan en from og hellig aften? Jeg vil fluks – om lidt – sikkert finde lidt Spätburgunder selvfølgelig, måske endda en af de gode flasker, som jeg havde med hjem fra Ahr. Det vil være passende at drikke, sådan bare ren nydelse, mens jeg laver maden. Måske også lidt Barolo?

Til selve julemiddagen bliver det ikke – som ellers i mange hjem – Amarone eller andre kirsebærmarmeladetunge vine, men har fundet flere vine, så der er lidt blandet. Der er lidt traditionel Châteuneuf-du-Pape, bl.a. en Châteauneuf-du-Pape Cuvée Speciale Coralie & Floriane fra Domaine de Pignan og derudover  en australsk 2018 Small Batch Mataro fra Gemtree.

Til risalamanden bliver det klart lidt portvin og en tår af Piasa Rischei Loazzolo fra Forteto della Luja … måske en flaske mer’, for man må ikke gå ned på de søde vine.

Pigerne vil sikkert ha’ hvidvin, så jeg må finde noget passende. Jeg ville egentlig gerne drikke en ældre og lettere sød Riesling til anden, men tror faktisk ikke, at jeg har sådan en fætter på lageret, da de fleste af mine Riesling vine i køleskabet er knastørre.

Nå, men jeg ville egentlig også blot lige ønske alle læserne en rigtig glædelig jul. Håber I får en rigtig fredfyldt jul med familien, en aften med gode hjerter og … lidt dejlig vin.

2015 Château Monbousquet, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Monbousquet, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDet kan godt være, at etiketten på denne 2015 Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château Monbousquet ser en kende ramt ud, men indholdet fejler bestemt ikke noget.

Château Monbousquet slottet stammer helt tilbage fra 1540, hvor det var ejet af fra François de Lescours, mens nogle af de centrale bygninger blev bygget i 1782 af Henri de Gères, hvis familie i mange år drev slottet. Det var en efterkommer general de Carles, som i 1779 byggede slottets hovedbygning, som i dag præger Monbousquet.

Selvom vinmarkerne dengang var ganske beskedne, så var produktionen var slottet meget anerkendt, men de blev senere forøget til de nuværende 33 hektar af  Lacombe familien … én af efterfølgende mange skiftende ejere af slottet.

I 1945 havde slottet mistet sit gode navn og havde skiftet ejer utallige gange. Krigen havde ikke gjort tingene bedre, men det blev købt af ønologen Daniel Querre, som viede sit liv til at skabe store vine fra slottet.

Querre familien endte dog med i 1993 at sælge slottet til Gérard Perse. Han kom fra Paris fra en velhavende familien og havde pengene til at løfte vinslottet op i et endnu højere niveau.

Hele ejendommen blev således totalrenoveret – både bygninger, marker og kældre – og de nyeste og mest moderne faciliteter blev installeret med det ene formål at rangere Monbousquet blandt de bedste i Saint-Emilion. I 2006 kom belønningen, da vinen opnåede Grand Cru Classé-status.

I dag har Gérard Perse skabt et lille vinimperium, hvor han også ejer en række andre Saint-Émilion slotte som fx Château Pavie, Pavie-Decesse og Château Bellevue-Mondotte.

Château Monbousquet drives efter ret moderne principper med hjælp fra den tidligere Michel Rolland ansatte Jean Philippe Lavautour. Det betyder selvfølgelig, at al høst og den efterfølgende grundige selektering foregår med håndkraft.

Herefter vinificeres vinen på ståltanke under temperaturkontrollerede forhold, hvorefter vinen lagres 18-24 måneder på fransk eg, heraf 70% nye fade. I denne årgang 2015 er vinen lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon.

Sikke en dyb, fed næse med masser af mørke bær, solbær, blommer, pænt med krop og fylde, lidt sødme, tobak, masser af fadpræg, kanel, vanilje, tør engelsk lakrids, kaffe, chokolade og nærmest lidt på epo med efterfølgende høj hæmatokritværdi.

Smagen er fed og samtidig vild tør med stor bitterhed … nærmest som en 88% kakaoholdig chokolade, godt med stærk power, masser af fade, vilde og stramme tanniner, men samtidig en sindssyg flot balance. Det er sgu bare vildt god Saint-Émilion … så enkelt kan det siges. En vin man bliver glad af at drikke.

Flemming havde fået vinen billigere hos Jysk Vin, da etiketterne på nogle kasser havde taget skade, mens med en perfekt etiket koster vinen 619 kr., mens prisen er 525 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi fortsætter med endnu en Elvira med en hat vin aka en vin fra vinhuset Azienda Agricola Gianni Brunelli og denne gang er det deres 2014 Brunello di Montalcino.

Druerne er selvfølgelig 100% Sangiovese, som kommer fra 4 forskellige parceller og alle vinificeres separat. Druerne er høstet med håndkraft og er gæret ved 28 grader i 5-6 dage inden maceration over 12-16 dage ved 32 grader. Lagring er sket i store 25-30 hektoliter egefade af slavonsk eg over 24-30 måneder. Der er i denne årgang 2014 produceret 7.880 flasker af vinen.

I glasset har vinen ikke den lyse, småbrune kant, som man ellers finder i mange Brunello’er og duftmæssigt er det bestemt heller ikke ærketypisk Brunello, for der er en mørk og dyb aroma, lidt mælket med våde fade, engelsk lakrids, moden gæret frugt, Amaretto kirsebær, blæk, røg, tobak, appelsinskal og røg.

I munden er der mørk peber, gæret og syrlig frugt … meget stærk og det er som om, at alkoholen kan mærkes. Det hele er meget stramt, tæt, mørkt, gæret, krydret og tørt, men måske er vinen blot alt, alt for ung, for den savner den sædvanlige Brunello elegance.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 55€ … svarende til 410 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2007 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Tondonia Reserva, Rioja, Spanien

2007 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Tondonia Reserve, Rioja, SpanienR. López de Heredia Viña Tondonia er et totalt helt klassisk, gammeldags og old-school Rioja vinhus, som arbejder med lang, lang lagring på fade fra eget bødkeri. Fra det spanske vinhus smager vi deres 12 år gamle 2007 Viña Tondonia Reserva.

Det legendariske vinhus, der ligger i Haro tæt ved floden Ebro, er grundlagt tilbage i 1877 af Don Rafael López de Heredia som byggede en stor, unik vingård, som er på over 53.000 kvadratmeter, og bl.a. omfatter en massiv, stor underjordisk vinkælder 15 meter under jorden med plads til bl.a. 12.900 barriques og kæmpestore egefade, hvor de mindste er på 60 hektoliter og de største 640 hektoliter.

Vinhuset laver alene vine fra egne marker og vigtigste mark er Viña Tondonia på over 100 hektar og navnet på marken indgår sågar i dag også i navnet på vinhuset … R. López de Heredia Viña Tondonia,

Derudover ejes også Viña El Bosque på 15 hektar, Viña Cubillas på 24 hektar samt Viña Zaconia, som også er på 24 hektar. Der laves en lang række vine fra Crianza, Reserva vine og både som hvid, rosé og rødvin, men vinhusets stolthed er Gran Reserva vinene, som kun laves i de allerbedste år. Siden 1890 er det kun sket 20 gange.

I dag drives bodegaen af seneste generation, nemlig søskende Maria José, Mercedes og Julio César López de Heredia. Og de fortsætter med at lave vinene som deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre før dem.

Denne Viña Tondonia Reserva er en af husets ikoniske vin og i netop årgangen 2007 er der også lavet en Gran Reserva. Dette er dog den almindelige Reserva, som er lavet på omkring 70% Tempranillo, 20% Garnacho (Grenache) samt 10%  Graciano og Mazuelo (Carignan) … alle fra huset egne vinmarker.

Druerne gærer i store 240 hektoliter egefade ved temperaturer op til 36 grader og alene på druernes egne naturlige gærceller. Der sker også en efterfølgende malolaktisk gæring på franske barriques og samlet lagrer vinen 6 år på egefadene, hvorefter klarering sker med egehvider inden en ufiltreret aftapning på flaske … hvor vinen så lagrer en periode yderligere inden frigivelse.

Viña Tondonia Reserva har den sjoveste næse … vild blomsterhave, mælkechokolade, tyggegummi, fennikel, lakrids, lyserøde bolsjer, vilde jordbær, kul, meget aromatisk og tør.

Smagen er meget syrlig og stærk. Syren og frugten er meget rustik, kantet, kluntet, frugten moden og nærmest lidt bedaget. Med den syre er det egentlig utroligt, at vinen er 12 år gammel. Både duft og smag er sådan lidt over den hele og jeg mangler en form for sammenhæng i vinen, som – for mig – fremstår forvirrende.

Forhandles bl.a. af Hillerød VinKompagni, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienFlemming havde haft lidt vine med hjem fra en ferie i Italien, nemlig fra vinhuset Gianni Brunelli og derfra startede vi med at smage deres 2017 Rosso di Montalcino.

Vinhuset er grundlagt i 1987, hvor Gianni Brunelli returnede til Montalcino fra Sienna for at forfølge sin drøm om købe sin fars gamle vingård Le Chiuse di Sotto tilbage til familien. Gianni havde tidligere drevet en lille og  gammeldags restaurant Osteria delle Logge på Piazza del Campo i Sienna med hjælp fra sin mor Elvira.

Den havde han drevet, siden han som helt ung, uden en eneste mønt på lommen startede med hjælp fra to gamle butiksejere på Via del Porrione, som troede på ham.

Le Chiuse di Sotto købte Gianni sammen med sin hustru Laura og siden har de også opkøbt flere vinmarker, således familien i dag har sammenlagt 9,5 hektar vinmarker, hvoraf en parcel stammer tilbage fra faderens tid … altså med vinstokkke plantet af Giannis far i 1947.

Markerne ligger ved to ejendomme … altså omkring 5 hektar omkring Le Chiuse di Sotto ejendommen og yderligere 4,5 hektar ved ejendommen Podernovone, hvor parret har parceller på de 4 marker Olmo, Oliva, Quercia og Gelso.

Imidlertid døde Gianni i 2008, så siden har vinhuset været drevet af Laura Brunelli, som med hjælp fra familien og et hold ansatte er fortsat med at lave vin og lidt olivenolie.

Det er også Laura, som har stået bag byggeriet af et helt nyt vineri på Podernovone ejendomme … et byggeri, der stod færdigt i 2015 og som i dag anvendes i produktionen af alle husets vine.

Vi smager her husets Rosso di Montalcino, som er lavet på 100% Sangiove, som kommer fra marken Canalicchio, de ligger i 250 meters højde ved Podernovone. Druerne er høstet med håndkraft og har gennemgået maceration og gæring over 18 dage inden en lagring  10 måneder på ege af forskellig størrelse … fra 5 til 25 hektoliter. Vinen  har 0,4 gram restsukker pr. liter.

Billedet på etiketten er lavet en Richard M. Goodwin. Han var både økonom fra Harvard samt maler og var tilbage i tiden en hyppig gæst hos Gianni og Laura på restauranten Osteria Le logge i Sienna. Han beundrede Giannis mor Elvira og lod sig derfor inspirere til at lave et maleri af hende … og det hedder passende Elvira med en hat.

Næsen byder på en moden, våd og lys frugt, solcreme, lakrids, mynte, læder, meget ren frugt, saftige kirsebær, animalsk babybræk, blomster og blomsterpollen, brændte og røgede elementer.

Smagen er meget direkte og klar frugt. egentlig mørkere end duften lovede, men en god syre … masser af syre, lyse og strenge tanniner, men de bliver aldrig helt vilde. Fin lille Rosso.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 23,90€ … svarende til 178 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Paul Lato Wines, Matinee Pinot Noir, Californien, USA

2017 Paul Lato Wines, Matinee Pinot Noir, Californien, USADer var mere Pinot Noir i vente, for næste vin var denne Matinee Pinot Noir fra det amerikanske vinhus Paul Lato Wines, der ligger i Santa Maria i Californien, nabo til Fess Parker Winery og et stort Coca Cola tappeanlæg.

Vinhuset er grundlagt af den polskfødte Paul Lato, der selv er uddannet som sommelier i Toronto, hvor han arbejdede på nogle af byens bedste og fineste restauranter. Han ville dog selv lave vin og med hans opsparing flyttede han til Central Coast i Californien.

Her ville han dedikere sig 100% til at producere high-end Pinot Noir, Chardonnay og Syrah. Hvad han ikke havde i erfaring, opvejede han med sin enorme passion … og en lille smule vildskab.

Druerne til vinene opkøber han hos en lang række vinavlere rundt om i Californien, samlet omkring 14-18 forskellige vinmarker, men han ejer ikke selv vinmarker. Druerne til denne Matinee Pinot Noir kommer fra 3 forskellige marker, nemlig Sierra Madre, John Sebastiano og Zotovich.

Disse marker er således ejet af henholdsvis Doug Circle og John Wagner, Sebastiano Sterpa samt Zotovich familien.

Matinee Pinot Noir er der ikke så mange oplysninger om, men vinen er lavet med minimal indgriben i produktionen og Paul Sato laver også hver årgang forskellige uden en fast opskrift og alene en stor portion intuition. Vinen er lagret på egefade, men hvor lang tid fremgår heller ikke … vil gætte på 12 måneder.

Hvor dufter vinen dog godt med et blødt, animalske indtryk, pænt fadpræg med kanel, kanelsukker og vanilje, meget saftige og bløde bær, jordbær, hindbær, kirsebær og lidt mørkere bær, frugtsødme, rundt og lækkert, tørrede rosenblade, babybræk – på den fedeste måde – lidt jord, en smule fennikel og mælkechokolade. WAUW.

I smagen er det også en meget lækker Pinot Noir, som har mange af de helt rigtige noter, lækker lys frugt, hindbær, jordbær, fin elegance og samtidig en anelse til den opulente side, hvilket måske afslører dens amerikanske ophav. Der er også pænt med sødme, men den blødeste syre gør vinen meget komplet og en utrolig nydelse.

Paul Sato vinene forhandles af H.J. Hansen Vin/ Vinspecialisten, men denne er ikke fundet på deres hjemmeside. Jeg vil gætte en pris omkring de 400-500 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Decelle Villa, Nuit-Saint-Georges, Bourgogne, Frankrig

2014 Decelle Villa, Nuit-Saint-Georges, Bourgogne, FrankrigDet burgundiske vinhus Decelle Villa er grundlagt af Pierre-Jean Villa og Olivier Decelle, og her smager vi deres 2014 Nuit-Saint-Georges.

Decelle Villa holder til i netop Nuit-Saint-Georges med deres vineri i en gammel bygning fra det 19. århundrede. Vinhuset Decelle Villa er dog først grundlagt i 2008, hvor Pierre-Jean Villa og Olivier Decelle besluttede at slå sig sammen og derfor købte jord i Côte D’Or i Bourgogne med ambitionen om at lave elegante, smukke og komplekse vine med respekt for naturen.

Pierre-Jean Villa havde tidligere arbejdet som vinmager i Condrieu, Côte Rôtie og Saint Joseph, mens Olivier Decelle i forvejen har et par vinhuse i Roussillon og Saint-Emilion … nemlig Mas Amiel og Château Jean Faure, som er naboslot til Château Cheval Blanc.

I dag har de to vinmagere i alt 7 hektarer vinmarker, fordelt på parceller i både Côte de Beaune og Côte de Nuits. Derudover køber de også til tider også druer fra en række vinavlere.

Alle Decelle Villas marker dyrkes økologisk, både for at holde rankerne sunde og for at bevare så meget af terroirets identitet i vinene som muligt. De fleste af vinene er certificeret økologiske.

Denne Nuit-Saint-Georges er en Village vin, som er lavet med håndplukkede druer fra 45 år gamle stokke på to parceller langs grænsen til Vosne-Romanée. Gæring og maceration sker i åbne kar alene med druernes naturlige gærceller og varer 21 dage, hvorefter druerne presses og vinen lagrer 18 måneder på 228 liter barriques, hvoraf en tredjedel er nye.

Næsen er grøn, tør og syrlig … næsten skriger, at dette er fransk Pinot Noir. Der er lakrids, fennikel, kirsebær, hindbær, røg, grønne grene, syrlige drops samt æteriske olier. Smagen er lidt syrlig med en smule bitter frugt, halvmodne hindbær, ribs, granatæbler, røg, ren og stringent, blæk, peber, jern og klar. Det er ærketypisk burgundisk.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2010 Weingut Leitz, Geisenheimer Rothenberg Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2010 Weingut Leitz, Geisenheimer Rothenberg Spätburgunder, Rheingau, TysklandGeisenheimer Rothenberg Spätburgunder var aftenens første rødvin … og er lavet i et samarbejde mellem Johannes Leitz på Weingut Leitz i Rheingau og Fritz Becker fra legendariske Weingut Friedrich Becker i Pfalz.

Weingut Leitz holder til i Rüdesheim am Rhein, men har deres vinkælder i Geisenheim i Rheingau, hvor familien har været vinbønder siden 1744. Efter anden verdenskrig var vingården fuldstændig ødelagt, men blev genopbygget af Josef Leitz. Hans søn John drev i en kort tid vingården, men døde tidligt, så siden 1985 har vinhuset været drevet af Johns søn Johannes Leitz.

Johannes er uddannet vinmager fra Geisenheim skolen og blev straks efter endt uddannelse smidt ind i familieforetagendet, som moderen havde drevet nogle år efter Johns død. Dengang var vingården alene små 3 hektar.

I dag er Weingut Leitz et internationalt anerkendt vinhus og Johannes har løbende udvidet gården til i dag 40 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på topmarker som Rüdesheimer Berg Schlossberg, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Kaisersteinfels.

Han er kendt for folkelige successer som fx Riesling vinen EINS-ZWEI-DRY og har da også vundet flere priser for sine vine. De fleste af vinene er hvide på Riesling og laver alene én rødvin, og det er netop denne Geisenheimer Rothenberg Spätburgunder.

Geisenheimer Rothenberg mark ligger nord for byen og faktisk den mark, der ligger tættest mod Geisenheim by lige under Mönchspfad med en undergrund af rødlig skifer og quarzit. Druerne er høstet i midten af oktober, hvorefter vinen er lavet med macaration og gæring i åbne egekar.

Derefter er vinen lagret en kort periode på store egefade, inden den så fragtes til Becker i Schweigen i Pfalz, og ligger der 21 måneder på en blanding af franske og tyske barriques, hvorefter den ufiltreret aftappes på flaske. Der er 1,8 gram restsukker pr. liter i vinen.

Imidlertid skuffer vinen, som har en meget sjov duft, som ikke er imødekommende, men har nogle grønne elementer, tør leret jord, medicin, næsten ingen frugt, men i stedet lidt havvand og virker meget indelukket. Der er tørt, råddent træ, tang fra stranden, blyanter lagt i blød … kan der være en fejl på denne flaske?

Smagen er moden, syrlig frugt, smager bedre end duften, grøn, stringent med lys frugt, kirsebær, ribs, sure citroner, men faktisk ikke særlig kompleks, Ingen omkring bordet var særlig imponeret, men vi hældte resten af vinen i en står skål og gav den luft … og så smagte vi igen vinen efter nogle timer.

Det hjalp en smule, hvor næsen blev en smule mere kompleks med en urtet, grøn og nærmest biodynamisk slagside, lakrids, maling og lyse, syrlige bær, mens smagen også blev en tak mere frugtrig. Jeg har drukket masser Spätburgunder fra Rheingau samt  vine fra Becker, men denne virker lidt ved siden af sig selv.

Ved første forsøg en rating omkring 3-3,5 fede fingre, men efter dekanteringen kravlede vi lige op på 4 Thumbs Up.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 429 kr.

Vinanmeldelse 4/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger