Tag-arkiv: 4½

2010 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2010 Staete Landt, Map Maker Pinot Noir, Marlborough, New ZealandGæster onsdag … lidt vin skal der da på bordet, og så blev det bl.a. denne nyindkøbte Pinot Noir fra vinhuset Staete Landt i New Zealand.

Lidt sjovt at støde på dette vinhus, netop som jeg havde skrevet et indlæg om deres 2007 Sauvignon Blanc, og endda i indlægget havde skrevet, at importøren i Danmark var lukket. Imidlertid har den lokale vinforretning Jysk Vin netop overtaget forhandlingen, så det var da oplagt at få hentet et par eksemplarer.

Vinhuset skrev jeg om i det nævnte indlæg, så det vil jeg ikke trætte jer med igen … og så alligevel, for vinen her kommer fra Staete Landts nye “søsterselskab” Map Maker, som jeg ikke er stødt på før. Navnet “Map Maker” hentyder – ligesom Staete Landt – til den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman, som i 1642 opdagede og kortlagde New Zealand og landets kyster.

Vinen produceres – mig bekendt – fortsat af ejeren Ruud Maasdam med hjælp fra vinmager Charles Halliday og assistenten Scott Hannan, men jeg har en formodning om, at druerne til Map Maker serien ikke kommer fra Staete Landts egne vinmarker, men derimod er opkøbt fra vinbønder i Rapaura området.

Druerne til denne vin, Map Maker Pinot Noir, er håndhøstet og druerne har ligget på temperaturkontrollerede tanke med jævnlig omrøring af drueskallerne i de første 6-10 dage før den endelige alkoholiske gæring.

Efter endt gæring, blev vinen presset ud, og overført direkte til tønder, for her at gennemgå den malolaktiske gæring. I alt tilbringer vinen 18 måneder i tønder for at tilføre struktur og kompleksitet.

Duften er kaktus, sød kostald, kirsebær og violer. I munden en let bitterhed i syren, lyserøde bær, frugtrig, læskende, ikke lang eftersmag, men vinen “tør lidt op”, når den får luft glasset. Dejlig easygoing Pinot Noir.

Købt hos Jysk Vin, prisen er 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Weingut Friedrich Becker, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2010 Weingut Friedrich Becker, Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Friedrich Becker … står for aftenens første rødvin. Inden bulderbasserne starter vi i den lette afdeling med denne spätburgunder, som jeg havde taget med, og den er samtidig én af de flasker, som jeg havde med hjem fra årets sommerferie.

Vi er i den allersydligste del af Pfalz, hvor vi finder Weingut Friedrich Becker, der i de seneste år har opnået en position som Tysklands førende producent af store røde vine på Spätburgunder.

Manden bag denne succeshistorie er den stædige, visionære, kantede, men samtidig charmerende og varme Fritz Becker. Igennem mere end 4 dekader har hans vedholdenhed og stædige tro på egne ideer båret vingården frem til den nuværende position.

Pfalz var tidligere kendt for sine frugtige og søde vine. Folk rynkede på næsen, da Fritz Becker begyndte at lave tørre vine, men stædig i sin tro blev han ved. For mere end 40 år siden plantede han Pinot Noir-stokke på den franske side af grænsen, som løber gennem “Kammerberg” vinmarken, der dog vinmæssigt tilordnes den tyske by Schweigen.

Derfor har man den parodoksale situation, at nogle af Becker’s bedste marker ligger i Frankrig, men dog giver nogle af Tyskland bedste Spätburgundere – deriblandt de efterspurgte Grosses Gewächs-vine og “Pinot Noir” Tafelwein.

Sidstnævnte er kun klassificeret som en bordvin på grund af de stive tyske regler, som ikke tillod brugen af barriques, da man begyndte at arbejde med disse for knap 20 år siden. I mellemtiden er reglerne på dette punkt ændret, men vinens navn minder stadig om en af de forhindringer, der blev sat for Becker, og som har stået på vejen til vingårdens nuværende status. Beckers Tafelwein er da også 7 år i træk kåret som årets bedste tyske rødvin i Gault Millau.

Siden 2004 har vingården gennemgået et generationsskifte. Den “gamle” Fritz og kældermesteren Stefan Dorst støtter i dag sønnen “unge” Fritz, som har overtaget styringen af arbejdet i vinmark og kælder. Fritz junior er selvlært og en af de mest lysende talenter på den internationale vinscene. Hans resultater er imponerende og hans Pinot Noirs fremstår nu som Tysklands uomtvisteligt største.

Jeg har tidligere drukket Beckers Spätburgunder B, Spätburgunder „Sankt Paul“ og den legendariske Pinot Noir Tafelwein, så jeg har store forventninger til denne almindelig Spätburgunder fra dette dejlige vinhus.

Denne spätburgunder er den billigste af Beckers spätburgundere, men duftmæssigt er der sten, mineralitet, der er kostald … ikke så meget eller så sødt, som mange tyske spätburgundere ellers viser, der er lidt krydderier.

I smagen er der dog en sødme til stede, den er strengent, søde bær, jordbær, solbær … mangler måske lidt mere barriques for at tilføre mere krop, men der er fin syre og skarphed, og vinen vokser også yderligere, når den tilføres godt med luft.

Købt i Tyskland – prisen var 12,90€

Vinanmeldelse 4,5/7  

2007 Staete Landt, Estate Grown Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2007 Staete Landt, Estate Grown Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandNæste vin … også en hvidvin … havde jeg medbragt, en dejlig frisk fætter fra Staete Landt i New Zealand, lavet på Sauvignon Blanc.

Vi er hos det forholdsvis unge vinhus Staete Landt, etableret i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas via køb af 52 hektar jord i Rapaura området i Marlborough, på en del af området som kaldes “den gyldne trekant”, den oprindelige del af Wairau sletten, netop i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet “Staete Landt” var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelt Maasdam de 52 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene. Hver parcel plejes og høstes forskelligt, nogle af parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Nå, men lad os kigge nærmere på vinen fra Staete Landt. Duftmæssigt har jeg tropiske frugter … kan ikke lige sætte navn på en enkelt, der er champignon, syrlige æbler, lidt citrus og sten eller en form for mineralitet. Fin og frisk næse.

Smagen også frisk og indbydende æblesaft, lidt fad, græs … meget aromatisk, og en god balance med syrlighed og frugt. Thumbs up.

Købt hos Estwine (eksisterer desværre ikke længere) til 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2009 Babich Wines, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2009 Babich Wines, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandSidste vin fredag … der gik vi da lige oversøisk til New Zealand med en fin Pinot Noir. Vinhuset hedder Babich, og blev startet af den kroatiske immigrant Josip Babich, som helt tilbage i 1916 købte sin første vinmark i Henderson Valley i Auckland, i den nordlige del af New Zealand. Babich Wines er dermed et af de ældste vinhuse i New Zealand.

I dag er det fortsat Babich familien – i form af Josips børn; Peter og Joe Babich – som driver foretagenet. I 2001 kom næste generation er også med, idet Peters søn David Babich efter endt uddannelse nu er blevet “general manager” af vinhuset. Og det er et vinhus, som bestemt ikke har stået stille. Man har løbende udvidet og købt nye marker og andre vingårde, således der i dag produceres vin i både Auckland, Hawke’s Bay og Marlborough.

Marlborough er jo det største af New Zealands vindistrikter. Marlborough ligger omkring byen Blenheim på Syd Øen’s nordøstlige spids i den brede, flade dal, der gennemstrømmes af floderne Wairau og Awatere på deres vej mod Stillehavet. Dalen er beskyttet mod den dominerende, våde vestenvind af bjergkæden Southern Alps. Nord Øen ligger som et værn mod de kraftige efterårsstorme fra Stillehavet. Bare i Marlborough har Babich Wines har i dag 166 hektar vinmarker, fordelt på Wakefield Down Vineyard i Awatere Valley, Cowslip Valley Vineyard i Waihopai Valley, Headwaters Vineyard og Selmes Road Vineyard i Wairau Valley samt en aktiepost på 25% i det top moderne joint venture vineri, Rapaura Vintners. Derudover opkøber Babich druer fra udvalgte vinbønder i Marlborough.

Druerne til netop denne Pinot Noir vin kommer både fra forskellige områder i Marlborough (primært Rapaura) og fra Babich Henderson Valley Vineyard i Auckland. Druerne fra hver mark gærer separat i åbne kar med hyppig omrøring for at give en skånsom udvinding af farve og tannin. Vinen blandes efter presning og lagres derefter i flere måneder på fransk eg før aftapningen.

I glasset en dejlig lys teglfarvet vin, som med det samme afslører, at der er tale om Pinot Noir. Duften er søde bær, sød kostald, og helt sikkert Pinot Noir. Der er også lidt jordbær, lidt krydderi og dufter bare dejlig. Smagen er også sød frugt, meget letdrikkelig. Der er også lidt varme, egetoner og krydderier i smagen. Fin Pinot Noir.

Købt hos Skjold Burne på tilbud til 99,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Domaine Valentin Zusslin, Riesling Bollenberg, Alsace, Frankrig

2009 Domaine Valentin Zusslin, Riesling Bollenberg, Alsace, FrankrigNæste vin fra Alsace. Nu er vi 20 km sydvest for Colmar, nemlig i byen Orschwihr. Domaine Valentin Zusslin er oprindeligt grundlagt i 1691 af Jodocus Cisle. Han hed tidligere Zusslin til efternavn, og kaldte derfor vinene fra gården for Zusslin.

I dag er det efterhånden 13. generation af Zusslin’erne, som driver vingården, idet søskendeparret Marie Zusslin og Jean Paul Zusslin overtog driften i 2000, og i dag driver domainet sammen med deres far. Den gamle Valentin, farfaren, døde sidste år, men hans navn fremgår fortsat på vinene fra Zusslin.

Vingården er på 13 hektar, og ligger op til Vogeserne, hvor vi også finder vingårdens 3 marker, Bollenberg, Clos Liebenberg og Grand Cru Pfingstberg. Jordbunden er her ler-kalksten og ler-kalk sandsten med jernrige mineraler som hæmatit, hvilket jorden en speciel rødbrun farve.

Hele produktionen gennemføres i fuld overensstemmelse med principperne for biodynamisk dyrkning. Den samlede produktion udgør 90.000 flasker årligt, her 3.000 flasker Grand Cru vine.

Vinen her er fra marken Bollenberg … jamen, det hedder den skam. Området ved Bollenberg er et paradis for fotografer og botanikere, der kommer fra hele Europa. Mange forskellige slags sommerfugle har deres hjem der, og mere end 150 planter kan også findes i området, bl.a. orkideer, vilde nelliker, tulipaner, perlehyacinter m.fl.

Bollenberg er særligt velegnet til Pinot Noir … og så Riesling, hvor den mineralrige, kalkrige jord giver Riesling druen et aromatisk udtryk og en god struktur med udtalt mineralitet, når vinene er unge og samtidigt giver vinene “gemmepotentiale”.

Duften er rigtig nok meget aromatisk, langt mere end dagens første vin. Der er svag petroleum, der er havduft … salt? Der er noter af ost, melon, nødder … en lidt cremet næse, som er rigtig behagelig.

Smagen er blød, cremet, der er lidt citrus, men også mineralitet, selvom der også er mere sødme end den foregående vin. Det smager rigtigt godt. Thumbs up.

Gert havde købt vinen i Colmar til omkring 13-14€ … som jeg lige husker det.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2009 Le Cinciole, Cinciorosso IGT, Toscana, Italien

2009 Le Cinciole, Cinciorosso IGT, Toscana, ItalienTirsdag bød på denne dejlige rødvin. Vi er i Toscana, eller nærmere bestemt lige udenfor byen Panzano i hjertet af Chianti Classico området. Vinhuset hedder Le Cinciole, og navnet kommer fra lokaltionen af deres vinmarker, som tidligere blev kaldt “Le Terre di Quintius” (jorden i Quintius), eller i daglig tale blot “Le Cinciole”.

Vingården ejes af ægteparret Valeria Viganò og Luca Orsini, som i 1991 købte ejendommen efter de havde forladt deres almindelige dødelige jobs som henholdsvis matematikprofessor og arkitekt. Ejendommen er på 30 hektar, men alene 16 hektar anvendes til produktionen, nemlig 5 hektar med over 1.000 oliventræer og så 11 hektar vinmarker.

Modsat mange andre, der er flyttet til området i de senere år, bygger Valeria og Luca’s filosofi på områdets tradition, som man forsøger at forfine og perfektionere. Sangiovese-druen spiller hovedrollen på vingården, og vinifikationen af denne drue sker uden brug af ønologiske tricks, der kan forstyrre druernes egen smag.

Derfor anvendes hovedsageligt kun de traditionelle store fade (2.000 liter) til at lagre de ambitiøse vine, som skal brillere med deres terroir-udtryk, deres autencitet og ikke mindst med deres kraft og opulens. For at opnå dette mål og for at få bistand til at føre deres visioner ud i livet, har Valeria og Luca hyret den førende ønolog Stefano Chiocchioli som diskussions- og sparringspartner i kælderen.

Det væsentligste arbejde på Le Cinciole foregår derfor i vinmarken, hvor man arbejder dedikeret og perfektionistisk på, at vinstokkene kommer i balance med omgivelserne. Derfor arbejder man økologisk, men anser egentlig kun dette som en pligt og som et første skridt på vejen mod en grundlæggende, fundamental balance i vinmarkerne.

Vinen kommer fra vinmarken Le Cinciole, Vigneto Valle del Pozzo og er et blend af druerne med 60% Sangiovese, 20% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah og til sidst 10% Merlot og er lavet med druer – høstet i hånden – fra vingårdens yngste vinstokke. Målet har været at lave en let og tilgængelig vin. Gæring sker i cementkar og der produceres alene 8.000 flasker om året af denne vin.

Duftmæssigt meget indbydende. Der er helt klart solbær. Et helt glas fra “Den gamle fabrik” … vi hylder bærfolket. Der er en gang krydderi … svært lige at definere, men en dejlig duft. Ingen fugl, som de ellers truer med på etiketten!

Smagsmæssigt en rund og lettilgængelig vin, som dog fortsat har en vis rygrad med stramme tanniner, og en frugtdrevet smag af røde bær og ribs. Fint bid, og meget frisk. Flot italiensk vin … klart en vin, som jeg vil drikke med velbehag.

Købt hos Atomwine til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2010 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin blev en dejlig spätburgunder fra et af de allermindste vinproducerende områder i Tyskland, Ahr.

Denne solbeskinnede dal ikke langt fra Køln hører til det nordligste vinområde i Tyskland, med sine næsten 550 hektar er det også det mindste vinområde i Tyskland.

Den ukronede konge i Ahr hedder Werner Näkel og er fra vinhuset Meyer-Näkel.

Vinhuset har eksisteret i 5 generationer, men i dag er det altså sønnen Werner, som driver deres 13,1 hektar vinmarker sammen med sin kone Claudia og døtrene Meike og Dorte. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagenet, og det har han gjort med manér.

Fra og med årgang 1983 har Werner eksperimenteret med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed. Han har fået tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og er så ellers startet det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe mere fyldige vine med en mere udtalt frugtighed. Samtidig har han omlagt hele produktionen i markerne, således der ikke bruges sprøjtegifte eller industriel gødning.

Allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet. Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm.

I 2001 havde han den bedste rødvin i Gault Millau og blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent. For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til ”Winzer des Jahres” 2004, efter at have haft 6 vine der blev rated 90 point eller bedre. På sine 13,1 hektar laver han små 100.000 fl årligt, flasker som bliver revet ud af hans hænder, når de frigives i april og september.

I glasset en dejlig teglfarvet vin med den velkendte sødlige duft af kostald. Hmmmm, dejligt. Der duftes noter af karamel, lyserøde bær, jordbær.

Smagen er rank, der er stor mineralitet, meget kølig, der er sten og samtidig er den let krydret, igen de røde bær og faktisk en meget elegant vin … mangler måske en smule varme og balance, men det smager sgu da rigtigt godt. Vinen her er også hans basis cuvé, og det tegner jo godt for de øvrige vine i hans sortiment.

Købt i Tyskland, pris 13,90€

Vinanmeldelse  4,5/7   

2011 Weingut Bürgerspital, Silvaner Würzburger Stein Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2011 Weingut Bürgerspital, Silvaner Würzburger Stein Kabinett Trocken, Franken, TysklandTid til at nyde et par vine sammen med et par gode venner. Først en dejlig hvidvin i denne Bürgerspital, Würzburger Stein Silvaner, Kabinett trocken fra den dejlige vinby Würzburg.

Bürgerspital er en smuk og 700 år gammel, historisk vingård lige i midten af Würzburg. og samtidig en af de ældste og største vingårde i Tyskland. Historien om Bürgerspital begyndte i 1316, da den fornemme patriciark Johannes von Steren og hans kone Mergardis donerede deres ejendom til byen Würzburg, forudsat at den ville blive brugt til at huse de syge, de fattige og trængende.

Herefter var ejendommen kendt som “Bürgerspital zum Heiligen Geist” og Bürgerspital voksede siden stødt i kraft af donationer fra velhavende borgere i Würzburg.

De første vinmarker blev erhvervet i 1334 for at bidrage til finansieringen af driften samt for at skaffe beboerne på Bürgerspital deres daglige ration af vin.

Vinen blev langsomt meget berømt, og i 1726 måtte byrådet i Würzburg gribe ind overfor forfalskning af Bürgerspitals vine, hvilket skete ved at indføre den karakteristiske “Bocksbeutel” flaske, som vinen den dag i dag stadig sælges i. Den lille, buttede og usexede flaske, som i dag er kendetegnet for vinene fra Franken.

I dag er gårdens vinmarker på 120 hektar og her dyrkes de klassiske druesorter, Riesling, Sylvaner, og Spätburgunder. Blandt Bürgerspitals vinmarker er den kendte, berømte Würzburger Stein, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Vin fra “Stein” (stenvinmarken) blev allerede rost af den berømte tyske digter Goethe (omkring 1790). En af Tysklands ældste flasker vin – en “Steinwein” fra den exceptionelle årgang 1540 er fra denne mark – og ligger stadig i Bürgerspital kælder.

Nå, men lad os smage denne traditionelle Sylvaner fra den berømte vinmark. Duften er svag lemon, gule frugter, svag duft af roser, blomster og egentlig meget delikat uden at levere en kæmpe næse.

Smagen er cremet, lidt mælk og pærer. Den er frisk og let, der er lidt mineralitet, og et rigtigt super glas vin, thumbs up.

Købt i Franken for 12,50€ – et fint køb.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Villa Maria, Dry Riesling Private Bin, Marlborough, New Zealand

2010 Villa Maria, Dry Riesling Private Bin, Marlborough, New ZealandDet er med at udnytte de få solskinsaftener til at fyre op i grillen. Og det kan faktisk være svært at grille uden et glas vin i hånden. Det kan vel betegnes som et videnskabeligt faktum. Derfor har jeg proppet … næ nej, skruet låget af denne Riesling fra vinhuset Villa Maria i New Zealand.

Med et køligt glas Riesling i hånden kan jeg dermed fortsætte aftengrilleriet her en onsdag aften, hvor regnvejret formentlig har taget en tiltrængt hvilepause. Nå, men lad os kigge lidt på denne dejlige grillvin.

Villa Maria blev grundlagt i 1961 af George Fistonich, som købte en halv hektar jord i Mangere i New Zealand. Georg var oprindelig fra Kroatien, og gik op i kvalitetsvine, og det medførte allerede i 1963, at en vin fra den lille vingård Villa Maria vandt sin første pris.

Den halve hektar af druer i Mangere er i dag forvandlet til vinmarker og vingårde i fire regioner omkring New Zealand, og Villa Maria har opbygget et ry som et af de bedste huse i New Zealand.

Blandt andet skriver australske James Halliday i sin ”Pocket companion to Australian og New Zealand wines”: ”..Kvaliteten af (Villa Maria) vinene er eksemplarisk, aromaerne er vidunderligt kraftige uden nogensinde at kamme over..”

En af de helt store styrker hos Villa Maria er det team George Fistonich har sammensat. Group Winemaker er Alastair Maling, der tilmed kan smykke sig med titlen Master of Wine. Corey Ryan (tidligere Henschke, Australien) er Senior Winemaker i Villa Marias Auckland Winery.

George Geris styrer slagets gang i Marlborough vineriet. Chef viticulturist er Emma Taylor. Druerne til Villa Maria vinene stammer fra både Marlborough, Hawkes Bay, Gisborne og Auckland. Med andre ord alle New Zealands top regioner

Her har vi – som nævnt et par gange efterhånden – en Dry Riesling fra Villa Maria. Druerne, der er brugt hertil, kommer fra vinmarker i både Awatere og Wairau Valleys i Marlborough. Druerne er høstet i den kølige morgen og derefter presset for at sikre optimal frugt.

Og frugt er der masser af i vinen. Der er også den klassiske petroleum … ikke markant, men dog til stede … og det ka’ vi jo godt lide. Der er også lemon, blomstermark, syre og en form for mineralitet. Dufter fint.

Smagsmæssigt en dejlig vin i balance. Der er syre, der er modne ferskner, en smule blidhed og vinen er en lillebitte smule cremet, men også med mineralitet og rankhed af syre. En dejlig Riesling, som viser kvaliteten af New Zealand. Dejlig frisk. Thumbs up.

Fået i gave, men købt hos Randers Vinhus. Prisen ligger på 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2007 Langmeil Winery, Blacksmith Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, Australien

2007 Langmeil Winery, Blacksmith Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, AustralienNogle gange støder man ind i en ting, et menneske, en film, et stykke musik, et sted eller andet, som bare bringer minder tilbage fra en svunden tid.

Lidt lige som, når man efter 25 år mødes med gamle skolekammerater … eller hører det gamle Søren Kragh Jacobsen nummer “Hjertesafari” fra filmen “Vil du se min smukke navle … !” Arrrggghhhhhh.

Langmeil var en vin, som jeg bare elskede, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for vin. Cortes de Cima Incognita, Flor de Pingus og Langmeil Shiraz var nok de 3 vine, som jeg bedst husker gjorde et dybt indtryk på mig, da jeg var en ung, ukyndig grønskolling i vinens verden.

I dag er billedet nok meget anderledes, og interessen for vin kan vel nærmest betegnes som en lang dannelsesrejse, hvor erfaring, viden, oplevelser, stemninger, sanseindtryk og meget mere langsomt kommes i rygsækken … og hvor målet for rejsen langsomt bliver mere og mere tydelig.

Nogle siger, at der er mange veje til sandheden, og at én af dem hedder Bourgogne. Det kan jeg endnu ikke sige, selvom jeg bestemt synes at vinene fra netop Bourgogne er noget af det bedste, som vinverdenen kan tilbyde. Men, men … der er jo fabelagtige vinoplevelser at hente mange steder i den store verden.

Langmeil er ikke en vin, som jeg i dag selv vil købe … nok lidt fordi jeg føler, at jeg er kommet så meget længere på min rejse, og måske gerne vil huske vinen fra “dengang” som værende et god oplevelse, vel vidende at jeg højst sandsynligt vil blive skuffet, som jeg ofte bliver over disse voldsomme powerbasse Shiraz’er fra down under.

Minderne fra den første kæreste er bare gode minder, og det vil jo være synd at ødelægge disse ved at “taget proppen op af flasken” og opdage, at mindet var bedre end selve oplevelsen.

Nu er det imidlertid ikke en Shiraz, som er stillet på bordet, men derimod en Blacksmith Cabernet Sauvignon, og det hjælper selvfølgelig lidt på tingene, men vinen kan netop ikke undgå at give mig den der følelse fra en svunden tid, en gammel kæreste eller ens første bil (VW boble – sort selvfølgelig).

Nå, men lidt om vinen, som er opkaldt efter en tysk smed, Christian Auricht, der som 36-årig i 1838 emigrerede fra Øst-og Centraleuropa (Schlesien) til Australien for at undslippe religiøs forfølgelse, og købte den jord, hvorpå Langmeil Winery i dag ligger.

Smeden plantede sin første hektar vinstokke på ejendommen i 1843, sorten var Shiraz, og disse gamle vinstokke producerer den dag i dag stadig frugt og menes at være nogle af verdens ældste vinstokke.

Efter en omtumlet tilværelse og perioder helt uden produktion, så blev vingården købt i 1996 af tre lokale bønder, hvis familier havde boet i Barossa Valley i flere generationer: Richard Lindner, Carl Lindner og Chris Bitter. De restaurerede de gamle bygninger samt vinmarkederne. Som en hyldest til de tidlige pionerer, kaldte de vingården Langmeil, efter den oprindelige landsby.

Den smed er en rigtig sort smed i glasset. Kraftbasse. Duften er også enorm med kirsebær … masser, tobak, blæk, byanter (af den gamle slags). Meget overvældende.

Smagsmæssigt er der også saft og kraft, igen tonsvis af kirsebær, fylde, power, sødme fra faglagringen … måske lidt for sød, kan nemt blive lidt for marmeladeagtigt, selvom det faktisk – til min store overraskelse – smager ganske godt. Det er bestemt knapt så voldsomt som gården almindelige Shiraz’er. Thumbs up … ren pagehår og vaskeægte pubertetsfilmsklassiker.

Købt hos Jysk Vin for 144 kr., mens årgang 2008 i øjeblikket er på bud til 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7