Tag-arkiv: Mosel

2019 Kolonne Null, Riesling Edition Axel Pauly, Mosel, Tyskland

2019 Kolonne Null, Riesling Edition Axel Pauly, Mosel, TysklandDen næste vin er en klassisk Riesling, endda fra den kendte Moselwinzer Axel Pauly, men så blot uden alkohol … en Kolonne Null 2019 Riesling Edition Axel Pauly.

Axel Pauly har jeg efterhånden smagt mange vine fra, så ham vil vi ikke komme omkring her, men i stedet kigger vi nærmere på denne vin.

Det er selvfølgelig ren Riesling, som formentlig er lavet alene i rustfrie ståltanke og så efter gæring gennemgået af-alkoholisering som de foregående vine.

Duften er sgu – alkohol eller ej – klart Riesling med lidt petroleum, terpentin og diesel, lidt grøntsagsfond, gule æbler, fersken, citroner, urter, rosmarin … lidt tæt og småfyldig i aromaerne.

I munden er vinen først let perlende … bare en lille smule, har en frugt med grønne og let umodne æbler, fersken, nogle solbærblade, kirsebærsten, nektariner samt gule blommer, en sødbitter smag med lemon og hyben, salte mineraler og samlet bestemt en ganske fin Riesling.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske på 25 cl koster 49,95 kr., mens prisen er 34,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Franzen, Riesling vom Grauen Schiefer, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Franzen, Riesling vom Grauen Schiefer, Mosel, TysklandVi skal atter smage en Franzen rieslingvin fra søde, dygtige Angelina og Kilian. Denne gang er det en Gutsriesling i form af denne 2020 Riesling vom Grauen Schiefer.

Vinen er lavet med druer fra Kilians egne marker samt fra en af de ansattes marker, men ellers er den lavet på samme måde som deres Gutsriesling Quarzit Schiefer Riesling. Det betyder, at vinen er lavet alene med druernes egne gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og tilbragt 6 måneder på fad med malolaktisk gæring inden aftapning på flaske.

Dejlig Riesling næse … virkelig drevet af friske æbler og god æbletærte sammen med citroner. Virker på en eller anden måde lidt mere ren og fokuseret end 2019’eren, men der kommer en smule af lidt fersken samt en klar mineralitet med  sten, flint, salte mineraler, en lille snert karamel og måske endda let parfumeret.

Smagen er også næsten rieslingklinisk … lemon, grape, umodne æbler, småsur æblesaft, æblesyre, mineraler, jern, sten og dermed minder den ufattelig meget om 2019’eren. Som sidst er den faktisk en smule mere  grov end de øvrige Franzen vine, har lidt mere kant samt bitterhed, men atter er et glas bare ikke nok. Igen bliver det omkring 4,5-5 houlbergske tomler … lige lidt under deres Quarzit Schiefer Riesling.

Forhandles af Mr Ruby og en flaske koster 119 kr., men køber du 6 flasker, så er prisen kun 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandFra der Moselwinzer Axel Pauly på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues smager jeg nu igen den populære Generations Riesling og her i årgang 2021.

Jeg har skrevet om Axel Pauly før, men vi kan godt lige tage historien igen.

Han er uddannet ønolog fra Geisenheim i Rheingau og har efter sit studie arbejdet hos vinproducenter i både Frankrig, New Zealand og Californien inden han i 2009 vendte hjem for at overtage driften af familiens vingård fra sine forældre Rudolf og Ursel Pauly.

De havde selv overtaget driften fra Axels bedstefar Peter, som havde grundlaget vingården tilbage i 1968. Familien har samlet 9,5 hektar 60-75% stejle og skiferholdige vinmarker og bedste mark er klart Grosse Lage marken Lieserer Niederberg-Helden.

Imidlertid fik Axel Pauly en svær start på livet som selvstændig vinbonde, for i 2011 brændte vingården ned til grunden. Og 7 uger efter totalkatastrofen drev en haglstorm ind over vinmarkerne, som  blev totalt jævnet med jorden.

Men fremfor at resignere, så fik Axel Pauly sammen med sin hustru Sabrina genrejst vinhuset, genopbygget vineriet og opførte samtidig et topmoderne vinothek … og allerede i 2014 kom belønningen, for Gault Millau gav ejendommen sin anden stjerne, mens Eichelmann udpegede ham som en af Moseldalens opstigende stjerner.

Senere er Weingut Axel Paulys nye vinotek også kåret til et af Tysklands 50 smukkeste af det nationale vininstitut og Stuart Pigott har nævnt Axel blandt Tysklands 111 bedste unge vinmagere.

Her smager vi – som sagt – Axels Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 18,7 gram pr. liter.

Som en lille kuriositet, så er afspejler etiketten både terroiret og vinhusets traditioner. Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Duftmæssigt er det en lidt eksotisk Mosel Riesling, men den søde side sparker nok også en smule mere til det, for der er en tæt samt tropisk frugt, fersken, ferskenjuice, æblesaft og lidt melon suppleret med let grape og citron.

I munden sparker sødmen ind … men egentlig meget lækker og fortsat med lidt syre. Der er således æbler, lemon, let bitterhed, men ikke mindst er vinen totalt saftig. Som sidst jeg smagte vinen, så er det Riesling med stor bællepotentiale og en vin, som de fleste vil knuselske … og det gør jeg også fortsat.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling, Mosel, Frankrig

2020 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling, Mosel, FrankrigDen næste vin fra Angelina og Kilian på Weingut Franzen blev også en gammel kending, nemlig deres Lagenwein Bremmer Calmont Riesling … også i årgang 2020.

Nu er vi så på den stejle mark, der har en stigning på helt op til 68 grader. Til denne Lagenwein anvender Franzen ikke druer fra de ældste vinstokke, men druer fra 20-40 år gamle stokke og de fleste måske endda nærmere de 20 år end 40. Ellers er vinen lavet på samme måde som foregående lillesøster, altså spontangæring alene med druernes egne gærceller, men også malolaktisk gæring og lagring 8 måneder på egefade. Vinen har 8,5 gram restsukker pr. liter.

I forhold til foregående Quarzit Schiefer Gutsriesling virker denne Bremmer Calmont Riesling mere blid, udflydende, cremet, rund og luftig, men det er fortsat med fersken, abrikos, modne æbler, røg, karamel, let appelsin samt pænt med blomster. Der er atter denne næsten ubegribelige feminine, sarte og skrøbelige lethed. Der er modenhed i frugten, lidt voks, et snert petroleum, lidt vanilje og lakridskonfekt … uha, hvor er det enestående.

Det er det også smagsmæssigt, altså enestående. Der er atter en sart, fin og lidt skrøbelig smag og nærmest med runde kanter. Der er saftige og saftede æbler, svag lemon og grape. Det er næsten helt som Quarzit Schiefer, blot med et ekstra gear, lidt cremet og enda småolieret, så jeg har svært ved at holde begejstringen nede. Det smager aldeles fremragende og af langt dyrere vine.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 159 kr. ved 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, Frankrig

2020 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, FrankrigJeg elsker simpelthen det unge winzerpar Angelina og Kilian på Weingut Franzen. De er bare så rare og laver samtidig noget af det bedste Mosel Riesling, som man kan opdrive. Jeg smager nu to vine fra Franzen og starter med denne 2020 Quarzit Schiefer Riesling.

Quarzit Schiefer Riesling er husets Gutsriesling, hvor alle druerne kommer fra nogle af de nederste marker ved Bremm … nærmest en lille sideparcel til øst for Bremer Calmont. Vinen er lavet alene med druernes egne gærceller, har derefter gennemgået malolaktisk gæring og tilbragt 6 måneder på fad med malolaktisk gæring.

Slash … duftene ryger bare op af vinglasset mod din næse … det er klart både fersken, saftige æbler, citroner, søde mandariner og som i foregående år lidt sød karamel, alt sammen med en sart, let, lyst og med ganske imponerende lethed. Man kan ikke undgå at blive helt og aldeles overvældet af niveauet på denne smukke, sarte og fine Gutsriesling, der et overtræk af fine, hvide kniplinger.

Smagsmæssigt har vinen lidt samme lethed … sådan sart og fin, hvilket endda virker mere udtalt i denne årgang 2020 end hos de foregående årgange. Der er saftige æbler, let bitter lemon samt en skarp og frisk syre, mineralitet og sten med lette, sarte og feminine skridt. For satan …, Pardon my French, for det skulle nok hedde Vor der Hölle … dette er måske i øjeblikket det bedste Riesling køb. Punktum.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Karl Erbes, Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, Mosel, TysklandSå er vi der igen … altså på Weingut Karl Erbes’ parcel på den 56 hektar store, stejle og berømte Ürziger Würzgarten mark. Derfra smager vi husets 2021 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb.

Som jeg skrev sidste gang, så er det en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2018, 2019 og 2020. Det er dog ikke Karl, som har lavet vinen, men i stedet Karls søn Stefan, som i dag har overtaget driften af de 7 hektar vinmarker og nu laver alle vinene.

Og de laves meget klassisk … ikke så megen fokus på de tørre vin, for fokus på vine med sødme-/syrebalance er vigtigst, så derfor er de fleste vine søde eller halvsøde. Derfor har vinhuset også har stor eksport til bl.a. det asiatiske marked.

Her smager vi Erbes’ 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som Propperiet selv kalder den mest traditionelle Mosel vin i deres sortiment. Vinen har pæn restsødme med 18-25 gram restsukker pr. liter, men hvor nogle Feinherb vine godt kan virke nærmest tørre i deres stil, så kan sødmen i denne vin her virkelig smages.

I næsen er det totalt æblekage suppleret med lidt tropisk frugt, fersken, melon, ananas og banan … præcis som forrige årgang. Det er en venlig vin med fylde, krop og sødme … har et nærmest tørret mineralitet, men det er sødmen, som altså fylder.

Smagsmæssigt er det easydrinking … masser af modne æbler, æblesaft og æbletærte, en lille lemon bitterhed, men både lemon- og citronfrugter er nærmest syltede og kommer sammen med ananas, pærer i honning, mandarin og en vis cremet fedme. Det er en vin, som du kan drikke spandevis af, totalt bællelækker og alligevel kommer den med en lille og skjult mineralsk kant. Dermed er karakteren sådan lige mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Kabinett, Mosel, TysklandSidst jeg smagte en vin fra Weingut Axel Pauly var det en Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken 2019, men nu smager jeg atter vin fra samme mark … nu blot i årgang 2020 og med noget mere sødme i form af en Riesling Kabinett.

Lieserer Niederberg-Helden marken er klart en af husets bedste marker … den er meget stejl og sydvendt med jordbund af blå og grå skifer.

Efter høsten ligger druerne i en koldmaceration i 10 timer inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Gæring sker på ståltanke, hvor vinen efter endt fermentering også har lagret med ugentlig bâtonnage. Vinen har hele 35,5 gram restsukker pr. liter og en alkoholprocent på 8,5%.

I glasset er vinen meget lys … næsten helt som vand, men byder duftmæssigt en pænt tyk aroma af eksotisk frugt, mango, papaya, fersken, ananas, masser af blomster … måske endda lidt citroner, både med skal og saft.

I munden er vinen sød … sødere end jeg regnede med, men heldigvis er der også en vis syre, som gør at vinen aldrig bliver alt for sød. Der er tropisk frugt, modne æbler og pærer, en ganske lille mineralitet samt saftig eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg, Mosel, TysklandVi blev med den næste Daniel Twardowski vin oppe i det høje luftlag i stratosfæren, for vinen var nemlig hans topvin Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve i 2019 årgangen … ren ozonagtig let, vægtløs gravitation.

Det passer sgu meget godt med, at en af gæsterne til smagningen hos Mr Ruby om 2019 vinene fra Twardowski netop sagde; Den mand har jo ophævet tyngdekraften!

Druerne kommer selvfølgelig – som de andre Pinot Noix vine – fra Dhroner Hofberg marken, men her de bedste af parcellerne på den ellers i alt 50-60 hektar store mark. Druerne er ikke fra de øverste parceller, men fra omkring 5 parceller midt på marken … samlet vel omkring 700 kvadratmeter og så fra 8-9 forskellige Pinot Noir kloner på 70 år gamle Riesling-rødder.

Vinen er egentlig lavet som den almindelige … og formentlig som med Pinot Noix Ardoise med anvendelse af 50% hele klaser, en vild spontangæring i åbne gæringskar efterfulgt af nænsom presning og lagring 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade, hvorefter vinen så er tappet på flaske uden filtrering og med minimal svovl.

I næsen minder vinen på mange måder om lillesøsteren … igen er det en boheme lyshåret hippiepige af et blomsterbarn med batik t-shirt, fri seksualmoral og bare fødder. Det er Hendrix i hvinende solo, men her er malerspanden tydligere, vildskaben lidt mere skarp, maskulin og frugten endda også en smule mørkere. Det er fortsat let, fint med æterisk lethed, terpentin, frisk, stram lys frugt, ribs, rabarber og så lige lidt fond, lakridskonfekt og vanilje.

Det er smagsmæssigt akkurat lige så godt som den imposante lillesøster, for igen er det et vildt syretrip, lidt mere fortættet med et større bundtræk og måske endda også lidt sødere, men igen er det mostet, let, lys, syrlig, præcis, dedikeret og afstemt. Den lyse, lette, syrlige og feminine frugt med ribs, hindbær og lyse, saftige kirsebær suppleres af den småvilde syre, lakrids, vanilje og chokolade. Unikt, enestående og fandenivoldsk lækker.

Forhandles af Mr Ruby, men frigives først senere. Sidste årgang kostede 995 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, TysklandDenne Pinot Noix Ardoise fra Weingut Daniel Twardowski har jeg smagt i både årgang 2016, 2017, 2018 og nu 2019.

Den bedste var klart 2017’eren, som jeg kaldte en fald på halen vin og en gudedrik, som fluks slog benene total væk under landets spätburgunderelsker nummero uno. 2019’eren er lige så god … mindst.

I denne årgang 2019 af Pinot Noix Ardoise har Daniel anvendt 50% hele klaser mod 70% i året før og 30% i 2017. Som jeg skrev om tidligere, så var  2019 et meget tørt år, hvor der var små klaser, små druer og god koncentration. Duerne er selvfølgelig fortsat fra Dhroner Hofberg og høstet med et meget beskedent udbytte på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Vinen laves i pagt med naturen og gærer spontant i store, åbne egekar, men Daniel mere og mere anvender gamle fade fra Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti … fade, der er op til 8-9 år gamle og det gør bare vinen mere interessant.

Igen er det vild flowerpower, Woodstock og vildskab puttet på flaske. I glasset er vinen transparent, lys, teglfarvet med et svagt orange skær og duftmæssigt er vinen airborn luftig og æterisk med vilde blomsteraromaer, en spand maling, gazebind, lys, moden frugt, hindbær, jordbær, ribs, karamel, let lakridskonfekt og mentol. Det er som om, at duften bare løfter sig sekund for sekund og slår nakken imod skyerne i himmelen.

Og milde himmel hvor smager vinen også godt … saltet, mostet, let, lys, syrlig, præcis, dedikeret og afstemt. Der er både syre og sødme i smagen, den har et meget let tråd, så stringent og lys, hvor vinen blot svømmer rundt i munden, breder sig – praler ikke – men er bare smuk og inderlig. Man bliver lykkelig, for vinen har så fin, sart, syrlig og stram elegance.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 695 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix 3rd, Mosel, TysklandDaniel Twardowski havde sendt 4 ufrigivne vine op til Mr Ruby og det var udover den første mousserende selvfølgelig også Pinot Noix Ardoise og Pinot Noix Dhroner Hofberg. Men en 4. havde også sneget sig med, nemlig en ny vin, som bliver en basisvin, der også bliver billigere end Ardoise, når den frigives til september.

Den nye entry-level vin skulle være lavet på de yngste stokke og – som de to andre Pinot Noix vine – fra Dhroner Hofberg marken, hvor Daniel arbejder med flere forskellige Dijon Pinot Noir kloner. Men om der også skulle være druer fra andre marker ved jeg ikke noget om.

Vinen skulle vistnok også være lavet som den almindelige … altså med anvendelse af 30% hele klaser, spontangæring efterfulgt af nænsom presning og lagring 24 måneder på en kombi af gamle og nye træfade … og så tappet på flaske uden filtrering og brug af minimal svovl.

I glasset drøner det op med vildskab … dufter bogstaveligt af druesaft, nypressede hindbær, blomster og urter, lys, let og luftigt. Det er en hippiepige uden hæmninger, udfordrende, naiv, livlig og smuk uden at vide det. Vinen har denne luftige, æteriske og flygtige lethed … lige suppleret med et let strejf af vanilje,

Smagen er lys, saftig og let pågående, meget mostet med nypresset saft, hindbær, lyse kirsebær og grønne jordbær. Vinen er ikke helt så afbalanceret som hverken Ardoise eller Dhroner Hofberg, men damm det smager sgu godt.

Forhandles af Mr Ruby, men vinen frigives og prissættes først til september.

Vinanmeldelse 5,5/7