Ved forrige vinaften serverede Steffen en vin fra vinhuset De Stefani i Veneto i form af den hvide Olmèra. Nu havde Steffen atter en vin med fra samme hus og det var en 2016 Malanotte del Piave.
De Stefani skrev jeg om, da jeg smagte vinen Solèr, så atter vil jeg springe det over og så blot kigge nærmere på denne røde Malanotte del Piave.
Det er en vin, der er lavet på – den for de fleste ukendte – Raboso Piave drue, som jeg heller ikke er stødt på før, så lad os først kigge lidt nærmere på den.
Raboso Piave er en italiensk rød druesort, som er en del af Raboso familien, der består af to druesorter, nemlig Raboso Piave og Raboso Veronese, hvor den sidstnævnte ved DNA undersøgelser har vist sig at være en krydsning mellem netop Raboso Piave og Marzemina Bianca.
Begge druesorter ligner dog hinanden i udseende og er begge dybt farvede med anthocyanin niveauer, der kan sammenlignes med Cabernet Sauvignon.
Navnet Raboso menes at stamme fra det italienske ord rabbioso, som betyder vred – dette kunne være en reference til, hvordan folk reagerede på de aggressive tanniner og høje syreindhold i vine lavet på disse druer. Det er dog mere sandsynligt, at navnet kommer fra Raboso floden, som løber gennem Venetos østlige Treviso-provins.
Raboso Piave kaldes også ofte Friularo, fordi man mente, at den stammede fra Friuli. Men sorten er dokumenteret at have været veletableret i Veneto i 1870’erne, så den har sandsynligvis været til stede i Veneto i nogen tid før dette.
Indtil relativt for nylig troede man, at Friularo var en anden særskilt sort end Raboso Piave på grund af en grøn stilk i stedet for den røde stilk, men denne farveforskel har vist sig at være miljøafhængig.
For yderligere at komplicere sagen, så tyder DNA-undersøgelser på, at Raboso Friularo korrekt skal bruges som et synonym for Raboso Veronese, selvom mange forfattere sidestiller både Friularo og Raboso Friularo med Raboso Piave.
Raboso Piave er vigtigste drue i Bagnoli Friularo vine og i henhold til DOC reglerne, så skal den stå for 90% af vinblandingen. Derudover anvendes druen også i Piave Malanottes DOCG vinene, hvor man skelner mellem Raboso Piave og Raboso Veronese og deri må man maksimalt anvende 30%, mens Raboso Piave skal udgøre mindst 70%.
Denne Di Stefani Malanotte del Piave er lavet med Raboso Piave druer fra marken Terre Nobili i Fossalta di Piave, hvor jorden består af hvidt ler rig på mineraler og hvor vinstokkene er plantet i 2007.
Efter druerne er høstet, så er en del af dem tørret en periode inden afstilkning, knusning og så en pre-maceration inden gæring i stålkar med hyppig overpumpning. Derefter er vinen lagret 36 måneder på barriques inden aftapning på flaske og så yderligere 18 måneder i flaske inden frigivelse.
Vinen er i næsen pænt mørk med grafit, kul, tjære, blyanter, violer, engelsk lakrids, kaktus, urter, ristet note, kaffebønner, kakao, mens frugten er sorte kirsebær og brombærmarmelade, søde og våde fade samt noget amaronefylde.
Smagen er også amaronefyldig med solbær, brombær, blåbær og flydende lakrids … har et virkelig tørt bid med en kraft, der kommer helt nede fra tæerne, der sammen med lemonbitterhed giver vinen en frisk side midt i mørket med syltetøjsfrugten. Fed og rustik vin med masser af tørhed, kraft, chokolade og tobak … 93 point.
Forhandles af Falkensten Vin, hvor en flaske koster 449 kr., mens prisen er 399 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5,5/7