2021 Gini, Soave Classico, Veneto, Italien

2021 Gini, Soave Classico, Veneto, ItalienJeg har tidligere mødt Sandro Gini, der både er talsmand for  Consorzio Tutela Vini Soave og også driver vinhuset Azienda Agricola Gini Sandro e Claudio sammen med sin bror Claudio.

De har begge fortsat familiens tradition indenfor vinavl, som strækker sig helt tilbage til det 16. århundrede, hvilket gør familien til en af de ældste vinfamilier i hele Soave.

Jeg mødte  Sandro Gini i 2019 under en Soave Longevità smagning af 10 udvalgte Soave vine. Der var han bl.a. med til at kommentere alle vinene og serverede også selv en ældre 2002 Soave Classico Contrada Salvarenza Vecchie Vigne … voldsom lækker.

Selve vingården kan dateres tilbage til 1852, hvor Giuseppe Gini købte vingården i Contrada Salvarenza med tilhørende vinmarker fra den daværende regent … kongeriget Regno Lombardo og siden da er traditionerne gået i arv fra generation til generation.

Sandro og Claudio Gini er således nærmest vokset op i vinmarkerne, men inden de overtog driften fra deres far – den højt respekterede vinmager Olinto Gini – så blev de begge uddannede vinmagere og var på ophold hos forskellige producenter i Beaune og Côte de Nuits.

Gini har 55 hektar vinmarker, hvoraf 25 hektar ligger indenfor Soave Classico DOC appellationen og beliggende på Froscà skråningen, er er blandt nogle af Soaves bedste skråninger og dér finder man fx marker som Froscà og Contrada Salvarenza med en vulkanske jordbund.

Foruden vinmarkerne i Soave, så investerede Gini i 1987 også i vinmarker i nabodistriktet Valpolicella nær landsbyen Campiano og derfra producerer man i dag bl.a. Valpolicella Superiore samt også Amarone vine.

Alle vinmarker har siden 1985 været dyrket økologisk og undlod fra samme år også med at bruge svovl ved vinificeringen, så dermed var Gini også en af de allerførste Soave producenter, som drev huset økologisk … selvom det først blev certificeret økologisk i 2015.

Denne 2021 Soave Classico er lavet på ren Garganega, der kommer fra en 12 hektar stor mark i 100-200 meters højde og har vinstokke, der er omkring 80 år gamle. Druerne er høstet med et udbytte på 70 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med blød presning og langsom gæring med vildgær uden tilsætning af SO2. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder sur lie i små ståltanke.

Duftmæssigt er det en lidt nøddet aroma … både ristede mandler samt ristede hasselnødder, kalkede elementer, lidt støvet med en smule tropisk frugt, fersken, mango op og pærer, blomsterpollen, blomster, orkidéer, umani og en anelse citroner.

I munden er det en saftig og elegant vin … stille, koncentreret og alligevel med en rund syre, som midt i et cremet og næsten olieret bid giver friskhed med en sødbitter og mineralsk kant suppleret med lidt citrus. Det smager herregodt allerede … og det bedste er næsten, at det kun forbedres med lidt alder. 92 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker og 139 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7