Tag-arkiv: Italien

2008 Le Chiantigiane, Montagnana Chianti Governato, Toscana, Italien

2008 Le Chiantigiane, Montagnana Chianti Governato, Toscana, ItalienFredagsvinen blev også en italiener, nemlig en Chianti fra det italienske kooperativ, Le Chiantigiane som beliggende i byen Tavarnelle Val Di Pesa, midtvejs mellem Firenze og Siena i det centrale Chianti-distrikt. Le Chiantigiane fremstiller en stribe toskanske vine efter de gængse og traditionelle metoder.

Der er over 2.000 små vinbønder tilknyttet Le Chiantigiane, svarende til en samlet areal på 2.460 hektar. Der produceres i alt omkring 17 mio. kg. druer, så der er tale om et kæmpe foretagende.

Vinen her Chianti Governato kommer fra forskellige vinbønders vinmarker beliggende på bakkerne omkring Siena, og der er alene valgt druer fra de marker, hvor vinstokkene giver et lille hektarudbytte.

Vinen er lavet på Sangiovese og Canaiolo. Som jeg sikkert har skrevet før, er Canaiolo er en parfumeret rød druesort, der primært benyttes til fremstillingen af Chianti-vine. Før i tiden var den primærsorten i Chianti, mens den i dag maksimalt må udgøre 10%. I Chianti blandes den med Sangiovese og Colorino.

Vinen kommer fra kooperativets restaurant/catering serie, og har det supplerende navn Tenimenti Montagnana. Jeg vil gætte på, at navnet referer til én eller flere af de vinbønder, som har været med til at lave vinen, men er langt fra sikker.

Som noget ganske nyt og spændende, har producenten med denne vin nu genoptaget den gamle og næsten glemte, toskanske fremstillingsteknik ved navn Governo. Metoden kan minde lidt om der kan minde om Ripasso-metoden i Valpolicella.

Den består i, at man tilsætter druesaft fra senthøstede og delvist tørrede duer til den netop færdiggærede most. Herved opstår en ny gæring i mosten med flere smags- og duftstoffer samt druesødme som resultat. Dermed bliver vinen således en Chianti Governato.

Duften fra vinen er kamfer, lakridsrod og ren frugt/bær. Smagsmæssigt lidt skarp, der er mørk frugt, men vinen mangler lidt balance. Eftersmagen.

Fås hos Bevco til 90,75 kr., men er også set i SuperBest til 125 kr. for 2 stk.

Vinanmeldelse 3/7 

2009 Azienda Collefrisio, Zero Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2009 Azienda Collefrisio, Zero Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienSidste vin, og madvin til laughets Gambero Rosso smagning blev igen en vin fra Azienda Collefrisio, denne gang deres basisvin, Zero Montepulciano d’Abruzzo.

Som jeg nævnte i det tidligere blogindlæg, så ejer Azienda Collefrisio i alt 3 vingårde, Valle del Moro, Morrecine samt Giuliano Teatino. Druerne til denne Zero kommer fra alle 3 gårde. På denne måde tilkommer der en større nuancevariation i frugten og eftersmag. Vinen er selvfølgelig – ligesom storesøsteren – lavet på 100% Montepulciano.

Som vi drøftede ved vores bord torsdag aften, så skal navnet Montepulciano ikke forveksles med Vino Nobile di Montepulciano i Toscana, der laves på Sangiovese. Druesorten Montepulciano dyrkes primært i Umbrien, nærmere bestemt i Montepulciano d’Abruzzo. Vinene er kraftige og fyldige, men ofte uden større kompleksistet, hvilket jeg nu ikke synes var tilfældet for den netop smagte 2006 Azienda Collefrisio, Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo. Montepulciano d’Abruzzo er et synonym for Montepulciano.

Nå, men lad os se, om der er mere en Zero i denne vin. Duftmæssigt har jeg champignon, solbær og generelt meget frugtrig. Smagsmæssigt meget krydret, salvie og generelt lidt skarp. Der mangler balance og eftersmagen er kort.

Hos Skovgaard Vine står vinen til 99 kr. ved køb af 1 stk. og 59 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2009 Marcato, Pian Alto, Veneto, Italien

2009 Marcato, Pian Alto, Veneto, ItalienMed aftenens næstsidste rødvin kom vi igen til vinhuset Azienda Agricola Marcato, hvorfra vi først smagte deres mousserende vin. Her er vi dog i en helt anden boldgade, nemlig med én af deres topvine Pian Alto.

Druerne til denne vin kommer fra vingårdens Berici vinmarker, som ligger ved deres La Giareta ejendom, mellem to små landsbyer Sarego og Grancona 20 km. syd-vest for Vicenza. Her dyrkes bl.a. sorterne Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Jorden er typisk rød og hvid med rigelige kridt og ler og en slags stenet jord, hvilket giver varme til vinstokkene på blæsende og kølige nætter i løbet af vækstsæsonen.

La Giareta ejendommen og tilhørende marker købte Marcato familien i halvfemserne og markerne leverer nu druerne til denne Pian Alto. Med vinen forsøger Marcato familien at kombinere tradition med innovation og det er dette, der hæver vinen op over mange andre vine.

Og fremstillingsmetoden er også specielt. Pian Alto er skabt efter supertoscanernes forbillede. Det vil sige han har fravalgt de traditionelle norditalienske druer og i stedet sammensat et blend, bestående af 70% Cabernet Franc og 30% Cabernet Sauvignon.

Alle Cabernet Franc druerne bliver tørret, ligesom man kender det fra de kendte Amaronevine. Efter presningen af druerne udsættes druemosten for en længere kontakt med drueskallerne, hvilket er med til at give vinen den eftertragtede norditalienske garvesyre og flotte dybe farve.

Når vinen kommer på fad bliver tingene også gjort efter standarder, der kun opnås i vinens absolutte superliga. Man lader simpelthen vinen ligge og udvikle sig i 36 måneder på diverse former for egetræsfade (herunder nye franske), hvorfor garvesyren og strukturen i denne vin er helt speciel.

Der produceres alene 8.300 flasker af denne vin årligt. De tidligere årgange har opnået 3 glas i Gambero Rosso, men denne vin i årgang 2009 er endnu ikke vurderet.

I glasset udsender denne vin masser af mørk frugt, tørhed, kirsebær. Smagsmæssigt meget blød, der er rosiner, vinen er meget frugtrig, der er sødme, men fortsat lidt syre og tydelige tanniner. Virker måske en smule kedelig, og mangler – i mit verdensbillede – lidt kant.

Fåes hos Skovgaard Vine til 398 kr. ved køb af 1 stk., og 198 kr. ved køb af 12 stk. En besparelse på hele 200 kr., hvis man går op i den slags.

Vinanmeldelse 4/7 

2007 Poliziano, Asinone Vino Nobile de Montepulciano, Toscana, Italien

2007 Poliziano, Asinone Vino Nobile de Montepulciano, Toscana, ItalienMed næste vin springer vi til det dejlige Toscana. Her finder vi Azienda Agricola Poliziano, som ligger smukt i byen Montepulciano Stazione og vinmarkene rundt om. Vinmarkerne ligger på et af områdets højeste punkter og vinstokkene ligger korrekt placeret på de sydvest vendte skråninger.

Poliziano blev etableret i 1961 af Dino Carletti, alene med 22 hektar. I løbet af årene er der købt yderligere marker, og huset ejer i dag 120 hektar, alle tilplantet med vinstokke. Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, som var født i Montepulciano. Han var kendt som “Il Poliziano” og deraf navnet på vingården. Siden 1980 har gården været drevet af Dinos søn Federico Carletti.

Asinone er huset topvin, og en Vino Nobile di Montepulciano vin af høj kvalitet. Det er en “Single Vineyard” vin og man har kun benyttet de allerbedste druer. De næstbedste er brugt til den almindelige Vino Nobile di Montepulciano og de tredjebedste er brugt  til Rosso di Montepulciano. Asinone betyder direkte oversat “æselrøv” fordi markens udformning ligner æslets bagdel. Vinen bliver kun produceret i de bedste årgange og kun i meget begrænset mængde på mellem 20.000 og 40.000 flasker.

Asinone har adskillige gange fået 3 røde glas i Gambero Rosso og fået mellem 90 og 95 point i Winespectator. Vinen laves i de bedste år på 100% Sangiovese, men ellers tilsættes der op til 20% Colorino og Merlot 20%. Vinifikation: fermentation på ståltanke i 10-18 dage ved max. temperatur 32 grader. Lagring: 18 måneder på barriques og større fade, derefter lagring på min. 8 måneder på flaske. 2007’eren her i øvrigt 25. årgang af denne vin, hvilket også er markeret på etiketten.

Duften er violer, blomster, mærk frugt, eg og lidt krydderi. Smagsmæssigt er der meget mere balance mellem syre og frugt end den foregående vin, mere kant og rygrad, der er også mørk og meget ren frugt, elegant, tanninrig og fin balance generelt. Flot vin.

Fåes hos Skovgaard Vine til 289 kr. ved køb af 1 stk., og 189 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Azienda Collefrisio, Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2006 Azienda Collefrisio, Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienI vinregionen Abruzzo, som gemmer på flere spændende vingårde end de mere statusmæssigt, “kendte regioner”, finder vi firmaet, Collefrisio. Collefrisio ledes og drives af 3 unge dynamiske vinmagere som tilsammen har 3 spændende vingårde.

Hovedgården, Valle del Moro, har nogle af regionens højest beliggende vinmarker som løber fra Maiella bjerget og helt ned til kystlinien. Gården Morrecine, som er lige så stor som Valle del Moro, ligger med skråningerne mod havet mellem Ortona & Tollo. Sidste gård, Giuliano Teatino, ligger for foden af Maiella ved Venna dalen.

Druerne til denne vin kommer fra de 2 gårde, Valle del Moro & Morrecine. Der er benyttet flest druer fra de meget højtliggende marker, hvor druerne modner sig helt unikt.

Temperaturen er lavere og nætterne ret kølige sommeren over, men den højere koncentration af direkte sollys om dagen giver en helt unik modning og stilren frugt.

Mange vingårde som håndhøster til deres “førstevine”, høster disse først for så at høste resterne af marken med maskine bagefter. Til denne vin er drengene gået så langt, at de har udvalgt nogle særlige rækker her og der som har haft den bedste frugt, og ventet med disse til en lidt senere høst end alt det andet.

De ekstra ugers modning af druerne på vinstokkene, giver bare så meget ekstra af alt til den færdige vin, men det er også gambling, for meget kan gå galt i de ekstra par uger.

Duft er også fyldt med sol, for her er der blommer, rosiner, svedsker, sød lakrids, fed frugt og smagsmæssigt lidt i samme boldgade. Det er en tyk, fed vin, meget sol, og meget modne frugter, men overraskende også fortsat højt indhold af tannin, hvilket gør at vinen ikke bliver “for meget”. Smager rigtigt godt, og én af aftenens bedste vine.

Fåes hos Skovgaard Vine til 239 kr. ved køb af 1 stk., og 165 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Podere Ruggeri Corsini, Autenzio Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2008 Podere Ruggeri Corsini, Autenzio Langhe Rosso, Piemonte, ItalienMed næste vin er vi igen hos Podere Ruggeri Corsini. Denne gang er det imidlertid husets Langhe Rosso Autenzio, som er lavet på en meget sjælden piemontesisk sort kaldet Albarossa, som en krydsning mellem Nebbiolo og Barbera.

Druen er udviklet i 1938 af Professor Dalmasso, efterfølgende er druen “glemt”, men genopdaget og genplantet i Piemonte i løbet af de sidste 10 år.

Druen har typisk en duft af rosenblade, jord, blomster og røde kirsebær, og er ofte aromatisk, frugtdrevet og frisk med faste syrlighed og en smule tannin på eftersmagen.

Men lad os nu se, om det også er tilfældet, og om ægteparret Loredana Addari og Nicola Argamante på Podere Ruggeri Corsini har fået lavet en god vin på denne specielle drue. Duftmæssigt har jeg mørk frugt, lidt blomster ganske rigtigt, men ellers synes jeg faktisk, at vinen er meget anonym i næsen.

Smagsmæssigt har jeg rosiner, meget frugtren, også masser af grønne blade og tydelige tanniner, men mangler efter min vurdering en smule balance.

Hos Skovgaard Vine står vinen til 198 kr. ved køb af 1 stk. og 135 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, Italien

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, ItalienVidere til næste vin, hvor vi er hos Azienda Agricola San Cassiano di Sella Mirko.

Azienda Agricola San Cassiano drives – som navnet antyder – nemlig af den unge Mirko Sella. Vingården er oprindeligt grundlagt af Mirkos farfar Albino Sella, som købte sin egen jord og gik i gang med produktion af vine og olivenolie. I dag regnes Azienda Agricola San Cassiano faktisk som én af de bedste olivenproducenter, men er også begyndt at hæve kvaliteten i husets vine.

Til gården hører 10 hektar vinmarker, 5 hektar olivenlunde, 1 hektar frugtplantage og 7 hektar skov.

Bag den lidt kryptiske betegnelse “Superiore Ripasso” gemmer der sig et ønske om at vægte kvalitet over alt andet. Sagen er nemlig den, at den italienske vinlov i 2009 blev ændret, så Ripasso della Valpolicella nu er indbefattet af lovgivningen og vine, der bærer dette navn, er reguleret ifølge denne.

De italienske vinbønder må dog stadigvæk benytte betegnelsen “Ripasso” frit. Det er altså udelukkende vine, der beskrives “Ripasso della Valpolicella”, der er underlagt konkrete krav til produktionsmetoden. Med andre ord er San Cassiano Superiore Ripasso 2008 ikke en “Ripasso della Valpolicella”, men derimod et eksempel på den (som regel) mindre eksklusive “Superiore della Valpolicella”.

Dette skal man imidlertid ikke lade sig narre af. For valget af denne mindre eksklusive titel er udelukkende foretaget, fordi man hos San Cassiano foretrækker, at lave vine efter ejet hovede, i stedet for at lave vine, der har de rigtige navne.

Forskellen mellem denne Ripasso og en “ægte” Ripasso er, at den ikke har foretaget sin andengæring på druekvaset fra Amaroneproduktionen. Mirko Sella har i stedet valgt, at lade vine lagre på drueskaller, der tidligere har indgået i husets produktion af deres top-Amaroner. Dette kan umiddelbart lyde som en mere eller mindre betydningsløs optagethed af ligegyldige detaljer. Men fravalget af at lade vinen eftergære på druekvaset er i den grad det, der adskiller denne “Ripasso” fra andre Ripassoer.

Ved at lade Ripassoen lagre på drueskallerne i stedet for at gære på dem, har Mirko Sella langt større kontrol over hele processen og kan derved udlede en langt større Amarone-karakter fra drueskallerne. Kort sagt er der utroligt meget Amarone over denne vin og San Cassiano Superiore Ripasso 2008 er derfor et prisbilligt alternativ til de ægte og langt dyrere Amaroner.

Druerne til San Cassiano Superiore Ripasso er i øvrigt sent-høstede og dette, kombineret med den innovative fremstillingsproces, giver vinen en sødlige dybde, domineret af alle de klassiske Amarone-træk, som rosiner, svesker og en lang række andre tørrede frugter, samt lette strejf af bitter chokolade og vanilje. De definerende træk er dog vinens friskhed.

Duftmæssigt er der noget om snakken, og jeg har noter som svedsker, mint og kirsebær. Smagsmæssigt er det ren Amarena Fabbri, I ved den dyre franske kirsebærsovs fra julehøjtiden, der er også lidt krydderi, meget rund frugt, og generelt virker vinen rigtigt nok langt mere frugtrig end en almindelig ripasso. En meget drikkevenlig vin, som alle vil kunne lide. Er måske en anelse kort i eftersmagen.

Fåes hos Skovgaard Vine til 149 kr. ved køb af 1 stk., og 125 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2009 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, Italien Gambero Rosso aftenens første rødvin blev en Barbera fra vinhuset Podere Ruggeri Corsini.

Vinhuset ligger i byen Monforte d’Alba i Piemonte. Huset er forholdsvis nyt, da det er grundlagt i 1995 af Loredana Addari og Nicola Argamante, begge uddannet i landbrug og specialiseret i vindyrkning og enology. Begge droppede deres job og bylivet, og købte en lille gård i Monforte d ‘Alba, i hjertet af Langhe, Cuneo. På gården havde man i forvejen dyrket druer, men disse blev solgt til andre vinproducenter. Som hjælp hyrede de også Loredana brors, Lorenzo.

Vingården fik navnet “Corsini”, som refererede til nogle gamle stenhuse i den gamle landsby i Monforte d’Alba, mens “Ruggeri” henviser til Nicolas mor, som troede på sønnens projekt og støttede ham og Loredana økonomisk. “Podere” betyder, som flere måske ved, gård. Således blev gårdens navn Podere Ruggeri Corsini. I 1996 blev de første 6.000 flasker produceret og disse blev primært solgt til udlandet.

Hos Podere Ruggeri Corsini fokuseres der på kvalitet i tilblivelsen af deres vine, hele vejen gennem den komplicerede proces. Efter den nøjsomme håndplukning og sortering af druerne fjerner man alle stilke, bryder drueskallernes overflade forsigtigt og lader gæringen foregå over små to uger, mens temperatur og bevægelse i druemosten bliver kontrolleret. En forsigtig presning af druerne, efterfølges af 12 måneder på en særligt udvalgt kombination af nye og 1-2 år gamle franske egetræsfade, inden vinen får lov at ligge og hvile sig nogle måneder i Podere Ruggeri Corsinis kældre.

Her har vi husets Barbera a’Alba Armujan, som kommer fra vinstokke på 55-57 år. Efter meget nænsom behandling af druerne under vinificeringen er vinen lagret 18 måneder på franske egefade. Duftmæssigt fanger jeg et lidt støvet indtryk, lidt mejeri, lidt blæk og popcorn samt lakrids. Smagen er meget eg, mørk frugt, grønne noter, tør, lidt krydret eftersmag og mange tanniner. Okay vin.

Fåes hos Skovgaard Vine til 189 kr. ved køb af 1 stk., og 150 kr. ved køb af 12 stk. Ved Ludvig Bjørn vinforretning står vinen til 220 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2000 Marcato, A.R. Lessini Durello Brut, Veneto, Italien

2000 Marcato, A.R. Lessini Durello Brut, Veneto, ItalienTorsdag var der igen vinsmagning i Randers Vinlaugh, denne gang med temaet Gambero Rosso. Vi smagte i alt 8 vine, hvoraf de første fem havde fået 2 glas i den italienske vinbibel, dernæst 2 vine som havde fået 3 glas og sluttelig en madvin, som havde opnået et enkelt glas i Gambero Rosso. Skovgaard Vine præsenterede de 8 vine.

Vi startede med denne mouserende vin, Azienda Marcato, A.R. Lessini Durello Brut Traditional Method DOC fra Veneto, eller helt præcis fra byen Roncá, ca. 20-30 km. vest for Verona. Vingården historie går 140 år tilbage, hvor Francesco Marcato købte de første fem stykker jord i Roncá. I dag er vingården vokset til i alt 60 hektar, som primært er beplantet med den lidt ukendte druesort Durello samt flere rækker af Pinot Noir. Herudover køber huset druerne fra 25 hektar tilhørende lokale vinbønder.

I dag drives Azienda Marcato af Lino Marcato og hans bror Giovanni, sammen med Linos sønner Enrico og Andrea.

Durello druen kaldes også nogle gange Durella. Druen er en gammel lokal hvidvins drue fra Veneto. Den dyrkes ikke i ret stort omfang, men enkelte producenter kan lide af eksperimentere med druen, som har et højt syre niveaue, som gør den velegnet til mousserende vine.

Lad os da kigge nærmere på vinen, som kommer fra Lessini vinmarkerne. Vi har også lidt alder på vinen, årgang 2000 … dvs. hele 12 år, hvilket også er lidt usædvanligt for en mousserende vin. Duftmæssigt er den slående indtryk masser af modne … eller måske snarere overmodne pærer og en god portion sødme. Smagen finder jeg en smule flad og kunstig, og bestemt meget speciel.

Pris hos Skovgaard Vine er 239 kr. for 1 stk. og 185 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2011 Brezza Giacomo e Figli, Langhe Freisa Santa Rosalia, Piemonte, Italien

2011 Brezza Giacomo e Figli, Langhe Freisa Santa Rosalia, Piemonte, ItalienVidere til næste vin, en vin fra det dejlige italien, og igen på en mere ukendt drue, nemlig Friesa, som også nogle gange kaldes Fresa. Man mener, at navnet måske kommer fra det franske ord fraise, som betyder jordbær. Der er da også røde søde bær at finde i duften. Fresa/Freisa dyrkes primært i Piemonte, Italien.

Og det er også lige præcis her vi finder Azienda Agricola Brezza Giacomo e Figli. Vingården er etableret i 1885 af Giacomo Brezza, der sammen med sin far Antonio aftappede gårdens første vin i 1910. Azienda Agricola Brezza ligger meget tæt på centrum af Barolo by, og det nærliggende hotel “Hotel Barolo” og tilhørende restaurant “Ristorante Brezza” tilhører også Brezza familien.

Brezza Giacomo e Figli har 22 hektar med marker i Barolo, i kommunen Monforte, i kommunen Novello og endelig i Alba. Der dyrkes Barolo fra fire historiske vinmarker, Bricco Sarmassa, Cannubi, Sarmassa og Castellero. Vingårdens Nebbiolo d’Alba dyrkes fra Santa Rosalia vinmarkerne, og på disse marker dyrkes ligeledes Freisa, som altså anvendes til denne vin.

Det er i dag 4. generation af Brezza familien, som i dag driver vingården, nemlig Enzo og Oreste Brezza.  Al produktion sker med egne druer, og vinene lagrer i den oprindelige, gamle kælder med hvælvede lofter. Den samlede produktion er omkring 80.000 flasker om året.

Nå lad os gå i krig med denne Freisa vin. Duftmæssigt er vinen krydret, og duften af jordbær kan faktisk godt fornemmes, derudover har jeg noter af tørre olivenbuske … eller i hvert fald, som jeg forestiller mig, at tørre olivenbuske dufter. Smagsmæssigt er vinen meget tanninfyldt, lidt kantet og med en smule bitterhed. Uhhh, der er mange tanniner i vinen. Rigtigt spændende valg.

Købt i Italien … og ikke fundet i Danmark. En Barbera D’Alba fås i Vinkollektivet til 155 kr.

Vinanmeldelse 4/7