Tag-arkiv: Western Cape

2018 Klein Constantia, CV2 Special Selection Rosé, Western Cape, Sydafrika

2018 Klein Constantia, CV2 Special Selection Rosé, Western Cape, SydafrikaCV2 er et supplerende brand fra det velkendte sydafrikanske vinhus Klein Constantia og derfra smager vi nu deres CV2 Special Selection Rosé.

Klein Constantia ligger få kilometer udenfor Cape Town i Sydafrika og husets vingård bliver ofte kaldt verdens smukkeste beliggende vingård.

Vinhuset har en lang historie, som går helt tilbage til 1685, hvor jorden blev gevet til guvernøren Simon Van Der Stel, den første hollandske guvernør i Cape Town, som belønning. Og vingården blev en vigtig brik i Sydafrikas historie.

Simon Van Der Stel begyndte at producere vin fra gården i 1708 og vinen fik også et godt omdømme. I 1709 havde han samlet plantet 7.000 vinstokke. I 1777 døde Val Der Stel, men da der ikke var nogle arvinger, så blev gården opdelt og solgt i flere dele.

Hendrik Cloete – som allerede var erfaren vinbonde fra Stellenbosch – købte i 1778 en del af Constantia ejendommen, og det var ham – og senere sønnerne – som sørgede for, at vinene fra vingården bliver kendt i hele verden … specielt dessertvinen Vin de Constance. Det var også Hendrik, som gav vingården det nuværende navn Klein Constantia.

Og Vin de Constance blev en vin, som bliver efterspurgt i hele verdenen. Vinen blev allerede nævnt i Jane Austen’s roman Sense and Sensibility i 1810, hvor en af personerne i historien anbefaler vinen for dens helbredende egenskaber.

Selv store verdensmænd som Napoleon, Kong Ludwig XIV, George IV og Kansler Bismarck drak og gemte vinen Vin de Constance i deres private vinkældre.

Den var faktisk så efterspurgt, at rigmænd i starten af det 19. århundrede foretrak Vin de Constance fremfor Château d’Yquem, Tokay og Madeira. Vinen laves fortsat og den var efter sigende også Nelson Mandelas yndlingsvin.

Danmark har også spillet en rolle i udbredelsen af den legendariske Vin de Constance. En af dem, som fragtede vinen til Europa var nemlig Frédéric de Coninck. Han var en af datidens mest velhavende handelsmænd, skibsreder og ejede bl.a. Moltkes Palæ i København samt Næsseslottet i Holte samt over 60 fragtskibe, som sejlede til Ostindien og andre steder i verdenen.

Ud fra breve der er fundet i Cape Town, så rådgav Frédéric De Coninck ofte Hendrik Cloete om vinene og salget. Han skrev bl.a., at vinene fra Klein Constantia var de fineste vine, han nogensinde havde smagt. I starten blev vinen sendt til Europa i store tønder, hvilket ikke altid var lige vellykket, da Cloete fragtede vinene med skibe, hvor kaptajnen ikke altid var troværdig. Det skete, at folkene om bord havde pillet ved tønderne og smagt på vinene.

Efter samråd med De Coninck blev de lidt dårligere årgange solgt på hjemmemarkedet og kun de allerbedste vine fragtet til Europa med De Conincks skibe, som altid havde ry for at være pålidelige og sikre.

De Coninck fragtede vinen til Europa, hvor han serverede dem for sine venner og vigtige kunder. Også i de det danske kongehus drak man Vin de Constance vinen med stort velbehag.

Frederick De Coninck var en stor vinelsker, og han var ikke tilfreds med bare at give gode råd. Forskellige ting, som Cloete manglede på hans vingård, blev sendt fra den nordlige halvkugle til Kap det Gode håb, bl.a. korkpropper, vinflasker og tøndebånd.

Frederick De Coninck døde i København i 1811 og Henrik Cloete døde syv år senere i 1818, men deres breve findes stadig i arkiverne i Cape Town – en bekræftelse på et nært venskab.

Vinlusen, som i slutningen af 1800-tallet kom til Cape provinsen, spredte død og ødelæggelse og samtidig forsvandt Constance vinen fra markedet.

Efter skiftende ejerskab, så blev Klein Constantia i 1980 købt af Duggie Jooste. Ejendommen var meget forsømt og kun 35 hektar ud af de 70 hektar var vinmarker. Store dele af det resterende areal havde ikke været dyrket i mange år.

Familien Jooste brugte i en årrække mange penge og megen tid på renovering både marker og ejendom. Familien byggede også en ny vinkælder og endelig i 1986 var de parat til at sælge de første vine fra Klein Constantia. Og de har siden fået spredt Klein Constantias navn over hele den store vinverden.

Siden 1986 har Klein Constantia uafbrudt vundet en medalje hvert år for deres vine i sydafrikanske konkurrencer … … og selvom Vin de Constance ikke når tidligere tiders efterspørgsel, så hører vinhuset i dag til blandt de allerbedste vinhuse i Sydafrika.

At Vin de Constance er velegnet til royale begivenheder blev dokumenteret i 2015, hvor Englands Dronning Elizabeth serverede Vin de Constance 2008 for den kinesiske præsident Xi Jinping og hans kone ved en officiel statsmiddag på Buckingham Palace.

I 2011 valgte familien Jooste at sælge Klein Constantia til amerikaneren Zdenek Bakala og englænderen Charles Harman, som ansatte Hans Astrom som administrerende direktør, men Duggies søn Lowell Jooste er stadig medlem af bestyrelsen. Senere har de to investorer – sammen Bruno Prats og Hubert de Boüard – også købt Anwilka Vineyards.

Således laver Klein Constantia således i dag vine i serierne Anwilka, Vin de Constance, Estate Range og KC Range. Men derudover er de også startet med en sekundær serie, som kaldes CV2, hvor jeg gætter på, at vinen laves med opkøbte druer.

Denne CV2 Special Selection Rosé er lavet på 100 % Cabernet Franc, der er dyrket i Western Cape-området i Sydafrika. Den er både gæret og lagret udelukkende på ståltanke for at bibeholde så meget frugt og friskhed som muligt.

I glasset er vinen utrolig bleg, lys laksefarvet, så der har alene været ganske kort kontakt med skindet. Næsen byder på hindbær, fersken, granatæbler, citron, lidt sandeltræ eller noget i den retning samt en lidt sjov krydret note. Derudover er der pæn sødme … men virker samtidig en smule flad i syren.

Smagsmæssigt er syren dog ganske okay. Der er en vis fylde over vinen, som samtidig er ganske ukompliceret. Den er krydret, der er lidt citroner, jern og svagt lidt saftevandsfornemmelse, vandet og letbenet, men læskende en varm sommerdag på terrassen.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 109 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Bonnievale Wines, River Collection Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2018 Bonnievale Wines, River Collection Chardonnay, Western Cape, SydafrikaDet er som om, at der pludselig er masser af sydafrikanske vine i mit vinglas og næste kommer også derfra … River Collection Chardonnay fra Bonnievale Wines.

Bonnievale Wines er et stort kooperativ, der netop ligger lidt syd for byen Bonnievale i Western Cape. Bonnievale Wines er reelt grundlagt i 2006 ved en fusion mellem 3 kooperativer i byen, som blev grundlagt af den visionære skotte Christopher Forrest Rigg omkring 1800-tallet. Riggs så potentiale i den daværende halvtørre dal ved bredden af ​​Breede floden.

Han brugte de fleste af sine personlige ressourcer og hans overbevisende evnetil at sælge ideen til ligesindede pionerer og folk, der søgte at starte op i området. Han stod bag opførelsen af ​​en lang vandingskanal, der hjalp med at starte op for landbruget – herunder vindyrkning på markerne med virkelig perfekte jordbundsforhold.

Så derfor blev det nye fælles – og store – kooperativ selvfølgelig opkaldt efter den maleriske by. Bonnievale Wines er nemlig én af de største producenter i Sydafrika med 100 tilknyttede vinavlere og medlemmer, som samlet leverer druer til kooperativet fra deres over 1.700 hektar vinmarker.

Bonnievale Wines ledes i dag af CEO John Barnardt, men vinproduktionen er lagt i hænder på et team af vinmagere anført af ønologen Marthinus Rademeyer, som har en målsætning om, at gøre Bonnivale til et af de bedste kooperativer.

Her smager vi en Chardonnay fra husets River Collection, en serie af vine, hvor kun de bedste druer i hver årgang anvendes. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen skulle være lagret få måneder på egefade.

Næsen er meget tydelig Chardonnay med en smule fedme, men bestemt ikke overdrevet eller overdone. Der er lidt småkager, vanilje blandt fersken, citrus, kalk og dufter sgu godt. Duftmæssigt virker vinen blid, blød og lidt til den søde side.

Smagen følger egentlig duften meget godt … men klart med langt mere citron og en fin om end rustik syre. Det er smagsmæssigt heller ingen fed Chardonnay, men ren, cremet og fornuftig.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Luddite Wines, Saboteur, Western Cape, Sydafrika

2016 Luddite Wines, Saboteur, Western Cape, SydafrikaEn sabotør er en vandal, skadevolder og et uroelement … men kan også være en helt, som fx sabotørerne under anden verdenskrig. Denne Saboteur er også en provokerende dejlig vin, som kommer fra vinhuset Luddite Wines.

Det er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, men det var helt tilbage i 2013, da jeg smagte deres 2009 Shiraz.

Vinhuset ligger lige tæt på den lille by Bot River på de østlige skråninger af Houwhoek bjergene omkring 30 kilometer fra Atlanterhavet i Western Cape.

Luddite Wines drives af ægteparret Niels og Penny Verburg, som begge kommer fra Sydafrika. Som ung startede Niels sin uddannelse som ønolog på Elsenburg Agricultural College i Sydafrika, og her blev han forelsket i Shiraz druen.

Efter endt skoletid flyttede parret til Europa, mens Niels rejste verden rundt som flyvende vinmager for vinhuse i både Frankrig, Chile, New Zealand, Australien og Grækenland inden de i 1995 vendte retur til hjemlandet.

Der startede Niels som vinmager hos Beaumont inden drømmen om egen vingård gik i opfyldelse, da han sammen med konen købte den lille vingård, som han døbte Luddite.

Penny tager sig af vinmarkerne, mens Niels primært fokuserer på hans foretrukne drue Shiraz. Den første årgang af Luddite Shiraz blev udgivet i 2000, men senere er der også kommet flere vine i sortimentet.

Parret har samlet 16 hektar og laver alene 4 forskellige vine, nemlig fortsat Luddite Shiraz, en hvid Luddite Chenin og så Saboteur i en rød og hvid udgave.

Her smager vi Saboteur i en årgang 2016, hvor blendet består af 54% Shiraz, 32% Cabernet Sauvignon og 14% Mourvedre, men det varierer lidt fra år til år. Druerne kommer fra 7 forskellige vinmarker og er høstet over en periode fra 9. februar til 9 marts. Alle druer håndplukket, ingen kunstgødning eller kemikalier.

Vinen er lavet første gang i årgang 2009 og Niels sigter efter en moderne vin med lidt referencer til Rhône.

Cabernet Sauvignon og Mourvedre druerne har gæret i åbne gæringskar af eg med regelmæssig punch-down, men Shiraz druerne har gæret i rustfrie ståltanke og efterfølgende gennemgået malolaktisk gæring i egetønder.

Vinen er også lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye fade og først derefter er vinen samlet aka blandet. Det er første år, hvor der er så stor mængde Cabernet Sauvignon. Der er lavet 32.840 flasker af vine … de fleste med prop, men også en del med kapsel som vi kender fra øl eller sodavand. Denne her har prop.

Waow … sikke en fed, dekadent og overdrevet frugt, masser af solbær, blåbær, engelsk lakrids, mørk skovbund, godt med eg, total bundløs dybde, lidt mælkede noter, flæsk, bacon, tørrede urter og krydderier og en sprællevende mørk syre. Her forstår man måske lidt referencerne til Rhône. Masser af mørk frugt.

I munden byder vinen på lidt peber, er lidt stærk, så det brænder en smule, men vinen er også meget ung endnu, så et par år i kælderen vil ikke skade den. Der er dog også lidt fed fadsødme, som opvejer … nærmest opsluger alkoholen, gør vinen meget kompleks og smukt balanceret. Det er fortsat en vin med skrald på, men slet ikke med marmeladefedme eller for overdone, men har syrlig nerve, svag sødme … men syren fortsætter i en lang og frugtrig eftersmag.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Vondeling Wines, Baldrick Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2014 Vondeling Wines, Baldrick Shiraz, Western Cape, SydafrikaLad os tage endnu en vin fra den smukke vingård Vondeling Wines i dalen ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika … nu deres røde Baldrick Shiraz.

Det er 100% Shiraz, som alle er høstet manuelt og afkøles natten over inden en delvis afstilkning, hvorefter druerne anbringes i åbne fermentorer, hvor de ligger i kold maceration i 48 timer inden gæringen sker spontant med druernes egne naturlige gærceller ved 22 grader. Efter endt fermentering sker presning i en gammel tradition presse og herefter overføres vinen til 500 liter egefade, hvor vinen både gennemgår malolaktisk gæring samt lagring i 12 måneder.

Duften er mørke bær med lidt sødme, sorte kirsebær, blommer, lidt eukalyptus … måske lidt lukket, men eller eg, kanel, vanilje, lidt håndsæbe og et drys peber. Derudover er der både engelsk lakrids og engelsk vingummi, men samtidig lidt tør og støvet i udtrykket, men også noget let og meget indbydende.

I munden er det dog ikke ærketypisk Shiraz, for vinen har mere syrlighed end duften lige indikerede, nærmest med lidt balsamisk syre. Det er både en tæt, syrlig og meget smagfuld Shiraz. Der er lidt peber og jernholdige noter i eftersmagen, men bestemt en sydafrikansk Shiraz i den bedre ende.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, Sydafrika

2014 Vondeling Wines, Babiana, Western Cape, SydafrikaVondeling Wines er en smuk vingård i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården, som ligger i en dal ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika. Og derfra smager vi denne hvidvin med navnet Babiana.

Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet. I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002.

Vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe. Og samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker.

Denne er husets hvide topvin, og den er opkaldt efter en af de planter, som er helt unik for området, nemlig Babiana Noctiflora, som primært findes omkring Voor-Paardeberg sammen med Erica Hippuris, Oscularia Paardebergenis og Serruria Roxberghii.

Babiana er lavet på 50% Chenin Blanc, 24% Chardonnay, 13% Grenache Blanc og 13% Viognier. Alle druer høstes med håndkraft og vinen er gæret alene på druernes naturlige gærceller i store 500 liters franske egefade, hvorefter den så lagres 12 måneder på franske egefade.

Næsen byder på en lille lækker fedme, abrikos, mandler, pinjekerner, cashewnødder, røg, flot og god nerve, mandariner, karamel, banan, tonsvis af fadnoter og vanilje.

Smagsmæssigt er det cremet, blødt og svulstig på en fin og lækker måde. Det er opulent, men ikke helt vildt, for vinen har en frisk, livlig, bitter og levende syre med flot balance. Den smager bare rigtig godt og breder sig dejligt i munden med lidt bitterhed i eftersmagen,

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Merlot & Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika

2017 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Merlot & Cabernet Sauvignon, Western Cape, SydafrikaNu er der næsten ikke flere tårer tilbage, for denne Angel Tears Merlot & Cabernet Sauvignon er sidste vin fra Grande Provence Heritage Wine Estate.

Angel Tears Merlot & Cabernet Sauvignon er lidt et Bordeaux blend på 40% Merlot, 40% Cabernet Sauvignon, 15% Petit Verdot samt 5% Shiraz. Efter høsten – der sker manuelt – så afstilkes druerne inden gæring i rustfrie ståltanke over 2 uger ved 25 grader med 4 daglige pump-overs. Efter endt fermentering udvælges de bedste dele, som indgår i denne vin. som derefter lagrer med franske egetræsstave i 8 måneder inden vinen tappes på flaske.

Lidt mere klassisk næse … egentlig lidt et Bordeaux blend, men selvom der ligheder i duften, så er der også mange forskelle. Der er ikke hverken solbær, cigarkasser eller jord, men derimod grafit, blåbær, lidt eukalyptus, solcreme og det hele virker mere solbrændt eller solmodent. Frugten er ikke helt så rank som hos dens franske forbillede, og de lidt sødbrændte elementer fylder mere.

Smagsmæssigt en ganske tør vin, og har egentlig også pænt med mørk frugt. Der er lidt peber, tørre tanniner og syren sikrer en vis rygrad, selvom vinen har lidt kant. En lille sødme ligger underneden sammen med en snert fra alkoholen på de 14%. Det er ikke Bordeaux, men godkendt.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Le Chocolat Pinotage, Western Cape, Sydafrika

2017 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Le Chocolat Pinotage, Western Cape, SydafrikaMed næste vin har tårerne skiftet farve … nu er det vel nærmest blodige tårer. I hvert fald er næste vin fra Grande Provence Heritage Wine Estate den røde Angel Tears Le Chocolat Pinotage.

Vinen er lavet på 100% Pinotage, som høstes med håndkraft. Efter afstilkning af druerne er vinificering sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret  6 måneder i franske egetræsfade. Og efter duften at dømme, nogle virkelig sødbrændte fade.

WOW sikke en duft … meget anderledes. For de første er der nogle meget søde og ristede noter … ristede kaffebønder, chokolade – jo den er god nok – masser af sødbrændt eg, vanilje, rågummi, spejderhagl, amarettokirsebær og modne blommer. Det vælter simpelthen op af glasset.

Vinen er i munden sød og også meget sød. Det er klart en venlig og lysten vin … en rigtig erotisk buttet danskerelsker, men klart til den jammy side. Vinen er sød og lidt fluffy, men vedkender sig stilen med kraft, saftighed og sødme. Der er også i smagen chokolade og ristede elementer. En lille eksplosiv bombe af sødlig og rar bamsefylde til en kold aften.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2018 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Rosé, Western Cape, Sydafrika

2018 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Rosé, Western Cape, SydafrikaVi presser fortsat tårekanalerne med næste vin … Angel Tears Rosé fra sydafrikanske Grande Provence Heritage Wine Estate.

Vinen er i denne årgang 2018 lavet på 95% Pinotage og 5 Shiraz druer, som er høstet ved håndkraft, afstilket og presset … alene 30 minutter skindkontakt, hvorved vinen opnår den lyse pink laksefarve.

Vinen er – som foregående hvidvin – alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret ganske kort inden aftapning på flaske og frigivelse til salg.

I glasset er vin herlig bleg roséfarvet … og lige netop med samme farve, som roséerne fra Provence. Næsen byder pænt på frugt … jordbær og pærer, lidt tør og nærig med aromaerne, men det som den giver, er egentlig meget rundt og venligt.

Smagsmæssigt er det sådan lidt jordbær, æble og kirsebærsaft med et svagt strejf af citron, let og tynd, men alligevel med en svag sødme, lidt jern og bitterhed, som går fint hånd i hånd. Det er en 1-2-3 drik vin til unge mennesker og solskin i haven.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2018 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2018 Grande Provence Heritage Wine Estate, Angel Tears Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikDer er 8.888 tårer i denne Angel Tears Sauvignon Blanc, fremgår det af etiketten. Så må man være grædefærdig, hvis man taber flasken eller hva’? Det er en sydafrikansk vin, som kommer fra vinhuset med det franskklingende navn Grande Provence Heritage Wine Estate.

Vinhuset ligger i Franschhoek i området Western Cape omkring en times kørsel fra Cape Town og har en historie, som går helt tilbage til 1694, hvor den franske protestant Pierre Joubert pga. religiøs forfølgelse flygtede fra La Motte-d’Aigues i Provence til Sydafrika med hans bibel skjult i et brød.

Under en lange rejse på skibet Bergchina døde hans hustru, men han fandt – meget foretagsomt – en anden hustru på skibet, nemlig Isabeau Richarde.

Da de ankom til Olifantshoek – som Franschhoek hed dengang – købte de en farm med markerne Belingchamp, L’Ormarins, La Motte og La Roche, hvor de begyndte at dyrke vin.

I generationer har vinhuset været i familiens eje – centreret omkring den smukke ejendom Grande Provence. Det er den, som I kan se på billedet ovenover. Udover vinproduktion, så omfatter driften også udlejning af værelser, et galleri samt en fin restaurant og bistro.

I 1991 blev Grande Provence Wine Estate overtaget af greven Riccardo Agusta, som drev farmen og producerede mange topvine. Siden 2004 har Grande Provence Wine Estate dog været ejet af et Holland/Belgisk konsortium … en flok forretningsfolk med en særlig passion for god mad, gode vine og selvfølgelig Afrika.

Serien af vine med navnet Angel Tears hører til blandt huset Housewine, altså hverdagsvine aka basisvine.  Det er en serie af vine, som Grande Provence Heritage Wine Estate startede med at lave tilbage i 1992.

Vinene har navnet Angel Tears efter et gammelt fransk sagn fra det 18. århundrede, hvor høsten i den lille by Freinet et år var helt exceptionel. Rygtet gik til de øvrige  landsbyer i området, at engle har stjålet vin i byens kældre, og da deres læber rørte vinene, så græd de glædestårer.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de afstilkes og presses. Gæring sker i rustfrie ståltanke ved 13 grader i to uger, hvorefter vinen også lagrer – sue lie – i 4 måneder inden aftapning på flaske. Der er 3,5 gram restsukker pr. liter.

God direkte næse med hø, grønne noter, stikkelsbærsyltetøj, hyld, virker måske en anelse tør og lidt lukket, men har derudover en lidt nøddet side. Smagen er egentlig fin og frisk, lidt grapebitterhed og samtidig en snas sødme, selvom der ikke er så megen dybde i vinen. Men serveret koldt på en sommerdag, så græder vi ingen salte tårer.

Forhandles af Nemlig.com, hvor en flaske koster 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaDa jeg smagte Samantha O’Keefes 2017 Chardonnay Estate Reserve fra hendes sydafrikanske vinhus Lismore Estate Vineyards var jeg solgt, det smager formidabelt, og derfor kunne denne Pinot Noir fra den smukke kvinde kun skuffe … men det gør den bare ikke. Det smager i særklasse godt.

Jeg får således lyst til at bryde ud i samme glædesrus som ved Chardonnay’en … Jesus Christ, Kali, Baal, Tur, Krisna, Freja, Rame, Herkules, Hades og alverdens andre guder, hvor smager denne Pinot Noir bare godt med totalt europæiske træk. Rundt om bordet var alle da også enige i, at det måtte være tysk Spätburgunder.

Vinen er lavet med ren Pinot Noir, hvor alene 70% af klaserne afstilkes, men fermentering sker i neutrale egekar med blid overpumpning to gange dagligt og lang ekstraktion.

Derefter er vinen presses i en traditionel træpresse, hvorefter vinen lagrer 10 måneder i henholdsvis 225, 300 og 500 liter egefade, hvor den malolaktiske gæring også sker. Omkring 35% af fadene er nye franske fade. Der er kun lavet 510 kasser af vinen.

Det er i næsen – uha – sød, tysk, animalsk kostald, let medicinskab, mejeri og drikkeyoghurt, som nærmest smelter sammen med æteriske olier. Det er virkelig en svævende aroma, forførende, feminin, blid og lys med hindbær, jordbær, lidt kanel, sødme og sommerlige blomstermarker med solstrejf, kærlighed og ungdommelig uskyld.

Smagen er også lys sommer … meget saftig, ren, let, luftig, sart og fin. Det er hvide blonder på flaske med ribs, granatæbler, en fin og elegant syre, let jern og nænsomme krydderier. Det er vin for Houlberg … elegant, feminint og smukt. Vakler et kort øjeblik mellem 6 og 6½ af de houlbergske Thumbs Up, men det er sgu overraskende godt. Nam.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 289 kr., hvilket faktisk er et fund for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7