Tag-arkiv: nebbiolo

Nebbiolo er en rød druesort fra Piemonte, hvor den står bag de verdenskendte Barolo og Barbaresco vine. Jeg kalder selv druen for prisen, hvis præmissen er, at Pinot Noir og kongen, mens Riesling så må være prinsessen.

Nebbiolo vinene er kendetegnet ved deres stærke tanniner, høje syreindhold og karakteristiske duft … ofte beskrevet som tjære og roser. En anden karakteristika er, at over tid, som begynder vine på Nebbiolo at falme fra en dyb rubin/violet farve til en smuk murstenorange.

Nebbiolo har sit navn efter det italienske ord nebbia, som betyder tåge, hvilket er meget passende, for i Piemonte ligger vinmarker ofte skjult under et spøgelsesagtigt tæppe af tåge om eftermiddagen og senere på året, når druerne skal høstes ligger området også i med vinterlige vejrforhold med masser af tåge.

Vine på Nebbiolo fra marker uden for grænserne mellem Barolo og Barbaresco kan klassificeres som Langhe Nebbiolo, hvilket også gælder vine fra unge vinstokke eller dårligere beliggende marker inden Barolo og Barbaresco zonerne.

I Roero området lige over for Tanaro floden findes der mere overkommelige alternativer til Barolo og Barbaresco. Her blev Nebbiolos stramhed og tanniner ofte blødgjort med et stænk af Barolo Bianco … det lokale kaldenavn for Arneis, men denne praksis ses sjældent i dag, selvom det fortsat er lovlig.

Længere mod nordøst er Nebbiolo også den dominerende druesort i vinene fra Ghemme og Gattinara samt en klynge andre små byer langs den regionale grænse mod Lombardiet.

I netop Lombardiet laves der også – fra stejle og højt beliggende marker i det dramatiske alpelandskab – flotte Nebbiolo vine, som er en smule lettere end vinene i Piemonte. Her kaldes Nebbiolo i øvrigt ofte for Chiavennasca. Specielt vinene fra Valtellina er berømte og dér laves også en udgave med tørrede Nebbiolo druer, nemlig de Amarone lignende Sforzato di Valtellina vine.

Nebbiolos store popularitet har medført, at druen nu dyrkes i stort set hele verdenen, hvor den dog mest er en nichesort. Den dyrkes i meget små mængder på få vingårde i USA, Mexico, Chile, Argentina, Brasilien, Uruguay, Sydafrika, Australien og New Zealand.

2015 Carlo Revello & Figli, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Carlo Revello & Figli, Barolo, Piemonte, ItalienSelvom Revello & Figli laver en god Barbara a’Alba, så er jeg nu mest til Nebbiolo druen, så derfor er det en sand fornøjelse at plaske et glas af vinhusets Barolo 2015 op i vinglasset.

De laver flere Barolo’er hos Revello, men dette er deres intro-Barolo, hvis man kan kalde den sådan? Men alligevel er alle Nebbiolo druerne til vinen fra 60 år gamle vinstokke fra flere af husets marker.

Vinen er lavet med 4 dages maceration i vandrette rotorfermentatorer, hvorefter den gærer videre 10 dage i rustfrie ståltanke, mens den malolaktiske gæring er sket i franske egefade. Så er vinen lagret 24 måneder på franske barriques, heraf 20% nye og 80% brugte fade og lagrer så på flaske indtil 4 år efter høsten.

I glasset er vinen forholdsvis lys, selvom den ikke er sådan helt transparent. Duften er rund og blød, men alligevel med masser af de klassiske Barolo dyder som læder, roser … parfumeret og blomstret suppleret med moden lys frugt, kirsebær, hindbær, ribs, trælim, sten, aske, læder og balsamiske noter.

Smagsmæssigt er det også rund, blød og moden vin, hvor man mærker husets modernistiske tilgang, for frugten er lidt mørkere end forventet med hindbær, solbær, ribs, granatæbler, lidt poleret og rund … men med en utrolig tørhed og uden at tabe syrligheden. Læg dertil tonsvis af ultrastramme tanniner, som hiver dig i ganen, så får du en rigtig stor Barolo.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Morra Gabriele, Barbaresco, Piemonte, Italien

2016 Morra Gabriele, Barbaresco, Piemonte, ItalienMorra Gabriele er et nyere vinhus beliggende midt i Alba og derfra kom næste vin … en 2016 Barbaresco.

Morra Gabriele er grundlagt i 2013 af de to venner Gabriele Testa og Stefano Campaniello, hvor Gabriele tidligere har haft arbejde i Piemontes vinmarker, mens Stefano er sommelier og har arbejdet på restauranter i både Frankrig, Spanien, Italien samt i London i England.

Sammen har de overtaget vinhuset Pautasso Vini, der oprindelig er etableret i 1880 af Gabrieles bedstefar. Siden de overtog vingården, så er driften omlagt til biodynamisk … men de har kun 1,5 hektar med 25-60 år gamle vinstokke.

Her smager vi de to venners Barbaresco 2016, som er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, naturligvis med gæring efter månekalenderen. Derefter er vinen lagret, men hvor lang tid fremgår ikke. Den er tappet uden filtrering.

I glasset har vinen allerede brunlige nuancer, men er ikke lys eller transparent. Næsen er dog moden og rund, mens frugten er sådan meget kirch … vel kirsebær suppleret med tobak, bacontern, læder, grøntsagsfond og en balsamisk syre. Dermed bliver vinen i næsen ingen elegantier, men mere tæt, kompakt og lettere mørk.

Smagsmæssigt viser Nebbiolo druer imidlertid tænder … virkelig monstertør vin, lys og syrlig, mens tanninerne også er tørre, giver masser af bid og udtørrer munden demonstrativt. Frugten er ribs, tranebær og hindbær … alt er skarpt og stringent.

Kim hos Vinspecialisten i Randers er importør og prisen på vinen i denne årgang 2016 er 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDenne Langhe Nebbiolo fra Azienda Agricola Silvio Grasso har jeg smagt før og været totalt forelsket i. Og nu er jeg det igen.

Vi har fat i Silvio Grassos basis Langhe Nebbiolo, der vistnok ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera samt Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2015 og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset. Så det gør jeg ikke nu, men skynder mig i stedet at få vinen i glasset og læner mig frydefulgt tilbage i stolen.

I glasset er vinen igen lys og transparent, hvilket får mine håbefulde forventninger til at stige et par etager. Og hvor dufter det altså bare pissegodt … pardon my french. Op af glasset strømmer nemlig en lys, fin og vanedannende aroma med violer, roser, mentol, timian, syrlige kirsebær, lyse blommer, ribs … sådan let våde og gæret. Der kommer også et let fadpræg, hvor både røg, lidt svag vanilje, karamel og tørre mandler vil lege med. Og uha hvor de leger.

Smagsmæssigt har vinen en lidt svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør, jordbær og egentlig meget frugtrig smag. Med luft i munden mærker du vitterlig et markant tanniske Nebbiolo bid, men syren bliver dog aldrig helt vild og tør, for den lille kække, søde side gør helheden venlig, måske endda nærmest saftig og læskende. Det er monsterlækker Langhe Nebbiolo, der vil kunne slå mange fine Barolo’er omkuld. Det bliver 5 kæmpe hjerteformede fingre med amorspil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 104 kr., hvilket må siges at komme i kategorien røverkøb.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2016 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienHoulberg har været der før … smagt denne Barolo Ciabot Tanasio fra Sobrero Vini på adressen Via Alba Monforte tæt ved Castiglione Falletto. Denne gang smager jeg vinen i 2016 årgangen.

Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2013 og 2015, så vinhuset har jeg skam skrevet om tidligere.

Vinen er opkaldt efter husets gamle vingård Ciabot Tanasio og den er lavet med druer fra 55 år gamle Nebbiolo stokke på de 3 marker Valentin, Pianta samt Pernanno. Selve maceration og gæring sker i rustfrie ståltanke over 35 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 6 måneder i ståltankene. Først derefter lagres vinen mindst 24 måneder på slavonske 2.500 liter egefade.

Dermed er produktionen således meget traditionel og der anvendes slet ikke franske fade, da de ifølge Pier Franco Sobrero afgiver alt for megen vanilje til vinen. Efter endt lagring flaske vinen fuldstændig ufiltreret.

I glasset er vinen forholdsvis lys og lettere transparent … med en lidt modenbrun farve i kanten. Op af glasset strømmer masser af Barolo karaktertræk … læder, blomster, violer, masser af tørt træ, cedertræ, tør kakao, lidt mentol samt en moden frugt med en lille sødme. Det er blommer, jordbær, tranebær, lakrids og appelsinskal. Det er ikke en vild ekspressiv duft … sagte, men alt virker på rette plads.

I munden er det en lidt varm og fyldig Barolo og klart en kende mørkere end 2015’eren. Det er comfortblødt, varmt og rundt, men fortsat med tydelige og tørre tanniner, som dog aldrig for alvor gør vild væsen af sig eller bliver aggressive. Der er sort te, træ samt en frugt med både syrlighed, bitterhed og pæn tørhed … fin og frisk, men en postgang rundere end 2015’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Broccardo, Barolo I Tre Pais, Piemonte, Italien

2015 Broccardo, Barolo I Tre Pais, Piemonte, ItalienNår vi nu er vi god druesaft, hvorfor så ikke nuppe endnu en Barolo? Her i det houlbergske hjem er der ikke langt fra tanke til handling og det blev løst med et glas af denne 2015 Barolo I Tre Pais fra Agricola Fratelli Broccardo.

Det er en lille familiedrevet vingård, der ligger ved Monforte d’Alba. Vingården drives af de 3 søskende Filippo, Federica samt Laura Broccardo, der besluttede selv at lave deres egne vine fra de marker, som både deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre havde passer igennem årtier, men blot solgt deres druer til andre producenter.

Familien har lidt under 3 hektar vinmarker, som er spredt på marker i tre forskellige kommuner, nemlig parceller på Bricco San Pietro og  San Giovanni i  Monforte d’Alba, Paiagallo i Barolo samt Ravera i Novello.

Denne Barolo I Tre Pais er lavet fra 30 år gamle Nebbiolo vinstokke fra husets marker i de tre Barolo kommuner Monforte d’Alba, Barolo og Novello. Vinen er lavet gæring og maceration i temperaturstyret ståltank og efter endt fermentering har vinen lagret 24 måneder i både nye og gamle 3.500 liter botti egefade af fransk og slavonsk egetræ. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.

Allerede i glasset kan jeg se, at det bør være en vin, som jeg kan li’, for vinen er sart, lys, transparent teglfarvet …  men dufter dog ikke vildt ud af glasset med det samme. Men giv lidt tid, så dukker der lidt tobak frem, er måske en smule flæsket, har blomster, cedertræ og i starten meget forsigtig og sky. Der kommer dog lidt violer og læder frem, men svagt … lidt knust sten og kamfer. Frugten er heller ikke så lys, men mere ovre i kirsebær, brombær og jordbær suppleret med kogte blommer, kaffegrums og lidt kanel.

I munden er vinen virkelig pænt kirsebærdrevet … sådan lidt saftig i fugten og ikke så lys. Der er – udover småsure kirsebær – også hyben, hindbær, tranebær og ribs. Tanninerne er knastørre og de river lidt i ganen på bedste vis. Smagen er klart lysere end duften, meget ren og frugtdrevet og det afslører en lille god Barolo. Way to go, så Houlberg bliver glad og giver 5 store Thumbs Up.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Tenute Neirano, Barolo, Piemonte, ItalienTenute Neirano er jeg stødt på én gang tidligere og der var det også med deres Barolo … dengang i årgang 2015, men nu er den et par år yngre i årgang 2017.

Vinhuset ligger ved byen Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato og er grundlagt i 1982 af Giacomo Sperone sammen med sønnerne Paolo og Antonio. De er fra en familie, der har lavet vin igennem flere generationer, for allerede i 1880 grundlagde Bernardino Martini vinhuset Bernardino Martini & Figli i Turin.

Det blev derefter overtaget af sønnen Ferdinando Martini og i 1941 af 3. generation i form af svigersønnen Giacomo Sperone.

Giacomos far Antonio Sperone var også selv i vinbranchen og han havde bl.a. arbejdet i familiens firma produktion af Vermouth vine i Turin, så man kan sige, at Giacomo nærmest er opvokset med vin … og senere også giftede sig ind i en vinfamilie.

Det var således Giacomo, der i 1960 grundlagde Vermouth firmaet Giacomo Sperone S.p.A. i Cusano Milanino og fortsat de traditioner, som var startet i 1911, hvor bedstefar Antonio Sperone Sr. startede med produktionen af Vermouth, og som var fortsat af Giacomos far Antonio. Og sådan er det egentligt fortsat, for i løbet af 1970’erne kom sønnerne Paolo og Antonio Sperone også med i driften af firmaet.

Men i 1982 startede Giacomo og sønnerne så også Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato med produktion af både vine som Barolo, Barbaresco og mange andre vine. Derudover har den pænt foretagsomme Giacomo også startet en stor produktion af italiensk lemonade under mærket Caravella limoncello og orangecello.

På Tenute Neirano har Sperone familien i alt 25 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterene Moscato, Barbera, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet,  Brachetto og Nebbiolo, men opkøber også druer fra andre vinavlere.

Det er Antonio Sperone, som står for produktionen med hjælp fra bror Paolo, men også næste generation i form af Antonois to børn Francesca og Andrea deltager i driften.

De laver samlet ikke mindre end 11 forskellige mousserende vine, 6 hvidvine og 11 rødvine, men det omfatter så også vine med opkøbte druer fra andre områder i Italien … både Abruzzo, Sicilien og Puglia.

Og denne Barolo er altså én af husets vine, selvfølgelig på 100% Nebbiolo fra udvalgte marker i Barolo. Under gæringen hjælper overpumpninger af mosten med at trække ekstra farve, smag og struktur ud af drueskindet. Efter endt fermentering modner vinen herefter 3 år på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I glasset er vinen klart lysere end i 2015’eren … fint transparent med en svaglig orangerød kant. Duften er klassisk Barolo med finknuste rosenblade, violer, læder, en lys balsamisk syre, kamfer, tranebær, syrlige kirsebær, ribs, tør jord samt lidt tobak. Det er lige præcis de noter, som man bare leder efter i god Barolo.

Smagen er mere saftig og sød end forventet, men det er fortsat med knastørre tanniner suppleret med en lille peberbid. Det giver en sød og alligevel frisk frugt, kirsebær, ribs, tranebær og svag frugtsødme, lidt læder og en vis omgængelighed. Stilmæssigt virker vinen også i munden lettere end 2015’eren, men den har lidt samme knækkede sødme, som rammer samtidig med Nebbioloens strenge væsen. Og dermed havner Houlberg tæt på de 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, Italien

2020 Nervi Conterno, Il Rosato, Piemonte, ItalienSiden Giacomo Conterno købte hovedparten af vinhuset Nervi i Gattinara, så er priserne på alle vinene steget med raketfart og det blev bestemt ikke mindre, da Giacomo satte Corterno navnet på alle etiketterne. Så nu kaldes vinhuset også Nervi Conterno … og så på en almindelig dødelig tirsdag fik jeg et glas Conterno, men dog beskedent en 2020 Il Rosato rosévin.

Nervi har jeg skrevet om før og sidst var det, da jeg smagte en 2013 Gattinara Vigna Valferana. I det indlæg skrev jeg også lidt om husets historie. Men denne Il Rosato har jeg dog aldrig smagt tidligere.

Det er en Nebbiolo baseret rosévin, idet vinen består af 90% Nebbiolo, som man i øvrigt lokalt i Gattinara ofte kalder Spanna, samt 10% Uva Rara. Vinen er lavet med en 6-7 timers maceration, som giver vinen dens blege rosafarve. Derefter adstilles skaller og most efter Saignée metoden, hvor sagen tappes ud i løbet af nogle timer og dermed også øger vinens farve yderligere.

Derefter er gæring sket i temperaturkontrollerede ståltanke, hvor vinen så efterfølgende også er lagret en periode inden aftapning på flaske og så lagring et par måneder mere.

Duftmæssigt kan Nebbiolo aftrykket godt fornemmes, for der er roser, blomstereng og duftes klart, at vinen lavet på røde druer. Så frugten er både melon, stikkelsbær, jordbær, hindbærsorbet, grønne grene, yoghurt, masser af landlighed og lette krydderier.

I munden er vinen både frisk og tør … det er grønne æbler, ribs, hindbær, kirsebær, granatæbler, jern, basilikum … virkelig frisk og syrlig uden at det bliver for syrligt. Men det er en flot ren, stringent og fin rosévin med let lemon bitterhed i eftersmagen. Sådan kan rosévin altså også smage.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne vin 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Bergadano, Barolo Sarmassa, Piemonte, Italien

2013 Bergadano, Barolo Sarmassa, Piemonte, ItalienTid til lidt selvforkælelse … har sat mig helt alene ud under den overdækkede terrasse og hældt et glas op af denne 2013 Barolo Sarmassa fra Piercarlo på hans lille vinhus Azienda Agricola Bergadano. Og selvforkælelse er det absolut.

Bergadano stiftede jeg bekendtskab med tilbage i februar måned, hvor jeg smagte 3 vine fra huset … deres 2016 Barolo, 2018 Langhe Nebbiolo og endelig deres 2018 Barbera d’Alba Superiore. Hele historien om vinhuset kan du i øvrigt læse om i indlægget om Barbara’en, bl.a. om Piercarlo Bergadano, som har små 2,5 hektarer vinmarker spredt i kommunerne Barolo, Monforte og Novello … og de bedste marker er klart Vigna Sarmassa og Brunate.

Denne Barolo Sarmassa er jo netop lavet med druer fra Sarmassa marken, hvor Piercarlo Bergadano har en parcel på knap 0,5 hektar og med vinstokke, der er op til 70 år gamle.

Vinen er egentlig lavet som husets almindelige Baroilo … altså med gæring og maceration i ståltanke med remontage flere gange dagligt, der giver en god ekstraktion. Gæringen er temperaturstyret og foregår ved 26-28 grader over 15 dage.

Derefter har vinen fået en spontan malolaktisk gæring, hvorefter vinen er lagret i 24 måneder på italienske botti … store fade på 1.800 liter lavet af fransk egetræ. Efterfølgende er vinen lagret yderligere 12 måneder på ståltanke inden den flaskes og lagres i yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I glasset er det ikke en lys Barolo … men har lidt mere farve end forventet, men en herlig rødbrun kulør, som signalerer modenhed og måske endda lidt visdom. I næsen er det ved første snif en våd  fed Barolo … intet forsigtigt eller sart, men mere tæt og intens. Det er lidt et muskelbundt af en Barolo og jeg får faktisk lidt associationer til Giacomo Conternos 2011 Barolo Francia, som også har lidt af samme fedme og kraft.

Der er nemlig godt med mørk frugt, brombær, sorte kirsebær og sorte blommer, tyk læderfedt, skocreme, knuste rosenblade og et pænt fagpræg med både en kop espresso, kakao, vanilje samt letristede noter.

Hvor smager det dog godt … blød, cremet, mundsmeltende og lidt småvamset og kropsnær af en Barolo at være. Der er jordbær og lakrids i smuk favntag – og de klæder sgu hinanden – søde kirsebær, tranebær og frugten er dejlig moden. Med luft i munden mærker du også, at tanninerne ikke er til at spøge med, selvom de værste af kanterne både er afgrattet og poleret halvrunde. Alt er i balance, marmeladeblødt og zen meditativ … smuk fyldig Barolo, som omgående får 6 store tomler med kæmpepil op og dermed knappenålstæt på 6,5 tomler.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, Italien

2016 Renato Ratti, Barolo Marcenasco, Piemonte, ItalienGert E serverede også en gammel kending … en Barolo Marcenasco fra Renato Ratti. Sidst jeg smagte vinen var i en årgang 2006, men denne gang er den en 10 år yngre model.

Vinhuset ligger på adressen Frazione Annunziata i La Morra og er grundlagt i 1965 af Renato Ratti, der efter et ophold i Sao Paolo i Brasilien – hvor han var ansvarlig for produktionen af vermouth og vin for  Cinzano – returnerede til sin hjemegn i Piemonte og købte sin første vinmark. Det var en lille parcel på den historiske Marcenasco parcel ved siden af klosteret l’Annunziata og derfra lavede han sin første Barolo Marcenasco.

På det tidspunkt mente man, at Barolo skulle smage på én måde, hvilket var kraftfuld, bentør og med vild garvesyre. Men det passede ikke Renato Ratti, så han kortlagde markerne i Barolo med samme detaljerigdom, som munkene gjorde det i middelalderens Bourgogne.

Han ansatte i 1969 den talentfulde ønolog Massimo Martinelli, der i øvrigt også var Rattis nevø. Han blev en del af vinhuset og sammen perfektionerede de en ny teknik til vinificering, modning og forfining for deres Barolo Marcenasco med det erklærede mål at opnå elegance, subtilitet og lang levetid.

De forkortede bl.a. gæring og maceration og lagrede også vinene i kortere tid … alene 2 år. Med tiden blev deres innovative proces så anerkendt, at de fleste producenter med parceller på Marcenasco endda tog deres metoder i brug.

I løbet af 1970’erne udvidede de sammen vinhuset med købet af flere vinmarker, bl.a. flere parceller på Marcenasco samt Conca og Rocche. De gendannede også Colombè marken ved Mango og så omdannede de også klosteret l’Annunziata til et vinmuseum.

Renato Ratti døde i 1988, men i  dag drives vingården af Renato Rattis søn Pietro, og han opførte efter årtusindskiftet en splinterny vingård, som blev specialdesignet i alle henseender.

Vinhuset har samlet i dag 35 hectares, så er fordelt med parceller på 6 forskellige marker i La Morra, Mango og Costigliole d’Asti, men her smager vi altså husets 2016 Barolo Marcenasco.

Vinen er lavet … først med afstilkning af druerne, som herefter knuses let inden termokontrolleret gæring ved 30 grader i 7-10 dage efterfulgt af malolaktisk gæring en måned i egefade. Så er vinen lagret 2 år i 25 og 50 hektoliter egefade.

I næsen har vinen en lys, mineralsk og frisk frugt med jern, røde rosenblade, garvet læder, violer, bitter Campari-likør, småbitter te, kirsebær, tranebær, rabarber suppleret med sagte fadnoter … lidt vanilje, kanel, let mentol, stjerneanis og appelsinskal.

Smagen er ren, stringent og syrerig … masser af syre og masser af tanniner, som masserer, modererer og bearbejder din mund. Der er også jordbær, ribs … vældig stor tørhed og svag sødme.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i årgang 2017 koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7   

2016 Brandini, Barolo R56, Piemonte, Italien

2016 Brandini, Barolo R56, Piemonte, ItalienVi slutter Brandini raidet med en af husets topvine, nemlig en 2016 Barolo R56, der er opkaldt efter det udbytte, som Nebbiolo druerne er høstet med … Resa 56 eller 56 quintals.

I Italien måles høsten ofte i quintals, hvor 1 quintal svarer til omkring 100 liter. Dermed er 56 quintals lig med 56 hektoliter og selvom det måske er noget over helt små høstudbytter, så er det dog mindre end gennemsnittet på 80 quintals i Barolo. Og denne Barolo R56 er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra Brandini marken, som ligger rundt om selve vingården vest for La Morra.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring samt maceration i rustfrie ståltanke over 4 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 30 måneder på 20-60 hektoliter store egefade og derefter 6-8 måneder på flaske inden frigivelse. Der er lavet 4.120 flasker af vinen i denne årgang … og igen flasket med den forfærdelige Nomacorc Green Line plantebaseret prop.

Duften er ikke så let og lys som forrige Langhe Nebbiolo, men virker langt mere rund, cremet og dyb med violer, brombær, kirsebær, ribs, knuste rosenblade, læder, mentol, sandeltræ, tør jord, tobak, røg og våde egefade, knuste sten samt en noget balsamisk syre. Men der kommer også med mere luft i glasset lidt fadnoter med vanilje og allehånde. Det er sgu da meget nice.

I munden har Barolo R56 en fin, aromatisk og frisk frugt … tæt, livlig, elegant og med både kirsebær, jordbærkompot, appelsinskal, totalt tørre og småætsende tanniner, der lammer og bemægtiger din mund og sætter sig overalt sammen med smag fra knuste sten, en stram bitterhed, kul og er simpelthen så levende, frisk og elegant. Det er selvfølgelig endnu meget ung Barolo, som kun bliver bedre med alder, men allerede nu smager det vildt godt, så 6 houlbergske tomler med kæmpe pil op.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7