Fra Supervin i det nordlige en solvarm Ripasso Il Bugiardo fra Cantine Buglioni og samtidig en vin, som kunne være et godt bud på vinen til juleanden.
Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto.
Historien om Cantine Buglioni startede i 1993 da Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.
Uden viden om vinmarker, høst eller vinproduktion overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.
Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Der tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.
Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev således kåret til Italiens bedste vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine, smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.
Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været loyal kunde. Den gode præsident serverer – efter sigende – ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus. Formentlig også sammen med lidt US cab … kan man da i hvert fald forestille sig.
Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 46 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano.
Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.
På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.
Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.
Denne Ripasso Il Bugiardo er en Valpolicella Ripasso Classico Superiore DOC. Il Bugiardo betyder “den løgner eller den lyver” og referer til, at en anerkendt sommelier i 2000 smagte vinen og sagde; “If this is not Amarone, then it is a lying wine!”
Siden har vinen gået under betegnelsen løgneren … Il Bugiardo. Den laves på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta … hvilket også er samme blend som husets almindelige Amarone.
Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter en del af druerne presses straks, mens en del lægges til tørre på tørreloftet et par måneder. Den friskpressede del vinificeres og gærer to gange … først alene og derefter efter Ripasso metoden med resterne af kvaset fra Amarone produktionen.
Den tørrede del af druerne vinificeres efter de to måneder tørring separat bl.a. med maceration i 20 dage og blandes efter endt fermentering med Ripasso vinen, hvorefter den blandede vin lagres 12 måneder på store 7,5 hektoliter egefade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Men sjovt nok for løgneren, så skulle Cantine Buglioni i denne årgang 2014 ha’ deklassificeret hele produktionen af Amarone, hvorved druerne således i stedet er gået til produktionen af Ripasso’en
Ripasso Il Bugiardo 2014 er således næsten er en Amarone … altså bortset lige fra lagringen, som formentlig fortsat følger opskriften for Ripasso. Buglionis Amaroner lagrer nemlig også mindst 42 måneder på henholdsvis eg og flaske.
Mit første råd med denne Ripasso Il Bugiardo er … giv den godt med luft. Dekanter den gerne 3-5 timer inden du skal nyde den, så plask den op i en skål og lad den stå. Det vinder vinen ved … og skålen sikkert også.
Duftmæssigt er frugten ved første indtryk en kende syrlig, selvom det er mørke frugter som brombær, blåbær og blommer … måske er frugten endda let gærende. Virkelig frugtrig vin som også byder på lidt vaskeklud – på en god måde – tobak og ellers også lidt varm i udtrykket. Derudover har duften et lille – klædeligt – grønt touch.
I munden er det en blød og varm vin. I starten er alkoholen en tak for tydelig, men det hjælper dekanteringen noget på … derfor det gode råd indledningsvis. Jeg har tidligere smagt Amarone fra Cantine Buglioni, men der ligger denne Ripasso nu ikke … men den har god frugtrigdom, kraft, bitter mørk chokolade, krydret bærsødme og samtidig også tilstrækkelig syre til at lægge arm med en dansk juleand. Og det er i grunden jo heller ikke så ringe.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men kan i øjeblikket fås til en særlig tilbudspris på 125 kr. ved køb af 6 flasker. Tilbuddet gælder frem til jul … så der er lige tid.