Nogle af os kan måske huske det franske bilmærke Talbot, som senest var en del af PSA Peugeot Citroën koncernen, selvom flere forskellige producenter gennem tiden har ejet mærket. Men – udover navnet – har næste vin intet med det at gøre. Vinen er nemlig en ældre 4. Cru Classé fra Château Talbot fra Saint-Julien … næsten 20 år gammel.

Vi skal selvfølgelig smage, om vinen bærer alderen bedre end de franske Talbot biler, som i øvrigt var i familie med Simca. Man lavede bl.a. modellerne Talbot-Simca Horizon og Talbot-Simca 1510/Solara sammen.

På et tidspunkt lavede man også i samarbejde med Matra den – dengang – vildt spændende Talbot-Matra Murena … en supersmart sportsvogn med centermotor. Den var jeg sgu noget forelsket i som dreng. Det har nok været omkring 1980.

Nå, men her er det Château Talbot det drejer sig om. Slottet er opkaldt efter Sir John Talbot, guvernør af Aquitaine og jarl af Shrewsbury, som ejede slottet i 1400-tallet. Han var vistnok også general og hærleder for de britiske styrker i 1453, da de tabte slaget ved Castillon og dermed hele Bordeaux-området til franskmændene.

Senere i historien var slottet ejet af Marquis Aux og det var under hans ejerskab, at slottet ved den store 1855-klassifikation blev rangeret som 4. Cru Classé. I 1899 blev slottet solgt til monsieur A. Claverie, men blev i 1917 overtaget af Désiré Cordier og det har lige siden været i familien Cordiers eje.

Siden 1993 var det været 4. generation i form af søstrene Lorraine Cordier og Nancy Bignon Cordier , som har drevet det historiske vinslot. Imidlertid døde Lorraine pludseligt og uventet i 2011, så lige siden har det været Nancy Bignon Cordier og hendes mand Jean-Paul Bignon, som har forestået driften.

Og det er et af de største vinslotte i Saint-Julien. Château Talbot er med sine 103 hektar endda en af de største vingårde i hele Medoc, og den største med markerne placeret i et samlet areal.

Med så stort et markareal vil der altid være forskelle mellem parcellerne/arealet, men det har slottet vendt til sin fordel. Slottet udnytter en kombination af computerstyret overvågning og mange århundreders erfaringer, så man får det maksimale ud af hver eneste vinstok.

Derfor kan de – uanset om årgangen så skulle være århundredets værste – altid høste druer af tilfredsstillende kvalitet. Slottet lader ofte omkring 50% af høsten deklassificere til 2. vinen Connétable Talbot, for at sikre, at slottets førstevin ikke svinger i kvalitet. Udover 1. og 2. vinen laver slottet også en hvidvin Caillou Blanc.

Og her har vi netop 1. vinen i årgang 1997 … fremstillet af 66% Cabernet Sauvignon, 26% Merlot, 6% Petit Verdot og resten Cabernet Franc. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år, og vinen lagrer 14 måneder på barriques, hvor mellem 50-60% er nye fade.

I næsen er vinen overraskende let, blid … men samtidig herlig animalsk med gammel hestestald, en omgang mejeri, moden frugt … men mere lette bær som hindbær … eller i hvert fald en blanding af hindbær og solbær, skovbund, kaffegrums, gamle blyanter, en smule snustobak samt lidt mineraler og champignon. Hvor dufter den godt … langt bedre end hvad jeg normalt forbinder med Bordeaux.

I  munden igen denne flotte lethed og samtidig fuldstændig fløjlsblød med hindbær/solbær, frugterne måske endda lidt søde. Det er top elegant og virkelig med friskhed, saftighed, mineraler … blødt og feminint. Bedste smagte Bordeaux vin i lang tid. Smager supergodt, og det var også klart den bedste ud af de 10 Bordeaux vine, som jeg smagte i streg.

Forhandles bl.a. af Theis Vine en primeur til 369 kr.

Rating 6/7 

Med de næste 2 vine røg vi tilbage i Bordeaux sporet, le sentier de Bordeaux … desværre havde den første, en 2005 Château Batailley 5. Cru Classé fra Pauillac prop, men det havde denne 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé fra Margaux heldigvis ikke. Pyha!

Château Rauzan-Gassies stammer tilbage fra 1600-tallet, hvor det var ejet af Gaillard de Tardes, og senere Bernard de Baverolles inden det i 1661 blev købt af Pierre de Mesures de Rauzan.

Han var en anerkendt vinkøbmand fra Bordeaux, og på daværende tidspunkt var han sideløbende ansvarlig for vinproduktionen på Château Margaux. Et job, som han bestred indtil 1663. Senere – fra 1679 til 1692 – var han også ansvarlig for produktionen på Château Latour.

Pierre Desmezures de Rauzan gav sit navn til sit nyerhvervede slot i Margaux … Château Rauzan, og han udvidede ejendommen betydeligt, og opkøbte flere ejendomme og marker. I slutningen af 1600-tallet udgjorde vinmarkerne således omkring 40 hektar, en betydelig del efter datidens målestok.

Efter hans død i 1692 arvede hans yngste datter Thérèse hans besiddelser i Pauillac (senere kendt som Pichon Longueville), og hans tre sønner delte ejendommen i Margaux. Men ved den lejlighed blev ejendommen i Margaux efterfølgende opdelt i to … og blev således til Rauzan-Ségla og Rauzan-Gassies, da den ene bror Sieur de Gassies ønskede at producere en vin, som adskilte sig fra slottets vin og det de to andre brødre ville fortsætte. Det blev starten på Château Rauzan-Gassies.

Da 1855 klassifikationen fandt sted var det gamle Château Rauzan samlet opdelt i 4 ejendomme, nemlig Rauzan-Gassies, Château Rauzan-Ségla, Château Desmirail og Château Marquis de Terme. Château Rauzan-Gassies og Château Rauzan-Ségla blev begge klassificeret som 2. Cru Classé sammen med Château Pichon Longueville, mens Château Desmirail blev 3. Cru Classé og Château Marquis de Terme 4. Cru Classé.

I 1945 blev Château Rauzan-Gassies købt af Paul Quié, Han kom oprindelig fra Bordeaux, men var som barn flyttet til Paris, hvor hans far havde opbygget en stor vinhandel i Paris – Sénéclauze – som Paul overtog efter ham. Han Paul ville ikke kun sælge vin … han ville også selv producere vin, så han startede med at købe 5. Cru Classé slottet Château Croizet-Bages og senere altså også Château Rauzan-Gassies samt Cru Bourgeois slottet Château Bel-Orme Tronquoy de Lalande i Saint-Seurin.

I dag er der Paul børn, søskendeparret Jean-Philippe og Anne Françoise Quié, som driver vinslottene. Søskendeparret – som desuden er tvillinger – overtog driften fra deres far i 2001. De er begge uddannede ønologer, men får derudover hjælp fra de tekniske hjælpere Eric Boissenot og Nicolas Pejoux samt markspecialisten Claude Bourgignon.

Jean-Philippe og Anne Françoises onkel – og Pauls ældste broder – Paul-Henri er arkitekt og har forestået en restauration af slottet på Château Rauzan-Gassies samt de tilhørende vinkældre.

I dag omfatter Château Rauzan-Gassies 28,5 hektar vinmarker, hvor der er plantet 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 5% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Der produceres årligt 90.000 flasker af førstevinen og omkring 30.000 flasker af 2. vinen Chevalier de Rauzan-Gassies. Førstevinen er i årgang 2008 lavet på 68% Cabernet Sauvignon, 24% Merlot, 4% Cabernet Franc og 4% Petit Verdot. Vinifikationen sker i store temperaturstyrede ståltanke i omkring 3 uger, hvorefter vinen lagrer 14-18 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.

I næsen er der langt mere kompleksitet … først noterede jeg en animalsk note, lidt landlig,  nærmest med lidt babybræk … men på den gode måde, fugtig muldjord, modne bær, meget frisk i frugten, solbær, lidt chokolademousse og en omgang skolekridt eller kridt i en eller anden form. I munden viser vinen stor tørhed, røde bær, solbær … tanninerne markant og der er syre samt bitterhed i eftersmagen. Men glimrende Bordeaux.

2008 var ikke største årgang … og et stykke fra de efterfølgende 2009 og 2010, hvorfor denne kan findes på uvinum til 280 kr. – eller omkring halv pris af vinen i netop 2009 og 2010.

Rating 5,5/7 

Vi kom tirsdag til at mærke, at vor vært – Max Gas – havde tilbragt sommeren i Bordeaux. Jeg er ikke selv bordeauxfil, og køber også selv sjældent vine fra Bordeaux. Derfor er det selvfølgelig altid spændende at smage god Bordeaux, og det er præcis hvad denne 2. vin fra Château Giscours er. Vinen hedder helt passende La Sirène de Giscours.

Château Giscours er et 3. Cru slot i appellationen Margaux i kommunen Labarde. Vi er selvfølgelig på Médoc halvøen … helt præcis ligger det flotte vinslot på Route de Giscours omkring 1 kilometer syd for byen Labarde, omkring 4 kilometer syd for byen Margaux og vel omkring 20 kilometer nord for selve Bordeaux. Og så lige op ad Gironde floden. Så fik vi det placeret.

Slottet har en spændende historie, og stammer helt tilbage fra 1330, hvor der lå en befæstet borg på stedet. Vinproduktionen på stedet kan dateres tilbage til 1552, hvor Seigneur de la Bastide solgte ejendom og tilhørende jord til Pierre de Lhomme, som var en velhavende tekstilhandler fra Bordeaux. Ejendommen blev allerede kaldt Guyscoutz, men Lhomme udbyggede den voldsomt, startede med at plante vinstokke og satte gang i vinproduktionen.

Siden har de forskellige ejere løbende udbygget slottet. Op til den franske revolution var slottet ejet af Saint-Simon familien, men blev derefter konfiskeret og derefter solgt i 1793 til de to amerikanere John Gray og Jonathan Davis fra Boston.

Derefter skiftede slottet ejere flere gange, men dets storhedstid begyndte i 1845, hvor det blev købt af bankmanden Count de Pescatore. Han hyrede Pierre Skawinski til at forestå driften, og det var en god idé. Pierre Skawinski viste sig at være en af de bedste vinavlere i det 1900-århundrede og opfandt bl.a. en specielt plov, som blev opkaldt efter ham.

Skawinski fik gjort vinene fra Château Giscours berømte, var en af forkæmperne mod meldug og var også medvirkende til, at slottet ved den store klassifikation i 1855 blev rangeret som 3. Cru slot. Han forestod driften på slottet i over 50 år … også under familien Cruse, som ejede slottet frem til 1913.

Derefter fulgte en række svære år, men i 1954 blev slottet købt af Nicolas Tari, en tidligere vinproducent fra Algeriet. Han renoverede slottet og tilkøbte yderligere marker, hvorved slottet blev et af de mest produktive vinhuse i Médoc. Tari familien solgte slottet i 1995 til Eric Albada Jelgersma, som i dag fortsat ejer slottet … samt naboslottet Chateau du Tertre.

I 1998 blev både Eric Albada Jelgersma, den ansatte direktør på slottet Jean Michel Ferrandez og vinmagere Pascal Froidefond anklaget for at ha’ blandet mælk, vand og frugtsyre i husets 2. vin La Sirène de Giscours … i samtlige 16.000 kasser og dermed ha’ overtrådt reglerne i AOC Margaux appellationen. Sagen var lækket fra en tidligere ansat og i retten indrømmede Jean Michel Ferrandez også svindlen. Sagen blev først afgjort i retten i 2008.

Men Eric Albada Jelgersma forfremmede hurtigt en ny direktør, nemlig Alexander van Beek, som var ansat nogle år i forvejen. Han har siden fået tingene vendt rundt på ejendommen og fået slottet tilbage til tidligere tiders storhed. Alexander van Beek er i dag også ansvarlig for produktionen på Château du Tertre.

Château Giscours har samlet omkring 400 hektar jord, men alene 165 hektarer er vinmarker, hvoraf de 102 hektar ligger indenfor Margaux appellationen, fordelt på ikke mindre end 43 parceller og anvendes selvfølgelig til produktionen af husets 1. og 2. vin. Derudover ligger der 63 hektar udenfor appellationen i Haut Médoc, og de anvendes til produktionen af vinen Le Haut Medoc de Giscours.

De 102 hektar vinmarker til Château Giscours vinene er tilplantet med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Den gennemsnitlige alder på vinstokkene er omkring 45 år, men flere stokke er helt op til 70 år gamle. En del af markerne dyrkes biodynamisk, og det forventes øget i de kommende år.

Der produceres årligt omkring 25.000 kasser af husets førstevin, mens der produceres omkring 10.000 kasser af denne La Sirène de Giscours. Derudover laver de selvfølgelig rigtig mange flasker af vinen Le Haut Medoc de Giscours samt Cru Bourgeois vinene Château Dutheil and Château Houringe fra lejede marker i Haut Médoc appellationen.

Både første og andenvinen på slottet produceres helt ens … laves i store rustfrie ståltanke samt betontanke. 80% af den malolaktiske gæring sker i tanke og 20% i tønder. Denne La Sirène de Giscours er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 32% Merlot, 5% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot og høstet med pænt udbytte op mellem 40-45 hektoliter pr. hektar. Lagret 12 måneder på franske barriques, heraf 20% nye og resten brugte fra både første og andenvinen på slottet.

Duftmæssigt gættede vi hurtigt, at det var Bordeaux … ganske klassisk med lidt solbær, kirsebærlikør, masser af frugt, muldjord, gødning, champignon, tobak, trækul, milde urter, violer, cigarkasser, vanilje og næsten en smule voluminøs i udtrykket. Smagen er blød med blæk, solbær og fin renhed i frugten. Der er let bitterhed, mens tanninerne mærkes, men på ingen måde bliver stramme … er nærmest lidt bløde og medgørende.

Købt i Bordeaux, men forhandles af flere herhjemme, bl.a. Køge Vinhandel, hvor 1. vinen koster 343 kr. Denne La Sirène de Giscours har jeg ikke fundet, men den koster formentlig omkring et par hundrede kroner.

Rating 5/7  

Vi fortsatte i det Bordeauxfile spor … endda med endnu en vin, som den – efter min vurdering – overvurderede Parker har givet 100 point i årgang 2010, nemlig én af Bernard Magrez’ topvine, førstevinen fra Château Pape Clément i Pessac-Léognan, Bordeaux. Her har vi dog vinen i årgangen 2011.

Château Pape Clément er et af de ældste vinslotte i Bordeaux, og den første vinhøst kan spores helt tilbage i 1252. En af de første ejere var Bertrand de Goth, en yngre præst fra en af de noble familier i Bordeaux området. Han blev ærkebiskop af Bordeaux i 1299 og fik ved den lejlighed overrakt ejendommen La Mothe med tilhørende vinmarker. Dette vinslot passede ham sideløbende med den præstelige gerning og fik også udvidet slottet med yderligere marker.

I 1305 blev hans pave, og det betød en flytning til paveslottet i Avignon, så Bertrand de Goth måtte aflevere Bordeaux slottet videre til den næste ærkebiskop af Bordeaux, men da havde slottet allerede taget navn efter hans pavetitel Pape Clément … og det har således været navnet på vinslottet lige siden.

Og i mange år blev slottet således under ærkebiskopperne eje … omhyggeligt plejet og passet, mens vinene primært blev drukket af de gejstlige herrer, som sikkert har haft det ret muntert. Efter den franske revolution overgik ejerskabet af slottet til staten. Derefter oplever vinslottet nogle omtumlede år, men i 1858 blev slottet overtaget af Jean-Baptiste Clerc, en lokal erhvervsdrivende fra Bordeaux.

Han forvandlerede slottet til et moderne vinhus og fik bl.a. også guldmedaljer for slottets vine på verdensudstillingen i 1878. Det var også Jean-Baptiste Clerc, som byggede det nuværende slot, som dog blev re-designet og ombygget af den efterfølgende ejer familien Cinto, som overtog slottet i 1880 efter Jean-Baptistes død. Derefter skifter slottet ejere nogle gange, og ejes bl.a. også englænderen Maxwell, som imidlertid forsømmer ejendommen … og det bliver ikke bedre, da et uvejr med blæst og hagl i 1937 ødelægger høsten. Og med udsigt til krig, så ser udsigterne fra slottet ikke gode ud.

Således skulle Château Pape Clément have været jævnet med jorden, og vinmarkerne erstattet med veje og boligblokke. Sådan blev det heldigvis ikke takket være digteren Paul Montagne, der købte ejendommen i 1939. Han satte både vinkældrene og det dengang meget forfaldne slot i stand og begyndte samtidig et genplantningsprogram i vinmarkerne.

Det blev selvfølgelig forsinket af 2. Verdenskrig, men med 1953-årgangen var den fremtidige standard sat. I dag ejes slottet af milliardæren Bernard Magrez, men ham gider jeg sgu ikke at skrive om. Han har jeg vist skrevet om en del gange, så det sparer jeg jer for. Hvis I vil læse om ham, så søg blot under Magrez her på bloggen.

Men den rige vinelsker har selvfølgelig investeret yderligere i slottet, som i dag har 32,5 hektar vinmarker, hvor de 30 hektar er tilplantet med 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot. De resterende hektar består af de hvide sorter 45% Sauvignon Blanc, 45% Sémillon og 10% Muscadelle.

Hovedvinen er selvfølgelig denne Château Pape Clément, som også laves i en hvid udgave. Derudover laves derudover 2 andre vine på slottet, også i rød og hvid udgave, nemlig vinene Le Clémentin du Pape Clément samt Le Prélat du Château Pape Clément.

Denne Château Pape Clément er lavet med af druerne – og med næsten samme fordeling som i markerne – 59% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot, 2% Petit Verdot og 1% Cabernet Franc. Den er lagret 18 måneder på nye franske barriques.

Duftmæssigt virker vinen en smule opulent … i hvert fald af en Bordeaux. Der er ikke muld, men lakrids … den engelske af slagsen, en smule mejeri, kaffe, mørke bær, solbær, tobak, lidt tæt og måske en smule lukket i det. I munden er første indtryk meget unge og stramme tanniner, tørhed, solbær og virker ellers – sorry – en smule neutral i udtrykket. Den er meget tør og det hele slutter med denne tørhed iblandet lidt krydderier. Hmmm, er sgu lidt splittet … synes ikke, at den lever op til prisen.

Købt hos SuperVin, hvor prisen er 799 kr. Uha … dyre dråber.

Rating 4,5/7