Tag-arkiv: Piemonte

2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, Italien

2013 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, ItalienEfter den blomstrende, amerikanske Pino, så skulle der lidt ægte italiensk Nebbiolosaft i glasset, og det blev på fin manér løst med denne Barbaresco fra vinhuset Albino Rocca i udkanten af Barbaresco by.

Vinhuset er grundlagt omkring 1945 af Giacomo Rocca, som gik ind i vinbranchen og begyndte at sælge druer fra familiens marker og senere også vin i store demijohns – altså store glasballoner, typisk fra 5 liter og helt op til 60 liter – til interesserede og vintørstige kunder.

Det var i stedet sønnen Albino Rocca, som via hårdt arbejde fik vingården på landkortet, og de første aftapninger af egne vin på flaske er fra omkring 1960.

Det var imidlertid først med 3. generation i form af Angelo Rocca, at vinhuset i 1988 – inspireret af Elio Altare – trådte ud af skyggen og markerede sig som en vaskeægte Barbaresco specialist. Angelo egen opfattelse var imidlertid, at det først var med årgangen 1991, at han havde fundet den stil, som han søgte.

Angelo var også én af de første til at opdage den dygtige østrigske bødker Franz Stockinger. Han blev så begejstret for Stockingers egefade til lagringen med Nebbiolo, at langt det meste i dag er udskiftet til disse. I dag ser man også Stockingers fade i flere andre kældre i området.

Imidlertid døde Angelo Rocca en tåget efterårsdag i oktober 2012 ved et tragisk flystyrt i sit ultralette fly, så i dag er det 4. generation i form af Angelos 3 døtre Monica, Daniela og Paola Rocca, der driver vinhuset sammen med Carlo … Angelos ynglings studerende, som står for det meste af vinproduktionen.

Albino Rocca laver 5 forskellige Barbaresco’er … og denne er den almindelig Barbaresco DOCG, hvor druerne kommer fra både Barbaresco og Neive og San Rocco Seno d’Elvio. Vinstokkene er nogle af de yngste … mellem 11 og 18 år gamle, og vinen er fremstillet på ståltanke og har derefter lagret 20 måneder på store 20 hektoliter tyske og østrigske egetræsfade. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

For et år siden smagte jeg denne vin – blot i årgang 2012 – på Trattoria FIAT på Kongens Nytorv, og der var jeg ganske tilfreds … og det er såmænd også tilfældet denne gang.

Duftmæssigt herlig italiensk syre  med en tør og støvet næse, som både har blæk, blyanter, violer, ribs, granatæbler, cigarkasser, tør jord, græs, roser og lidt trøfler. Smagsmæssigt igen den stramme italienske syre, tørre og tætte tanniner … virkeligt stramt, som rigtig Nebbiolo skal være. Let, stramt, tyndt med en smule sødme og en meget præcis frugt. Det er sgu da meget godt.

Købt hos Vinspecialisten, Randers til 179 kr.

Rating 5/7  

2009 Pecchenino, Sirì d’Jermu Dogliani Superiore, Piemonte, Italien

2009 Pecchenino, Sirì d'Jermu Dogliani Superiore, Piemonte, ItalienSå skal vi lige ha’ lidt Dolcetto i form af vinen Sirì d’Jermu Dogliani Superiore fra vinhuset Azienda Agricola Pecchenino, som holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte.

Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.

Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.

Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning … totalt romantisk.

Denne Sirì d’Jermu Dogliani Superiore er en enkeltmarksvej på ren Dolcetto, lavet med maceration på skindet ved 28 grader i 15 dage og er lagret 12 måneder i store 25 hektoliter egefade.

Vinen har en svagt landlig næse med lidt estragon, kul, kridt, blomster, mørke bær, sådan en moden frugt, grønne – og italienske – elementer og der fornemmes også lidt alder.  Ganske aromatisk på en lidt rustik måde, herligt.

I munden er vinen meget frugtrig, proppet med bær og har samtidig den italienske syre og stramhed, som virkelig giver vinen mandshjerte og rygrad. Der er stramme og nærmest krydrede tanniner, virkelig god Dolcetto … rustik ganske vist, men med et smukt syrligt bid.

Købt hos Vinspecialisten, pris vistnok omkring 160 kr.

Rating 4,5/7

2010 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, Italien

2010 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, ItalienI fredags forestod jeg arbejdsmæssigt en vinsmagning for en lille mandeklub af mad- og vinelskere … 10 forskellige vine, hvor jeg tidligere har skrevet om de fleste. Jeg serverede dog også et par vine, som jeg ikke tidligere har smagt, bl.a. denne 2010’er Barolo fra Andrea Oberto.

Azienda Agricola Andrea Oberto ligger en smule nordøst for byen La Morra i det skønne Piemonte. Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, og den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Delcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo er huset “almindelige” Barolo.

Azienda Agricola Andrea Obertos topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 0,8 hektar. Denne standard Barolo er lavet med druer fra 4 forskellige vinmarker på samlet 3,2 hektar i La Morra og Barolo.

Lavet med fermentering ved 32 grader, maceration på knap 2 uger og derefter lagres vinen 24 måneder i barriques, 2 måneder i rustfrie ståltanke og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse. Dermed er Oberto vel at regne som en af modernisterne. Der laves årligt 13.500 flasker af denne Barolo.

2010 er en meget stor årgang i Barolo. Der blev høstet meget sent, hvilket har givet vine med en fantastisk balance og ret stor charme allerede i de unge vine. Der er dog ingen tvivl om, at vinene er meget længelevende og for de bedste vine vil 20-30 års lagring ikke være noget problem.

I næsen er skjuler vinen ikke sit ophav … der er violer, et lidt animalsk islæt med lyse, umodne bær, godt med syre, grønne noter, blæk, tjære, stramhed, blomster, roser, sæbe, lidt lakrids, røg og svag læder. Hvor er Nebbiolo dog elskelig.

I munden stor lethed, blødhed … men selvfølgelig med stor syrlighed, elegance, polerede tanniner og det lyse frugt ovenpå. Det er helt præcis vine … som på skinner og med kompleksitet, lethed, et stramt greb, lys frugt og elegance.

Købt hos Bichel Vine, hvor prisen er 289,75 kr.

Rating 5,5/7

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienOg hvorfor ikke oss’ tage samme Barolo Albe i en ældre årgang? Her har vi Azienda Agricola G.D. Vajras Barolo Albe i årgang 2006 … 10 år gammel Nebbiolo nektar.

Den havde jeg – tilfældigvis – nydt ved vores lille tirsdagsklub på jobbet ugen før Selection smagningen af vinene fra G.D. Vajra hos Vinspecialisten. Dermed en ganske oplagt mulighed for at vurdere forskellen mellem en ny, ung 2012’er og denne ældre 2006’er.

Selvfølgelig lavet med druer fra de 3 Barolo marker Fosatti, Coste de Vergne og La Volta, som ganske vist ikke hører til blandt de mest kendte marker i Barolo. Husets top Barolo kommer da også fra en helt anden mark, nemlig Bricco delle Viole.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

I glasset er vinen en anelse mere transparent end 2012’eren, men viser svage tegn begyndende ældning, hvilket dog ikke er tilfældet med næsen, som præges af syrlighed, animalske noter, stramhed, violer, en smule blyantstifter, mentol, mynte eller kampfer, bark, lakridsbolsjer, hindbær, ribs og lette noter af roser og blomster.

Smagsmæssigt en flot, flot styring af syren i et blødt bid med frugt, hindbær, ribs, grafit og urolig tørhed. Tanninerne er fortsat markante … endda mere end i 2012’eren og vinen nærmest sætter sig insisterende på fortænderne. Herligt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienSelection smagningen sluttede med Barolo … ganske vist ikke en enkeltmarksvin, men denne Barolo Albe fra G.D. Vajra, hvor druerne kommer fra flere forskellige marker.

Druerne til Barolo Albe kommer nemlig fra de tre vinmarker Fossati, Coste di Vergne og La Volta, der alle ligger i 400 til 440 meters højde med en beplantningstæthed mellem 4.000-4.400 planter pr. hektar.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

Og man mærker allerede i næsen, at denne er langt mere både elegant og kompleks. Det er ganske animalsk med champignon, rødder af en eller anden slags, jordbær, violer, blomster, rosenblade og en smule cigaræsker.

I munden er det elegant, rund … faktisk overraskende rund og virker slet ikke så syrlig, som man ellers kunne forvente at sådan en ung Barolo. Det er blødt og syren utroligt tøjret, selvom den fortsat ligger lige under tungen og insisterer … på en blød måde. Utroligt, at dette er en 2012’er.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNu bevæger vi os fra Fiat til Lancia … fra de sekundære druer til Nebbiolo, druen som vel kan betegnes som kongen af de italienske druesorter … her med en Langhe Nebbiolo fra G.D. Vajra.

At det er en Langhe Nebbiolo betyder, at den kommer fra området/regionen Langhe … et område ved bjergene over Tanoro floden ved Alba.  Langhe dækker altså også over appellationerne Barolo og Barbaresco og blev en DOC appellation i 1990’erne, således man kunne klassificere den vin, som før blot var almindelig og simple Vino da Tavola.

Derudover er der ikke – som med Barolo og Barbaresco – krav om, at vinen skal ha’ ligget på eg og dermed er mange Langhe Nebbiolo’er også ofte alene vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke uden brug af det mindste eg.

Druerne kommer fra forskellige vinmarker, bl.a. fra de yngste vinstokke på Barolo vinmarkerne Bricco delle Viole og Fossati. Vajras Langhe Nebbiolo er ikke tiltænkt at skulle være en mini Barolo, men derimod en fortolkning af Nebbiolo druen, når den næsten udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke … dvs. at kun en ganske lille procentdel bliver lagret på eg … og endda kun i de mest kraftfulde årgange.

Duftmæssigt mærkes det også, at den syrlige skrue er strammet yderligere. Duften er lyse bær, granatæbler, ribs, stikkelsbær, grønne buske, violer, grafit, blomster, lidt eg og en smule krydderier. I munden er der også godt med syre, så trutmunden hurtigt findes frem … syren er ganske forførende, ung og jomfruelig. Det er ikke en vin, som appellerer til bredden … men hva’ gør det? En flot krydret og syrlig eftersmag holder godt ved.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, ItalienDenne Piemonte Rosso er en søstervin til den tidligere anmeldt Piemonte Rosso … har samme kedelige etiket og er en ny vin i Azienda Agricola G.D. Vajras sortiment … en bastard i et skønt mix af både Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Dermed lægger den sig også en smule op ad Vajras vin Langhe Rosso, som er et blend på Pinot Noir, Barbera, Dolcetto, Nebbiolo og Albarossa.

Som på den hvide Piemonte Bianco står der et M R på flasken, og det henviser til ejendommen Monterustico, som ligger i den lille by Farigliano omkring 10-15 kilometer syd for huset vingård tæt på Barolo.

Det er nemlig derfra, at druerne til både Vajras Piemonte Bianco og Piemonte Rosso kommer. Der laver G.D Vajra en række nye vine og eksperimenterer samtidig med sammensætning af gamle piemontesiske druesorter.

Der er ingen oplysninger om, hvor meget der er af hver druesort i blendet og heller ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen er der bestemt langt mere at komme efter end den foregående Dolcetto d’Alba. Frugten er langt rundere og langt mere tilgængelig. Der er mere sødme, god tæthed … men det er fortsat tørt, grønt med klare italienske gener.

Smagsmæssigt er vinen herlig tør … alligevel med den runde frugt, tydelige tanniner, selvom de ikke bider så voldsomt. Derudover grønne elementer og en fin syre, som leger og spiller på tungen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr., men pt. på bud med en pris på 80 kr, hvis du køber 2 flasker.

Rating 4/7 

2015 G.D. Vajra, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienVi haster videre med vino nummero due fra Azienda Agricola G.D. Vajra … en Dolcetto d’Alba i en helt frisk årgang 2015.

Dolcetto er en drue, som altid spiller 3. violin i Piemonte efter Nebbiolo og Barbera. Den findes næsten udelukkende i Piemonte og næsten altid i de mest kølige egne, hvor de andre sorter ikke modner tilstrækkeligt.

Dolcetto er nemmere at dyrke, har generelt større udbytte, modner tidligere end Nebbiolo og Barbera … men har slet ikke samme opmærksomhed som sine populære søstre og giver ofte også alene jævne vine.

Dolcetto betyder lille søde på italiensk, hvilket dog er ganske misvisende, idet vine på Dolcetto er meget tørre med duft af bitre kirsebær, en kraftig garvesyre og generelt langt mere kantede. Vinene på Dolcetto er frugtrige og skal drikkes unge.

Det er en vin, som er lavet uden brug af eg overhovedet … alene vinficeret og lagret 6 måneder på rustfrie ståltanke.

Næsen er præget af mørke og bitre kirsebær, blåbær, krydderier … sådan ovre i spidskommen og andre næsten arabiske krydderier, timian, hø og generelt virker vinen meget ung, stram og nærmest utilgængelig.

Smagen er krydret med nogle af de samme krydderier som i næsen samt peber, mørke bær, dyb kantet med stramme tanniner og virkelig italiensk og bidende mørk syre. Ikke en særlig imødekommende vin … lidt som en Fiat, der alene kører på 3 cylindre og har en del buler. Meget italiensk … men ikke helt godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.

Rating 3/7 

2015 G.D. Vajra, Piemonte Bianco, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Piemonte Bianco, Piemonte, ItalienVi laver igen et sceneskifte, nemlig med 6 x italienske vine fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra … bl.a. fra en Selection smagning hos den lokale Vinspecialist. Og den første ud af disse 6 er denne Piemonte Bianco.

G.D. Vajra ligger omkring 1 kilometer nordvest for Barolo by og er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som  plantede de første vinstokke tilbage i 1947.

Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation. Det var Aldo, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra. Indtil 1978 – Aldos førte årgang – blev alle druerne solgt til negociantfirmaer i området.

Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo.

De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.

Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad.

Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes på G.D. Vajra. Det er kun 6-8% af vinen, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag,

Denne Piemonte Bianco er lavet på druerne Sauvignon Blanc, Chardonnay og Arneis. Arneis kaldes også Nebbiolo Bianco og er en typisk drue i Piemonte, hvor den tidligere været brugt til søde vine og til at blande med Nebbiolo. Arneis forsvandt næsten i 1970, men vandt dog popularitet små 10 år senere.

Hvidvine lavet på Arneis er blevet markant bedre de seneste år i Piemonte. Nye teknikker og produktionsapparater har gjort vinene mere aromatiske og friske. I dag laves der tørre hvidvine i specielt Roero på druen, men her er den altså blandet med de mere internationale druer Sauvignon Blanc og Chardonnay.

Traditionel vinificering med fermentering i op til 15 dage i rustfrie ståltanke. Vinen lagrer videre i ståltanke i nogle måneder, før den tappes på flaske for at bevare friskhed og druernes aromatiske nuancer.

I næsen er der en smule abrikos, god luftighed eller en form for lethed, friskhed, pærer og derudover lidt stenede noter. I munden er vinen egentlig dejlig sprød med sten, jern og mineraler, svag bitterhed med lemon og lidt salt. Overraskende god vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr., men pt. på bud med en pris på 80 kr, hvis du køber 2 flasker.

Rating 4/7 

2006 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2006 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienMed denne Barolo Gavarini Chiniera fra Azienda Agricola Elio Grasso slipper vi fuldblodshestene løs … avl af bedste skuffe, vrinsk og ægte Nebbiolo. Spænd sadlen stramt.  Jeg har tidligere smagt Barolo Gavarini Chiniera … en 2009’er i juni sidste år og denne 2006’er den 22. maj 2010 … men det var før jeg var startet med bloggen.

Elio Grasso ligger tæt ved Monforte d’Alba og bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine.

Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980′erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.

Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.

Elio Grasso var egentligt bankmand inden han skiftede de bonede gulve ud med livet som vinbonde. Elio arbejdede nemlig i en bank i Torino, da hans bedstefar døde i 1978 og efterlod ham vingården og lidt vinstokke på de i dag så berømte marker Gavarini og Ginestra i Monforte d’Alba. Elio forlod da også straks banken for at blive vinbonde.

Samlet har familien 42 hektar jord, men de 24 hektar er skov og enge.  De i alt 18 hektar vinmarker drives fortsat af Grasso familien, nemlig i form af Elio, hustruen Marina og sønnen Gianluca.  De får dog hjælp af vinkonsulenten Piero Ballario.

I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent. Årlig produktion på gården er lige i underkanten af 90.000 flasker.

Ud af disse flasker er omkring 14.000 denne enkeltmarksvin Barolo Gavarini Chiniera. Marken er på omkring 3 hektar og vinstokkene i gennemsnit omkring 27 år.  Barolo Gavarini Chiniera blev første gang produceret i 1978 … altså som en af de første vine, som nogensinde blev lavet på vingården.

Efter en gæringstid på 16 dage og efterfølgende malolaktisk gæring, der sker på rustfrie ståltanke, så modner vinen i 2 år på 2.500 liters store egefade produceret på slavonsk eg. Derefter ligger flaskerne i kælderen 8-10 måneder inden frigivelse.

Denne fuldblodshingst stejler allerede med en aroma … nærmest af prut … eller i hvert fald noget animalsk sammen med grøn syre, virkelig italienske muskler, ribs, tranebær, lidt hindbær måske, violer, champignon, blomster og mineraler. Der mærkes ingen tegn på, at alderen trykker … tværtimod.

I munden er smagen let, elegant, frisk, stram med lidt hindbær, stikkelsbær og nogle spillevende tanniner … virkelig pågående, således vinen sidder i hele munden med lang eftersmag. Der er mineraler, jord, svagt lidt krydderier … og virkelig, virkelig tør og insisterende. Multo bello. Far er glad.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor prisen 525 kr., men det er for årgang 2011.

Vinanmeldelse 6/7