Tag-arkiv: Frankrig

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, Frankrig

2021 Domaine La Colliere, Rasteau Les Touilleres, Rhône, FrankrigDomaine La Colliere ligger i den sydlige del af Rasteau på Bis Route du Stade og det er derfra, at jeg nu smager en 2021 Rasteau Les Touilleres.

Domaine la Collière drives af Georges Perrot og ligger netop i Rasteau by. Han grundlagde selv vinhuset i 2002, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere, hvor Georg startede med hjælpe sin svigerfar Michel Bommenel.

George kom ikke selv kom fra en vinfamilie, men havde via sin hustru Delphine giftet sig ind i en. Han havde selv arbejdet som både frisør, kedelproducent, livredder og hospitalsdirektør.

Hos svigerfaderen hjalp Georg med arbejdet i markerne og med at sælge druerne til det lokale kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfar imidlertid, at de ville starte deres egen vinproduktion.

De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger …  altså det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, som var flyttet til andre lokaler. Så gik de ellers i gang med at lave vine i fællesskab, men siden 2008 har Georges og Delphine dog videreført produktionen uden svigerfars hjælp.

Domaine la Collière har i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med galets med rød ler i jorden, gul ler eller med den berømte blå ler argile bleu, som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler og det har man ikke gjort i over 15 år.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, herunder altså denne Rasteau Les Touilleres.

I denne årgang 2021 er vinen lavet på  60% Grenache, 17% Syrah
15% Carignan og 8% Mourvedre, der er høstet manuelt, sorteret og afstilket helt inden gæring og maceration, der er sket i cementtanke ved 28-30 grader over 3 uger. Efter endt fermentering er vine  lagret 15 måneder på cementtanke og så flasket uden filtrering.

Duftmæssigt er det en lidt kødfuld vin … der er tørret kød, lidt blæk, mejeri, sorte oliven og mørk granit. Der er godt med Rhône krydderi, tør frugt med hindbær, lyse kirsebær og ribs, balsamico, garrique, en smule rosmarin, peber og cedertræ.

I munden fylder vinen godt … meget godt og ganske imponerende, hvor syren er stringent, ren og frisk. Dermed er frugten hindbær og ribs … masser af bid, nogle spinkle og tørre tanniner med noget sort te-blade bitterhed. Smagen er overraskende let, lys og levende, som lige hæver smagen over de fleste andre Rasteau vine. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Yves Loison, Hippolyte Premier Cru Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Yves Loison, Hippolyte Premier Cru Brut, Champagne, FrankrigNår vi nu er i gang med at boble med champagnehuset Yves Loison, så lad os nappe endnu en af slagsen … en Non Vintage Hippolyte Premier Cru Brut.

Vinen er lavet på 56% Chardonnay fra 2018, som har modnet i egetræsfade i over 12 måneder. De resterende 44% af er fordelt med 17% Chardonnay fra 2019 og 27% Pinot Noir fra 2019.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen tappet på flaske i 2020 og har så ligget i kælderen frem til aprol 2023 – altså lidt kortere end 3 år – inden den er degorgeret med dosage på 7 gram pr. liter.

Den delvise fadlagring i starten kan duftes … der er smør, butterdej, smørkringle, toast, lakridskonfekt, gær, fersken, hyben, abrikos, hyld, pærer og syltede citroner. Man fornemmer også kalket mineralitet, virker inderlig, afstemt og delikat.

Den chardonnayske venlighed kommer også frem i smagen … der er boblerne blide, afdæmpede og egentlig ganske runde. Der er modne, søde æbler, lidt mere bitre cider- eller pigeonæbler, grønne pærer og lemon samt kandiserede citrusfrugter. Den har en smule vaniljeagtig sødme, hvilket virkelig klæder smagen, som dermed både er rund, delikat og så afbalanceret. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Yves Loison, Jeanne Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Yves Loison, Jeanne Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigI september smagte jeg en Non Vintage Clovis Brut fra champagnehuset Yves Loison på Grande Rue i den lille by Prouilly nordvest for Reims. Nu smager jeg mere derfra, bl.a. denne Jeanne Blanc de Blancs Brut.

Der er naturligvis 100% Chardonnay, som først er presset, hvilket er efterfulgt af en kølig gæring i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så tappet på flaske i 2020 med 60% af den nye årgang, som i dette tilfælde formentlig er årgang 2019 og så 40% ældre reserve vin.

Vinen har så ligget i kælderen frem til november 2023 – altså lige omkring 3 år – inden den er degorgeret med en dosage på 6,6 gram pr. liter.

Delikat, feminin, let og lys aroma … der er smørkringle, croissanter, formfransksbrød, briocheboller, bløde pærer, fersken og lidt tørret abrikos samt kandiserede citroner.

I munden er det godt med bobler, mousse og alle virker i starten godt ophidsede, men er egentlig ganske blide og fader da også pænt langt ud. Der er grønne æbler og modne gule æbler, godt med citron samt lemon … og så en lille sødbitterhed. Selvom vinen har sødme og bid, så virker den faktisk også pænt tør og det sikrer sammen med en smule lemon og grape kant, friskhed og syre. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449 kr., mens prisen er 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Famille Paquet, Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs, Bourgogne, FrankrigMâcon ligger jo i den sydlige del af Bourgogne og tæt ved Pouilly Fuissé og Mâcon på Rue des Valanges ved foden af klipperne​​Solutrés og Vergissons ved byen Davayé finder vi Domaine Famille Paquet, hvorfra jeg nu smager en 2023 Mâcon-Villages Nos Cinq Terroirs.

Historien om Domaine Famille Paquet startede i 1980, hvor de to ægtefolk Jocelyne og Michel Paquet grundlade Domaine des Vallanges i Davayé med oprindeligt 6 hektar vinmarker, som dog løbende blev udvidet med nye erhvervelser.

De videregav dog senere driften til deres 3 sønner Jean-Baptiste, Mathieu og Camille Paquet, som også havde ambitioner og udvidede ejendommen … i 2014 med erhvervelse af en 2 hektar stor ejendom i Solutré-Pouilly … hovedsageligt i Pouilly-Fuissé appellationen.

Samme år opkøbte brødrene også 10 hektar i Mâcon-appellationen, hvilket udvidede sortimentet og et par år senere i 2016 overtog de tre sønner også en 12 hektar stor familieejet vingård, men det var først i 2019, at reelt lagde alle erhvervelserne sammen og skabte Domaine Famille Paquet.

I dag har man således samlet set 30 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 50 parceller, der ligger i appellationerne Mâcon-Villages, Saint-Véran og Pouilly-Fuissé. Familie havde allerede året før i 2018 startet med omlægning af markerne til økologisk drift og vinhuset blev certificeret i 2021.

Det er Camille Paquet, der står for administration af vinmarkerne og laver vinene, mens Mathieu & Jean-Baptiste står for markedsføring og salg af vinene.

Her smager vi huset basis Mâcon-Villages, som Camille har kaldt Nos Cinq Terroirs … de 5 terroirs og det skyldes, at alle Chardonnay druerne til vinen kommer fra marker ved de 5 landsbyer Cruzille, Lugny, Prissé, Loché og La Roche-Vineuse … 80% i den nordlige del af Mâconnais og 20% i den sydlige del.

Vinstokkene på disse marker er plantet mellem 1929 og 2015 …efter høst er druerne presset blidt, hvorefter gæringen er sket i ståltanke og der får vinen også malolaktisk gæring. Der er slet ikke brugt træ i vinifikationen, så lagringen er blot sket sur lie i ståltankene.

Hvor dufter den godt … blød, parfumeret, blomsterrig og alligevel noget afdæmpet med en hvid, blød frugt af fersken, honningmelon, pærer, dåsepærer, mango, ananas, smør, honning, søde krydderier, virker saftig og læskende.

Uhmmm hvor er det blød, cremet og mundsmeltende … alt er pænt, poleret, afpudset, glatslebent og lækkert. Det er en vin, som alle vil synes om, for det vandkæmmede hår sidder rigtigt med en sødlig og venlig side. Syren er også blød, medgørlig … frugten mest dåsepærer, honningmelon og fersken … måske endda lidt flere eksotiske frugter og dermed bliver det frugtmos for voksne … smager rigtigt godt, så samlet 92 store point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Château d’Arsac, Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig 

2016 Château d’Arsac, Le Monteil d'Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigJeg har smagt den før … denne Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, der er andenvin på Château d’Arsac, der ligger 22 kilometer nord for Bordeaux by på Allée du Comte ved Arsac i Margaux. Sidst smagte jeg årgang 2015, men her er det fra den kæmpestore årgang 2016.

Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois var oprindeligt førstevinen på slottet og i denne årgang 2016 er den lavet på et blend med 48% Cabernet Sauvignon og 52% Merlot, som kommer fra den øverste del af Monteil bjergskråningen.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke ved 26-30 grader, mens 3-4 ugers lang maceration har trukket farve og tannin fra skindet. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på ståltank samt på 225 liters barriques, hvoraf 1/3-del er nye, 1/3-del er et år gamle samt 1/3-del to år gamle.

Duften er vel det, som man kan kalde ædel … den er mørk og egentlig ret klassisk med solbær, brombær, kandiserede sorte kirsebær, godt med træ, cedertræ, mahogni, teaktræ og linolie. Der er også fadpræg med lakrids, mørk chokolade, kaffebønner, kanel og vaniljesukker og man mærker også lidt muldjord, våd skovbund samt at vinen virker meget moden i udtrykket.

I munden er det en smooth … næsten på vej til at være cremet. Alligevel har den masser af liv, godt med frisk frugt, der endnu også er syrlig og til den lysere side med hindbær, tranebær, solbær, bitre kirsebær og en syre, der holder alting rank og oprejst. Den suppleres af knastørre tanniner samt en spids sort te bitterhed. Det er sgu en virkelig flot Bordeaux vin … og det er vildt, at man kan få sådan én med 8 år på bagen og i sådan en flot årgang til denne lave pris. Jeg lander på 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, FrankrigLes Capucins er egentlig ikke en vinproducent, men mere et negociantfirma eller måske mere korrekt en vinhandler, der med rødder i Bordeaux finder, hjælper og også markedsfører ukendte vinslotte og vingårde … og en vin derfra er denne 2022 Franc BeauSéjour Pomerol

Les Capucins er grundlagt i 2011 af Yves Glotin, der selv driver to vinslotte på højre bred i Bordeaux og det er Chateaux Goudichaud og Chateaux Fage. I 2021 fusionerede Les Capucins dog med Gabart Laval Export, men driften i Les Capucins fortsætter egentlig uændret.

For Les Capucins er nemlig et lille team, der består af Yves Glotin, vinmageren Benoit Fleuré, Pierre Bocquet og Marie Gabriele. Deres opgaver er at finde, rådgive og hjælpe små vinbønder i Bordeaux og så brande samt markedsføre vinene på de udenlandske markeder.

Her smager vi en 2022 Franc BeauSéjour Pomerol fra Les Capucins, der sådan umiddelbart på både navn og etiket kunne ligne en vin fra Château des Capucins, der ligger i Lalande de Pomerol … måske er dette tilfældigt … eller ikke.

Nå, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af primært Merlot samt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, der kommer fra 25 år gamle vinstokke på en 25 hektar stor mark.

Allerede der kan man se, at vinen så ikke kommer fra Château des Capucins i Lalande de Pomerol, for de har i kun 10 hektar vinmarker, men denne vin er lavet i 50.000 eksemplarer. Der er dog ikke mange oplysninger om, hvordan den er lavet … så jeg springer i stedet hovedkulds ind i at smage vinen.

Duftmæssigt er det mest Merlot druerne, som træder frem … der er brombær, blåbær, solbær og hurtigt kommer der godt med cedertræ frem, mens træet virker sådan lidt rustikt og ikke helt integreret. Det får følgeskab af lidt kaffegrums og -bønner, noget engelsk lakrids, lidt nelliker og stram syre.

Smagen er voldsom tør … syren absolut meget rustik og kantet … frugten er lysere end duften med brombær, ribs og grape suppleret med sort-te bitterhed, som virker ganske dominerende. Der er tørre og beske tanniner, masser af umedgørligt bid og det er bestemt ikke en elegantier, men en bordeauxfil og uregerlig knøs, der virker ung, urund og kræver godt med mad til … 88 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, Frankrig

 2023 Domaine Le Capitaine, Les Perrières Vouvray Sec, Loire, FrankrigVouvray appellationen blev officielt dannet i 1936 og anses for en af de vigtigste i Loire sammen med Sancerre og Pouilly-Fumé og jeg har nu fået et glas 2023 Les Perrières Vouvray Sec fra Domaine Le Capitaine i glasset.

Domaine Le Capitaine er et nyere vinhus, der ligger i Rochecorbon i Saint George-dalen lidt øst for Tours og er grundlagt i 1988 af Alain Le Capitaine, der i starten kun havde sølle 0,25 hektar vinmarker i familiens have.

Siden har Alain i 1995 fået følgeskab af sin bror Christophe Le Capitaine og i dag har de ikke mindre end 28 hektar vinmarker, der primært ligger i Rochecorbon området.

På markerne dyrker brødrene primært Chenin Blanc og deres ejendom ligger ovenpå gamle tufakældre fra det 11. århundrede, hvor det er perfekt at lagre vinene.

I 2013 kom næste generation i form af Florian Le Capitaine med i foretagende efter at have studeret vindyrkning og ønologi. Dermed er der en ny generation klar til at overtage driften på sigt.

Her smager vi så deres 2023 Les Perrières Vouvray Sec, der er lavet på 100% Chenin Blanc, som efter høst er presset og har gæret på rustfrie stålfade for at bevare så meget friskhed og druetypicitet som muligt. Vinen er også lagret sur lie i ståltankene, men der gennemføres ingen malolaktisk gæring.

Duftmæssigt er det en blød vin med nogle røgede noter … der er frugt med kvæde, melon, gule æbler, modne pærer og abrikos, virker ganske saftig med lidt lindetræ, honning og blomster,

Smagen er fyldig og lidt maskulin med en røget syre. Der er kvæde, æblemost, fersken, ananas samt lidt hvid peber. Den er egentlig godt koncentreret med nogle lidt sødbitre grapefrugtagtige elementer og lidt honningsødme. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Château Lynch-Moussas, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Lynch-Moussas, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigChâteau Lynch-Moussas ligger i Pauillac og er et 5. Cru Classé vinslot, hvorfra jeg nu smager deres førstevin i årgang 2016, der i øvrigt er en fremragende årgang på venstre bred.

Slottet er grundlagt i 1700-tallet og var oprindelig ejet af grev Jean-Baptiste Lynch, som stammede fra Irland. Dengang var godset meget større end i dag, da det senere blev opdelt i to dele, hvilket blev til Château Lynch-Bages og den resterende del blev Chateau Lynch-Moussas.

Det nuværende slot er imidlertid bygget senere i 1850, altså nogle år forinden, at slottet i 1855 klassifikationen blev kategoriseret som værende et 5. Cru Classé vinslot.

I 1919 blev Chateau Lynch-Moussas købt af Jean Castéja fra den indflydelsesrige Castéja familie og deres negociant firma Borie-Manoux, som i forvejen ejede Chateau Duhart-Milon og i dag ejer mange andre Bordeaux slotte i Medoc og højre bred.

Udover Chateau Lynch-Moussas ejer familien i dag således også slottene Château Batailley, Château Trotte Vieille, Château Beau Site, Chateau La Croix du Casse, Château du Domaine de l’Eglise, Château Bergat, Château Pignon, Château Haut-Madrac og Château Haut-Bages Monpelou … med andre ord lidt af en stor spiller i Bordeaux.

Lynch-Moussas er en pæn stor ejendom med samlet 140 hektar jord, hvoraf meget dog er grønne områder, skov og park. Der er samlet 62 hektar vinmarker, som er tilplantet med 75% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot … de seneste år med en stigning i andelen af Cabernet Sauvignon vinstokke.

Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 25 år gamle og gror i en undergrund med grus, ler, sand og kalksten og med fine naboer som Pichon Lalande, Grand Puy Lacoste og Batailley. De bedste parceller er placeret tæt på slottet og slottets vinstokke er i gennemsnit 25 år gamle.

I dag drives Château Lynch-Moussas af Philippe Castéja, som overtog driften fra sin far Émile Castéja, der selv havde overtaget driften i 1970, hvor der alene var 10 hektar vinmarker. Han gik derfor i gang med en stor omplantning, udvidelse af marker og også vinkælderen blev moderniseret.

I dag følges de retningslinjer, som Émile fastsatte i 1970 og det betyder bl.a. , at en Chateau Lynch-Moussas vin laves i rustfrie ståltanke med styring af temperaturen. Druerne er normalt høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og lagring af vinen sker i 18 måneder med anvendelse af 60% nye fade.

Der laves årligt omkring 20.000 kasser Chateau Lynch-Moussas, men siden 2001 har Émile også lavet en andenvin, nemlig Les Hauts de Lynch-Moussas.

Men her er det altså førstevinen, der i årgang 2016 er lavet på 83% Cabernet Sauvignon og 17% Merlot. Vinen gærer på ståltank med
frugtbevarende temperaturstyring, mens 15-20 dages maceration trækker ekstra mørk farve, frugt og tanniner fra drueskindet.

Efter endt gæring modner vinen 18 måneder på 225 liter barriquefade, heraf 50% helt nye og 50% brugt én gang før.

Duft er klassisk og ædel som en vinøs araberhest fra de fineste springbaner. Den har en våd, lidt  mulle duft af gammel kælder og eksotiske træsorter som teak og mahogni, læder, cigarkasser samt cedertræ, solbær, brombær og sorte kirsebær … godt med fadpræg via vanilje, kanel, sød lakrids og en animalsk, sødlig og landlig stald med et modent udtryk … eller sagt på en anden måde, så dufter det sgu ret godt.

I munden kan man mærke, at årene kun har gavnet vinen, der er virkelig rundt med de fleste kanter slebet fuldstændigt rundt. Der er solbær, brombær, sorte kirsebær, saftige blommer og derudover lidt tørre og sødbitre noter som fra klassisk sort te … og ellers temmelig tørre tanniner samt en syre, der er nobel og elegant oveni en plade med sødbitter mørk chokolade … og vil lang eftersmag. Her kan man tale om, at klasse ikke fornægter sig, så 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Domaine Château Chardonnay, Les Combes, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Château Chardonnay, Les Combes, Bourgogne, FrankrigDen sidste Chardonnay vin fra Domaine Château Chardonnay i den burgundiske lille by Chardonnay blev deres 2023 Les Combes … den med den sorte etiket.

Her kommer Chardonnay druer fra 70 år gamle vinstokke på lieu-dit’en Les Combes, som er en kalkrig bjergskråning ved byen Chardonnay … marken er østorienteret og således rettet mod den opgående sol.

I modsætning til de forrige to Domaine Château Chardonnay vine, så er denne både gæret og lagret på egetræsfade, så vi kommer fra vin på ren stål til vin på delvis eg og nu altså 100% vinificering på eg. Der er kun lavet 2.978 flasker af vinen.

Det er fortsat ingen fed eller fadpumpet Chardonnay, men den virker nu utrolig delikat, fin og sart i duften. Du kan klart dufte de delikate aftryk fra fadene og man må bare sige, at fadlagring altid bare klæder Chardonnay … også når det er så diskret som her. Den har en frugt af bløde pærer, gule æbler, fersken suppleret med lidt nødder, vanilje og kandiseret citron, mens der også kommer en fin kalket og kridtet mineralsk note.

I munden er Les Combes mere fed og vel også mere burgundisk end de foregående 2 vine fra vinhuset. Det er cremet, blødt og ret saftigt, meget indbydende med pærer, æbler, fersken og syltede citroner, en smule hvid peber, lakridskonfekt og vanilje … syren fin og fed, smager fremragende og – efter min mening – klart den bedste i trioen fra Domaine Château Chardonnay. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Domaine Château Chardonnay, La Montagne, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine Château Chardonnay, La Montagne, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter da med endnu en hvid burgundisk Chardonnay fra Domaine Château Chardonnay i byen Chardonnay i Mâconnais og det er med en 2023 La Montagne.

Denne vin kommer fra 10 år gamle Chardonnay vinstokke plantet tilbage i 947 på den 0,51 hektar store lieu-dit kaldet La Montagne, der ligger tæt ved Bray i Clunysois bjergene.

I forhold til den foregående vin, så er både gæringen og lagring her sket på en kombination af i både ståltanke og egetræsfade og der er kun lavet 1.422 flasker af vinen.

Den delvise vinificering i egefade giver på ingen måder stor fedme eller smørfrakke til vinen, der som foregående står fuldstændig ren, upoleret og usminket. Der kommer dog duftmæssigt en lille note af nødder samt grønne æbler og pærer, der er suppleret med en smule kalket og kridtet mineralitet, der dog virker en tak varmere end Beauvois.

I munden giver del devise faglagring en mere cremet, blød og olieret fornemmelse, hvor frugten er bløde pærer, gule æbler og nu også lidt fersken. Det betyder også, at syren er blidere, rundere … ligger nu helt i baggrunden sammen med lidt grillede citroner. Det er klart blødere, varmere og rundere end Beauvois … 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7