I september smagte jeg en Non Vintage Clovis Brut fra champagnehuset Yves Loison på Grande Rue i den lille by Prouilly nordvest for Reims. Nu smager jeg mere derfra, bl.a. denne Jeanne Blanc de Blancs Brut.
Der er naturligvis 100% Chardonnay, som først er presset, hvilket er efterfulgt af en kølig gæring i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så tappet på flaske i 2020 med 60% af den nye årgang, som i dette tilfælde formentlig er årgang 2019 og så 40% ældre reserve vin.
Vinen har så ligget i kælderen frem til november 2023 – altså lige omkring 3 år – inden den er degorgeret med en dosage på 6,6 gram pr. liter.
Delikat, feminin, let og lys aroma … der er smørkringle, croissanter, formfransksbrød, briocheboller, bløde pærer, fersken og lidt tørret abrikos samt kandiserede citroner.
I munden er det godt med bobler, mousse og alle virker i starten godt ophidsede, men er egentlig ganske blide og fader da også pænt langt ud. Der er grønne æbler og modne gule æbler, godt med citron samt lemon … og så en lille sødbitterhed. Selvom vinen har sødme og bid, så virker den faktisk også pænt tør og det sikrer sammen med en smule lemon og grape kant, friskhed og syre. 94 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449 kr., mens prisen er 399 kr. ved køb af 6 flasker.