Tag-arkiv: Italien

2019 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2019 Cantine Giacomo Montresor, Poggio Siresa Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienCantine Giacomo Montresor aka CGM SPA er et gammelt vinhus grundlagt tilbage i 1892 og ligger i den nordvestlige del af Verona på adressen Via Ca’ di Cozzi og nu smager jeg så deres 2019 Poggio Siresa Valpolicella Ripasso.

Det er en vin. som jeg også smagte for halvandet år siden i årgang 2018 og dengang skrev jeg også om vinhuset, deres historie og den nuværende produktion. Det skal jeg undlade denne gang i så bare skrive om vinen.

Poggio Siresa Valpolicella Ripasso er et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetræsfade, inden den er klar til frigivelse.

Det dufter dejligt, comfortagtigt, blødt, sødt og endda animalsk, absolut med god mørk frugt og fyldighed. Frugten er klart blommer, sorte kirsebær og brombær, men fadene bidrager med vaniljesukker, kakao, blød lakrids og tør engelsk lakrids, blæk og bagepulver. Det er ikke en overfed Ripasso … faktisk er duften pænt sammenhængende og ganske frugtrig med disse fadnoter.

Smagen virker også lettere og en smule mere ren og stringent end 2018’eren, men det klæder faktisk bare vinen. Dermed virker syren mere rank og slank med en smule tranebær og citronsyre suppleret med en svag lemon bitterhed. Det giver friskhed og sammen med en frugt af lyse kirsebær og blommer samt en lille tør sødme, så er det faktisk en meget fin Ripasso. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, Italien

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, ItalienDenne Lugana Marogne fra Zeni eller helt korrekt Cantina F.lli Zeni har jeg smagt før … og synes endda, at det er en af deres mest lækre vine … men jeg har jo også et svag punkt for Lugana vine.

Da jeg smagte 2021’eren, skrev jeg også om vinhuset, som jeg besøgte på en sommerferie i 2015, så derfor skriver jeg nu ikke om huset, men kigger alene på denne Lugana Marogne.

Det er en vin. som er lavet på  Turbiana aka Trebbiano di Lugana, som kommer fra marker i bunden af Gardasøen, men jeg kan ikke se, om de ligger i Veneto eller/og Lombardiet.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i kølig maceration med skindet i en kortere periode, hvorefter de er presset, gæret ved kontrolleret temperatur og så lagret i ståltanke sur lie 6-10 måneder.

Venlig duft .., rund og indbydende med melon, fersken, pærer, mandler, honning, let mjød og en gul Københavnerstang med lidt ananas, røg, fennikel, lidt lakridskonfekt, sødme og de klassiske salte mineraler … men samlet blød, vamset og lækker.

I munden fortsat det bløde og søde … klart en anelse sødere end 2021’eren, men den har fortsat bløde pærer, melon, abrikos, fersken, men derudover også noget lemon og grape. Vinen er cremet, blid og ultra behagelig på grænsen til fed læskende … næsten med olieret fedme, lidt hvid peber og saltet eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Tenute Neirano, Barbaresco, Piemonte, Italien

2019 Tenute Neirano, Barbaresco, Piemonte, ItalienTenute Neirano ligger i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato og laver primært vine fra området, som fx Barolo og Barbera d’Asti. Jeg har før smagt flere vine fra huset, men nu smager jeg så deres 2019 Barbaresco.

Tenute Neirano er grundlagt i 1982 af Giacomo Sperone sammen med sønnerne Paolo og Antonio. De kommer alle fra en familie, der også har lavet vin igennem mange generationer, for allerede tilbage i 1880 grundlagde Bernardino Martini vinhuset Bernardino Martini & Figli i Turin.

Det blev derefter overtaget af sønnen Ferdinando Martini, men efterfølgende i 1941 af 3. generation i form af svigersønnen Giacomo Sperone.

Giacomos far Antonio Sperone var også selv i vinbranchen og han havde bl.a. arbejdet med familiens firma produktion af Vermouth vin i Turin, så man kan sige, at Giacomo nærmest er opvokset med vin … og senere også giftede sig ind i en vinfamilie.

Det var således Giacomo, der i 1960 grundlagde Vermouth firmaet Giacomo Sperone S.p.A. i Cusano Milanino og fortsat de traditioner, som var startet i 1911, hvor bedstefar Antonio Sperone Sr. startede med produktionen af Vermouth, og som var fortsat af Giacomos far Antonio. Sådan er det egentligt fortsat, for i løbet af 1970’erne kom sønnerne Paolo og Antonio Sperone også med i driften af firmaet.

Men i 1982 startede Giacomo og sønnerne så også Tenute Neirano i Casalotto di Mombaruzzo i Monferrato med produktion af både vine som Barolo, Barbaresco og mange andre vine.

Derudover har den foretagsomme Giacomo skam også startet en stor produktion af italiensk lemonade under mærket Caravella limoncello og orangecello.

På Tenute Neirano har Sperone familien i alt 25 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorter som Moscato, Barbera, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet Sauvignon,  Brachetto og Nebbiolo, men opkøber også druer fra andre vinavlere.

Det er Antonio Sperone, som står for produktionen med hjælp fra bror Paolo, men også næste generation i form af Antonois to børn Francesca og Andrea deltager i driften.

De laver samlet ikke mindre end 11 forskellige mousserende vine, 6 hvidvine og 11 rødvine, men det omfatter så også vine med opkøbte druer fra andre områder i Italien … både Abruzzo, Sicilien og Puglia, hvilket er lidt atypisk for en Piemonte producent.

Denne Barbaresco er også eneste Barbaresco vin, som Tenute Neirano laver, men omvendt laver de også kun én Barolo, så her kommer Nebbiolo druerne fra forskellige marker i Barbaresco området.

Vinen er lavet på ståltanke med gæring og maceraton, løbende overpumpninger for at udtrække farve, smag og struktur. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder på traditionelle slavonske egetræsfade samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

I glasset virker det som en blid Nebbiolo … men har da nogle af de klassiske dufte af tørrede rosenblade, violer, læder, en lysere frugt af kirsebær, moreller, tranebær, ribs, en smule fennikel, lakrids, mentol og umiskendelig Nebbiolo med lidt Campari bitterhed, cedertræ … meget ren i stilen med jernholdig mineralitet.

Smagen er også blødere, men også en kende sødere, end normale Nebbiolo vine, men vinen er også meget tør, ren og stringent med en slank syrlig frugt med ribs, tranebærjuice, rabarber, lemon og nogle bitre, tørre og finkornede tanniner, der er med til at give et syrligt samt slankt tanninsk bid med denne lille venlige sødme. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Giodo, Alberelli di Giodo Carricante, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo Carricante, Sicilien, ItalienDet er kun få uger siden, at jeg smagte vinen La Quinta Toscana IGT fra den dynamiske vinmager Carlo Ferrini og hans toscanske vinhus Podere Giodo … men ved siden af laver han også vine på Sicilien og derfra smager jeg nu den hvide 2021 Alberelli di Giodo Carricante.

Jeg har tidligere smagt de røde udgaver af Alberelli di Giodo på ren Nerello Mascalese i både årgang 2018 og 2019, mens denne hvide udgave er lavet på ren Carricante.

Her kommer Carricante druer fra nogle over 50 år gamle samt fritstående buskvine i 800-900 meters højde oppe på vulkanen Etna på en kølig nordvendt parcel på bare 0,40 hektar med en vulkansk og mineralsk jordbund.

Vinen er lavet med 20 dages gæring i ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder, heraf 6 måneder sur lie i tankene og derefter yderligere 10 måneder på flaske og der laves kun omkring 2.500-3.500 flasker årligt.

Duften er sgu ganske dejlig aromatisk … nærmest som en sammensmeltning af vingummi, godt med gule og hvide blomster, æbler, pærer og så ellers en jernhård mineralitet. Man tænker lige WTF aka what the fuck, men alt virker samtidig så fint afbalanceret, at intet stritter eller stikker ud. Men fornemmer også intensiteten fra sur lie lagringen, hvilket giver vinen noget krop.

Smagen er tør, præcis og frisk … det er clean, men rank … men smager minsandten vildt godt. Her er man helt på midten af vejen ud svinkeærinder eller komme ud i grøften, for smagen er så klar, ren og direkte, at man bare bliver glad. Vinen har god spændstighed, men er samtidig fin, rund og delikat, mens mineraliteten virker elegant, tøjlet og har en syre, som opererer i det skjulte og bare sikrer den størst mulige nydelse. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Giovanni Manzone, Barolo Bricat, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Bricat, Piemonte, ItalienIl terzo ed ultimo Giovanni Manzone Barolo i årgang 2019  – den 3. og sidste – blev også én Barolo, men én jeg aldrig før har smagt og det er denne Barolo Bricat.

Barolo Bricat er atter en enkeltmarksvin, hvor Nebbiolo druerne kommer fra nogle over 50 år tussegamle vinstokke på Monforte d’Albas ikoniske på den øverste del af Gramolere … den del som kaldes Ciabot Bricat og blev købt af Manzone i 1989.

Nebbiolo vinstokkene på Ciabot Bricat er af den gamle Rose-sort, som giver en lidt andeledes finesse og denne Barolo Bricat har Manzone produceret siden 1994

Vinen er lavet med gæring og maceration over 30-40 dage med forsigtige overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret 36 måneder på både 500 til 700 liters slavonske og franske tonneaux-fade, et par måneders hvilke i betontanke og så mere lagring på flaske inden frigivelse. Der laves alene et par tusinde flasker af vinen.

Duftmæssigt anderledes end de forrige, mere kompleks, æterisk og moden med ædeltræ, mahogni- og teaktræsolie, cedertræ, lakridset og parfumeret, men stadig med læder, rosenblade, violer, mentol og noget medicinskab, pilleglas, gazebind og kamfer. Frugtmæssigt har man skruet op for kirsebærrene, som virker koncentrerede, intense, fyldige og varme … får følgeskab af fuldmodne brombær, tranebær og ribs. Aftrykket fra fadene er lidt tydligere end de 2 forrige, har vanilje, kanel og lidt mælkechokolade.

I munden er det virkelig elegant … virker mere voksen, mere blød samt fadpræget og selv syren er knap så vild, mindre italiensk og så fortsat med ribs, umodne blommer og hindbær, mens tanninerne så bare ikke skåner nogle, for de er knastørre med et lidt bitter smil og udtørrer din mund med masserende masochistisme, men her elsker vi at mundbank sammen med den stringent citronagtige syre, så dermed 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, ItalienBarolo numero due fra Giovanni Manzone i samme årgang 2019 var så denne Barolo Castelletto, hvor Nebbiolo druerne er fra Castelletto marken, der skråner stejlt i det østligste Monforte d’Alba.

Castelletto marken ligger samtidig ned mod grænsen til nabozonen Serralunga. Markens hældning og jordbunden af sandsten giver en ekstrem naturlig dræning, der i sidste ende frembringer druer samt vine med enorm koncentration af smag og tannin.

Mosten spontangærer ved 28 grader med de naturlige gærceller i rustfrie ståltanke med hele 30-40 dages udblødning af drueskallerne under og efter gæringen.

Vinen lagrer efter endt fermentering 30 måneder på 500-700 liter franske og slavonske tonneaux-fade og derefter et par måneder på betontanke inden aftapning og filtrering suppleret med 10 måneder i flaske inden frigivelse. Det er en vin, som Manzone har lavet hvert år siden 1961.

Duftmæssigt virker vinen en snas mørkere og mere tæt end Gramolere, nærmest sådan med en smule oksefond, selvom der skam fortsat er både læder, tørrede rosenblade, violer, noget lakrids og fennikel og heller ikke medicinskabet står helt uberørt. I næsen er kirsebærrene mørkere suppleret med jordbær, tranebær og ribs, men også noter fra fadene kommer mere frem med tørt ædeltræ, mahogni, trøfler, ganske svag mentol og kamfer.

Uhhh … virker også til at starte med blødere end Gramolere … frugten synes også blødere med bløde kirsebær, blommer, hindbær og ribs, men Castelletto har et knusende stramt Nebbiolo bid med en syre, der er spændstig, let, lys, ung og ilter italiensk. Den giver et bid med sort te, lemon og Campari bitterhed suppleret med tørre, ubarmhjertige og mundmasserende tanniner, der sparker og river, men lige med en lille fin bamsesødme, som giver lidt rundhed, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienEn del eksperter – herunder specialisten i italiensk vin Antonio Galloni – regner Barolo årgang 2019 som sublim og ganske klassisk helt på højde med årgange som 1999, 2005 og 2016. Nu tester jeg under alle omstændigheder 3 Barolo vine fra Giovanni Manzone i netop årgang 2019 og starter med Barolo Gramolere.

Jeg har smagt Manzones Gramolere de seneste årgange 2015, 2016, 2017 og 2018 … men faktisk også i den ældre årgang 2007. Det er en vin, som er lavet med gæring og maceration over 30-40 dage ved 28 grader.

Efter endt fermenteringen er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 liter egefade efterfulgt af lagring i betontanke 2-3 måneder og efter aftapning på flaske – uden hverken klaring eller filtrering – og sluttelig lagret yderligere 10 måneder.

Sikke dejlig næse … en vinøs parfume med et lille apotek, kamfer, pilleglas, gazebind og ellers nogle af de mere karakteristiske Barolo dufte med blomster, tørrede roser violer, læder, umodne kirsebær, ribs, fennikel, røg samt et fadpræg med let sødme af både vanilje, karamel og en meget tør lakridskonfekt, der har ligger lang tid i posen og mistet en smule aroma.

Smagen er ren, frisk og har en drøngod kombination af let sødme samt en frisk  og sødbitter frugt, hvor det både er ribs, lidt umodne blommer og hindbær … lidt juicy og saftig. På tanninsiden er der sgu ingen kære mor … pivfrisk, knastørre og vilde, men på en meget lys, let og næsten sart måde. Hvor smager det fremragende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienCarlo Ferrini er en aktiv vinmager, som laver vin i forskellige sammenhænge, mens hans eget hypede vinhus hedder Podere Giodo og derfra smager jeg hans 2021 La Quinta Toscana IGT.

Udover at lave vine på Podere Giodo laver Carlo Ferrini også vin med sin ven Federico Carletti vin på Azienda Agricola Poliziano, men derudover hjælper han også sin kæreste Gioia Cresti med hendes vine på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Derudover hjælper Carlo Ferrini også flere andre huse med vinproduktionen og her på Houlbergs Vinblog er vi bl.a. stødt på Feudo Maccari, Azienda Agricola Canneto, Tenuta Bosco, Barone Ricasoli og Podere Sapaio. Men Carlo Ferrini arbejder i dag også for mere end 30 vinhuse i Toscana, så hans indflydelse som en af verdens bedste vinmagere er således også stor.

Podere Giodo er Carlo Ferrinis eget lille hjertebarn … og det er et projekt, som han startede i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle marker beliggende mellem Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og startede med at lave to vine, nemlig en Brunello di Montalcino og denne La Quinta Toscana IGT.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nummero uno.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes helt økologisk og vinen fremstilles med skånsom hands-off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter samt 2.700 amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder. Der er lavet 13.000 flasker af vinen i denne årgang 2021.

WAUW … La Quinta har en lækker aroma, der virker ædel og dekadent og understøtter den lidt brune kant i glasset, hvorved det dufter som god Brunello. Der læder, mahogni- og teaktræsolie, lidt umami våde skovbundsnoter, rå champignon og så ellers frugt med kirsebær … masser af kirsebær, jordbær og ribs … men også aftryk fra fadlagringen med chokolade, vanilje samt en blækagtig sødme.

Som med 2020’erne er det bedste imidlertid smagen, som bare er out-standing, virkelig rund, cremet, blød og alligevel med en tør syre, lidt sødme og smukkeste balance. Der er satans elegant, æterisk og svævende med saftig, let og syrlig frugt, der virkelig er koncentreret og smooth inde i munden. Midt i den bløde englefryd har La Quinta stramme – om end tøjlede – tanniner, der ganske vist er tørre samt markante, men aldrig bliver anmassende på nogen måder, men så bare giver vinen et perfekt bid. Genialt. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Bollini, Chardonnay Barricato 40, Trentino, Italien

2022 Bollini, Chardonnay Barricato 40, Trentino, ItalienVi er en enkelt gang tidligere stødt på vinhuset Bollini, som ejes af Neil og Maria Gemma Empson. De driver de ved siden af deres eksportfirma Empson & Co. Nu smager vi fra Bollini en Chardonnay Barricato 40 i nyeste årgang 2022.

Eksportfirmaet Empson & Co. har i næsten 50 år været en af de førende, store eksportører af italiensk vin og blev grundlagt i 1972 af Neil og Maria Empson med det formål at bringe Italiens skønne vine ud i verdenen.

I 2019 gav de dog faklen i handelsfirmaet videre til deres datter Tara, som forinden havde arbejdet sammen med forældrene gennem næsten 15 år, men Empson & Co er i dag et af de største firmaer med eksport af italiensk vin .

Nu laver Neil og Maria Gemma Empson imidlertid også selv lidt vin via vinhuset Bollini, som de grundlagde i 1979. For efter de i mange år havde repræsenteret nogle af de bedste italienske vingårde, så har familien – nok helt naturligt – også kastet sig over selv at lave lidt vine.

Det er specielt Neil Empson, der laver vin i samarbejde med den kendte ønolog Franco Bernabei, der bl.a. er kendt som konsulent hos vinhuse som Fontodi og Felsina.

Denne Chardonnay Barricato 40 er netop lavet af vinmageren Franco Bernabei og han har afstilket alle druerne, som efter en lille og kold maceration er presset, hvorefter gæringen er sket med udvalgte gærtyper.

Det meste er gæret i ståltanke, men 40% – og deraf de 40 i navnet – er gæret og så lagret sur lie  på franske egetræsfade … både nye samt brugte fade efter med malolaktisk gæring. Først derefter er vinen så endelig sammenstukket og tappet på flaske.

Duftmæssigt er vinen sådan lidt blomstret og har ellers godt med melon, honning- og cantaloup-melon, en smule tørre paranødder, lidt nøddeskaller, papaya og let æblejuice. Det er nærmest en godt sommeraromatisk vin med et lyst sind, let, ukompliceret og fortsat med noget Chardonnay karakter og svag en snas vanilje.

Smagen er blød, cremet og har en virkelig blød frugt med pærer, nogle gule meloner, fersken, kandiseret melon og alt er så blidt, lyst, sommerligt og ganske let. Der er Chardonnay med let sjæl og et med er cremet og frugtrigt bid. 90 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 105 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, Italien

2022 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, ItalienPassi di Orma er vel at betragte som en andenvinen til Tenuta Sette Pontis flotte topvine Orma og er da ligeledes en bordeauxinspireret vin, som jeg nu smager i seneste årgang 2022.

Tenuta Sette Ponti er jeg jo ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog og har bl.a. tidligere smagt både topvinene Orma i årgang 2019 samt Oreno i årgang 2017, 2018 og 2019 … blot for at nævne nogle af de smagte vine fra det spændende vinhus.

Orma ejendommen købte Antonio Moretti Cuseri – den store mode mogul – i 2004 efter i mange år at ha’ ledt efter en yderligere vingård til at lave kvalitetsvine … og Orma må siges at opfylde det kriterie, da ejendommen ganske vist kun har 5,5 hektar vinmarker, men de ligger til gengæld lige mellem Sassicaia og Ornellaia.

Der laves i alt 5 vine på Orma … og det er selvfølgelig hovedvinen, som også bare hedder Orma, men derudover er det Aola di Orma, Passi di Orma, Rosso di Orma og den hvide Bianco di Orma.

Passi di Orma er som med Orma lavet med druerne fra husets vinmarker mellem Ornellaia og Sassicaia. I denne årgang 2022 er det er blend på 40% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon og 25% Cabernet Franc, der kommer fra 15 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Gæringen er sket i temperaturstyrede ståltanke ved 28-30 grader over 18 dage og efter fermenteringen er vinen lagret 6 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse. Det er en vin, som Tenuta Sette Ponti startede med at lave i 2015.

Duftmæssigt er der bestemt noget bordeauxfil over vinen, er mørk, frugtrig med solbær, sorte kirsebær, brombær og lidt blommer samt pænt med noter af ristede kaffebønder, toast, chokolade, tjære, røg, cedertræ og pottemuld. Der er noget fyldigt og rart over aromaerne, som bare sammen med lidt lakrids og vanilje giver et super indtryk.

Smagen er blød og lækker … virkelig cremet, flødeagtig og lind, men har dog en ren, tør og let sødlig frugtsmag med kirsebær, blommer en smule tranebær, men klart mere komplet end foregående årgang, der var mere syrlig. Her er alt silkeblødt fløjl med en syre, der fortsat holder tøjlerne, så det aldrig bliver for slapt, men det hjælper tørre tanniner også med sammen med lidt Campari bitterhed, en stenet mineralitet og lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7