Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

N.V. Les Grands Chais de France, Laugel Crémant d’Alsace Brut Rosé, Alsace, Frankrig

N.V. Les Grands Chais de France, Laugel Crémant d'Alsace Brut Rosé, Alsace, FrankrigBag navnet Laugel står vinhuset Arthur Metz, som også hedder SA Metz Laugel, for det er nemlig del af den noget større koncern Le Groupe GCF aka Les Grands Chais de France. Det er derfra, at jeg har smagt denne årgangsløse Laugel Crémant d’Alsace Brut Rosé.

Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine i disse navne, bl.a. Les Grands Chais de France, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Arthur Metz og ikke mindst den ikoniske J.P. Chenet med den skæve hals.

Arthur Metz Vinhuset ligger i Marlenheim i den nordlige del af Alsace, omkring 10 kilometer nordvest for Strasbourg og er lidt af en større historie, idet der heller ikke er tale om et traditionelt vinhus, men nærmere en større fabrikant af vin i stil med et kooperativ.

De har ikke mindre end 560 vinbønder tilknyttet deres vineri, og via disse adgang til druer fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker. De har en produktionskapacitet på 180.00 hektoliter, 2 store anlæg til vinaftapning, lagerkapacitet på 10.000 kvadratmeter og en daglig produktionskapacitet på ikke mindre end 110.000 flasker vin.

Vi kender også typisk vinene fra Arthur Metz fra det lokale supermarked, og vinene ligger typisk i den billigere end af skalaen, men de har såmænd også produktion af Grand Cru vine, ja faktisk er omkring 4% af vinene Grand Cru vine. Hovedparten er dog almindelig AOC Alsace vine.

Denne non vintage Laugel Crémant d’Alsace Brut Rosé er lavet på 100% Pinot Noir, men der er ikke mange oplysninger om produktion udover, at den skulle vistnok være lavet med andengæring på flaske, men det kan jeg dog ikke bekræfte helt.

I glasset er det en lys roséfarvet vin … næsten blidt farvet som vinene fra Provence. Duftmæssigt er det faktisk skuffende … har en meget gæret aroma, der samtidig virker tør med sur mælk, jordbær, tranebær og abrikos, lidt særegen, lukket og ikke særlig dyb eller balanceret.

I munden virker boblerne i starten aggressive, men de fiser hurtigt ud og efter en smag af grape, lemon og godt med æbler. Uden bobler får vinen en meget æblemostagtig smag med en jernet mineralsk supplement. 84 point.

Forhandles i alle Coop butikker, hvor prisen i øjeblikket vistnok skulle ligge på 89 kr., men uden at være på tilbud.

Vinanmeldelse 3/7 

2021 Lange Estate Winery & Vineyards, Classique Pinot Noir, Oregon, USA

2021 Lange Estate Winery & Vineyards, Classique Pinot Noir, Oregon, USAJeg smagte endnu en vin på en af Lange Estate Winery & Vineyards’ 3 dyrkede druesorter og atter fra Classique serien og det blev denne 2021 Classique Pinot Noir.

Pinot Noir druerne er en blanding af traditionelle og franske Dijon kloner fra en række forskellige marker i Willamette Valley og efter høst er gæring og maceration sket i nye neutrale franske egefade. Ifølge Juul’s Vin & Spiritus skulle det alene være 15% nye fade, mens Wine Enthusiast til gengæld siger, at det er anvendt 25% nye fade.

Men dér er vinen også lagret en – uoplyst – periode inden aftapning på flaske. Der er i denne årgang lavet 6.300 kasser, så det er husets klart mest producerede og solgte vin. Fluen på etiketten er i øvrigt en Blue Saturn Fly.

Det er duftmæssigt en Pinot Noir, som er lidt i to lejre … der er både en grøn, rank, røget og granagtig note, som man mest finder i enten Ahr eller Churfranken, men derudover er der også en lettere, lysere og mer’ imødekommende aroma med blød kostald, mælkechokolade samt sødlig frugt. Under alle omstændigheder, så dufter vinen mere europæisk end amerikansk.

Frugten er let med røde kirsebær, jordbær og tranebær suppleret med tørrede rosenblade, nelliker, kardemomme og svagt lidt kanel, tørt træ, cedertræ og den virker meget voksen, seriøs og robust, men det er med en meget stor og behagelig dybde.

Men det er i munden, at vinen viser sine store styrker … er blød og smagen smyger sig nærmest rundt om tungen, leger i munden som et flok legesyge børnehavebørn. Det giver vinen et luftigt, let og lyst indtryk, hvor frugten har en let frugtsødme … mest lyse, kandiserede kirsebær samt søde jordbær og den virker bare så let og behagelig at drikke. Tanniner er der heller ikke mange af … bare letløbende med læskende tiltrækningskraft, så dermed 93 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Daniel Fries, Pinot Noir vom Schiefer, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Daniel Fries, Pinot Noir vom Schiefer, Mosel, TysklandJeg har skrevet om ham før … er tosset med hans fabelagtige Spätbunder slash Pinot Noir vine. Jeg mødte ham faktisk til Jysk Vin Vinfestival tilbage i april måned. Jeg snakker om Weingut Daniel Fries og nu smager jeg hans 2022 Pinot Noir vom Schiefer.

Du kan læse om Weingut Fries i min anmeldelse af hans 2021  Riesling vom Schiefer, da jeg nu så blot kigger lidt nærmere på denne søstervin, der er Daniels Guts-Spätburgunder aka basisvin og lavet på Pinot Noir druer fra skiferholdige marker omkring Winningen.

Druerner høstet med håndkraft, hvorefter de overføres til åbne gæringskar af egetræ alene ved hjælp af tyngdekraften. Druerne er så spontangæret alene med de naturligt forkomne gærceller med en daglig overpumpning med håndkraft. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på brugte barriques inden ufiltreret aftapning på flaske.

Daniel Fries til Jysk Vin Vinfestival i april 2024

Hold nu op … atter begejstres jeg af Daniel Fries’ Spätburgunder, som har denne lyse, syrlige og slanke duft, hvor der er syrlige drops, blomster, malerspand, let acetone, gazebind, hæfteplaster og en lys frugt med hindbær, jordbær, ribs suppleret med lidt fennikel. Der er også let rød og så en landlig, overjordisk aroma med noget stald, frugtsødme, karamel og skumfiduser.

Hvor smager den også godt og har denne lyse, stringente, friske, vild og sitrende frugt af rabarber, ribs, granatæbler, en smule citroner og en saltet mineralitet. Det er ikke på niveau med Fries’ Reserve, men det er fandens tæt på. Den er dog lige en anelse mere brovten, mere rustik og syren knap så sart og balanceret, men vinen har bare dette ekstra gear, lys, feminin, syrlig læskende med mineralsk bid. Fuck det smager brillant og vildt niveau af en Guts-Spätburgunder … 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Herrenhof Lamprecht, Pinot Noir Rosé, Steiermark, Østrig

2022 Weingut Herrenhof Lamprecht, Pinot Noir Rosé, Steiermark, ØstrigDer er sgu efterhånden flere år siden, at jeg har smagt vine fra Weingut Herrenhof Lamprecht, men kvaliteten er bare stigende og det er denne 2022 Pinot Noir Rosé – som Gottfried Lamprecht selv kalder f(p)unky – et godt eksempel på.

Weingut Herrenhof Lamprecht holder til i den lille by Markt Hartmannsdorf i vinområdet Steiermark og den sydøstligste del af Østrig omkring 20 kilometer øst for Graz. Vinhuset holder til i en gammel ejendom … ein Gutshof, der tidligere har tilhørt Augustinkorherreklosteret i Vorau.

En korherre – eller en kannik – er en betegnelse, som oprindelig blev brugt om alle gejstlige beskæftiget i en bispedømme, en religiøs orden eller i et kloster, så det er derfra, at vingården har sit navn Herrenhof … korherrenes gård.

Det var dog først i 1913, at familien Lamprecht købte ejendommen, men det var dog ikke fra Augustiner Ordenen, for ejendommen havde forinden gennem mange år haft skiftende ejere, så det betød også, at vinavlen på gården ved overtagelse var gået helt i stå uden mange vinstokke på den tilhørende jord.

Det var faktisk først i 2006, at der igen blev plantet vinstokke på gårdens kalkholdige marker. Det var nemlig, da den unge Gottfried Lamprecht overtog den fædrene gård og startede hans projekt Weingut Herrenhof Lamprecht.

Vingården er placeret på vinmarken Buchertberg, som er husets eneste mark. Der plantede Gottfried masser af Weißburgunder som den primært sort, men også druesorter som Furmint, der tidligere i Steiermark var kendt som Mosler, samt lidt Blaufränkisch og Pinot Noir.

Derudover tilplantede han også en del af marken med et mix af forskellige druesorter, en del gamle, glemte og sjældne lokale druer, et field blend på helt op til 60 forskellige sorter, som Gofffried kalder Buchertberg Weiss – ein Gemischter Satz – og skal udviske alle spor/kendetegn fra den enkelte drue og helt enkelt blot udtrykke det lokale terroir.

Samlet har Gottfried faktisk nu over 100 forskellige druesorter på hans mark, og det tæller også ukendte druer som Blaue Heunisch og Weiße Orléans. Gottfried ejer samlet 14 hektar på Buchertberg, hvoraf 9 hektar er vinmarker, men målet er at få hele jorden tilplantet med vinstokke.

Og Gottfried Lamprecht tilgang til vinproduktionen er også en smule anderledes end de fleste. Anders als die anderen. Han er selvfølgelig totalt økologisk og nogle marker er da også certificerede, men generelt benyttes ingen kunstgødning, herbicider eller syntetiske andre plantebeskyttelsesmidler.

Han har dog ikke brug for begreber som biodynamisk eller andre religiøse bio-synspunkter, men vil kunne arbejde og handle frit. Han har lavet sit eget manifest … die Herrenhof Charta, som er hans selvpålagte forpligtelse af et kvalitetskoncept, hans blåstempling af vinene og eget ideal. Han kalder det også for Freestyle Wine Growing. Det omfatter 10 punkter, nemlig:

  • Druerne må udelukkende komme fra Buchertberg marken
  • Vinmarkerne dyrkes økologisk eller efter økologiske principper.
  • Der høstes med et maksimalt udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, idet mindre udbytte giver bedre vine.
  • Man skal kunne smage terroir og årgang i vinene … det skylder man naturen.
  • Gæring sker spontant med druernes naturlige gær, og der sker alene tilsætning af gærsalte, hvis gæringen halter. Og aftapning sker tidligere i april det følgende år.
  • Der tilsættes ingen smags- eller tilsætningsstoffer, og den vendes alene svovl/sulfitter i meget små mængder.
  • Vinene laves efter game, traditionelle metoder, hvilket omfatter lang skindkontakt under gæring og ingen filtrering af vinene.
  • Respekt og bevarelse af jordens frugtbarhed og faunaen i markerne har topprioritet og Gottfried frasiger sig enhver moderne tilgang til pasning af markerne.
  • Femme af fremme af mangfoldigheden af dyr og planter i vinmarkerne
  • Ingen brug af gensplejsning, men det giver vel næsten sig selv.

Samtidig benytter Lamprecht slet ikke ståltanke i produktionen, men alene egefade, som er lavet med træ fra skovene omkring vingården samt en række ældre og større fade. De fleste fade er enten på 300 eller 600 liter.

Produktionen holdes som enkel som muligt og nærmest overladt til sig selv. Det omfatter bl.a. spontangæring på druerne naturlige gør efter presning i egetønderne … både den alkoholiske og den malolaktiske gæring. Derudover hviler vinen også med sur lie – med bærmen – på egefade i typisk omkring 9-18 måneder inden aftapningen sker ufiltreret og næsten uden svovl.

Gottfried plejer at sige, at han laver 7 forskellige vin og at 7 er et passende antal, da 7 er det perfekte nummer i centraleuropæiske mytologi … men i dag laves der pt. 11 forskellige vine og denne 2022 f(p)unky Pinot Noir Rosé er én af disse.

Det er 100% Pinot Noir, som  kommer fra den pænt stejle syd-sydøstvendte vinmark Buchertberg, hvor vinstokke er 4 – 18 år og står i en jord med sand, kalket sandsten og silt.

Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i 600 liters egetræsfade af styrisk, nedre østrigsk og rumænsk egetræ og efter endt fermentering er vinen også lagret i egefade. Den har 1,4 gram restsukker pr. liter.

For pokker eller dælen … sikke en mega nice duft, hvor man både får Pinot Noir druens skrøbelige og forførende frugt sammen med stald og vildskab tilsat en smule acetone, sort tobak samt røg. Frugten er intet mindre end helt bedårende med søde jordbær, rabarber og lidt mørkere bær … måske endda lidt fersken og ellers en kridtagtig mineralitet.

Hold da op for en saftkarl … saftig læskende som en sodavandsis på en varm sommerdag. Det er tørstslukker for voksne … jordbær- samt rabarbersaft, frisk med let sødme og samtidig en god syre med noget citron og sød lemon. Igen kommer der denne salt og let kalkholdige mineralitet, der skaber ekstra seriøsitet. Jeg plejer at sige, at jeg hader rosé, men denne knuselsker jeg sgu, så dermed 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Domaine Machard de Gramont, Chambolle-Musigny les Nazoires, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Machard de Gramont, Chambolle-Musigny Les Nazoires, Bourgogne, FrankrigDer var efter 10 vine af forskellig herkomst fortsat tørst, så derfor røg proppen også op på denne Chambolle-Musigny les Nazoires 2014 fra Domaine Machard de Gramont.

Vinhuset ligger i Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges i Côte de Nuits og er en traditionel familieejet vingård, der i dag drives af Arnaud Machard de Gramont sammen med hans to sønner Alban og Alexis efter de gamle traditioner.

Vingården har været i familiens eje siden 1830 … oprindeligt som negociantfirmaet Dufouleur. Arnaud drev oprindeligt vingården sammen med sine to brødre, men brødrene brød samarbejdet i 1984 og delte vinmarkerne. Arnaud fortsatte med sit eget domæne, som han kaldte Domaine Machard de Gramont.

Broderen Bernard Machard de Gramont etablerede Domaine Bernard Machard de Gramont, som i dag drives af hans datter Axelle Machard de Gramont, mens den tredje broder etablerede Domaine Chantal Lescure i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Machard de Gramont har samlet 20 hektar vinmarker i et område fra Chenôve syd for Dijon til Puligny-Montrachet syd for Beaune … og nogle af de bedste parceller i området. De fleste marker ligger omkring vingården, men deres lille parcel i Puligny-Montrachet – Chardonnay druens højborg – har familien engang arvet.

Der er lavet vine på gården i mange generationer, hvilket bl.a. en gammel vinkælder fra det 11. århundrede også vidner om. Det er selvfølgelig med fantastiske hvælvede lofter, som giver den gamle kælder et katedral-lignende udseende.

De røde Bourgogner laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring og en del af stilkene på druerne. Selve vinifikationen sker i åbne fade med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt.

Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type. Der produceres omkring 100.000 flasker årligt på Domaine Machard de Gramont.

For pokker det dufter fremragende … den har denne modne aroma med kastanjer, nødder og våde fade og virker ellers animalsk og ret landlig med en meget fin, sart og feminin lys frugt af jordbær samt hindbær suppleret med masser af blomster … en hel blomstermark med røde roser og violer samt en plade mælkechokolade og let snas vanilje.

Alderen trykker på ingen måde … hverken i duft eller i smag, for i munden er der godt med lys syre, der endda næsten virker ung midt i en ellers blød og elegant smag. Der er en frugt med syrlige kirsebær, tranebær, rabarber og godt med citrus, som giver friskhed, bid samt denne rene, ranke og kølige smag. Vi er ikke helt på samme niveau, som Gevrey Chambertin’en tidligere på aftenen, men godt smager den og det blev også et fint punktum for aftenen. 94 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske i årgang 2017 kan købes til 400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru la Perrière, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru la Perrière, Bourgogne, FrankrigDen næste flaske havde jeg også haft liggende i vinkøleskabet i over 10 år og det var denne 2009 Gevrey Chambertin 1er Cru la Perrière fra Domaine Jean-Michel Guillon.

Vinhuset holder til i byen Gevrey Chambertin, som Jean-Michel Guillon kom til i 1980. Han havde dog hverken nogle familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin eller venner i byen.

Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit daværende virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent.

Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.

Domainet er i dag på 12,5 hektar og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer.

Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mange år og stilen i vinproduktionen er også anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.

Holy Moly for en aroma … moden, komplet, tiltrækkende med en håndfuld nødder, gammelt træ, teak og mahogni suppleret med en kasse svampe. Frugten er blød jordbær og søde kirsebær, men der kommer også noget lakrids, kanel … uha uha bløde lækkerier.

Sådan er smagen også … flyder totalt ud i munden og smelter som en isterning i en ovn sat på pyrolyse. Det er som at nedsænke kroppen i et bad af fløde, behageligt, veltempereret, komfortabelt, mageligt og himmelsk samt en smule degenereret og dekadent. Det er kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og lidt mørkere bær, nødder, vanilje, kanel, sød og blød lakrids samt kaffebønner. Der er bløde og integrerede tanniner … det er ophøjet zen og 97 point.

Tidligere forhandlet af Theis Vin, men denne kan ikke findes … prisen for nyere årgange ligger omkring 600-700 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Pinot Noir Rosé, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Pinot Noir Rosé, Valencia, SpanienVed bare den mindste sol springer rosévinene ud af skabet, så det er bare om at finde bikini og mankini frem og det fremgår sgu næsten også på etiketten af denne 2023 Mare Meua Pinot Noir Rosé fra Bodegas Torre Oria.

Vinhuset er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, men det er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena en smule vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.

Bodegas Torre Oria fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.

I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.

Denne lille sommerrosévin Mare Meua Pinot Noir Rosé er lavet på 100% Pinot Noir druer fra kystnære marker i Valencia området og er alene vinificeret i ståltanke … både gæring og efterfølgende kort lagring inden aftapning på flaske.

Tja … lidt speciel duft, hvor der både er tjørnebær, vandmelon samt noget hyben og dermed ikke umiddelbart mere Pinot Noir karakter i næsen. Den virker til at have en stor tørhed … tørre papkasser, nogle støvede nullermænd suppleret med noget grøn ligusterhæk.

Jeg er – indrømmet – ikke den store rosémand og denne bidrager heller ikke til at ændre det faktum. Den har en lidt rund og halvsød jordbærsmag suppleret med appelsin, lidt sursød citron med dette halvtørre element, hvor lidt hvid peber danser med. Det er mest en vin til terrassen på en varm og solrig dag … med lidt isterninger i, hvorved jeg lander på 85 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Kalk, Baden, Tyskland

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Kalk, Baden, TysklandDen sidste Pinot Noir vin fra Weingut Sven Enderle blev også topvinen og det er denne 2022 Pinot Noir Kalk, hvor druerne så er fra den kalkrige mark Römerberg.

Igen er vinen lavet på samme vis som de to foregående … altså med maceration og spontangæring med druernes naturlige gærceller over 18-25 dage i åbne kar.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade og tappet ufiltreret på flaske med kun en knivspids svovl. Der er kun lavet 1.250 flasker og denne er nummer 158.

Jesus … det fortsætter sgu ,,, dufter henrivende med denne syrlig, luftige, blomstrede og æteriske aroma, hvor man også omgående mærker en lille kalket eller kridtet mineralitet. Igen er der acetone og malerspand, sart, ren, fin og spændstig frugt af syrlige kirsebær, cocktailbær, ribs, jordbær og nogle grønne krydderier med fennikel og estragon, svagt lidt mælkechokolade og så er det som om, at mineraliteten bliver ved med at blive hængende.

Smagen er tyndere, syrligere og mere ren, clean og krisp end de 2 medsøstre, hvor det er smuk syrlig frugt med grønne jordbær, ribs, syrlige kirsebær, rabarber og så er der citrussyre med grape, lemon samt citroner med masser af frisk bid og sitrende nerve. Dermed er det syrligsaftigt og der sniger sig igen denne lidt campariagtige rene bitterhed med. Der er væske proppet med energi, klarhed og man føler næsten, at man bliver et bedre menneske. Det smager saftsuseme imponerende, så dermed 97 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 530 kr., mens prisen pt er 370,83 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Keuper, Baden, Tyskland

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Keuper, Baden, TysklandJeg fortsatte med endnu en Pinot Noir fra Weingut Sven Enderle og det blev så denne 2022 Pinot Noir Keuper … og Keuper er en type jordbund, der mest består af sandsten, mergel og gips.

Det er marken Himmelberg, der har sådan en undergrund … og ellers er vinen faktisk lavet ligesom Svens almindelige Pinot Noir. Det betyder maceration og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller over 18-25 dage i åbne kar.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade og tappet ufiltreret på flaske med kun en knivspids svovl. Der er kun lavet 1.050 flasker og denne er nummer 229.

Keuper har lidt mere dybde end foregående basis Pinot Noir, men ellers er der igen en lidt vild flowerpoweragtig vildskab med noget akrylmaling, lidt acetone, gazebind og en frugt, der er mørkere, lidt mere tæt og rund. Det er fortsat syrlige kirsebær, nogle kandiserede kirsebær, rabarber og jordbær … her mærker man også klart mere fadene med lakrids, kanel- og vaniljesukker … sammenhængende, balanceret og dragende med en stenet mineralitet.

I munden er der klart mere til fælles med lillesøsteren … har denne syrlige, livlige og spændstige frugt med jordbær, syrlige kirsebær, ribs, rabarber, syrligbitter grape, citroner og lidt campari bitterhed, hvilket giver vinen bid og dejlig knotten syrlighed. Det er levende og rent, saftigt, clean og præcist … Sven for fanden. 96 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 450 kr., mens prisen pt er 315 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir, Baden, Tyskland

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir, Baden, TysklandDerefter smagte jeg 3 røde Sven Enderle vine og den første blev så den vilde vinmagers 2022 Pinot Noir, der vel ret beset er husets basisvin aka Gutswein.

Det er dog intet basis – men kun guts – over vinen, for das ist gut og den er – som alle Svens vine – er lavet på opkøbte druer fra en række udvalgte vinavlere.

Vinen er lavet med både maceration og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller over 18-25 dage i åbne kar og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade og tappet ufiltreret på flaske med kun en knivspids svovl.

Sikke er næse Sven vinen har … har denne lyse, vilde, lidt funky og ekstrem levende aroma, hvor druerne strutter af energisk friskhed, en bøtte maling og det er helt sikkert akrylmaling. Frugten er både lyse og syrlige kirsebær, lidt cocktailbær – måske dem Dr. Oetker jo laver – jordbær og tranebær, lidt ligusterhæk, fennikel og estragon, tør lerjord, fugtig vinkælder og en ganske lille snas sødme.

Smagen er sgu simpelthen fabelagtig … samme energiske, syrlige, vilde og pågående nerve, som også prægede duften. Der er vilde og lyse bær, jordbær, syrlige kirsebær, ribs, rabarber, syrligbitter grape samt citroner … masser af frisk bid, hvor du spidser munden sexet og kysseklar. Det er sgu en vin, der er ude på narrestreger. 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen pt er 227,50 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7