Weingut Matthias Gaul bor meget passende på adressen Weinstraße 10 i Grünstadt-Asselheim i Pfalz. Derfra smager vi nu en 2017 Pinot Noir Steinrassel.
Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldte ham i november 2017 for the King of Pinot. Det skyldes bl.a. at han i i 2017 vandt en pris for bedste rødvin. Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.
Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.
Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.
Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.
Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.
Pinot Noir druerne til denne Pinot Noir Steinrassel kommer fra marker med stenet kalkjord i 200 meters højde omkring Asselheim, hvor Matthias Gaul løbende har lavet grøn høst med fjernelse af op til 50% for at øge kvaliteten af de resterende druer. Derudover er druerne sorteret under høsten, hvor kun de bedste anvendes.
Vinen er lavet helt traditionelt i åbne gæringskar med regelmæssig punch-down, Efter endt fermentering er vinen lagret i franske barriques i mindst 18 måneder.
Duftmæssigt er det en rund og lidt varm Pinot Noir, men har også nogle grønne elementer, lidt grannåle, hvor min første indskydelse var enten noget amerikansk Pinot Noir eller fra Franken. Men det var imidlertid fra Pfalz. Den er i næsen også ganske tung på fad, vanilje, kanel, chokolade og lidt sød animalsk kostald. Frugten er kirsebær og tranebær.
Smagsmæssigt er der også en lidt varm, rund og sød Pinot Noir, hvor frugten er masser af kirsebær, sorte og bitre kirsebær, blommer og pænt med krydderurter, en frisk syre, lidt alkohol og samlet igen varm i stilen. Vi ligger sådan lige mellem 5 og 5,5 tomler.
Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 2 flasker.