2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, Pfalz, TysklandDen første vin, som jeg smagte fra Weingut Bernhard Koch, var  Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir i årgang 2016 og gjorde mig nærmest lamslået, stum og paralyseret. Nu er jeg igen i gang med at smage vinen, blot i den nyere årgang 2017.

Bernhard har jo fået masser af spalteplads her på vinbloggen de seneste dage, så derfor nøjes vi denne gang med at kigge lidt nærmere på denne Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir årgang 2017. Det er én af huset ganske fine enkeltmarksvine, men altså slet ikke én af topvinene, selvom der er masser af kvalitet for pengene i vinen.

Hainfelder Kirchenstück marken er heller ikke Kochs bedste mark, men en lidt varmere mark end de tre bedste Weyherer Michelsberg, Hainfelder Kapelle og Hainfelder Letten, hvor sidstnævnte står bag husets absolutte topvine.

Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret 18-20 måneder på både brugte og nye barriques og større egefade. Derudover er det også vigtigt for Bernhard Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

Jeg var vild og blodig, da jeg smagte vinen første gang og smed 6,5 fede fortjente houlbergske fingre efter den. Det er også en vin, som vitterlig gør en begejstret og får en til at udbryde WAUW. Det er vildt godt, men måske også en vin, som har fået lige en kende for meget fadpræg og således skal nydes i små doser.

Det er en vinøs crème brûlée … smager afsindigt godt. Lækker selvforkælelse, men skal indtages i doser. Jeg er dog immervæk fortsat fan … også af vinen i denne årgang 2017, som dog imidlertid ikke rammer helt samme niveau som 2016’eren.

I næsen samme dejlige kølige animalske stald, lidt hestehår, fed og voluminøs aroma med masser af fadpræg, røg, fedme, kanel, vanilje, lys og lækker frugt, kirsebær, jordbær, lidt appelsinskal, akacietræ, brændte noter, kaffe og måske endda lidt chokolade.

Der er kommet lidt mere kant her i denne årgang, der fremstår knap så rund som foregående. Det er en småbuttet fraulein og jeg bliver fortsat glad i låget.

Smagen er lækkerfin Pinot med kirsebær, jordbær, tranbær, en lille bitterhed, men ellers dejlig let og elegant. Alkoholen er denne gang mere fremme, mens nogle blide tanniner også holder den brændte sødme godt i skak. Det smager fortsat vildt godt.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7