Tag-arkiv: Frankrig

1986 Château Liot, Sauternes, Bordeaux, Frankrig

Som en slags dessert – og til brug for desserten – fik bestyrelsen lov til at gå på jagt i Jens’ vinkælder efter endnu en flaske … eller to. Som de ihærdige folk vi er, så fandt vi to ældre, støvede flasker.

Den første var en genganger, nemlig en 1982 Weingut Graf Wolff Metternich, Durbacher Schloßberg Spätburgunder Weißherbst Kabinett, Baden, Tyskland. Den har jeg tidligere skrevet om, og denne gang smagte den faktisk endnu bedre end sidste gang.

Og så valgte vi også denne Sauternes fra 1986. Den kommer fra et lille slot i Balsac, nemlig Château Liot, som gennem generationer har været ejet af familien David.

I dag er det Jerry David, som driver slottet og dets 25 hektar vinmarker.

Førstevinen er denne Château Liot Sauternes, mens andenvinen Château du Levant Sauternes kommer fra en 21 hektar mark nær Chateau Climens … et af de store Sauternes huse.

Jerry laver også en rødvin og 2 hvidvine fra Château Saint Jean des Graves – en 20 hektar vinmark beliggende ved Pujols sur Ciron mellem Sauternes og Barsac.

Barsac er den største af de fem kommuner, som hører under Sauternes AOC. Vinene herfra kan enten hedde Barsac, Sauternes eller Barsac-Sauternes. Vinene laves primært på Sémillon og er generelt lidt mindre elegante end dem fra Sauternes, men de bedste producenter opnår den velkendte cremede og nøddeagtige smag, som kendes fra Sauternes.

På Château Liot laves der alene denne Sauternes, lavet på 85% Sémillon, 10% Sauvignon Blanc samt 5% Muscadelle. Vinen er lagret på egetræsfade i 18 måneder.

Og hvilken dejlig lille eliksir – duft af nødder, muskat, honning, tørrede abrikoser, boghvedegryn … godt med sødme, men der fornemmes også fortsat en vis syre i vinen. I munden er der honning, ananas … en dejlig sød vin, men den bliver aldrig for sød, for der er også en lille, blid syre, som holder tingene på plads. Eftersmagen er ikke så lang, men meget charmerende.

Jens havde haft hans flaske liggende i mange år. Skal man finde et eksemplar, så skal man nok på auktioner. Bruun-Rasmussen solgte i 2013 samlet 12 flasker for 1.100 kr., og det må siges at være rigtigt billigt.

Rating 4,5/7 

2007 Gérard Bertrand, Cigalus Blanc, Languedoc, Frankrig

Update fra den forgangne uge … først tirsdagsvinen på jobbet, en Cigalus Blanc fra den store – tidligere rugbystjerne – Gérard Bertrand, som efterhånden har fået opbygget et større vin imperium i det sydfranske, og herunder altså også dette gods Domaine de Cigalus.

Gérard Bertrand har – som nævnt – en fortid som en af Frankrigs bedste rugbyspillere. Efter en lang, succesfuld karriere lagde han imidlertid støvlerne på hylden og besluttede at tage en ny udfordring op … nemlig vinproduktion.

I 1992 overtog han ledelsen af sin fars vingård, Domaine de Villemajou, med den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området. Han vil være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Et navn folk kan læne sig op ad, hvis de ikke orker at sætte sig ind i vin generelt.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker.

Udover Domaine de Villemajou ejer Bertrand også Château Laville Bertrou, Château de l’Hospitalet, H de l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de l’Aigle, Tautavel, Domaine des Cathares og så dette Domaine de Cigalus. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Gérard Bertrand købte Domaine de Cigalus i 1995 og har siden omdannet produktionen til at være biodynamisk. Der er 75 hektar vinmarker til godset og jorden består af en blanding af ler og kalksten, hvilket gør den særdeles velegnet til at holde på vandet i det ellers tørre klima – en absolut nødvendighed, hvis man vil lave afbalancerede vine.

Lidt utraditionelt for området har Gérard primært valgt at plante internationale druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay, dvs. druesorter, som alle trives fremragende i klimaet, men som der ikke er tradition for at dyrke i distriktet, hvorfor de aldrig kan nå en bedre klassifikation end Vin de Pays, selv om vinen reelt er klasser bedre end mange AOP’ere.

Der laves 5 forskellige vine på Domaine de Cigalus. nemlig Cigalus i rød, rosé og denne hvide. Derudover laves der en rød og en hvid udgave af vinen L’Indomptable de Cigalus.

Denne Cigalus Blanc er i årgang 2007 lavet på 80% Chardonnay, 15% Viognier og 5% Sauvignon Blanc. Vinifikationen sker ved, at 70% af vinen gæres ud på nye franske egetræsfade og 30% på rustfrie ståltanke. Vinen lagres vinen 8 måneder, hvor der på egetræsfadene foretages betonage (omrøring af bundfaldet). Efterfølgende blandes vinen, hvorefter den tappes på flaske og frigives til salg.

I næsen er der lidt fedme, overmodne pærer … der fornemmes lidt alder, og der er oxyderede noter, let sherry, blommer, men også fortsat lidt friske frugter med lidt tropiske elementer, abrikos, bolsjer, tyggegummi, sødme samt et strejf af lidt citrus. I munden er det en fyldig, lidt cremet vin med abrikoser, lidt jernholdig, lidt sødme … men ellers fin balance. Skal nok også drikkes nu.

Købt i Vinspecialisten, pris 295 kr., men vi fik det lidt billigere pga. alderen.

Rating 4,5/7 

2009 Domaine du Gros’Noré, Bandol Cuvée Antoniette, Bandol, Frankrig

Endnu et af de charmerende vinområder i Frankrig … nemlig det dejlige Provence, hvor vi i Bandol finder Domaine du Gros’Noré. Og herfra har Paul medbragt vinen Bandol Cuvée Antoniette … husets absolutte topvin.

Gården ligger lidt uden for byen La Cadière d’Azur på kalkholdige skråninger, der nyder godt af middelhavsklimaet, og vinmarkerne får masser af sol og luft.

Domaine du Gros’Noré så dagens lys i 1995, hvor Alain Pascal – som i øvrigt er tidligere bokser – med familiens hjælp byggede sin kælder ved siden af den gamle fårefold fra 1789, og hvor han på bedste vis bevarede den gamle byggestil fra landsbyen. Han gav domainet sit navn til minde om sin far, Honoré, der var berømt for sit store korpus!

Tidligere solgte han druerne til de kendte domainer i Bandol til henholdsvis Domaine Ott og Château de Pibarnon. Selvom Alain og hans far også selv havde lavet vin til eget forbrug, så var det først i 1997 – efter faderens død – at Alain besluttede at satse 100% på en fuld egenproduktion under navnet Domaine du Gros’Noré.

I alt driver Alain Pascal 16 hektar vinmarker med hjælp fra hans bror Guy på bjergskråningerne omkring La Cadière d’Azur. Vinmarkerne er sammensat af både ler og kalksten. Klimaet nær Middelhavet betyder varmt vejr og fuld sol, men kølet af den vedvarende Mistral vind.

Vinen kommer fra 30 år gamle vinstokke, og er lavet på 95% Mourvèdre samt 5% Cinsault og Grenache. Der bruges ikke sprøjtemidler. Druerne, der er mættede af sol, høstes manuelt ad flere omgange for at sikre en høj grad af modenhed. Alain lader sine druer modne fuldt ud på vinstokken, hvilket giver en stor intensitet til frugten.

Normalt siger bestemmelser i Bandol, at der skal bruges mindst 50% Mourvèdre, men Alain bruger 95% i denne vin, da han mener det giver mere magt og koncentration i den endelige vin. Efter høst sorteres druerne og afstilkes, og der sker en naturlig vinifikation. Gæringen finder sted i tanke, og lagringen, der varer 18 måneder, sker på fade, hvoraf en del er nye. Hele processen forløber med mindst mulig indblanding, og vinen filtreres og klares ikke.

Duftmæssigt lidt urter, sådan lidt ala Rhône. Vi drøftede omkring bordet, om det kunne være en Rhônevin, men det var vi ikke enige om. Derudover stor tørhed, lidt støvet udtryk med tør jord, blommer, solbær samt jern eller mineraler. Smagsmæssigt lakrids, lidt sødme, peber og godt med tanniner, og faktisk en rigtig lækker vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 299 kr.

Rating 5,5/7 

2009 Domaine Nicolas Rossignol, Volnay 1er Cru Clos des Angles, Bourgogne, Frankrig

Første rødvin … klassik fransk, spot-on til den franske menu. Min første vin var denne Volnay 1er Cru Clos des Angles fra den unge, dygtige Nicolas Rossignol, som har sin vingård få hundrede meter nord for den lille by Volnay. Vi er selvfølgelig i Côte de Beaune på Côte d’Or i Bourgogne.

Nicolas Rossignol er 5. generation i en familie af vinbønder i Volnay. Han er uddannet på ønologskolen Lycée Viticole i Beaune og har derudover arbejdet på familiens domæne Château Rossignol-Jeanniard i Volnay, hos Domaine Joseph Voillot i Volnay, på Domaine Boschendal i Stellenbosch i Sydafrika samt på Château Lafite Rothschild i Pauillac og hos Domaine du Vieux Télégraphe i Châteauneuf-du-Pape.

Han grundlagde først sit eget domæne i 1997, hvor han købte 3 hektar vinmarker i kommunerne Volnay, Pommard, Beaune, Aloxe-Corton samt Pernand Vergelesses. De første forsøg med vinproduktionen inden opstarten lovede ikke godt. Nicolas gjorde ellers alt efter bogen, men det virkede bare ikke.

Han glemte derefter alt om sine ønologskolebøger og begyndte at implementere sine egne ideer i både mark og kælder. I 1997 grundlagde han sit domæne og lavede en årgang som vakte international opsigt. Denne fulgte han op med en fremragende årgang 1998, som blev lavet under meget svære betingelser. Så kom årgang 1999, og herefter var alle enige om, at Nicolas havde sat sig i en klar førerposition i Volnay. Han betegnes i dag som superstjernen i Volnay.

Volnay er Côte de Beaunes svar på Chambolle-Musigny. Det hører man ofte, og med god grund. Der er ikke mange steder i Côte de Beaune, hvor man producerer vine med samme charme, elegance og finesse, som i Volnay.

En af nøglerne til produktion af stor vin, mener Nicolas ligger i marken. Flere forskellige ting er vigtige for ham. Der skal høstes grønt flere gange i løbet af året. Mængden af blade skal kontrolleres, idet disse er medbestemmende for sukkerindholdet i druerne, og dermed også for om der skal chaptaliseres eller ej.

For Nicolas Rossignol er det vigtigste dog, at der maksimalt er fem drueklaser pr. vinstok. Dette sikrer en vin med den rette koncentration.

Nicolas Rossignol har i dag omkring 16 hektar vinmarker, hvorfra han laver omkring 30 forskellige vine. Han har en fremragende samling 1. Cru vinmarker i Volnay og Pommard. I Pommard har han Chanlins og Jarolières og i Volnay har han Fremiet, Ronceret, Caillerets, Santenots, Chevret og Clos des Angles, og det er netop fra sidstnævnte 1. Cru mark, at denne vin kommer.

I Pommard har Nicolas også overtaget marken Crenilles fra hans familie. Den har bl.a. vinstokke fra 1922 plantet af Nicolas’ tip-oldefar.

Nå, men druerne til denne kommer som nævnt fra 1. Cru marken Clos des Angles, som ligger lige imellem markerne Clos de la barre og Clos des Ducs, og med vinstokke, hvor nogle er 65 år og hvor en del er lidt yngre, ca. 15 til 20 år. Jorden er en blanding af brun-grå ler og kridt med små hvide sten, som holder en smule på varmen om natten. Vinen er fremstillet med forholdsvis kort maceration på 4 dage, og lagrer derefter 18 måneder på eg.

Duftmæssigt er meget stringent og koldt indtryk … multo elegant. Der er røg, parfume, bitre kirsebær, hindbær, men også lidt mørkere bær … næsten en svag blommesaft i kombination med et animalsk udtryk, som dog kræver, at vinen slynges godt for at frigøre alle aromaer. Men den er der … den animalske duft, som vi godt kan lide.

I munden er vinen blød og behagelig … der er et syrligt kick med bitre kirsebær og grønne blade, men det bliver aldrig for meget eller for syrligt. God renhed, fornemmer også lidt kalk og mineraler og samtidig et krydret strejf. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Theis Vine en-primeur, hvor prisen var 449,95 kr.

Rating 5,5/7  

2008 Domaine De Vervine, Vacqueyras, Rhône, Frankrig

Rhônevin på en lørdag, hvor mørket og kulden har sænket sig udenfor. En god vin at varme sig på. Vinen er denne Vacqueyras fra Domaine De Vervine, ejet af EARL du Tourreau, som også ejer et andet domæne, nemlig Domaine de Chantegut og holder til i byen Sarrians … som vel ligger 5 kilometer syd for Vacqueyras og vel nogenlunde samme afstand øst for Courthézon.

Vinhuset hedder også E A.R.L. de Tourreau Marseille et Fils, og er grundlagt i 1959 af Remy Marseille, som plantede de første vinstokke på den 10 hektar ejendom, som han arvede fra sine forældre. I løbet af de følgende år købte Remy yderligere vinmarker, bl.a. 4 hektar ved Château de Tourreau samt en lagerbygning i Sarrians.

E A.R.L. har i øvrigt ikke noget af gøre med, at Remy var greve eller andet, men blot en selskabsbetegnelse for et firma med begrænset hæftelse, lidt som et danske aktieselskab. I Frankrig anvendes selskabsformen primært indenfor landbruget for at separere ejendomme fra selve driften. Ja, så lærte vi også det.

Nå, men desværre døde Remy Marseille i 1981 efter et tragiske ulykkestilfælde, hvorefter sønnen Pierre Marseille påtog sig at føre domænet videre. Pierre var på det tidspunkt netop blevet farmaceutisk uddannet, men skiftede karrierespor og tog faklen op efter faderen med det formål at sælge flere og bedre vine.

Han moderniserede bl.a. familiens ejendom fra 1700-tallet. Ejendommen havde tidligere huset et magnanerie, et sted hvor man forarbejdede silke fra silkeorme, men blev nu moderniseret med ny vinkælder og betydelige investeringer i nyt udstyr. Efterfølgende har Pierre også købt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag ejer omkring 58 hektar vinmarker.

Vinmarkerne strækker sig helt fra Mons Mirabilis i Dentelles de Montmirail til Géant de Provence ved le Mont Ventoux, og omfatter bl.a. 21 hektar vinmarker beliggende i AOP Vacqueyras. Der dyrkes selvfølgelig de normale sorter for Rhône, dvs. Grenache, Syrah, Mourvèdre, Merlot, Cinsault, Cabernet Sauvignon, Caladoc, Marselan og Alicante samt de hvide sorter Viognier, Chardonnay, Sauvignon og Muscat.

Og vinene sælges under to brands, Domaine de Chantegut som husets bedste samt under dette Domaine De Vervine. Her har vi huset Vacqueyras fra Domaine De Vervine, lavet på 80% Grenache, 18% Syrah og 2% Mourvèdre.

Duftmæssigt er her mejeri, lys chokolade, brownies, blommer, lidt alder, skovbund på en efterårsdag … måske en anelse lakrids og virker generelt fyldt med sødme. Lad os også smage vinen, som i munden er fydig, blød, blid og sød. Frugten er kandiserede sorte kirsebær, lidt sød lakrids, vanilje og et svagt peberbid. Tanninerne er blide, og frugten behagelig … måske på vej til at blive lidt flad og træt … men den holder.

Jeg tror ikke, at vinen kan holde mange år endnu i kælderen … men så er det jo godt, at den nu blev proppet op.

Fået vinen i gave, og ikke fundet en forhandler herhjemme. Kan se, at den i tidligere årgange er solgt til omkring 100 kr.

Rating 4/7  

2006 Mathilde et Yves Gangloff, La Barbarine Côte-Rôtie, Rhône, Frankrig

På adressen Rue de la Garenne 2 for enden af en blind vej i Condrieu … lige dér hvor bjerget Cote Bonnette begynder at rejse sig … finder vi et lille vingård, som ligger smukt og uforstyrret på dette maleriske sted. Det er Domaine Mathilde et Yves Gangloff , som står bag denne La Barbarine Côte-Rôtie … noget af det bedste vin, som Rhône kan byde på.

Jeg har tidligere smagt både Gangloffs Saint-Joseph i en årgang 2009 samt hans anden Côte-Rôtie La Sereine Noire i årgang 2006, og det er sindssygt flotte vine.

Domænet drives af Yves Gangloff, en excentrisk person … musiker, digter og vinproducent. Han blev født i Alsace, men han blev tidligt forelsket i vinene fra Rhônedalen. I begyndelsen af 1980′erne flyttede han til Rhône.

Hans bror, som er kunstner arbejdede på det tidspunkt hos Chateau d’ Ampuis før Guigal købte det, havde fortalt ham, at der var arbejde at få i Rhône.

Yves fik arbejde hos Delas Freres, som han arbejdede for i 7 år og her mødte han også  sin store kærlighed Mathilde, inden han i 1983 købte sin første vinmark. I starten solgte han sin druer til andre producenter, men begyndte hurtigt at lave sine egne vin. Lidt efter lidt han købte og lejede Yves også flere marker, og i 1987 begyndte han at sælge vinene under ejet navn.

Yves Gangloff ligner en gammel rockstjerne, og han er selv habil guitarspiller og -samler, og har bl.a. et par gamle Gretsch and Telecaster. Han har haft en rockgruppe sammen med et flok kolleger fra et andet vinhus, nemlig Domaine George Vernay, som er også til både blues og jazz.

Mathilde var som Yves også meget kunstnerisk .. og dermed et perfekt match for Yves. Hun sang jazz, designede sæber og hjalp ellers Yves i arbejdet på vingården. Desværre døde Mathilde i 2011 i en alt for ung alder … blot i starten af 50’erne.

Som vinmager er Yves Gangloff er selvlært, men har en spektakulær kvalitet og stil i hans vine, og den meget begrænsede produktion gør også. at vinene er eftertragtede og at Yves er én af superstjernerne i regionen.

Gangloff har nu 3 hektar i Côte-Rôtie og 2 hektar i Condrieu, og han ville gerne udvide, men dels er priserne for jord her tårnhøje, og især er Guigal “altædende” når det gælder opkøb af land til overpriser.

Her har vi Gangloffs La Barbarine Côte-Rôtie, som kommer fra forskellige Côte Blonde parceller med yngre vinstokke, nemlig parceller på markerne Le Mollard, Tupin, Le Combard og Côte Rozier. Gangloff bruger ikke nye egefade under den omkring 18 måneder lange lagring, og han iblander også mellem 5-10% Viognier alt efter årgang. I 2006 er der anvendt 8% Viognier.

Som på alle Gangloffs vine er etiketten selvfølgelig malet af hans kunstneriske bror.

Og hvilken vin. I næsen rustik med flæsk, røget bacon, blæk, røg, hengemt kælder, et urtet touch, balsamiske noter, sorte kirsebær, brombær … hold da op, hvor dufter denne vin bare helt fantastisk. Nogle gange er det svært, at overføre indtrykkene til papir … og dette er helt sikkert én af de gange.

I munden har vinen peber, krydderurter, violer, lakrids samt en mørk, … nærmest sort og aromatisk frugt, som holder den præcise mørke frugtintensitet i hele smagsforløbet. Flot balance. Virkelig en vin med både muskler, elegance, kølighed … lige præcis den kølighed, som ofte findes i Nordrhône. Det er voldsomt godt … totally commited … det er lige mig.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en årgang 2009 eller 2011 kan købes til 559 kr.

Rating 6,5/7  

2006 Château Grand-Puy-Lacoste, Lacoste Borie Pauillac, Bordeaux, Frankrig

I byen Pauillac ligger 5. Cru vinslottet Château Grand-Puy-Lacoste, som dog anerkendes af de fleste Bordeaux eksperter værende bedre end dets 5. Cru status. Her har vi Lacoste Borie Pauillac, som er slottets andenvin.

Slottets historie går helt tilbage til 1600-tallet, hvor det var ejet af M. de Guiraud, som også var medlem af Parlamentet i Bordeaux. Herefter gik slottet i arv … først til én af Guirauds døtre, som selvfølgelig tog ægtemandens navn. Og da slottets navn dengang, efter de stolte traditioner bestod af et stednavn – her Grand-Puy – samt ejerens navn, ja så skiftede slottet også navn nogle gange.

Da en arving giftede sig med en Bordeaux advokat ved navn Saint Guirons, så ændrede ejendommen navnet til Grand-Puy Saint-Guirons. Da parrets datter giftede sig med François Lacoste, så kom slottet efterfølgende til at hedde Grand-Puy Saint Guirons-Lacoste.

François Lacoste og Marie-Jeanne de Saint Guirons havde tre børn, og efter parrets død var det deres søn Pierre-Frédéric Lacoste, som arvede slottet i 1844. Pierre-Frédéric Lacoste var en driftig mand, dybt engageret i vinslottet, og fik både genopbygget slottet og sat skik på vinproduktionen, så i 1855 blev dets status også officielt anerkendt ved optagelse i den officielle klassificering.

Vinslottet har undervejs – vistnok i 1700-tallet også frasolgt en del af markerne på den store, grussede Grand-Puy bakke. Køberen var Pierre Ducasse, og det var så starten på et andet Bordeaux slot, nemlig Château Grand-Puy-Ducasse.

I dag er slottet ejet, beboet og styret af François-Xavier Borie. Han købte slottet i 1978 … ja reelt var det vel hans far Jean-Eugène Borie, som købte slottet og overlod ansvaret til sønnen François-Xavier Borie. Jean-Eugène Borie var kendt som en af sin tids store gentlemen i Bordeaux og ejede 2. Cru slottet Ducru-Beaucaillou, hvor François-Xavier altså voksede op på med sine forældre, sin bror og sin søster.

Så det med vin ligger i blodet på François-Xavier, så udover skole … og senere kostskole, så gik tiden med at arbejde i faderens vineri. Derefter studerede den unge mand økonomi, siden ønologi, hvilket blev efterfulgt af lærepladser hos négociantfirmaer og et job i den internationale salgsafdeling af Christies auktioner … så erfaringen med vin var stor, da han overtog det nyindkøbte Château Grand-Puy-Lacoste.

I dag bor François-Xavier fortsat på Château Grand-Puy-Lacoste sammen med sin hustru Marie-Hélène og deres tre børn. I dag har han dog også overtaget driften af Château Ducru-Beaucaillou, men får dog hjælp i driften af Château Grand-Puy-Lacoste fra den ældste datter Emeline.

Château Grand-Puy-Lacoste har 90 hektar vinmarker med 75% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 5% Cabernet Franc.

Denne andenvin Lacoste Borie Pauillac er i denne årgang 2006 lavet på 72% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot og 5% Cabernet Franc. Blendet varierer fra år til år … fx er der i seneste årgang 52% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot og 8% Cabernet Franc i vinen. Vinstokkene er gennemsnitlig 38 år gamle og vinen er lavet med en maceration på 3 uger efterfulgt af lagring 14-16 månederpå franske barriques, heraf 30% nye fade.

Duftmæssigt er her solbær, godt med solbær, chokolade, kælder, brændte fade, jord, toast, kanel og mynte. Smagen har god syrlighed, tanniner, grønne blade, røde bær … solbær, godt med bid … god friskhed og grønne toner i eftersmagen. Absolut en af de bedre vine fra Bordeaux.

Har ikke fundet årgang 2006 på nettet, men en årgang 2009 kan købes i SuperBest i Hjørring til 210 kr.

Rating 5/7  

2006 Louis Latour, Domaine Latour Corton Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

Næste vin var også en Bourgogne … men et pænt step op smagsmæssigt. Da vinen efterfølgende blev afsløret i blindsmagningen, så viste det sig også, at der var tale om en Grand Cru vin, nemlig en 2006’er Domaine Latour Corton Grand Cru fra Louis Latour.

Maison Louis Latour kaldes også Kongen af Corton. Vinhuset er grundlagt i 1797 af Denis Latour, regnes for det førende Bourgognehus i Aloxe-Corton og er kendt for deres konstant høje kvalitetsniveau.

Louis Latour er ikke bare et Bourgognehus – Louis Latour er højt respekteret for deres evne til at kombinere århundreders gamle traditioner med innovation – også uden for Bourgogne; og er kendt som pionérer i produktionen af fine vine fra bl.a. de sydfranske områder Ardeche og Côrteaux de Verdon.

Latour-familien har været vindyrkere siden det 17. århundrede. Familien har med tiden opbygget et unikt domæne på mere end 48 hektar i Bourgogne med bl.a. Grand Cru marker i Chambertin og Romanée-Saint-Vivant i Côte de Nuits samt Corton-Charlemagne og Chevalier-Montrachet i Côte de Beaune.

Alle druer fra Louis Latours vinmarker i Bourgogne vinificeres og lagres i det smukke cuverie på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Dette cuverie var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour. Her laver huset hvert år omkring 130 forskellige Bourgogne vine.

Her har man skabt et særligt produktions anlæg med et jernbane- og elevatorsystem, der bl.a. sikre mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer.

Det er også dér i Aloxe-Corton, at vinhuset har deres juvel … 33 hektar vinmarker, som ligger med udsigt til det smukke Château Corton Grancey.

I dag ledes foretagendet af 11. generation af Latour familien, nemlig Louis-Fabrice Latour som administrerende direktør, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på Boris Champy, som selv kommer fra en vinfamilie i Champagne og derudover har arbejdet i Bordeaux.

De parceller der bruges til denne Domaine Latour Corton Grand Cru, er netop de marker, som ligger med udsigt til Château Corton Grancey. Det er fire parceller, nemlig Grand Cru markerne Clos du Roi, Les Bressandes, Les Grèves og Les Perrières.

På disse marker arbejder man på, at druerne får en stor koncentration, det vil sige man begrænser udbyttet pr. vinstok igennem hele sæsonen. For at sikre optimal modenhed, høstes druerne sent. Jorden i området indeholder både limsten, grus, sand og kalk.

Vinen laves i store, åbne kar og lagrer 10-12 måneder på barriques, heraf 15 nye fade.

I glasset lys, transparent og teglfarvet saft med en ganske aromatisk næse med lidt stald, blomster, jordbær, kirsebær, stikkelsbær, rosmarin og lidt balsamiske noter iblandet lidt lakrids og et svagt krydret strejf. Dufter voldsomt dejligt. Smagen er præget af et utrolig lethed, elegance og blødhed med stor tørhed, tanniner, som markerer men ikke bidder, let lakrids, lidt grønt, kalk og sten. Den smager altså virkeligt godt.

Forhandles bl.a. af Salling, hvor den kan fås til 494,95 kr.

Rating 6/7  

2006 Domaine Machard de Gramont, Pinot Noir Vierge Romaine, Bourgogne, Frankrig

Mandagen bød på bestyrelsesmøde … og en række flotte vine. Første i rækken var denne bourgognevin … Pinot Noir Vierge Romaine fra vinhuset Domaine Machard de Gramont, som ligger i byen Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges i Côte de Nuits.

Domaine Machard de Gramont er en traditionel familieejet vingård, der i dag drives af Arnaud Machard de Gramont sammen med hans to sønner Alban og Alexis efter de gamle traditioner.

Vingården har været i familiens eje siden 1830 … oprindeligt som negociantfirmaet Dufouleur. Arnaud drev oprindeligt vingården sammen med sine to brødre, men brødrene brød samarbejdet i 1984 og delte vinmarkerne.

Broderen Bernard Machard de Gramont etablerede Domaine Bernard Machard de Gramont, som i dag drives af hans datter Axelle Machard de Gramont, mens den tredje broder etablerede Domaine Chantal Lescure i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Machard de Gramont har samlet 20 hektar vinmarker i et område fra Chenôve syd for Dijon til Puligny-Montrachet syd for Beaune … og nogle af de bedste parceller i området. De fleste marker ligger omkring vingården, men deres lille parcel i Puligny-Montrachet – Chardonnay druens højborg – har de arvet.

Der er lavet vine på gården i mange generationer, hvilket bl.a. en gammel vinkælder fra det 11. århundrede også vidner om. Det er selvfølgelig med fantastiske hvælvede lofter, som giver den gamle kælder et katedral-lignende udseende.

De røde Bourgogner laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring og en del af stilkene på druerne. Vinifikationen sker i åbne fade med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt. Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type. Der produceres omkring 100.000 flasker årligt på Domaine Machard de Gramont.

Her har vi én af husets klassiske røde Pinot Noir vine fra marker i omegnen af Nuits-St.Georges. Lagret 15 måneder på fortrinsvis gamle egetræsfade.

Duftmæssigt rustik, landlig stil … mens jeg ikke fandt så mange typisk Pinot Noir noter. Det gjorde de andre rundt om bordet dog. Jeg noterede mere lidt balsamiske dufte, et let støvet udtryk, jord, bitter nødder, lidt tobak, cigaræsker og syre/stramhed. I munden dog en dejlig lethed med god syre, kølig stil … kirsebær. Dejlig vin. Ratingen vakler mellem 4,5 og 5 Thumbs Up.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en årgang 2008 koster 139,75 kr.

Rating 5/7  

2011 Domaine des Escaravailles, Rasteau La Ponce, Rhône, Frankrig

Byggemødets næstesidste vin blev en Rhônevin … nemlig denne Rasteau La Ponce fra vinhuset Domaine des Escaravailles, som netop ligger i byen Rasteau.

Domænet blev etableret i 1953, men har siden 1999 været drevet af Gilles Ferran, som er 3. generation af Ferran familien på stedet.

Navnet Escaravaille stammer fra det provencalske ord for “bille”. Logoet for stedet er da også en stor, fed og sort skarnbasse. Navnet har været knyttet til stedet siden 1600-tallet, hvor stedet ejedes af en præst fra Avignon, der altid bar en sort kappe og derfor fik øgenavnet Escaravay.

Gilles Ferran er uddannet ønolog fra Montpellier og havde assisteret faderen Daniel Ferran på domænet i 10 år, før han overtog domænet. Gilles Ferran var studiekammerat med ønologen Philippe Cambie og arbejder tæt sammen med ham i dag.

Blandt andet laver Ferran vinen Domaine de Calendal, Plan de Dieu fra Cambies egne vinmarker. Og den har vi jo tidligere smagt og skrevet om her på bloggen. Og Philippe Cambie har i øvrigt også for et par år siden “liket” min lille blog … så på den måde er det jo en lille verden.

Domaine des Escaravailles har i dag i alt 65 hektar vinmarker, hvoraf de 40 hektar er beliggende i Rasteau, og de resterende 25 hektar er fordelt ud over Cairanne, Villedieu og Saint Roman.

En af de store fordele for dette vinhus er at markerne ligger højt (250 m) med stejle skråninger i slugterne, så vinstokkene er sikret en god eksponering i forhold til solen og en effektiv dræning af jorden, og i højden er druerne grundet det relativt kølige klima i stand til at give en friskere og mere aromatisk most.

Gilles arbejder hårdt for at hæve sig til den absolutte top i området, og derfor har han hyret netop Philippe Cambie, som er meget kendt for sin indsats i Châteauneuf-du-Pape, hvor han i dag konsulterer mange tophuse. Dette samarbejde har – udover tiltag som lavere udbytte, senere høst og strengere selektering – medført, at man hvert år på domainet deklassificerer en stor del af høsten for at sælge den som bulkvin til en del af Rhônedalens mest anerkendte négocianter.

Høsten foregår med håndkraft, og der bliver foretaget både sortering ved høsten og igen i kælderen inden produktionen kan begynde – så kun det bedste er godt nok for Ferran. Druerne afstilkes helt, vinificeres og lagres i kældrene, som ligger halvt under jorden i højderne ved Rasteau.

I dag laver vingården omkring 150.000 flasker, fordelt på en række forskellige appellationer og cuvéer.

Druerne til La Ponce kommer fra vinmarker i 150-200 meters højde i Rasteau. Jordbunden hovedsagligt består af rødt og gult ler. Vinen er lavet med 80% Grenache fra 80 år gamle stokke samt 20% Syrah fra 35 år gamle stokke. Høstudbyttet ligger på omkring 38 hektoliter pr. hektar. Når druerne ankommer til vineriet, gennemgår de en meget streng sortering, hvorefter de afstilkes helt. Gæringen finder sted over 30 dage ved 28 grader, hvorefter vinen lagres separat. En mindre del lagres i barriques i omkring et år.

Duftmæssigt er her klassiske Rhône dyder med Rhône/Provence krydderier, blæk, solbær, mørke kirsebær, chokolade og lidt sødme. Smagen er fyldig, med solbær, peber, blæk og god balance. Virkelig en dejlig vin.

Forhandles af The Wine Company, pris 125 kr., og 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7