Tag-arkiv: Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Chablis Grand Cru Vaudésir, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Chablis Grand Cru Vaudésir, Bourgogne, FrankrigDer findes kun 7 Grand Cru marker i Chablis … og Vaudésir er én af dem beliggende mellem  Valmur og Preuses. Her smager jeg en 2021 Chablis Grand Cru Vaudésir fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils.

Huset har vi mødt her på bloggen, bl.a. da jeg smagte en række vine fra huset og skrev om det indlægget; Houlberg tester knastørre Chablis vine … fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils.

De 7 Grand Cru marker i Chablis ligger en et samlet klump med Bougros i den nordvestlige del og så ellers med Preuses, Vaudésir, Grenouille, Valmur, Les Clos og Blanchot mod sydøst. Det er alle marker med kalkstensmergel rig på bittesmå fossile østers helt tilbage fra juratiden.

Efter høsten er alle Chardonnay druerne presset de nænsomt, hvorefter den rene most hældes på 2-3 år gamle egetræsfade, hvor vinen gærer. Efter endt gæring modner vinen i 12-18 måneder på ægte Grand Cru-manér på egefade. Der foretages klaring med en smule bentonit samt skånsom filtrering inden flaskning.

Duftmæssigt har vinen en pænt kalket mineralitet, frisk og salt halvvand, bløde pærer, fersken, grillet citron og et let, diskret og pirrende fadpræg, hvilket samlet set giver en ganske dansende, fin og ballerinaagtig elegance. Der er dybde i frugten, som er frisk, ren samt meget slank som en afghansk mynde.

Smagen er i samme boldgade … ren, skarp, spændstig og samtidig med denne lette, runde og bløde fornemmelse, virker så præcis og retvendt med en kalket, mineralsk og balanceret syre. Der er sure citroner, bitter lemon og alskinds citrusfrugter … masser af pivsur, barsk, stram og spids syrlighed, der lige afdæmpers sart af denne beskedne og blide sødme. Flot. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé, Loire, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg derefter smage en rigtig Pouilly-Fumé på ren Sauvignon Blanc fra Patrice Moreux og den var som forrige også fra seneste årgang 2022.

Denne vin er lavet med Sauvignon Blanc druer fra flere forskelige parceller omkring Les Loges og Saint-Andelain og fra vinstokke, der er omkring 30 år gamle og står i en undergrund med kalksten. Der pløjes kun mellem stokkene og der anvendes alene organisk gødning.

Druerne presses og der sker spontan gæring med den naturlige gær fra druerne. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer en periode sur lie … altså med bærmen. Der laves årligt 50.000 flasker af vinen.

Det er ikke en Sauvignon Blanc der er vildt grøn og særegen … for druens klassiske duftnoter virker mere afdæmpet og kontrolleret, så der meest kommer disse kalkede mineraler, saltvand flintesten, lidt nytårskrudt og en frugt med stikkelsbær, kiwi, hyld, citroner samt tørre papkasser … alt i god harmoni og ret tiltrækkende.

Smagen er tør, syrlig frisk og grøn, men som i duften egentlig også med en lille lyddæmper på pistolen, så det bliver mere afdæmpet og kontrolleret. Vi er dog fortsat i den rene, stringent og ret mineralske univers, hvor syren er sprød og spændstig, har grønne æbler, lemon og citroner … syrlig, slank, stram og frisk. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Patrice Moreux, Pouilly-sur-Loire, Loire, Frankrig 

2022 Patrice Moreux, Pouilly-sur-Loire, Loire, Frankrig Patrice Moreux  holder til i Chemin des Vallées ved byen Pouilly-sur-Loire og laver masser af sprøde, friske hvidvine … mest Pouilly-Fumé og Sancerre, men her smager vi hans 2022 Pouilly-sur-Loire.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux.

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover at fortsætte driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Patrice Moreux har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der en lang række Pouilly-Fumé, Sancerre og Provence vine og faktisk er ganske udbredt i Loire.

Denne Pouilly-sur-Loire er ikke – som man måske skulle tro – lavet på Sauvignon Blanc, men i stedet på 100% Chasselas … ja den druesort, som man i Tyskland også kalder Gutedel, som kommer fra nogle af husets kalkstensholdige marker, som drives efter biodynamiske principper.

Vinen er lavet ved, at druerne først er presset nænsomt i en pneumatisk luftpresse efterfulgt af spontangæring med druernes egne gærceller på ståltanke med temperaturstyring. Der har vinen også været lagret sur lie i en periode inden flaskning.

I næsen er det også en lidt blødere vin … frugten er nærmest lidt småtropisk med fersken, melon, mango, melede æbler samt nogle blomster med en lidt varm følelse eller fornemmelse. Derudover er der også lidt kalk eller kridt, som giver en form for blød mineralitet.

Smagen er ren og klar … kalket og jernholdig mineralitet med en frugt af sødbitter lemon, aperol spritz, citroner, hyldeblomst og så alligevel også afrundet, så det aldrig kommer tæt på at være skinger, men giver blot en frisk vin med afrundede hjørner og dette kalkede og lidt jernholdige bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, Frankrig 

2020 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, Frankrig Lirac er et af de mindst kendte områder i Rhône, men  Laurence Féraud – ejer af det legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau – laver også under sit eget negociantbrand Sélection Laurence Féraud vin fra Lirac … og den smager jeg nu i årgang 2020.

Fra hendes negociant serie har jeg også tidligere smagt en 2016 Gigondas, 2021 Châteauneuf-du-Pape, en 2020 Cairanne samt rosévinen 2020 Coteaux d’Aix en Provence. Men jeg har da også smagt denne Lirac før i årgang 2019..

Denne Lirac er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som kommer fra terroirs med rullesten af samme type, som man kender fra Liracs berømte genbo Châteauneuf-du-Pape.

Druerne er fra en række af vinavlere, som Laurence har kontakt til via hendes store netværk, som hun har fra Domaine du Pégau, Det har givet hende en adgang til at købe druer af høj kvalitet.

Efter total afstilkning har vinen gæret og macereret i rustfrie ståltanke med temperaturstyring over 30 dage og derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie.

Duftmæssigt er denne 2020 Lirac anderledes end 2019’eren … er absolut meget mere grøn i næsen … grønne grene og stilke, men de suppleres af nogle af de klassiske Rhône krydderier med lavendel, timian, garrigue, peber og suppeurt. Derudover er der masser af blæk og grafit, en smule læder, røget kød, tør engelsk lakrids og alligevel en mørk  frugt af kirsebær, brombær og blommer.

I munden er det en lettere, kølig og meget stram rhônevin, hvor syren virker ren, let og frugtrig … masser af bid med tranebær, ribs, brombær og blåbær. Alt er tørt og selv tanninerne er tørre, skingre og mundmasserende, der er tør engelsk lakrids, violer, peber, jern og godt med grønne urter … og godt med bid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Thomas Farge, Saint-Joseph Grand Angle Rouge, Rhône, Frankrig

2021 Domaine Thomas Farge, Saint-Joseph Grand Angle Rouge, Rhône, FrankrigVi skal med næste vin tilbage til Farge familien i Saint Jean de Muzols i det nordlige Rhône, hvor Thomas Farge har overtaget driften fra sin far på Domaine Guy Farge og laver nu vine i eget navn, som fx denne Saint Joseph Grand Angle Rouge.

Her kommer Syrah druerne fra 40-70 år gamle vinstokke på den lille mikro-parcel Les Montats på blot 1,5 hektar. Efter høst er halvdelen af druene afstilket, så gæringen er sket med 50% hele klaser inklusiv en koldmaceration i lang tid for at trække farve og smag fra skindet.

Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på gamle, let toastede 400 liter egetræsfade.

I næsen er den en frugtrig og tæt mørk vin … blæk, tryksværte, grafit og læg dertil lidt granit og flere klassiske noter af hængt kød, mejeri, flæsk, baconfedt samt sorte oliven. Men fornemmer dog stor tørhed, tørre krydderier, lidt peber, garvet læder, røg, brændte egeplanker samt en smule tør engelsk lakrids og lakridsrod.

Smagen er – trods de sorte duftnoter – meget frugtrig … masser af brombær og sorte kirsebær tilsat en smule ribs, men syren også er lysere og frisk med sorte te-blade, lemon samt salte mineraler. Der kommer også et vist bid fra tanninerne, som er markant, udtørrende og næsten harske på den rigtige måde, men godt integreret i vinen, som overordnet er ganske frugtig med et lille peberbid til sidst, så dermed 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., mens prisen er 299,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Jean Gagnerot, Corton Charlemagne Grand Cru, Bourgogne, Frankrig   

2007 Jean Gagnerot, Corton Charlemagne Grand Cru, Bourgogne, Frankrig   Vinkoncernen GCF Groups er gode til at finde små partier af vine, som de kan udgive under deres burgundiske brand Jean Gagnerot og næste vin er netop sådan en og endda på Grand Cru niveau … en 2007 Corton-Charlemagne Grand Cru.

Corton-Charlemagne er en Grand Cru-skråning i den nordlige del af Côte de Beaune. I denne del af bliver der lavet noget af det bedste Chardonnay på tværs af kommunerne Ladiox-Serrigny, Aloxe-Corton og Pernand-Vergelesses.

Corton-Charlemagne Grand Cru har navn efter kejserne Curtis d’Orthon og Charlemagne aka Karl den Store, hvor sidstnævnte frem til år 775 var ejer af Corton-højen, som han ifølge en populær myte lod omplante med hvidvinsdruer, da kejserinden var
træt af rødvinspletterne i hans skæg.

Denne vin er lavet fra Chardonnay druer, der er høstes ved håndkraft, hvorefter de fragtes til vineriet hvor de nænsomt gennemgår pneumatisk presse, Vinen er så gæret i egetræsfade, hvor den også er lagret sur lie i 18 måneder … og halvdelen af alle fadene er nye fade.

I glasset er det en forholdsvis gul vin, mens den duftmæssigt har en næse, hvor både fad, frugt, modenhed og tertiære noter spiller godt sammen. Fadpræget virker doseret, men man får dog både nødder, ristede hasselnødder, brunet smør, røg og svagt lidt lakridskonfekt samt vanilje frem. Frugten er moden, men endnu ikke oxideret, men der er pærer, kvæde samt eksotiske frugter med abrikos, fersken og ovnbagt appelsinskal samt en snert stillestående saltet havvand.

Smagen er blød, cremet … der er godt med æbler, både friske æbler, bagte æbler og syrlig æblejuice. Syren er intens, lidt til den mørkere side med kandiserede og saltede citroner samt grillet lemon, Der er skruet godt op for alt … sitrende, moden, saltet med en sødbitter og rund frugt, noget tropisk frugt med saltet syre … det er som, at de 16 år har intensiveret og koncentreret vinen, så det er nærmest som en vinøs hvid bouillon væske med kraft og saft, hvilket også gør, at vinen hænger vildt lang tid i munden. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen er 949,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Château Malartic-Lagravière, La Réserve de Malartic Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Malartic-Lagravière, La Réserve de Malartic Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigAndenvinen på Château Malartic-Lagravière hedder La Réserve de Malartic … eller rettelig, så héd den det frem til 2019, men hedder i dag Le Comte de Malartic … her smager jeg netop en 2016 La Réserve de Malartic Pessac-Léognan.

Vinslottet Château Malartic Lagraviere er oprindelig er bygget i slutningen af 1600-tallet og blev købt i 1803 af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.

I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic, efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, som var en hæderkronet admiral i den franske hær, men navnet Lagraviere kommer efter terrioret med de løse sten, som kaldes gravels.

Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.

Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid indenfor økonomi samt reklame og har før arbejdet forskellige steder i verden, som bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina.

Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.

I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug og har siden 2008 været certificeret økologisk.

I dag har Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan dog efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

Udover Château Malartic Lagraviere har familien investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.

Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig denne hovedvin, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de andenvine Réserve de Malartic aka Le Comte de Malartic.

I denne årgang 2016 er Réserve de Malartic lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot,
som Château Malartic-Lagravière selekterer fra husets i alt 52  hektar grusholdige vinmarker i Pessac-Léognan og høstet med udbytte på 46 hektoliter pr. hektar.

Vinen fremstilles under ledelse af verdensberømte Michel Rolland, der lader La Réserve gære og macerere på et mix af ståltanke samt træfade ved 28-30 grader over 28 dage. Herefter omstikkes vinen til 15 måneders lagring på 225 liters franske barriques.

Det er meget klassisk Bordeaux og lidt til den mørke side, hvor man samtidig også fornemmer Michel Rollands påvirkning, som giver den godt med mørk fadpræg og kraftig blødhed. Der er solbær, brombær og sorte kirsebær, chokolade, nougat, vanilje, komposteret muldjord, sød tobak samt trænoter, der mest er sådan ovre i noget ædeltræ.

Hvor smager den godt … mørk og blød, cremet og alligevel med masser af liv i frugten, der er solbær, krisebær samt hindbær, har en sød bitterhed fra sorte te-blade og lemon, hvilket er med til at sikre noget friskhed, bid og struktur. Det støttes af tanninerne, der er fine, tørre og livlige … men samlet en vin, der næsten smelter på tungen med største velbehag … er skruet satans godt sammen. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi fortsætter lige hos den gode vinmager og negociant Xavier Vignon, for nu smager jeg hans 2020 Châteauneuf-du-Pape fra serien Terroirs d’Exception.

Det er lidt en signaturvin fra Xavier lavet på 75% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Clairette, som i denne 2020 årgang kommer fra 60 udvalgte parceller med en jord af 50% kalksten, 30% rød sandsten og  20% galets roulés rullesten og med op til 90 år gamle vinstokke i det nordlige Châteauneuf du Pape.

Vinen er lavet med separat vinificering af hver druesort, hvor gæringen og macerationen er sket med 50% på ståltank, 25% på betontank og de sidste 25% på trækar.

Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret 16 måneder med 50% i ståltanke, 20% i foudres, 5% i kegleformede egefade, 5% en demi-muids, mens de sidste 20% er lagret 12 måneder i amforaer af terracotta-ler. Vinen har en alkoholprocent på 15%.

Duften er klart mere blid, blød og venligere end foregående Ventoux, for her er der samtidig mere dybde, mere sammenhæng og sødme. Der er en frugt af søde, sorte kirsebær, brombær og solbær,  lidt bagt appelsinskrald, rosmarin, laurbærblade, peber og langsomt kommer der også fadnoter frem med vanilje, varm chokolade, læder samt nogle umami skovbundsagtige elementer.

Det smager rigtigt godt … fint skruet sammen med balance af både sødme, afstemt frugt og blødt syrebid. Frugten er kirsebær, solbær og brombær, der er sød finsk lakrids, peber og en levende syre, der virker venlig, høflig og diskret, men alt leveres også blødt, cremet, rundt med klingende fin frugt, så dermed et virkelig fint og rart glas Châteauneuf-du-Pape, der hverken bliver for tung eller let. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Ventoux, Rhône, FrankrigVi fortsætter næsten i området … er rykket lidt mere mod nord til det ikoniske og høje Ventoux bjerg. For den altid produktive vinmager og negociant Xavier Vignon laver nemlig vin fra op mod 100 år gamle vinstokke fra marker på skråningerne af det skaldede bjerg.

Denne 2020 Ventoux fra Xavier Vignon er lavet på 50% Syrah, 30% Grenache og endelig 20% Mourvédre fra op mod 100 år gamle vinstokke, der kommer fra ikke mindre end 60 parceller i 250-400 meters højde fra bakkerne neden for det legendariske skaldede bjerg Mount Ventoux og fra højereliggende terrasser i det kalkstensholdige Dentelles de Montmirail.

Xavier Vignon har ladet druesorterne gære sammen … sådan næsten, for 5% af Syrah druerne fra de helt gamle vinstokke er altså vinificeret separat og også efter endt lagret 1 år på egetræsfade, mens den øvrige del blot er lagret 1 år i betontanke.

Duftmæssigt kan det stenede bjerg næsten duftes i vinen, som allerede fra først snif har en lidt stenet hård mineralitet sammen med blomster, violer, læder, rhônekrydderier, eukalyptus, mynte, estragon, timian og en frugt med hindbær, brombær, grønne oliven samt tør engelsk lakrids … i det hele taget virker vinen meget tør, stenet og hård.

I munden er det også en frisk og lidt stærk frugt, masser er hindbær, ribs og brombær, noget peber, strenge og saltede mineraler, men dog også en smule sødme som god modvægt. Den er fortsat ganske tør, mens tørre og skarpe tanniner kun bidrager til at gøre denne følelse større. Således sidder man tilbage med et tørt, stenet, pebret og syrligt tanninbid … 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  

2020 Château Puech-Haut, Tête de Bélier Rouge, Languedoc, Frankrig  Vi skal igen til Château Puech-Haut lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc og her smager vi deres 2020 Tête de Bélier Rouge.

Vinen er lavet på 70% Syrah, 20% Grenache, 8% Mourvedre og 2% Carignan fra Puech-Hauts egne marker i Saint-Drézéry … fra marker med et unikt terroir med samme type runde rullesten – de såkaldte galet roulés – der også har gjort Châteauneuf-du-Pape berømt verden over.

Druerne høstes om natten, så den helt frisk frugt finder vej til den færdige vin og høsten er – som også  i Châteauneuf-du-Pape – sket med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar.

Gæring sker på barriques og demi-muids med ekstra lang maceration for at udtrække farve og smag. Vinifikationen af de forskellige druesorter sker separat, hvor Syrah druerne fx får hele 50 dages maceration, mens de øvrige 35 dages maceration,

Efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liters egetræsfade fra Bourgogne og Troncais. Nogle af egefadene skulle efter sigende komme fra den i dag afdøde 100-point-Châteauneuf-stjerne Philippe Cambie.

Først derefter sammenstikkes den endelige vin og flaskes uden klaring eller filtrering og vinen har en højoktan alkoholprocent på hele 15,5% … bum.

I glasset er det mørkt med en duft af tør engelsk lakrids, tobak, hængt kød og spegepølse, klassiske rhônekrydderier samt en frugt af modne brombær, sorte kirsebær og langsomt – med mere luft i dit glas – så kommer fadnoterne også mere frem til vanilje, chokolade og kaffebønner, peber og tør jord.

I munden er det et lille turbodrevet kraftværk med sort intensitet, men samtidig med en cremet, blød, kraftig og småfed tekstur. Det er en magi-terning af koncentreret vin, som en flaske vinøs madkulør, der lige giver smagen et ekstra boost. Man kan også mærke peberen fra Syrah druerne, som sammen med fede og tørre tanniner, virkelig får alkoholen frem i smagsbilledet med tør styrke. Samlet har vinen denne rund, blød og behageligt intense smag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7