Tag-arkiv: Italien

2021 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, Italien

2021 Ada Nada, Langhe Nebbiolo Serena, Piemonte, ItalienHurra … igen Langhe Nebbiolo i glasset og det er en 2021 Langhe Nebbiolo Serena fra det lille familieforetagende Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada ved Località Rombone i Treiso tæt på Alba.

Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 40 år gamle stokke på nogle af Nadas 9 hektar vinmarker i  Treiso området i 200 til 350 meters højde.

Druerne høstes manuelt og afstilkes, hvorefter de presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor de så med drueskallerne med 5-8 dages maceration i en gæring ved 28-30 grader.

Derefter presses druerne og mosten overføres derefter til anden ståltank til malolaktiske gæring, hvorefter vinen lagrer på barriques i 3 måneder efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske og lagring yderligere 2 måneder. Der laves årligt 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt snakker vi blomstervand, blomsterstilke, der så suppleres med lidt læder, violer og en frugt af ribs, syrlige kirsebær og tranebær … virker let, rank og frisk i frugten.

sådan er smagen også … ren, rank og frisk i frugten …  der er syrlige kirsebær, hindbær, ribs og en smule granatæbler. Derudover har den en smule bitter rød vermouth, lemon med en meget spinkel krop, der gør vinen lidt juicy. Tanninerne er også fine og bider ikke, som Nebbiolo ellers kan. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   half_thumb

2020 La Spinetta, Piemonte Chardonnay Lidia, Piemonte, Italien

2020 La Spinetta, Piemonte Chardonnay Lidia, Piemonte, ItalienI tirsdagsvinklubben fortsatte vi med mer’ vin fra Giorgio Rivetti fra det legendariske piemontiske vinhus La Spinetta, for det var nemlig deres 2020 Piemonte Chardonnay Lidia.

Vinen er er lavet ved, at Chardonnay druer høstes manuelt og transporteres i små plastikkasser de 10 kilomoter ned til vingården udenfor Castagnole delle Lanze.

Der soigneres klaserne  og stilkene fjernes forud for presningen, hvorefter mosten får lov til at sætte sig koldt og bundfælde inden den forvandles til vin ved lav temperatur alene med druernes egne gærstammer direkte i brugte franske fade. Den alkoholiske gæring får lov til at glide over i den malolaktiske og vinen lagrer 20 måneder frem mod aftapningen på flaske, og derpå endnu 6 måneder inden frigivelsen til salg.

Duften er landlig og samtidig lidt indelukket … men har masser af spændstig frugt og er velafbalanceret, vibrerende og med et meget delikat og afdæmpet fadpræg. Der er ikke sådan, at man falder på halen som ved Meursault, Puligny- og Chassagne Montrachet, som ellers er Rivettis forbillede for vinen. Der kommer lidt kyllingefond og en frugt af abrikos samt fersken, lidt dekadent og storladent, mens jeg også fanger lidt vanilje og bagepulver.

Smagen er egentlig cremet, intens, velafbalanceret og har godt med syrlige æbler, kandiseret citron, let grape skal og frisk lemon … sart, spændstig og alligevel med en blød syre. Det er ikke en vin, som vi faldt i svime over og virker noget overpriced … 93 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 875 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2016 Cantine Adanti, Montefalco Sagrantino Arquata, Umbrien, Italien

2016 Cantine Adanti, Montefalco Sagrantino Arquata, Umbrien, ItalienHver gang jeg smager Sagrantino tænker jeg tilbage på min deltagelse i Anteprima Sagrantino 2013 i Montefalco, hvor jeg en tidlig morgen smagte 36 Sagrantino 2013 tanninrige vine i streg. Her nøjes jeg med en enkelt … en 2016 Montefalco Sagrantino Arquata fra Cantine Adanti.

Vinhuset er grundlagt tilbage i midten af 1960’erne, hvor Domenico Adanti købte den gamle ejendom Arquata, der tidligere havde været et Celestine munkekloster og endda bygget på nogle ruiner fra den romerske periode.

Han gik straks i gang med at restaurere det gamle kloster og genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. Senere i 1980 ansatte Domenico sin ven Alvaro Palini, som vinmager i vinhuset.

Alvaro var egentlig ikke vinmager … snarere tværtimod, for han havde været modedesigner i Firenze, Milano og Paris i perioden fra 1962 til 1974 og bl.a. være med til at skabe tøjmærket Sisley, som senere blev opkøbt af Benetton.

Men Alvaro havde set sin bedstefar lave vine på Sagrantino, som på daværende tidspunkt næsten var næsten udryddet, og havde da også lært at vine i Bordeaux og Bourgogne inden sin karriere i modebranchen.

Alvaros medfødte evner og hans intuitive tilgang til Sagrantino druen kom til at få stor indflydelse på udviklingen af Cantine Adanti samt Sagratino vinene i Montefalco. Han skar ned på udbyttet fra vinmarkerne og ændrede teknikkerne for vinproduktion og lagring af vinen, så vinen fik lov at modnes langsomt i egetønder og så derefter på flasker.

Forbindelse mellem familierne Adanti og Palini har holdt ved, så i dag drives vingården af Domenicos to døtre Daniela og Donatella Adanti, mens Alvaros søn Daniele Palini har overtaget hans rolle som vinmager som efterfølger til den Graziana Grassini, som i en periode efter Alvaro stod for produktionen.

Adanti har sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer. På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

Vingården laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie, som fx denne Montefalco Sagrantino Arquata, hvor druerne kommer fra marken Vocabolo Arquata i 250 meters højde i Bevagna.

Efter høsten er druerne knust, hvorefter gæring og maceration er sket i ståltanke ved 28 grader over 3-4 uger med løbende pigage og så er vinen derefter lagret på 30 hektoliter og 500 liter tonneaux fade i 30 måneder og så på flaske i yderligere 24 måneder.

Duftmæssigt er der kraft, power, flæsk og godt med fadpræg med kanel, bagepulver, lidt lakridskonfekt og så ellers en fed varm, rund og moden frugt med blommer, sorte kirsebær og brombær … man får både sydlandsk fylde og mere balsamisk norditaliensk nerve.

Det smager, som jeg husker vinen … temmelig fremragende, idet frugten er moden, rund og afbalanceret med blommer, kirsebær og brombær med et tørt og alligevel lidt likøragtig fornemmelse … men så sætter tanninerne bussen helt frem og speeder op … knastørre og vilde, hvorved de udtørrer kæften totalt og ubarmhjertig. Der er vin for voksne og ikke for folk med pacemaker eller svagt hjerte, men de vedholdende belønnes med masser af integritet, lækker smag og Sagrantino sjæl. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Contratto, Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut, Piemonte, Italien

2012 Contratto, Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut, Piemonte, ItalienVinhuset Contratto har specialiseret sig i at lave 2 ting … vermouth/likør samt Spumante vine efter champagnemetoden – eller Metodo Classico, som det kaldes i Piemonte – og vi smager nu en 2012 Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut.

Contratto er en historiske vingård, der ligger Canelli i Monferrato og er grundlagt tilbage i 1867 af Giuseppe Contratto, der startede med at vinificere Moscato og lavede nogle af ​​de første italienske mousserende vine gæret på flaske.

I samme periode begyndte Contratto-familien at bygge sine historiske kældre, som endelig skulle stå færdige i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Det resulterede i, at huset i 1910 fik stor succes med at eksportere deres vine til .udenlandske markeder og husets mousserende vine blev synonymt med prestige og kvalitet.

Det medførte bl.a. at Contratto blev den officielle vinleverandør til Vatikanet, det belgiske kongehus og kongefamilien Savoy. Senere gik man også i gang med at producere vermouth og likører … og disse laves i dag efter samme teknikker og opskrifter.

Contratto-familien drev vinhuset helt frem til 1993, hvor Bocchino-familien, som ejede et grappadestilleri af samme navn, med Carlo Bocchino i spidsen overtog Contratto.

Carlo Bocchino påbegyndte den istandsættelse, som har gjort huset til den smukke oplevelse, det er i dag. Den gamle ejendom blev også helt oprindeligt indrettet som en kopi af et champagnehus med dybe kældre og hvad dertil hører … det er ufatteligt smukt og Contratto er i dag kommet med på UNESCOs verdensarvsliste.

Men da Carlo var færdig med de omfattende restaureringsarbejder, så mistede han interessen for projektet og de mousserende vine, da han også måtte indrømme, at hans store passion fortsat var familiens grappaproduktion.

Hans organisation ikke havde kræfterne til at skænke produktionen af de mousserende vine og salgsarbejdet den nødvendig fokus, så i stedet opstartede han med at samarbejde med Giorgio Rivetti fra det legendariske vinhus La Spinetta.

Giorgio var kæmpestor fan af champagne og så med det samme et kæmpe potentiale i det gamle Contratto vinhus. Derfor endte det så med, at Contratto i 2011 blev overtaget af La Spinetta.

Lige siden har Giorgio Rivetti og hans team bare haft et for øje … de havde et klart mål, om at gøre Contratto anerkendt som værende den bedste producent af mousserende vine i Italien. Samtidig ville de producere de mousserende vine uden uden brug af reservevin og dosage.

Man har i alt 30 hektar vinmarker på Contratto og de er fordelt på flere marker som fx Porera, Moncurto og Ave.

Druerne til denne 2012 Spumante Special Cuvée Metodo Classico Extra Brut kommer fra en tidlig høst fra en række parceller i Canelli, Cassinasco, Ioazzolo og Costigliole d’Asti og det er 90% Pinot Noir og 10% Chardonnay.

Denne årgang 2012 er blot 3. udgave af Cuvée Specia af vinen og efter høsten er druerne fra de forskellige parceller holdt adskilte i vineriet, hvor de bliver kølet ned forud for presningen, og kun den fritløbende most finder vej til det rustfri stål, hvor der gæres alene med druernes egne gærceller.

Pinot Noir vinene modner herefter i stål og Chardonnay lagrer mindst 9 måneder på små franske fade frem til maj måned, hvor den endelig vine samles og fyldes på flasker sammen med opformeret naturlig gær og lidt rørsukker.

Derefter sker andengæringen på flaske over mindst 72 måneder og sammenlagt er vinen lagret 90 måneder. Degorgeringen er sket den 28. februar 2020 … og lige siden har vinen så blot ventet på at blive drukket.

Duftmæssigt har vinen en lidt lukket og tør aroma … i hvert fald til at starte med, men langsomt kommer der mere frem med nogle modne, ældre noter, noget kvæde, gærede nedfaldsæbler, nødder, grønne blomsterstilke, candyfloss, honning og let vanilje.

Det er primært i smagen, at vinen viser en overvældende elegance og balance … æbler, pigeonæble, gærede pærer og grillet limefrufter med letsød bitterhed, meget rund, cremet og blød i smagen. Syren er også slebet rund og selv boblerne er små, forsigtige, sarte og bestemt ikke anmassende. 94 point.

Købt hos Løgismose, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2023 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, Italien

2023 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, ItalienTid til mini Barolo! I Langhe Nebbiolo vinene får man ofte fabelagtig Nebbiolo vin til en mere mager tegnebog i forhold til Barolo eller Barbaresco. Her smager jeg seneste skud fra Massimo Rivetti i form af deres 2023 Langhe Nebbiolo Avene, som nu efterhånden bider deres Barolo og Barbaresco vine i røven.

Det er også en vin, som jeg efterhånden kender ret godt, for jeg har smagt Langhe Nebbiolo Avene i både årgang 20182019, 2020 og 2022, men nu er det så 2023’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo druer, der kommer fra nogle 20 år gamle vinstokke på en af Rivettis allerhøjeste beliggende marker i 500 meters højde i Mango området.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 26 grader over 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Er det ikke som om, at 2023’eren er en tak lettere end de foregående årgang og endda – ved godt at man ikke må sige det – også en smule burgundisk i duften? Det dufter i hvert fald herregodt med blomster … masser af blomstrede noter fra tørrede blomster, knuste rosenblade, violer suppleret med garvet læder, kamfer, cedertræ og fennikel. Frugten er også lys … lys, let, luftig og æterisk med jordbær, knuste hindbær, ribs og alle med en lille koket sødme. Serveret blindt havde mit bud klart være Barolo, for den har en dyb og let præcision. der i den grad imponerer.

Smagen imponerer også, men ligner lidt mere de tidligere årgang med denne stramme, præcise, lette og syrlige frugt, hvor der også hurtigt kommer en let bitterhed som fra en rød vermouth. Hvor er det dog en lækker vin … er så stram, let, luftig og nærværende med frugt af syrlige kirsebær, grønne jordbær, rabarber og ribs. Lukker du luft ind i munden, så mærker du også Nebbiolo druens vilde, tørre og nådesløs barske tanniner, der kan slå flere Barolo’er og giver godt med bid, nerve og alligevel en nærmest feminin lethed. For fanden det smager bedøvende strengt og lækkert … og til prisen, så gider man næsten ikke købe Barolo eller Barbaresco, for her er du overraskende tæt på alle de samme herligheder. 93 point

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2024 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, Italien

2024 Terre Cevico, This is Sashy Chardonnay, Emilia-Romagna, ItalienThis is Sashy Chardonnay betyder vel noget i retning af, at dette er fræk Chardonnay, men den lille frække kommer fra det store kooperativ Terre Cevico Societe Coop Agricola.

Det er en stort kooperativ, som jeg har skrevet om før og er grundlagt tilbage i 1963. Men dert har i dag ikke mindre end 5.000 medlemmer aka vinavlere, der samlet ejer lidt over 7.000 hektar vinmarker samt hele 20 vinerier i Emilia-Romagna.

Vinene laves primært under 32 forskelige brands. laver over 110 millioner flasker vin årligt, behandler 120 millioner liter vin årligt og har en omsætning på langt over 1,6 milliard kroner.

Denne This is Sashy Chardonnay er en af kooperativets mange vine, hvor Chardonnay druerne kommer fra række vinmarker ikke langt fra havet.

Først er alle druerne afstilket, hvorefter de skånsomt er presset. Gæringen gennemføres på ståltank ved 16 og 18 grader, hvorefter den også får delvis egetræskrydning … måske via spåner? Derefter er vinen så blot lagret sur i ståltankene inden endelig flaskning.

Duftmæssigt har vinen et ben i to lejre … det første i en grøn, lidt syrlig og frisk lejr og så en mere eksotisk og tropisk afdeling med en frugt af hyld, fersken, pærer og melon, sådan mild, rund, blød og ret venlig i udtrykket. Det suppleres så med en smule karamel.

Smagen er også sådan både frisk, grøn og syrlig, men samtidig har vinen også denne fyldige og let olierede smag. Frugten er pærer, lidt grønne æbler, umodne ferskner og grillede citroner med lidt fedme og har derudover en maskulin syre. Der er tilpas frugt, syre, sødme samt en fin sødbitterhed. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 54,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, Italien

2016 Svoltacarrozze, Toscana Rosso IGT, Toscana, ItalienDenne Toscana Rosso IGT fra den unge, smukke Sebastiana Meoni på Svoltacarrozze er lidt en darling hos mig. Det er eneste vin, som hun laver og den er vild, skæv, underlig, skør, mærkelige og alligevel helt fantastisk og nu smager jeg 2016’eren.

Den er – som skrevet – lavet af Sebastiana Meoni fra hendes 8 hektar økologiske vinmarker. Hun laver kun én vin og det er denne Toscana Rosso IGT, der kommer fra nogle marker, som blev tilplantet tilbage i 1998 og drives økologisk, selvom de ikke er certificeret.

Sebastiana Meoni  er datter af den højt respekterede vinmager Giulio Meoni og derudover har hun også i starten fået gode råd fra Nando Benassi, der indtil hans død arbejdede for Società Agricola Soldera og var med til at sætte standarden og stilen der.

Svoltacarrozze Toscana Rosso IGT er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden de mindste tilsætninger.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl og på mange måder kan produktionen sammenlignes med en Brunello og der laves årligt 18.000 flasker af denne vin.

WAUW … landlig, animalsk, vild, anderledes og laber … der er grannåle, rå svampe, brunkul, skovbund, gammel garvet læder, bio bio noter og en syrlig frugt med masser af kirsebær suppleret med blommer, hindbær og ribs, lidt syrlige drops og ellers masser af karakter og tørre krydderier.

I munden udfolder vinen vingerne med en let, lys og juicy smag, der samtidig virker lidt mineralsk og elegant. Stilen er ret fantastisk og virker lettere end mange Sangiovese baserede vine fra Toscana med en lille fin og næsten burgundisk lethed. Det er igen med kirsebær i førersædet … syrlige kirsebær, hindbær, rabarber og ribs … atter må man bare imponeres over denne Svoltacarrozze. 94 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2009 Trabucchi d`Illasi, Recioto della Valpolicella, Veneto, Italien

2009 Trabucchi d`Illasi, Recioto della Valpolicella, Veneto, ItalienDerefter stod den på mere forkælelse fra Trabucchi d`Illasi, for deres næste vin var en dessertvin til min søde tand … en de mest ikoniske søde vine fra Veneto i form af en Recioto della Valpolicella og her i årgang 2009.

Den er – som deres Amarone – lavet på et blend af druerne Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta, som dyrkes på markerne Fondo Cereolo, Monte Tenda og Castello i 150-250 meters højde.

Druerne høstes manuelt fra midten af september, hvorefter de gennemgår en traditionel appassimento-proces – en delvis tørring fra september til marts, hvilket reducerer vægten med 80% og giver koncentration af sukker.

Gæring er sket med udvalgte gærarter, hvilket indledes efter en kølig maceration i 24-26 timer og sker i rustfrie ståltanke og efter en periode, så overføres omkring halvdelen af vinen til barriques, hvor gæringen fortsætter,

Efter endt fermentering er vinen så lagret på franske barriques i 10 måneder inden klaring, filtrering og aftapning på flaske. Der har den så ligget og hygget sig i flere år frem til frigivelse.

Så er der dømt voksenleg … sød vinøs voksenslik, hvor man allerede i glasset kan se, at dette ikke er en purung tøs, men en ældre madame med søde, rødbrune og  lokkende herligheder. Duften er således på nektarniveau med kakaokugler, trøffelkugler, studenterbrød, nougat og blød chokolade. Derudover snakker vi nøddekompot, tørret frugt af svesker, dadler og figner, lidt blommelikør og man kan også klart fornemme lidt sød alkoholvarme … uhmmmm siger han og slikker sig omgående om munden.

Sådan smager vinen faktisk også … no more, no less. Det er sødt og alligevel med frugtbid og varme. Der er tørret frugt med restsødme og nektarfornemmelse. Det er blødt, sødt og lækkert voksenslik på meget højt niveau, da det aldrig bliver for sød, overekstraheret eller alt for voluminøse, da frugtsyre giver en vis form for rygrad og giver vinen masser af balance … på den søde måde selvfølgelig. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en 0,5 cl flaske koste 399,95 kr., mens prisen på tilbud ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Trabucchi d`Illasi, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2015 Trabucchi d`Illasi, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienAzienda Agricola Trabucchi d`Illasi ligger på toppen af Monte Tenda i den lille landsby Illasi omkring 5 kilometer nordvest for Soava og er et lille familiedrevet vinhus. Derfra smager jeg et par af deres vine og starter med deres 2015 Amarone della Valpolicella.

Det var Marco Trabucchi, der grundlagde vinhuset tilbage i 1924 og drives i dag fortsat af familien Trabucchi, der driver vingården med dens 22 hektar vinmarker samt 6 hektar med oliven-, cypres- og kirsebærtræer … alt har været drevet økologisk siden 1993.

De 22 hektar er fordelt på markerneBinelunge, Castello, Monte Tenda, San Colombano og Chereolo di Sopra More, der ligger i en højde på 140-290 meter. Druerne er de lokale sorter Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta.

Vingården drives i dag af 3. generation i form af Giuseppe Trabucchi, som årligt laver omkring 65.000 flasker vin. Det sker i deres smukke vingård, der ligger er fordelt på 3 bygninger, hvor den ældste går helt tilbage til 1800-tallet med en gammel kælder hugget ind i klippene og ligger 20 meter under jorden.

Den anden del er fra 1990’erne og nyeste fra er underjordisk og lavet i 2003, men er forbundet med den ældste del via en tunnel, men samlet en ganske smuk og imponerende vingård.

Fællesnævnere for vingården er kvalitet, ekstremt lavt udbytte, manuel høst og økologi. De har da også vundet adskillige priser for deres vine, bl.a. guld i International Organic Wine Award 2018, en pris for bedste vin ved Bibenda 2019 og mange flere.

Vinene laves i samråd med den anerkendte ønolog Franco Bernabei og en af vinene er denne Amarone della Valpolicella, som jeg smager i årgang 2015 og er lavet på Corvina, Corvinone, Rondinella og Oseleta.

Druerne er håndhøstet, når de er optimalt modne i slutningen af september og frem til slutningen af oktober. Herefter har druerne tørret på vingården i over 45 dage. Efter gæring, maceration samt presning har vinen lagret 48 måneder i små franske egetræsfade.

Allerede i næsen fornemmer du dybde, intensitet, krop og et fadpræg med umamivarme, nødder og chokolade. Så kommer der lidt blommekompot, solbærsyltetøj, tørrede dadler, svesker og så ellers sød tobak, kanelsukker på risengrød, vanilje og en lille lækker portvinssødme … alt pokkers veldoseret, organiseret, komplet og dragende, men uden at blive hverken svulstig, rosinfed eller overdone.

I munden fortsætter herlighederne … det er en blød, cremet og intens vin med maggiterning kompakt intensitet. Det er mørkt med frugtsødme, fadnoter og en frugt, der virker tørret og fed. Det er en knytnæve med blomme-  og solbærlikør, sorte kirsebær, brombær og en smule udblødte svesker. Man kan mærke, at der er volt i den, men alkoholen er dog fint integreret og giver varme sammen med peber, bløde og runde tanniner samt muskuløs råstyrke. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 679,95 kr., mens prisen er 649 kr. ved køb af 6 flasker og 499 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 La Ca’ Növa, Barbaresco, Piemonte, Italien

2021 La Ca’ Növa, Barbaresco, Piemonte, ItalienNår man nu lige er i gang med at smage god Nebbiolo fra La Ca’ Növa, hvorfor så ikke lige træde steppet op og smage deres Barbaresco? Det gjorde jeg så og smagte 2021’eren.

Druerne til vinen stammer fra de 3 vinmarker Ovello, Cole og Loreto i Barbaresco, mens det andre steder fremgår, at de er fra de yngste druer på de 4 marker Montestefano, Montefico, Ovello and Cole.

Never mind … vinen er spontangæret med druernes naturlige gærceller i store ståltanke efterfulgt en maceration i 20 dage i store egefade og efter endt fermentering har vinen lagret på store østrigske og slavonske egefade i 18 måneder, før den hældes på flaske.

Som Langhe Nebbiolo lillesøsteren er det i glasset en lys og transparent vin, der i duften har nogle af de samme elementer som læber, medicinskab, pilleglas, tørrede rosenblade, let tjære, kamfer og jod samt nogle lidt ristede noter, nødder og skovbund. Frugten er som forventet lys og syrlig med hindbær, ribs og tranebær.

I munden spiller det sgu også … har en klingende ren syre, der danser henover tungen med en frugt af ribs, rabarber, tranebær, lemon med masser af tørhed og bitterhed, mens tanninerne er dejligt bidske, ret tørre og vilde og helt på Barolo niveau. Vinen er egentlig sådan tæt og koncentreret på en tannisk og lys måde, hvilket i den grad bare imponerer … lækker Barbaresco. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb