Denne vin i en årgang 2007 smagte jeg tilbage i 2013, hvor jeg gav den 5 fede tommelfingre op … og nu har vi igen fat i vinen Do Ut Des … en IGT supertoscaner fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. Og hvor ikke udfordre byggesjakket med en supertoscaner, som måske minder om noget andet?
Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Cresti, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede. Gården ligger lige ved den lille by Monteaperti i nærheden af den historiske landsby Castelnuovo Berardenga og vel omkring 5 kilometer øst for Siena.
Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Cresti er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Cresti er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.
Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre). Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.
Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.
Der laves 6 forskellige vine på Fattoria Carpineta Fontalpino og alle rødvine … en Chianti Colli Senesi DOCG, en Montaperto IGT, en Chianti Classico DOCG, en Fontalpino Chianti Classico DOCG, vinen Dofana samt denne Do Ut Des IGT.
Vinen er lavet på 34% Merlot, 33% Sangiovese og 33% Cabernet Sauvignon fra marker i Monteaperti. Jeg vil gerne kunne sige, at Do Ut Des betyder “tre af hver”, men det er jeg ingenlunde sikker på. Maceration på 20 dage for Merlot og Cabernet Sauvignon druerne og 18 dage for Sangiovese. Derefter har vinen lagret 18 måneder på 225 liter egetræsfade, og der produceres årligt omkring 19.000 flasker af denne vin.
Og det er en vin, som fortsat er ganske ung … behøver lidt luft i glasset. Virker måske lidt grøn og stram ved første møde, men så åbner sluserne altså også op. I næsen er der mørke noter, grønne noter, moden frugt … modne kirsebær, brombær, klare elementer af eg, chokolade, toast, vanilje, let mineralsk islæt samt krydderier. Lidt landlig i næsen, hvilket jo er herligt.
Smagsmæssigt er vinen fyldig, blød … stor tørhed og tanninerne tætte og stramme, så den megen fadlagning kommer virkelig til udtryk. Der er fin balance i vinen, krydderierne blander sig i smagsspektret og eftersmagen er fin og lang. Det er brombær, blåbær … frugten er virkelig flot, og vinen efterlader sammenlagt et flot indtryk. Jeg elsker altså bare supertoscanere.
Købt hos SuperVin i Hjørring til 134,95 kr., hvilket er prisen ved 6 flasker. Det er en sindssygt billig pris. Sidste gang jeg købte vinen gav jeg 299 kr. ved Veras Vine og SuperVin indikerer da også en pris på 299,95 kr., hvis du kun køber 1 flaske. Køb endelig 6 flasker.
Rating 5,5/7