Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2013 Petrolo, Galatrona Merlot, Toscana, Italien

2013 Petrolo, Galatrona Merlot, Toscana, ItalienVi sluttede vinaftenen med manér, for Jan havde medbragt denne 2013 Galatrona Merlot fra Tenuta di Petrolo og det er en vin, som Wine Spectator har kaldt The Pétrus of Tuscany.

Petrolo ligger mellem de to landsnyer Bucine og Mercatale Valdarno i Arezzo provinsen i den sydøstlige del af Chianti Classico området … et område, som storhertugen i Toscana Cosimo III de Medici allerede tilbage i 1716 havde udråbt som mest værdifuld i produktion af fin vin og kvalitetsolivenolie.

Jeg kan ikke se, hvornår Petrolo blev grundlagt, men i 1834 drev agronomen Giorgio Perrin vinhuset og plantede franske druer, som skulle kombineres med Sangiovese.

Imidlertid er vinhusets nyere historie startet i 1940, hvor Petrolo ejendommen blev købt af Gastone Bazzocchi, som var den første person, der begyndte at lave Sangiovese vine af høj kvalitet på gården. Men det er hans barnebarn Luca Sanjust, der har bragt  vingården frem til den kultstatus, som den nyder i dag.

Luca Sanjust er ud af en gammel italiensk adelsfamilie, som kan føre sine rødder tilbage til hertugerne af Sicilien i 1200 tallet.  Luca var egentlig kunstforsker og succesrig maler, men besluttede i midten af 1980’erne at hellige sig vinproduktion og har lige siden dedikeret al sin tid og lidenskab til Petrolo.

Under den karismatiske Luca Sanjusts er der siden midt i 1990’erne opnået fantastiske resultater og Petrolo har oplevet et gennembrud blandt internationale vinkritikere, især hos James Suckling i Wine Spectator og Robert Parker. Ejendommen er i dag en af de mest feterede kometer i dagens Toscana.

Samlet har Petrolo 31 hektar vinmarker, der dyrkes efter naturlige principper, bl.a. med at græsset gror frit mellem vinstokkene og har indflydelse på tilstedeværelsen af næringsstoffer og fugt i jorden. Petrolo har ikke anvendt organisk gødning i over 3 år og derudover heller ikke uorganisk gødning i næsten ti år. Derudover anvendes ingen pesticider med kemisk oprindelse.

Galatrona er Tenuta di Petrolos hotteste og absolut mest sjældne prestigevin, måske endda Italiens bedste Merlot og den kaldes ofte Toscanas Le Pin eller Pétrus. Druerne er høstet manuelt, sorteret i marken og igen i vineriet inden spontangæring i cementkar alene med druernes naturlige gærceller.

Gæring- og macerationsperioden er lang med hyppig overpumpning, hvilket er efterfulgt af en malolaktisk gæring i træfade. Derefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques, heraf en tredjedel helt nye fade. Suckling har givet vinen i denne årgang 98 point og Parker 97 point.

Sikke da en ædelsmuk aroma … sådan nærmest lidt overmoden og halvoxideret, dekadent hengemt frugtintensitet med fløjlsbløde og velourindpakkede noter af kirsebærsauce, blommer, brombær, let mint, mødding eller lidt organisk affald, muldjord, champignon, sød tobak, chokolade, Nutella, træ og samtidig lidt knuste sten. Det er fandeme indbydende.

Smagen har denne både modne og nærmest syrlige smag … og smagen er langt mere frisk, end man lige havde forventet. Der er lyse kirsebær, ribs og blommer, en meget frugtrig syre, stor tørhed og tørre tanniner, mineraler og samtidig en næsten venlig og saftig drikkeglæde. Det smager altså monstergodt, så 6,5 saftige houlbergske fingre.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 839,95 kr., mens prisen er 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Vesztergombi Pince, Csaba Cuvée, Szekszárdi, Ungarn

2016 Vesztergombi Pince, Csaba Cuvée, Szekszárdi, UngarnDen ungarske Master Class sluttede med endnu en vin fra Vesztergombi Pince og det blev denne 2016 Csaba Cuvée på et blend af Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot.

Det er vin, som kun fremstilles i de allerbedste årgange. Vinen er lavet med spontangæring med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 22-24 måneder på barriques.

Duftmæssigt er vinen ikke helt så fyldig og eksplosiv som den foregående, men har en vis modenhed i frugten, lidt mælkede og mejeriagtige noter, et støvet udtryk og frugten er blommer, solbær, figner, blæk, lidt indelukket måske og derudover våde fade med svag vanilje. Den ungarske eg giver vinen en lidt speciel aroma.

Smagen er også godt fyldig og cremet, sødmen lidt højere end foregående søstervin og nok også – for my liking – en kende for stor, mens tanninerne også er lidt mere vage. Det er dog smagfuld, tæt, tørt og sødt, men så er den heller ikke længere.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Kiss Gábor Winery, Enigma, Villány, Ungarn

2017 Kiss Gábor Winery, Enigma, Villány, UngarnI vinregionen Villány i Pannon området finder vi vinhuset Kiss Gábor Winery, der drives af den unge og meget talentfulde vinmager Gábor Kiss.

Udover at drive sin egen lille vingård, så er han også daglig vinmager på det nærliggende vinhus Matias Pincészetben.

Hans vingård ligger en kilometer øst for Villány by og der har han 10 hektar vinmarker med druesorter som Kékoportó, Merlot, Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc. De bedste af hans marker er Hajdús, Boczor og Gesztenyés, der alle dyrkes efter bæredygtige principper.

Gábor Kiss laver årligt 40-50.000 flasker vin og én af disse er altså denne Enigma, der er lavet på 100% Merlot. Vinen er lavet med en spontangæring i ståltanke og så 18 måneders lagring i 500 liter nye franske fade.

I næsen har vinen en lidt sjov woody duft, som jeg først troede kunne være prop, men det er det ikke. Det er lidt som våd papkasse, våde fade og søde krydderier. Der er solbær, hyben, blomsterpollen samt en lidt småvammel aroma.

I munden er der mørk frugt, blåbær, brombær, godt med tørhed og igen en lidt sjov skævhed, men ellers er vinen meget frugtrig. Der er også tørre og mærkbare tanniner. Faktisk er der masser af tørhed og bitterhed på en lidt fed facon.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Château Fleur Cardinale, Saint-Èmilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Fleur Cardinale, Saint-Èmilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste vin i rækken blev en vaskeægte Bordeaux, nemlig denne Saint-Èmilion Grand Cru Classé årgang 2015 fra Château Fleur Cardinale, der ligger lidt nordøst for Saint-Étienne-de-Lisse.

Château Fleur Cardinale drives i dag af Florence og Dominique Decoster. De havde en drøm om at eje et vinslot, så da det havde solgt deres porcelænsfabrik, så købte de i 2001 Château Fleur Cardinale, som indtil da havde solgt deres vin bulk til andre vinhuse, men det ændrede parret og har siden årgang 2001 solgt deres vine under eget navn.

Vinslottet stammer oprindelig tilbage fra 1819 og det kan dokumenteres, at der i hvert fald siden 1920’erne har været lavet vin på slottet. Dengang hed slottet dog Clos Bel-Air og var ejet af godsejeren Pierre Sarthou-Moutengou og  hans hustru Jeanne Marie Grué

Det nuværende navn Château Fleur Cardinale skyldes Jean-Louis Obissier, som købte slottet i 1975. Han var søn af borgmesteren i Villerouge-Termenes. Han havde en stor passion for raceheste og gav slottet navnet efter hans to elskede heste ved navn Fleur og Cardinale døde.

Florence og Dominique Decoster købte Château Fleur Cardinale fra Asséo-familien, der havde ejet godset siden 1982. Dominique havde netop solgt sin porcelænfabrik i Limoges. Han havde ejet den i 27 år og hertil flere andre virksomheder, men besluttede i 2000 at sælge dem alle og forfølge sin passion for vin.

Efter Dominique og Florence Decosters køb af slottet i 2000 har de foretaget store investeringer i slottet og kvaliteten af vinene er år efter år blevet mærkbart forbedret. Det har resulteret i, at slottet blev forfremmet til Grand Cru Classé allerede i 2006.

De hyrede kyndige rådgivere til at hjælpe dem med produktionen af vinene, bl.a. en landbrugsrådgiver … og så deres nabo, ønoligen Jean-Luc Thunevin, der driver ​​Château Valandraud. Siden har de også fået deres svigerdatter Caroline med i projektet. Hun er udlært indenfor Kedge Wine and Spirits Management Masters-programmet med en universitetseksamen i vinsmagning og står nu for salget.

Château Fleur Cardinale har samlet 23,5 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 49 parceller, som er beplantet med 76% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 4% Cabernet Sauvignon.

Vinstokkene er gennemsnitlig 40 år gamle og stilen hos slottet er forholdsvis moderne. Selvom vinhuset ikke er certificeret, så foregår vindyrkningen efter økologiske principper med stor respekt for naturen.

Vi har her deres vin i årgang 2015, lavet på 75% Merlot, 15% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.

Hver druesort vinificeres separat, hvilket efter den manuelle høst sker i 17 koniske kar af rustfri stål med temperaturregulering. Først ligger druerne koldt ved 5 grader til udblødning, hvorefter gæringen sættes i gang … først den alkoholiske fermentering i 7 til 10 dage og derefter varm maceration i omkring 10 dage med daglig remontage.

Efter endt fermentering har vinen så lagret i slottets kældre, hvor vinen lagrer i nye franske egetønder i 12 til 14 måneder, hvorefter det endelig blend sker og vinen aftappes på flaske. Der er lavet omkring 115.000 flasker af vinen.

Herlig fin klassisk næse med brombær, sorte kirsebær og måske endda en smule solbær og en snert af lidt granatæbler, sød lakrids, grafit, kakao, runde og søde krydderier, karamel, jord, lidt mejeri og tørre grønne blade, tjære og syrlig tobaksrøg.

Smagsmæssigt har vinen god krop, struktur og har forholdsvis frisk frugt. er stram og stringent. Der er igen sorte kirsebær, kakao, bitter mørk chokolade, kaffe, tjære samt lidt peber. Der er finkornede og markante tanniner, god balance og den fremstår harmonisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Rainbows End Wine Estate, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2015 Rainbows End Wine Estate, Merlot, Stellenbosch, SydafrikaMed næste vin til byggemødet blev vi atter oversøisk med en 2015 Merlot fra vinhuset ved enden af regnbuen … Rainbows End Wine Estate, der ligger nær Stellenbosch i Sydafrika.

Vinhuset er nyere … grundlagt i år 2000, hvor den dengang 57-årige Jacques Malan sit gode job for at forfølge drømmen  om at dyrke vin.

Med hjælp fra familien fandt han en lille ejendom i et bakket og højtbeliggende område i 540 meters højde med Jonkershoekbjerget i baghaven og udsigt over den bjergomkransede, frugtbare Banghoek slette.

På de tilhørende 23 hektar plantede han sorterne Shiraz, Cabernet Sauvignon. Cabernet Franc, Merlot, Petit Verdot og Malbec og gik så i gang med af renovere ejendommen inklusiv en gammel kælder under huset … og det var starten på Rainbows End Wine Estate.

Allerede i 2002 præsentere de deres første vin, som var en Shiraz lavet på 18 måneder gamle vinstokke. Vinen vandt en sølvmedalje på det sydafrikanske vinshow for unge vine og senere vandt 2004 årgangen af samme vin en guldmedalje.

De efterfølgende år fulgte en stribe af priser og medaljer, som bestyrkede dem i troen på, at jordens frugtbarhed og deres samlede arbejdsindsats ville føre til den ventede succes.

I dag er det sønnerne Francois og Anton, der tidligere  har arbejdet i Bordeaux, der står for driften. De arbejder i vineri og marker med en kombination af traditionelle og moderne metoder. Målet er vine med deres egen stil og karakter fra den unikke jordbund.

Denne 2016 Merlot er lavet på 2 forskellige Merlot kloner, som Malan har på sine marker i 550 meters højde, hvor temperaturen er pænt kølig for området. Alle druer håndhøstes ved daggry og klaserne sorteres individuelt.

For at bevare en relativt stor andel af hele druer afstilkes klaserne kun delvis. Mosten koldmacereres i 3 dage før gæring for at opnå optimal farveudvinding.

Gæring foregår i åbne kar ved en temperatur på 24-28 garder med remontage 6-8 gange om dagen for maksimal ekstraktion. Kølingen under fermentering foregår ved anvendelse af en naturlig bjergkilde lige udenfor kælderen.

Efter gæring presses skallerne let i en lille kurvepresse, hvorefter vinen kommer på egefade, hvor den malolaktiske fermentering så  finder sted. Herefter omstikkes vinen til små franske barriques, hvor den modner i 12 måneder og heraf er 33% nye fade. Hver klon holdes separat under hele vinifikationsprocessen frem til den endelige blanding.

Duftmæssigt er vinen – i mine øjne – lidt forvirrende. Der er nogle søde fadnoter, som rammer næsen først, lidt vaniljesyltede grønne tomater, mælkechokolade, rågummi, brombær og kirsebær, meget aromatisk og der er også både baconfedt, ymer, mælkede noter og en lille mulle note.

Smagen er næsten blomstret, men egentlig pænt blød og frugten er  moden med blommer, solbær og kirsebær, nogle ristede elementer, stærk peber og næsten syrlige tanniner. Syren virker lidt kantet og skæv, mens der er er noget, som brænder på tungen. Lidt turnoff i det houlbergske univers.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Château Lamothe-Vincent, Heritage, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Lamothe-Vincent, Heritage, Bordeaux, FrankrigDen sidste vin i kvartetten fra Château Lamothe-Vincent var, som den første vin fra huset, deres Heritage, blot i en rød udgave.

Igen er det så Merlot og Cabernet Sauvignon, her med fordeling med 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, der som forrige er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og faktisk også lavet på samme måde, men her er vinen så blot fået mere eg i lagring. For vinen er nemlig lagret 12 måneder på både franske og amerikanske egefade, men heraf er 33% nye fade. Produktionen af  Heritage ligger på omkring 80.000 flasker årligt.

Duftmæssigt har vi skruet en snas op for volumen og fylden, således frugten får lidt mere marmeladedybde uden at blive for fed, men der er solbær, sorte kirsebær. tyk engelsk og finsk lakrids samt klart mer’ fyldig fadpræg med vanilje, chokolade og kaffe.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor det er en fyldig, rund og bamselækker vin, hvor der er tyngde, dybde og masser af mørk frugt, solbær, brombær, fyldigere og mere integrerede tanniner, godt med eg, cigarkasser, sort muldjord og pænt lang eftersmag. Det er klart bedste vin af de smagte og faktisk lidt et røverkøb.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 125 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Château Lamothe-Vincent, Intense, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Lamothe-Vincent, Intense, Bordeaux, FrankrigMed næste vin fra Château Lamothe-Vincent rykker vi en smule op, for det er deres 2016 Intense, som er lavet på 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer fra en knap 9 hektar stor vinmark, hvor de har høstet druerne med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter høst afstilkes druerne og ligger i kold udblødning i 1-9 dage og så sættes gæringen i gang ved 26 grader og varer 21-24 dage med daglig remontage. Derefter er den endelige vin så lagret en periode i både ståltanke og egefade. Der produceres årligt 54.000 flasker af denne vin.

Næsen minder på mange områder om foregående Reserve, men er måske en smule mere æterisk med en luftigere frugt, som fortsat er mørk med brombær, kirsebær, tranebær og fadpræget virker også en smule større med noter af både engelsk lakrids, kanel, vanilje, men samtidig vådere, mere fed, fyldig og moden.

Smagsmæssigt et drys mere dybde og et skvis sødme mere, men Intense er fortsat en tør, ren og frisk Bordeaux vin, hvor der er pænt med stramme tanniner, en fin og frisk syre, men også en lidt dybere og mere intens struktur. Der er tobak, tør jord, lidt cigarkasser, tør træ samt solbær, brombær og god balance. Houlberg ligger fortsat omkring 4,5 tomler, men bedre end Reserve.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Château Lamothe-Vincent, Bordeaux Reserve, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Lamothe-Vincent, Bordeaux Reserve, Bordeaux, FrankrigDe resterende vine fra Château Lamothe-Vincent er alle røde og den første er deres blockbuster Bordeaux Reserve, som de årligt laver 200.000 flasker af.

Vinen er lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Franc fra marker på samlet 29 hektar og høstet med et udbytte på 52 hektoliter pr. hektar. Efter høsten sorteres druerne, afstilkes og ligger i en kold premaceration i 6 dage inden den temperaturstyrede gæring sker ved 24-28 grader i store rustfrie ståltanke over 12-24 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder i delvis ståltanke og delvis egetræsfade.

I næsen er det en mørk vin … fyldig og mørk. Der er solbær, sorte kirsebær, jordbær, en fin frisk syre, mineraler, knust sten og granit, svag mentol og lakrids … faktisk overraskende god med en superfin balance og en snert tørhed.

I munden er vinen tør, syren frisk og nok lidt som duften, for vinen har også en klar ren og mineralsk side, godt med tanniner, lidt peber, tør engelsk lakrids eller lakridsrod, grønne krydderier. Der er måske ikke dybde eller stor kompleksitet, men til pengene er det bestemt en god lille Bordeaux.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Poliziano, In Violas Cortona Merlot, Toscana, Italien

2017 Poliziano, In Violas Cortona Merlot, Toscana, ItalienLad os da blive i Toscana en flaskes tid endnu, for den næste vin er denne In Violas Cortona Merlot fra Azienda Agricola Poliziano, som ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter.

Poliziano blev etableret i 1961, da Dino Carletti købte 22 hektar jord ved Montepulciano og plantede de første vinstokke. I dag er vingården noget større og tæller samlet 120 hektar vinmarker. Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, som var født i Montepulciano. Han var kendt som Il Poliziano og deraf navnet på vingården.

I dag drives vingården af Dinos søn Federico Carletti. Han er selv uddannet i 1978 fra universitetet i Firenze indenfor land- og vinbrug. Han overtog driften fra faderen tilbage i 1980, hvor økonomien på vingården skrantede noget … de første mange år med hjælp både fra studiekammeraten Carlo Ferrini og Dinos gamle lærer Maurizio Castelli.

Carlo Ferrini er siden blevet en af Italiens mest berømte vinmagere, og har siden 1992 – sideløbende med jobbet som chef for Chianti Classico Consortium – arbejdet som vinkonsulent for en række vinhuse i specielt Toscana.

Han laver i dag i øvrigt også sine egne vine, som er virkelig hypede og topvinen Giodo Brunello koster flere tusinde kroner. Og så hjælper han altså også fortsat Federico Carletti på Azienda Agricola Poliziano.

En del af Polizianos 170 hektar, som blev købt i slutningen af 1990’erne, ligger ikke omkring Montepulciano, men i kommunerne Cortona og Magliano i Toscana. Faktisk ligger kun lidt over halvdelen af husets vinmarker omkring vingården i Montepulciano.

Opkøbet i de nye områder kickstartede projektet Terre del Poliziano, som omfatter produktion af vine fra appellationerne Cortona DOC, Maremma DOC og  Morellino di Scansano DOCG. Vinen fra de områder sælges som enten In Violas di Terre del Poliziano eller Lohsa di Terre del Poliziano.

Og det er jo netop vinen In Violas Cortona Merlot, hvor druerne kommer fra højtliggende marker i Cortona DOC nær Arezzo, hvor huset har 7,5 hektar marker. Vinen er lavet med gæring og maceration koniske kar over 18-22 dage, hvorefter den er lagret 16-18 måneder på franske barriques.

Dyb, mørk og tæt aroma rammer næsen … der er solbær, blåbær, brombær, lakridskonfekt, finsk lakrids, trøfler, mælkechokolade, cigarkasser, kaffegrums … men alt sammen på en fin og tør facon, hvorved det aldrig bliver overdone eller vulgært og det suppleres endda af en balsamisk syre, grønne krydderurter og lidt sten.

I munden er vinen næsten på samme måde … masser af frisk, mørk frugt, der virker totalt ungdommelig. Der er masser af tørhed og så nogle vildt stramme tanniner, der også er spændstige, strenge, unge og livlige. Igen er det vitterlig en vin, som bare virker næsten en anelse for ung i øjeblikket, spillevende, sprællede, fyrig og så sidder den bare i munden langt efter sidste slutfløjt. Smukt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde ligger en spytklat syd for byen Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området. Derfra smager vi nu denne Montecucco Rosso.

Montecucco er en nyere appellation, som fik sin egen DOCG klassifikation i 1998 og ligger mellem Brunello og Morellino di Scansano i den sydlige del af Toscana. Området dækker en række kommuner i Grosseto provinsen, herunder Castel del Piano, Cinigiano, Civitella Paganico, Campagnatico, Roccalbenga, Arcidosso og Seggiano.

Appellationen er slet ikke så kendt som den feterede nabo Brunello mod nord, men det er et område ideelt til dyrkning af Sangiovese og på trods af den relative anonymitet, som områder har haft, så er der her en lang historie for dyrkning af druer.

Man fokuserer på traditionelle druesorter og fremstillingsmetoder, men ikke desto mindre er resultatet en række yderst interessante vine og mange eksperter spår da også Montecucco en spændende fremtid. Samtidig er vinene billigere end i Brunello, så der er også basis for at finde gode vine til fornuftige penge.

Vinhuset Orciaverde er af de mange spændende huse i Montecucco, beliggende på en skråning af Monte Amiata i 250 meters højde og de har deres marker lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Azienda Agricola Biologica Orciaverde drives af Simone Governi, som samlet har 40 hektar jord, men ikke al jorden er vinmarker … faktisk kun 4 hektar, men dette har været løbende stigende, siden Montecucco fik sin DOCG status.

Markerne drives økologisk i respekt med naturen … og de gælder både vinmarker, hvedemarker og olivenlunde. Vingården blev i 2007 certificeret økologisk. Udover landbruget, produktion af olivenolie og vin, der drives der også en lille agro turismo med udlejning af ferielejligheder.

De laver kun 3 forskellige vine og denne Montecucco Rosso er deres basisvin, der er lavet på Sangiovese tilsat en lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er stort set lavet som på den anden siden af floden, helt klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Og hvor dufter den godt … her skal enhver snak om en basisvin vist forstumme, for op strømmer en frisk, let og parfumeret aroma, hvor der er blommer, hindbær, ribs, en snert sveske, violer, tobak, masser af træ, blomster og tør jord.

Det smager også godt med lys og frisk frugt, fin syre, tydelige tanniner, som virker strenge, rene og alligevel til at snakke med, masser af tørhed. svag bitterhed, kirsebær, ribs og sindssygt højt niveau for sådan en basis Montecucco Rosso.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7