Tag-arkiv: Rheinhessen

2020 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, TysklandI byen Gau-Weinheim ved Wißberg i Rheinhessen finder vi Weingut Krämer, som vi også før er stødt på her på vinbloggen, men nu smager jeg en 2020 Gau-Weinheimer Riesling fra vinhuset.

Jeg har tidliger lavet en mindre smagning med flere vine fra den unge Tobias Krämers  … og hele historien om vinhuset kan du læse mere om i min blogindlæg: Houlberg tester en serie vine fra Weingut Krämer … fra det store Rheinhessen.

Nu kigger jeg denne gang alene nærmere på vinen Gau-Weinheimer Riesling … en lille Ortsriesling, som jeg også tidligere har smagt i både årgang 2019 og 2018.

Ige er der ikke mange oplysninger om produktionen … slet ikke på vinhusets egen hjemmeside. Men det er dog sikkert, at druerne er fra nogle af husets marker ved Gau-Weinheim og så skulle den være gæret og lagret på egetræsfade … lagringen sur lie på 1.200 liter fade.

Det er lidt maskulin Riesling duft, hvor der fornemmes noget fyldighed, sødme, en snert petroleum og linolie sammen med en nærmest eksotisk frugt med fersken, melon, abrikos, tørret abrikos og syltet lemon, Man fornemmer denne lidt sitrende energi, lakrids, rosmarin og en smule grønne elementer.

I munden kommer både sødmen og fedmen godt frem … igen med abrikos, modne æbler, ananas, lemon … rundt og cremet med en lille og krydret bitterhed. Syren virker vildere, mere vred og seriøs end i foregående årgange, hvilket er med til at give vinen stor friskhed og bid suppleret med lidt kridt og kalket mineralitet. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Achenbach, Spätburgunder Urmeer, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Achenbach, Spätburgunder Urmeer, Rheinhessen, TysklandJeg skulle da også lige prøve en rødvin fra Weingut Achenbach og det blev så denne 2018 Spätburgunder Urmeer.

Her kommer Spätburgunder druerne til vinen så fra flere af husets Siefersheim vinmarker og det er både Heerkretz samt Martinsberg.

Når jeg skriver, at det er en årgang 2018, så er det faktisk en sandhed med modifikationer, da vinen er lavet som en sammenstikning af to årgange. Urmeer er lavet med druer fra den modne og varme årgang 2018 samt med druer fra den frugtige og elegante årgang 2021.

Druerne er – i begge årgange -plukket ved optimal modenhed og den efterfølgende gæring og maceration er sket helt traditionelt og efter endt fermentering, så er vinen lagret på egefade … årgang 2018 er selvfølgelig lagret 3 år længere end 2021 inden sammenstikning samt endelig aftapning på flaske.

I glasset er der lige en lidt knækket farve … niveauet inden vi begynder på de brunrødlige farver, mens duften giver dig et dejligt og sødligt fadpræg med kostald, vanilje, kanel, røg og frugt med lidt brombær, jordbær … tørre krydderier, allehånde,  cedertræ, meget luftig, let og samtidig med en æterisk luftighed.

Smagen har en god, ren og veldrejet syre … der er sure kirsebær, hindbær, ribs og tranebær. Det er en let og frisk vin, hvor frugten er ren, klar og bider en smule på tungen sammen med lidt peber, sarte fadnoter af lakrids og vanilje … giver god balance og smag. Det er dermed en dejlig lille Spätburgunder. 92 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Achenbach, Riesling “P” Vulkangestein, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Achenbach, Riesling "P" Vulkangestein, Rheinhessen, TysklandWeingut Achenbach ligger midt i byen Wonsheim. Det er jo i den del af Rheinhessen, hvor stort set alle byer ender på heim. Men derfra smager vi nu denne 2022 Riesling “P” Vulkangestein.

Det er tale om et lille familieforetagende, som i dag drives af Frank Achenbach og fruen Constanza aka Conni Achenbach.

Frank har været med i driften siden 2010 og overtog driften fra sin far Gernot, som igen for mange år siden havde overtaget stafetten fra sin far Günter, som desværre er gået bort.

Men derudover hjælper resten af familien også til og det er både Bettina, Martin, Michael og Anneliese Achenbach. Frank havde før han vendte retur til familiens vingård uddannet sig og arbejdet hos vinhuse i både New Zealand og Sydafrika. Vingården har været i familiens eje i nu 7 generationer.

Samlet har Weingut Achenbach 22 hektar vinmarker og de bedste marker er Siefersheimer Martinsberg og  Siefersheimer Heerkretz. På markerne dyrker familien Silvaner, Grauburgunder, Riesling, Weißburgunder, Spätburgunder, Frühburgunder, Auxerrois, St. Laurent, sant Sauvignon Blanc og laver årligt 120.000 flasker.

Derudover har familien også – som mange andre vinfamilier – lidt udlejning af værelser i deres Gästehaus Achenbach.

Da Franks kone Constanza aka Conni Achenbach er fra Chile, så laver Weingut Achenbach faktisk også et par vine fra vinmarker i Colchagua-dalen ved foden af ​​Andesbjergene … en Globo Vultur Carménère, en Vultur Circus Malbec og en Globo Vultur Petit Verdot.

Men denne Riesling “P” Vulkangestein er nu lavet med druer fra husets marker med klippefyldt vulkansk jord … og det er formentlig fra marken Siefersheimer Heerkretz, der er dén mark, der har mest vulkansk undergrund.

Vinen er lavet udenlukkende ståltanke … både i ved selve gæringen og den efterfølgende lagring. Den indeholder 5,5 gram restsukker aka restsüße pr. liter.

Hold nu kaje for en duft … vi er sgu godt inde i malerværkstedet, hvor der både står bøtter med petroleum, diesel, linolie samt andre giftige og brandfarlige væsker.  Det er lige før, at disse tertiære noter overskygger frugten, men der dukker dog lidt grønne æbler op, lidt stikkelsbær og kæmpestor mineralitet … lige før, at det dufter af en væske vredet ud af klipperne.

Smagen virker faktisk ret moden … her er æblerne modne med brune slagpletter, noget lemon og syltede citroner, som giver vinen godt med en maskulin og grovkornet syre, lidt bitter grape og samlet giver det et stort bid … lidt som at spise et pigeon madæble sammen med en gin og tonic drik. Det kan vi jo godt lide, så dermed 91 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Engel, Frauenberg Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Frauenberg Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandJeg sluttede smagningen af de 6 flotte vine fra Weingut Engel med husets eneste røde Lagenweine vin og det er denne Frauenberg Spätburgunder, som jeg smager i årgang 2020.

Atter kommer druerne til vinen fra enkeltmarken Nieder-Flörsheimer Frauenberg, der har burgundiske Pinot Noir kloner og så er vinen ellers  spontangæret på hele klaser uden afstilkning og alene med alle druernes egne gærceller over 25 dage inden 18 måneders lagring på barriques inden ufiltreret flaskning.

Hmmmm … duftmæssigt afsløres fadlagringen omgående … for de første tertiære noter er kanel, vanilje, sød landlig hestestald, nelliker og noget sødlig tobak. Frugten er lidt sødlig med en mørk side af lidt blæk, grafit, kul og koks, men er mest kirsebær, jordbær og tranebær med denne sødlige, landlige og imødekommende aroma.

I munden er det en forholdsvis spændsig Spätburgunder, læskende og saftig med sorte kirsebær, brombær og tranebær, men den har en mørk og lidt maskulin syre, noget peber og tanninerne er også til den mørke side, men egentlig fint og medgørlige. Der kommer også lidt oksefond, men der er samlet en frisk, tør og intens frugtsmag, så dermed 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Engel, Dalsheimer Sauloch Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Dalsheimer Sauloch Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter Nieder-Flörsheimer Frauenberg fra Weingut Engel, så var der mere god Chardonnay i vente, for den næste vin blev så denne 2020 Dalsheimer Sauloch Chardonnay.

Dalsheimer Sauloch har været kendt siden 1490, hvor der bl.a. var godt med både tam- eller vildsvin, der væltede sig i mudderet på den i alt 120 hektar store mak. Sau betyder også vildsvin og loch betyder et hul, så det har været vildsvinenes lille mudderhul-

Weingut Engel har kun en 1 hektar stor parcel på Dalsheimer Sauloch og den ligger i 150-190 meters højde med sydøstvendt eksponering og alle druerne til vinen er høstet manuelt.

Vinen er så spontangæret alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke, men har så derefter lagret 10 måneder på gamle barriques inden inden flaskning og endelig frigivelse.

Dalsheimer Sauloch Chardonnay minder på flere måder om foregående Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay, for atter er der en meget lækker aroma … og den virker lidt mere luftig, finere og mere sart. Der er igen nogle nødder, men aftrykket er langt mere sagte og forsigtigt, men det gælder også frugten, der er blomsterrig, intens, æterisk og lettere reduktiv med umodne grønne pærer, æble, syltede citroner og lemon … utrolig dragende.

I munden har Sauloch også lidt et ekstra gear, således den hurtigt kommer frem i feltet og høster bifaldet forrest i angrebet. Alt vender så rigtigt og igen er fadlagringen integreret godt, således der mest er fokus på den friske frugt af æbler, æblemost, sure citroner, lemon og syren er også mere markant, skarp og pivfrisk. Der kommer samtidig lidt peber og fennikel suppleret med en stenet mineralitet, der er med til at gøre vinen rank og klar … 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Engel, Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter de 3 vine på Riesling fra Weingut Engel, så skulle jeg også smagte et par stykker af husets Chardonnay vine og den første var så denne 2020 Nieder-Flörsheimer Frauenberg Chardonnay.

Nu er vi ved det øverste serie hos Weingut Engel og det er selvfølgelig deres Lagenweine – enkeltmarksvine – og denne er lavet på vinstokke med nogle Chardonnay bourgognekloner fra enkeltmarken Frauenberg, der ligger lige nord for Mölsheim på grænsen mellem Rheinhessen og Pfalz.

Nieder-Flörsheimer Frauenberg er samlet på 15,5 hektar og på Engels parcel er der plantet Riesling, Chardonnay og Spätburgunder. Andre producenter med parceller på marken er Battenfeld-Spanier, Weingut Beyer-Bähr, Weingut Hatzfelder Hof og Geil’ s Sekt- und Weingut og et par stykker mere.

Marken var oprindelig ejet af et nonnekloster og næsten altid været kendt som et godt sted for vindyrkning. Allerede i 1290 var marken nævnt som an frauwenhalten … et sted for kvinder … måske fordi, at det var nonnerne, som arbejder i marken.

Senere var marken kendt som Fräulein von Flersheim, men i dag hedder marken Frauenberg … altså kvindebjerget… et i øvrigt meget smukt sted, hvor der om sommeren blomster masser af roser.

Nieder-Flörsheimer Frauenberg ligger i 190-270 meters højde og har en jordbund med löss, mergel og kalksten. Albrecht Engel så ret hurtigt, at marken var ideel til Chardonnay vinstokke.

Også her er vinen lavet på druer høstet manuelt, hvorefter der er sket spontangæring alene med druernes egne gærceller og så vinen selvfølgelig også lagret på ældre egefade omkring 12 måneder.

Hvor dufter den godt … det er bestemt Chardonnay med fadnoter, ristede hasselnøder og cashewnødder, en lille smørsødme, men det bliver aldrig en klumpet fadpumpet vin, men har en let reduktiv duft med syltede citroner, citronskal, grønne pærer, gule æbler og så en nærmest kalket mineralitet.

I munden er det en blød og cremet vin, bløde pærer, pærevælling, fersken, men igen bliver det ikke fed, for vinen har dels en livlig syre, masser af friskhed fra frugten, æblemost, syltede citroner, lemon og alt er så fin, hvidt, kalket, rent og sart balanceret. Samlet set bliver det faktisk en rank, frisk og fin Chardonnay, der måske nok har en smule fadpræg, men det er frugten, som står skinnende flot frem, hvorved jeg havner på 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Engel, Dalsheimer Riesling Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Dalsheimer Riesling Alte Reben, Rheinhessen, TysklandI den lille trio af Ortsweine fra Weingut Engel, så var den 3. vin husets Dalsheimer Riesling Alte Reben og som foregående igen i en årgang 2020.

Den så lavet som de 2 forrige … altså her blot med druer plukket manuelt fra gamle vinstokke i området Dalsheim i Zellertal og her klart meget ældre end hos de foregående vine.

Vinen er så spontangæret i rustfrie ståltanke alene med druernes egne gærceller og også har lagret på ståltanke inden flaskning og endelig frigivelse.

Duftmæssigt virker Dalsheimer Riesling Alte Reben lige en tak mere raffineret … har fortsat en smule petroleum og tyk linolie, men bedre balance mellem alle noterne … der er nødder, nougat, sødlig og saftig hvid frugt af fersken, pærer, syltet lemon og syltet citroner, blomster samt denne kalkede mineralitet.

I munde er vinen også balanceret bedre end Nieder-Flörsheimer Riesling, for det virker meget mere afrundet, blød og alligevel med en rund og komplet smag. Det er lige før, at vinen smelter i munden med fine og sarte smage med lidt citroner, lemon, grape, en sødlig bitterhed … har en vildt dejlig smag … 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Engel, Nieder-Flörsheimer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Engel, Nieder-Flörsheimer Riesling, Rheinhessen, TysklandNæste Riesling fra Weingut Engel var også en Ortsweine et par år ældre end den foregående, for det var en 2020 Nieder-Flörsheimer Riesling.

Vinen er lavet helt præcis som den første Riesling … altså med druer plukket med håndkraft.  Her kommer druerne altså blot fra området Nieder-Flörsheim.

Vinen er så spontangæret i rustfrie ståltanke alene med druernes egne gærceller og har lagt på store fade inden flaskning og endelig frigivelse. Vinen har 3,3 gram restsukker pr. liter.

Det bliver sgu duftmæssigt kun bedre med denne vin … udbredt aroma af petroleum, linolie og lidt sødlig terpentin, virker meget animalsk og landlig, har igen saftige ferskner, pærer, syltet citron, lemon og så nogle nødder, noget kridt og kalk … mere ekstraheret end foregående Mölsheimer Riesling.

I munden virker Nieder-Flörsheimer Riesling også en tak mørkere i syren, der virkelig er intens med masser af syrlig æblesaft, citron og grapefrugt, som samlet giver et voluminøst bid. Der er saft og kraft bag vinen, hvor syren bestemt fylder mere end hos Mölsheimer, men også sætter sig lang, lang tid i munden, men nok også på en lidt mere rustik måde. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Engel, Mölsheimer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Engel, Mölsheimer Riesling, Rheinhessen, TysklandJeg startede Weingut Engel vinsmagningen med at smage den første Ortswein, som var en Mölsheimer Riesling i årgang 2022.

Det er en vin lavet fra gamle Riesling vinstokke fra området Mölsheim i Zellertal, hvor også andre vinhuse som bl.a. Keller og Battenfeld Spanier har vinmarker.

Druerne til er plukket manuelt, hvorefter vinen er spontangæret i rustfrie ståltanke, men har så derefter lagret en periode på store egefade inden flaskning og endelig frigivelse. Vinen har et meget let indhold restsukker.

Dejlig luftig næse … der er både nødder, fersken, pærer, kandiseret citron, grapefrugt og så en lille kalket mineralitet, der er kridt samt en smule fennikel. Det er sgu meget velordnet, hvorved alt vender rigtigt, finpudset og skinnende.

I munden balancerer denne Riesling smagen rigtig godt mellem frugtsødme, frisk og læskende frugter og så denne luftige og lidt maskuline side. Det smager vildt godt, masser af kandiseret lemon, citroner og svag grape, meget vedholdende med lang, lang smag, hvorved man får masser af Riesling for pengene. 91 point

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Houlberg smager … en håndfuld englevine fra Weingut Engel

Når der er en engel, tror ikke på noget mer’ … sang Nikolaj og Piloterne tilbage i 1989 og den sang var jeg sgu vild med. Nu kan jeg så nynne den sammen med lidt englesaft i mit vinglas, for jeg tester nu fra Hands on Wines en stor håndfuld vine fra Weingut Engel, der ligger på Untergaße i byen Flörsheim-Dalsheim.

Vi er med andre ord i Tysklands ubetinget største vinområde af de i alt 13 vinregioner … nemlig Rheinhessen, hvor man også ofte finder gode kvalitetsvine til nogle fornuftige priser. Rheinhessen har i dag over 27.000 hektar vinmarker og omkring 3.000 vinproducenter.

Men inden vi kigger nærmere på vinene fra Weingut Engel, så lad os lige kigge nærmere på dette vinhus i Flörsheim-Dalsheim.

Weingut Engel

Familien Engel har holdt til i Flörsheim-Dalsheim siden 1673, hvor man første gang har fundet familien nævnt i kirkebøgerne og da var det med adresse på Kirchgaße byen.

Det var dog lang, lang tid førend de startede med at lave vin, for det er først i 1928, hvor Berta Engel – efter sin mands tidlige død – at der blev vinavl på ejendommen, da Berta sammen med sønnerne Karl og Wilhelm drev et lille blandet landbrug og herunder også vinavl.

Da Karl senere i 1952 giftede sig med Ilse, så udvidede de hele landbrugsdriften og satsede også mere på vindyrkning, men det var dog først i 1970’erne, at Engel familien så startede med at flaske og sælge vinene.

Da Karl og Ilses søn Udo Engel kom med i driften i 1976, da gik han også i lære som vinmager, således han senere i 1983 kunne overtage driften. Det var også Udo, der i starten af udvidede driften og senere overtog vingården Wechsler på Untergaße og der holder Weingut Engel fortsat til i dag.

I dag er Udo og fruen Ulrikes 2 sønner Albrecht og Clemens Engel også kommet med i driften. Det er dog indtil videre mest den ældste søn Albrecht, der har hjælper med vinene, da han også har stået i lære hos vinhuse som Weingut Wittmann, Weingut Gutzler og Weingut Christmann.

Men de 2 brødre er begge uddannet indenfor vinproduktion på den store vinskole Weinbaufachschulen Neustadt und Bad Kreuznach og uddannet Techniker für Weinbau und Oenologie … altså som statscertificeret vindyrkningsteknikere.

Brødrene har også stået bag, at den gamle ko- og hestestald nu er ombygget til vinbar, vinotek og køkken, men derudover har de også udvidet lagerarealet og ombygning af den hvælvede kælder i under vingården i Untergaße og investeret i ny gæringstanke og i det hele taget moderniseret vingården.

Samlet har Engel familien 11 hektar vinmarken, der er spredt over en lang række marker, men deres bedste mark er helt sikkert deres parceller på Flörsheim-Dalsheimer Frauenberg, der med sine ret kalkstensholdig undergrund er en af ​​de bedste i Wonnegau. Men derudover er nogle af de bedre marker Bürgel, Goldberg samt Hubacker.

Vinene fra Weingut Engel er delt op i 5 serier … Literweine, Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og så de sødere vine i Lieblich & Edelsüß … og det er mest vine på druer som Riesling, Chardonnay, Weißburgunder, Grauburgunder og Spätburgunder.

Vinene

Fra den danske importør Hands on Wines har jeg smagt 6 vine fra Weingut Engel og de er fordelt på 3 vine på Riesling, 2 Chardonnay og en enkelt Spätburgunder.

Samlet har jeg smagt disse vine:

Der er således ingen Gutsweine, men alene 3 Ortsweine og 3 Lagenweine … og de første 3 er da også med skruelåg, mens de sidste 3 vine alle er med god, gammeldags korkprop.

Konklusion

Weingut Engel har – efter min vurdering – et rigtigt flot niveau. Med over 2,8 millioner hektoliter produceret vin og over 2.400 weingüter aka vinproducenter i Rheinhessen, så kan det være svært at spotte de bedste, men Engel har omtvistelig nogle kvaliteter.

De bedste var klart de 2 Chardonnay vine, men de er selvfølgelig også begge enkeltmarksvine og koster mere end fx de 3 Ortsweine på Riesling, der smager rigtigt godt og hver på deres egen måde, mens den ene Spätburgunder også holder flot niveau.

Så derfor … Thumbs Up !!!