Tag-arkiv: Italien

2014 Tenuta Montemagno, Musae Monferrato Bianco, Piemonte, Italien

Inden alle Barolo safterne stiger jer helt til hovedet, så snupper vi sgu da også lige en hvidvin fra Piemonte, nemlig denne Musae Monferrato Bianco fra Tenuta Montemagno, der både omfatter vineri, hesteopdræt samt et lille refugium/vinhotel med udlejning af værelser samt wellness-center med sauna og jacuzzi.

Tenuta Montemagno er et stort og imposant foretagende, der ligger lige udenfor den lille by Montemagno få kilometer nordøst for Asti by i det sydøstlige Piemonte. Det ejes og drives af Barea familien med Tiziano Barea i spidsen som il Presidente.

Familien købte stedet for lidt over 10 år siden og har forestået en omfattende renovering, hvorved stedet også blev omdannet til et hotel, der åbnede i 2008.

Selve bygninger – der engang var en adelig residens – stammer helt tilbage fra 1563 og bygningernes mange originale detaljer med hvælvede lofter og gamle træbjælker er bevaret.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som Tenuta Montemagno ejer, men på markerne dyrker de en lang række lokale druer som fx Ruchè, Barbera, Malvasia di Casorzo og Grignolino, men også Nebbiolo, Sauvignon Blanc og Syrah.

Og der laves både hvidvine, rødvin, mousserende vin, dessertvine og likør. Og til at hjælpe med produktionen har de såmænd hyret vinkonsulenten/ønologen Gianfranco Cordero, som vi også stødte på ved de to foregående vinhuse.

Denne Musae Monferrato Bianco er en ren Sauvignon Blanc baseret vin, som er lavet med en premaceration … en såkaldt cryomaceration, hvor druerne kvases og ligger koldt en periode inden temperaturen hæves og gæringen starter.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og også lagret på disse sur lie i et par måneder inden den flaskes, lagrer en periode i kælderen og frigives. Der er i denne årgang lavet 3.384 flasker af vinen. Det må siges at være ganske præcist.

Og jo … næsen har lidt grønt græs, hø og aromatisk Sauvignon Blanc side og er lidt en frisk hvidvin. Der fornemmes dog også en vis tyngde, lidt mere krop og power med blomster, honning, pærer og et svagt strejf af citron.

I munden lidt samme overordnede nuancer … friskhed med en vis fylde, sådan lidt behageligt, rundt og alligevel med en vis kant. Det er nærmest lidt muskat og grape, som træder igennem. En ganske habil hvidvin, som smager godt.

Forhandles hos Glud Vin, hvor en flaske koster 159 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Rizieri, Barolo, Piemonte, Italien

Vejen op til Rizieri – et lille Azienda Vitivinicola e Agriturismo i Langa a Diano d’Alba – er prydet af store, flotte egetræer. De betyder meget for familien Verrotti di Pianella og er derfor gengivet på etiketten på husets vine … også på denne Barolo DOCG.

Det lille og smukke piemontiske vinhus drives af – og er grundlagt af – ægteparret Arturo og Barbara Verrotti di Pianella, som besluttede en ny kurs i deres liv og sprang ud som vinproducenter i området Sori del Ricchino, hvilket vel er omkring 5 kilometer syd for Alba.

Der har ægteparret samlet 13 hektar, hvor omkring halvdelen består af vinmarker og resten skovarealer. Vinmarkerne er tilplantet i en periode mellem 1966 til 2006 og omfatter de gængse druesorter Dolcetto, Barbera, Nebbiolo og Arneis. De har dog også en lille mark med lidt Merlot og Cabernet Sauvignon.

Den gamle vingård, der stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, fungerer både som vineri, vinkælder og derudover også som agriturismo, altså Bed and Breakfirst med udlejning af 6 store og indbydende værelser.

Der laves pt. 6 forskellige vine, hvilket sker i samarbejde med vinkonsulenten Gianfranco Cordero, som Bric Cenciurio jo også avender. Det er selvfølgelig en hvid Arnies, en Dolcetto, 2 Barbera d’Alba, en Nebbiolo d’Alba samt denne Barolo.

Druerne kommer fra marker, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1985 og er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er fermentering på rustfrie ståltanke med maceration i 20 dage, hvorefter den er lagret 24 måneder på store 30 hektoliter fade af slovensk og fransk eg. Efter en tur i de rustfrie tanke, så flaskes vinen og lagrer 6-12 måneder. Vinen frigives 4 år efter høsten.

Næsen er lidt moden og mere woddy end de foregående Barolo’er med et lidt støvet udtryk med blæk, kirsebær, hindbær, tobak, appelsinskal og samlet måske mindre kompleks duft.

I munden er vinen klart ganske let og ganske letbenet … slet ikke så krævende og dermed givende, som Barolo’er ellers kan være. Det kan jo tiltale nogle og afskrække andre. Det gør i hvert fald, at det er en ganske blød, venlig og rund vin … stadig med præcision, men tanninerne er også klart blødere og svagere. Smagen er også en smule krydret.

Rizieri forhandles af Glud Vin, som dog ikke har denne flaske på hylderne. I hjemlandet koster den 29€ … svarende til 216 kr., så med lidt fragt og afgifter mm. vil det nok svare til 299 kr. herhjemme.

Rating 4,5/7 

2013 Bric Cenciurio, Barolo Coste di Rose, Piemonte, Italien

Og hvorfor ikk’ også lige snuppe en enkeltmarks Barolo fra Bric Cenciurio Azienda Agricola, nemlig en Barolo fra marken Coste di Rose.

Vinen er sådan set lavet næsten som den forrige, almindelige Barolo fra vinhuset, dvs. høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar fra 30-40 år gamle vinstokke på Coste di Rose marken. Marken ligger tæt på Barolo by, lige klemt inde mellem den store Bussia mark og den mindre Boschetti.

Macerationsperioden er længere i enkeltmarksvinen, nemlig 25-30 dage, mens lagringen også sker større egefade, nemlig 2 år i store 2.500 liters egefade. Derefter lagrer vinen yderligere 6 måneder i ståltanke og 10 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er Coste di Rose mere landlig end den almindelig Barolo, mere tæt og intens samt knap så sød i duften. Der er sammen med de lyse bær som hindbær, rabarber samt en portion læder og eg også mere jern, mineraler og nerve i duften.

Det samme gør sig egentlig gældende i smagen, som også er mere tæt og intens. Tanninerne er måske en tak mere aggressive og indikerer klart, at denne vin kan gemmes i længere tid … men ellers er forskellene ikke så store mellem de to vine.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 399 kr.

Rating 5,5/7    

2013 Bric Cenciurio, Barolo, Piemonte, Italien

Mer’ Nebbiolo … en Barolo DOCG fra vinhuset Bric Cenciurio … opkaldt efter et lille bakketop i kommunen Castellinaldo ved Roero.

Vinhuset Bric Cenciurio Azienda Agricola ligger midt i Barolo by og er grundlagt i 1994, da Franco Pittatore sammen med hans svoger Carlo Sacchetto forlod et stort vinhus i området og købte vinmarker for selv at producere vin. Både Franco og Carlo ejede i forvejen selv lidt marker og derudover havde de også adgang til druer fra Sacchettos familiens marker i Magliano Alfieri.

Men det ambitiøse projekt fik et knæk få år senere i 1996, da Franco Pittatore tragisk mistede livet i en traktorulykke midt i hans elskede Barolo marker.

Men selvom Franco havde været den drivende kraft i foretagendet, så overtog Carlo Sacchetto driften med hjælp fra Francos søster og Francos to sønner Alessandro og Alberto, der begge besluttede sig for at følge i faderens fodspor … dog med hjælp fra vinmageren Gianfranco Cordero.

I dag er det det primært de to sønner, som styrer foretagendet og deres tæt på 12 hektar vinmarker, som er beliggende i Barolo, Magliano Alfieri og Castellinaldo. De bedste marker er klart markerne Rose Coste og Monrobiolo Bussia, som giver druer til husets 4 forskellige Barolo’er.

Denne Barolo er husets almindelige Barolo, hvor druerne kommer fra begge af husets marker i Barolo og høstet med et udbytte på 40-50 hektoliter pr. hektar fra 30-40 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med maceration i 15 dage og lagring i 2 år i store 500-700 liters egefade, altså ganske traditionelt. Derefter lagrer vinen yderligere 6 måneder i ståltanke og 10 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt snakker vi en dejlig blød og aromatisk Barolo, hvor der er en smule sødme og varme i næsen, en vis landlighed, grafit, læder, skovbund, violer, lidt solcreme – jo, den er god nok – eg og ellers lyse bær, hindbær, kanel og svag kakao.

I munden bliver det dog mere alvorligt og flot stringent med syre, stramme og snerrende tanniner. Vinen er tør … virkelig tør og har virkelig godt med syre. Men det er på en god måde. Der er også godt med friske, syrlige bær, hindbær, rabarber og stikkelsbær. Alt i alt en rigtig dejlig Barolo.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 299 kr.

Rating 5,5/7    

2013 Dogliotti, Barbaresco, Piemonte, Italien

Jeg var forleden inviteret med til Barolo & Friend Event … en Walk Around Tasting, som blev afholdt i Auktionshuset i Århus og var arrangeret af konsortiet I Vini del Piemonte i samarbejde med Strada del Barolo e Grandi Vini di Langa.

Omkring 25 vinhuse fra Piemonte var repræsenteret, nogle med importører og nogle på jagt efter importører, men alle med et udvalg af deres bedste vine, som kunne smages af de deltagende. Jeg var kommet med blandt de professionelle vinhandlende og presse, så på mit adgangskort stod der presse. Respekt.


Solskin i den gamle baggård og Houlberg er klar til Barolo & Friends Event

Jeg havde klogelig taget toget til Århus og havde indfundet mig i Auktionshuset fra arrangementets start. Jeg fik hurtigt spottet et kendt ansigt, nemlig Jørgen Glud fra Glud Vin i Randers. Han stod sammen med Elisa Giacosa fra firmaet PiedmOnTop.

Elisa har Consorzia PiedmOnTop, som er et salgsselskab, hvor hun står for salget og promoveringen af vine fra 4 små producenter, som ikke selv har kapaciteten til at markedsføre deres vine udenfor landets grænser.

De 4 vinhuse, som Elisa Giacosa repræsenterer er Dogliotti, Bric Cenciurio, Rizieri samt Tenuta Montemagno. Og hvad var så mere naturligt end at starte med at smage vinene fra disse huse?


Her har vi Elisa Giacosa med vinene fra de 4 huse, som hun repræsenterer

Og jeg startede med at smage vinene sådan lidt på tværs, men lad os først stoppe op ved vinhuset Dogliotti, hvorfra jeg bl.a. smagte denne 2013 Barbaresco.

Dogliotti er et lille vinhus, som også kalder sig Dogliotti 1870, da huset netop er grundlagt tilbage i 1870 af brødrene Giuseppe og Marcello Dogliotti.

Huset ligger i udkanten af byen Castagnole delle Lanze omkring 10 kilometer nordøst for Alba. Der har deres marker spredt over områder ved selve byen samt Alba, Barbaresco, Neive og Treiso … men jeg kan dog ikke se, hvor mange hektar huset ejer.

Det er i dag 5. generation i form af fætrene Erik, Ivan og Matteo Dogliotti, som driver vingården. Det er Erik – som I ser på billedet ovenover – der er vinmager, mens Ivan tager sig af økonomien og Matteo design og hjemmeside.

Vinhuset laver udover de klassiske Piemonte vine som Roero Arneis, Dolcetta d’Alba, Barbera d’Asti, Grignolino d’Asti, Nebbiolo d’Asto, Barolo og Barbaresco også lidt Moscato og Spumante. Og så laver de minsandten også vermouth på Moscato.

Her har vi fat i husets Barbaresco DOCG vin, som er lavet med druer fra parceller ved Alba, Barbaresco, Neive og Treiso. Vinen er lavet med afstilkning af klaserne, forsigtig presning, gæring og maceration på skindet i 20 dage.

Derefter dekanteres mosten flere gange inden lagring på store, traditionelle egefade i et sted mellem 12-16 måneder med ugentlig tilsyn, smagninger og analyser. Derefter lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse.

I næsen har vinen – trods den helt unge alder for en Barbaresco – en ganske moden duft, som virker langt mere moden end alderen. Der er lette, lyse bær, hindbær, stald, champignon, skov og violer.

I munden er vinen let, blød og alligevel med kant. Der er igen lyse bær og let røg. Det hele er syrligt, let og fint på skinner … samlet en rigtig fin lille Barbaresco.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 289 kr.

Rating 5/7    

2007 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Spinning Beauty, Umbrien, Italien

Montefalco Sagrantino DOCG Spinning Beauty er måske én af Umbriens mest eksklusive vin og første årgang 2006 fik da også masser af point både fra Parker og Wine Spectator, så den blev Umbriens næsthøjeste ratede vin nogensinde. Vi sluttede smagningen hos Caprai med at smage vinen i nyeste årgang 2007, som endnu ikke var frigivet.

Nu kan det måske lyde underligt, at 2007 er nyeste årgang, men det hænger sammen med, at vinen lagrer hele 8 år på nye, franske barriques og derefter hviler vinen også en pæn periode på flaske inden frigivelse.

Den er selvfølgelig lavet på ren Sagrantino, helt præcist af en klon, som kaldes Cobra, som findes på husets ældste mark Monte della Torre. Og både lagring samt en meget lille produktion på sølle 3 fade, svarende til 900 flasker, gør vinen ganske eksklusiv … og det afspejler sig også i prisen. Den er hundedyr.

Men jeres flittige vinblogger lader sig ingenlunde imponere og kaster sig hovedløst ud i smagningen af vinen, som duftmæssigt er ganske animalsk … eller rettere herlig animalsk med en smule tørkloset, gamle rynkede kirsebær, solbær, blommer, bitter chokolade, kakao, violer, tobak, læder, rosmarin og peber.

I munden er der nærmere helt små kirsebær, tætpakkede med peber og stramme tanniner, som dog ikke helt snerrer på samme måde, som dens mere simple søstre. Det er måske som om, at de mange år i egefadene har sløvet tanninerne en smule og det kan vi jo godt li’. De hapser dig stadig i haserne, men bestemt langt den bedste Sagrantino, som jeg smagte hos Caprai. Det skulle dog også bare mangle andet til den pris, kan man så sige.

Vinen koster nemlig officielt 205€, men 2006’eren er fundet på bud til 174,25€ … svarende til 1.298 kr. 2007’eren er endnu ikke frigivet.

Rating 4,5/7 

2005 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino 25 anni, Umbrien, Italien

Men både sex, mænd og vin (og specielt Sagrantino vin) bliver jo bedre med alderen, så vi skulle selvfølgelig smage Marco Caprais Montefalco Sagrantino 25 anni i en ældre udgave, hvilket blev 2005’eren … en 16-17 årig moden ungmø.

Jeg var specielt spændt på, om 2013’erens forfærdelige, dominerende … næsten grusomme tanniner nu var bøjet tilstrækkelig af og nu mere humane … integrerede i vinen. Og svaret på det må blive et … ja delvist eller i hvert fald i nogen grad.

Vinen er selvfølgelig lavet som 2013’eren, dvs. høstudbytte omkring 50 hektoliter pr. hektar, maceration i 30 dage og efter vinifikation har vinen lagret 24-26 måneder på nye, franske barriques samt minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Og den dufter langt, langt bedre end 2013’eren. Langt mere moden og farven i glasset er da også mere rødbrun i nuancerne. Næsen er også blidere med modne blommer, kirsebær … måske endda lidt hindbær, lakrids, chokolade, vanilje og krydderier. Den dufter sgu faktisk ganske godt.

Smagsmæssigt snakker vi sød og lidt overmoden, cremet og fløjl med blåbær, blommer og tæt, kompakt intensitet. Tanninerne synes nu også langt mere integrerede … men kun en smule, for de dominerer fortsat voldsomt meget og stadig alt, alt for meget for stakkels lille mig. Men klart bedre end foregående.

Denne er ikke fundet herhjemme, men koster 49,10€ i støvlelandet, hvilket svarer til 366 kr.

Rating 3,5/7 

2013 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino 25 anni, Umbrien, Italien

Næste Montefalco Sagrantino DOCG blev hentet på næsthøjeste hylde … vi har nemlig fat i jubilæumsvinen 25 anni, som Marco har lavet siden årgang 1993. Her er det anteprima udgaven, altså årgang 2013.

Det har jo sit navn efter vinhusets 25 års jubilæum i 1996, hvor vinen i årgang 1993 blev frigivet. Og så har Marco Caprai ellers lavet vinen hvert år lige siden. Og den laves stort set på samme måde som den almindelige Montefalco Sagrantino Collepiano.

Høstudbyttet er lidt mindre … kun de bedste druer anvendes til vinen, hvilket betyder omkring 50 hektoliter pr. hektar. Maceration skulle efter mine oplysninger vare hele 30 dage og efter vinifikation har vinen lagret 24-26 måneder på nye, franske barriques samt minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse. Marco laver årligt omkring 40.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vi lidt ovre i samme boldgade som foregående vin … altså fed, opulent og næsten marmeladeagtig næse med modne blommer samt blåbær, men her virker næsen langt mere frugtrig og mere syrerig. Der er fortsat snert af både peber og læder samt lidt jordbund og mynte.

I munden en kødfuld satan … godt med balsamisk frugt og igen totalt utøjlede, uhæmmede og uregerlige tanniner, som fandeme nærmest smadrer og ætser min mund ved mindste mikroskopiske ilt-molokyle, som nærer de iltre banditter. Jeg må igen melde pas, selvom der måske fornemmes en tand mere kvalitet end hos foregående søstervin.

Denne er ikke fundet herhjemme, men koster 49,10€ i støvlelandet, hvilket svarer til 366 kr.

Rating 2,5/7 

2013 Arnaldo Caprai, Montefalco Sagrantino Collepiano, Umbrien, Italien

Så kom turen til Caprais Sagrantino vine … og vi startede selvfølgelig med hans almindelige Montefalco Sagrantino DOCG Collepiano og endda i anteprima udgaven, altså 2013’eren.

Og lad mig straks indrømme, at det var lidt af en nedtur for mig, for Caprais Sagrantino vine har ekstremt mange tanniner … faktisk vildt mange tanniner, som jeg synes dominerer alt, alt for meget. Det er lidt som at spise en køkkenrulle og samtidig lammer tanninerne nærmest dine smagssanser. Men måske er det bare mig, som en lidt en tøs?

En fancy vinjournalist fra Holland bemærkede i hvert fald, at det var en præmisse … at sådan skal gode Sagrantino vine være. At totalt uhæmmede, voldsomme tanniner og Sagrantino uløseligt og naturligt hænger sammen på samme måde, som at en bil har runde hjul, som han poetisk og en smule snobbet udtrykte det.

Vi var dog nogle, som stod i en anden lejr og mente, at vine burde være tilgængelige og at tanninerne selvfølgelig var vigtige, gerne måtte bide, men skulle integreres i vinene. Fuck, jeg elsker jo også Nebbiolo vine, hvor tanninerne godt kan snerre lidt … men slet ikke i samme omfang som hos Sagrantino vinene fra Caprai.

Så derfor kommer mine holdninger og aversion imod de voldsomme tanniner selvfølgelig også til at præge mine vurderinger af disse vine, men sådan er det jo med os bloggere … eller i hvert fald nogle af os … vi siger vores mening.

Men lad os starte med denne splinternye Montefalco Sagrantino DOCG Collepiano, som er lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 50-60 hektoliter pr. hektar.

Caprai skriver ikke noget om, hvor lang maceration vinen har fået, men lur mig om den ikke har ligget på skallerne i en pæn lang periode. Den har samtidig lagret 24-26 måneder på barriques og Caprai anvender kun nye, franske barriques til hans Sagrantino, hvorved der sparkes yderligere til tanninerne.

Vinen lagrer minimum 6 måneder på flaske inden frigivelse og der laves årligt omkring 80.000 flasker af vinen. Jeg havde inden besøget på vingården også smagt vinen til den store Anteprima Sagrantino 2013 smagning med 36 vine fra den nye årgang.

Og det er sgu powervin på mange måder. Næsen er fede blommer, bløde og overmodne kirsebær og man kan næsten komme til at tænke Amarone. Der synes jeg nu ikke, at vi er … men der er lidt flomme og syltetøj over duften kombineret med peber, læder samt italiensk og nærmest balsamisk syre.

I munden er vinen egentlig også fed med stor kraft … og så lige totalt uhæmmede tanniner. Bevares, det kan bestemt drikkes, hvis du undgår at ilte vinen i munden, men tager du bare lidt luft ind i kæften, så bliver det bare det vildeste tanninbid. Her er jeg sgu stået af perronen.

Forhandles herhjemme af Føtex, hvor en flaske koster 249 kr.

Rating 2,5/7 

2013 Arnaldo Caprai, Montefalco Rosso Riserva, Umbrien, Italien

Og mer’ Montefalco Rosso, idet Marco Caprai også laver vinen i en Riserva udgave … lavet på de bedste druer og samtidig er vinen også lagret i længere tid.

Derfor var det heller ikke årgang 2015, som vi smagte, men derimod en 2013’er. Den er dog  lavet på samme blend som husets almindelige Montefalco Rosso, altså 70% Sangiovese, 15% Sagrantino og 15% Merlot, men høstudbyttet er her lidt lavere med 60-70 hektoliter pr. hektar. Den er lagret 20 måneder alene på franske barriques og 6 måneder på flaske.

Vinen er lavet første gang i 1993 og der laves – som Montefalco Rosso Vigna Flaminia Maremmana – omkring 15.000 flasker af vinen hvert år.

I glasset er farven nu mere rund og lys end hos de forrige vine … mere let skulle man forvente. Næsen har et lille sødkrydret element sammen med kirsebær, masser af italiensk syre og et snert af vanilje.

I munden er vinen virkelig tør med kirsebær og godt med blommer, men den store tørhed og de tonstunge tanniner driller smagsbilledet en smule. Jeg synes, at tanninerne er alt for vilde for mig … og dermed fremstår vinen også alt for ung.

Vinen er ikke fundet herhjemme, men den er over dobbelt så dyr som den almindelige Montefalco Rosso. Den koster 21,40€ i Italien … svarende til omkring 159 kr.

Rating 3,5/7