Næste vin fra Aaldering Vineyards & Wines er noget som usædvanligt som en Blanc de Noir på Pinotage druen … tror ikke, at jeg tidligere har smagt sådan en fætter, men måske er det slet ikke så tossset endda at anvende Pinotage til hvidvin?
Aaldering Vineyards & Wines har 4,27 hektar af deres marker tilplantet med Pinotage. Her er druerne høstet af 2 omgange, men i begge tilfælde tidligt om morgen. Derefter afkøles druerne og presses, hvorved vinen næsten ikke tager farve fra de røde druer, men i stedet for en farve som en champagne.
Gæringen er sket i rustfrie ståltanke med de udvalgte gærstammer VL3 og X16. Efter endt fermentering har vinen så blot lagret sur lie på ståltankene i 4 måneder og så hurtigt aftappet på flaske for at bevare mest mulig friskhed.
Meget aromatisk og nærmest parfumeret næse … dufter faktisk vildt godt. Den er lidt over det hele, men på en rar og indbydende måde. Det er en tropisk frugtbombe med multifrugtjuice, mango, papaya, nogle nødder, Jolly Time – hvis nogle husker den – stikkelsbær samt nogle søde krydderier.
Det er næsten som om, at det bliver for meget, men alligevel kan jeg ikke lade være med at stikke næsen ned … hele tiden, for det dufter jo egentlig indbydende. Lidt som at komme i legeland.
Smagen er anderledes … meget mere stringent, men samtidig med en ganske flad og vag syre. Til gengæld er der både citroner, lemon og noget bitterhed, som alligevel gør vinen fint frisk. Argghhh okay, måske er syren ikke helt væk, for ved mere luft i glasset, så vækkes der noget i vinen … syren vågner lidt op, legesyg, stram og samtidig en smule luftig. Det smager faktisk ret godt.
Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.