Tag-arkiv: Australien

Australien er forholds nyt og stort vinland. De første vinplanter stammer fra 1791, men det er først i 1950’erne, at man for alvor begyndte at lave kvalitetsvin i landet.

Der er over 2.000 vinproducenter i Australien, men de meste vin laves af de helt store producenter. Det siges, at omkring 94% af den samlede vinproduktion på 1,2-1,3 milliarder liter vin laves af de 5 største vinproducenter, men de fleste vinhuse er altså ganske små og ud af de 2.000 er 1.800 grundlagt efter 1970.

Australien har ingen nationale druesorter, men meget atypisk ehller ingen krydsninger eller hybrider, så i Australien produceres der vine på alle typer druer … her gælder ingen traditioner, selvom landet efterhånden mest er kendt for deres vine på Syrah … eller Shiraz, som australierne selv kalder druen.

Shiraz er i dag Australiens mest plantede drue og er plantet på omkring 1/4-del af landets 160.000 hektar vinmarker efterfulgt af Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Der er også langt færre regler for produktionen af vine i Australien, hvilket meget godt illustreres ved, at vinlovgivningen giver brede rammer … således skal blot 85% af druerne komme fra det angivne område og blot 85% af druerne fra den angivne årgang.

I det hele taget er der meget frie rammer i produktionen og fx anvender nogle producenter tilsætning af kunstig vinsyre for at sikre, at vinene ikke bliver alt for overmodne og søde.

Australien er opdelt i 7 store vinområder, nemlig:

  • South Australia
  • New South Wales

Der er South Australia klart det største og mest velkendte område, for der produceres der mest vin, men der er også der, at nogle af de allerbedste underregioner ligger, bl.a. Adelaide Hills, Barossa Valley og McLaren Vale … blot for at nævne de måske mest kendte.

2020 Harewood Estate, Porongurup Riesling, Western Australia, Australien

2020 Harewood Estate, Porongurup Riesling, Western Australia, AustralienHarewood Estate ligger på Scotsdale Road i byen med det skønne navne Denmark i Western Australia og derfra smager jeg nu denne fine 2020 Porongurup Riesling.

Vinhuset drives af James Kellie, som købte vingården sammen med sin familie i 2003.

Inden det havde han arbejdet som vinmager i det anerkendte vinhus Howard Park og der bl.a. også har lavet vin på kontrakt for netop Harewood Estate.

Efter købet byggede James et stort og moderne vineri. Hans hårde arbejde gav imidlertid pote, for efterfølgende har vineriet modtaget 31 internationale priser og hundredevis af medaljer. James Halliday har endda udtalt, at vinhuset hører til blandt de bedste 5% i hele Australien.

Denne Porongurup Riesling er lavet alene med den fineste, mest og uberørte fritløbende juice ved presning af druerne, hvilket bl.a. skal sikre, at vinen ikke får den barske, phenoliske karakterer og dybere farver forbundet med hård druepresning.

En lang, kølig gæring i rustfri ståltanke, minimal filtrering og brugen af ​​skruelåg er alle yderligere skridt i retning af at fange den iboende delikatesse af denne kølige klimavariant.

Så for satan – sikke en duft – og absolut klart Riesling med tonsvis petroleum, diesel, terpentin og olievædede tvistklude, virkelig høj på TDN, mens frugten her først kommer bagefter, lidt i baggrunden via grønne æbler, citroner samt pænt med blomster. Men hold nu kaje, hvor de tertiære petroleumsdufte fylder godt.

Smagen er skarp og frisk, byder på masser af grønne og halvmodne æbler, citroner og grape. Det er rent, præcist og har en virkelig rank, stenet og mineralsk syre.  Det er næsten knuste sten, grønne æbler og citronsyre i et samlet favntag … virkelig fin Riesling og man havde aldrig gættet, at det er en australsk af slagsen. Flot.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Thistledown Wine Company, Cunningplan Shiraz, McLaren Vale, Australien

2021 Thistledown Wine Company, Cunningplan Shiraz, McLaren Vale, AustralienGiles Cooke  og Fergal Tynan driver begge Thistledown Wine Company og har nok en snedig plan, for de laver i hvert en hel række vine med anderledes og spændende navne som denne 2021 Cunningplan Shiraz

Begge er Masters of Wine og mødtes faktisk i 1998, da de lige var startet med den uddannelse, som er så svær. Men de bestod begge eksamen og kom til sidst til at arbejde sammen og endte med i 2010 at grundlægge Thistledown Wine Company, der ganske vist ikke selv har vinmarker, men laver vine via opkøbte druer i McLaren Vale. Barossa Valley, Adelaide Hills, Riverland samt Langhorn Creek.

De får hjælp af vinkonsulenten Peter Leske og laver i dag vine under deres brands Thistledown Wine Company samt Wild & Wilder og de fleste med underlige navne som She’s Electric Old Vine Grenache, The Charming Man Old Vine Grenache, Fool on the Hill osv.

Denne Cunningplan Shiraz er med Shiraz druer fra marken Moray Park vineyard i McLaren. Druerne er efter høsten lagt i en kølig pre-maceration i 4 dage inden spontangæring på hele klaser alene med druernes naturlige gærceller. Så presses vine og lagrer omkring 10 måneder på 300 liter egefade, heraf 15% nye. Vinen flaskes uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt er det ung Shiraz … med blåbær, brombær, ribs, violer, peber samt godt med krydderier. Den har et meget stramt, grønt og ungt udtryk … frugtintensiteten er stor.

I munden er der lidt mere goddaw end duftmæssigt, for frugten af brombær, blåbær og blommer er fyldig suppleret med en vis sødme, grafit, blæk og peber. Det er ikke aussi-marmelade, for vinen har dog nogen friskhed, men frugten og sødmen er lidt fortættet, varm og vi slutter med nogle jern- og mineralagtige elementer.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Zonte’s Footstep, Baron Von Nemesis Barossa Shiraz, Barossa Valley, Australien

2019 Zonte's Footstep, Baron Von Nemesis Barossa Shiraz, Barossa Valley, AustralienMed en sjov etiket og navnet Baron Von Nemesis Barossa Shiraz stikker denne vin fra vinhuset Zonte’s Footstep sig klart ud.

Zonte’s Footstep blev etableret i 2003 af Brad Rey. Vinhuset holder til i McLaren Vale, men laver også vine fra egne marker i Langhorne Creek, men køber også druer fra McLaren Vale, Barossa og Adelaide Hills.

Brad Rey gav vinhuset navnet Zonte’s Footstep … lidt inspireret af den spisedrue kaldet Zante Currant, der oprindelig tilbage i 1893 fandtes på husets første mark … der dog senere blev tilplantet med både Shiraz og Cabernet Sauvignon til de første vine.

Som en hyldest til druerne, så kaldte de vinhuset Zonte’s Footstep, da man ikke må anvende druer i navngivning af vinhuset, så derfor blev A’et blot udskiftet med et O.

Zonte’s Footstep har selv 90 hektar, men køber altså også druer fra en lang række vinavlere og laver spændende vine med sjove navne og deres største sællert er fx en Chocolate Factory Shiraz, mens andre har navne som Lady of the Lake Viognier, Globe Skimmer Rosé, Madrugador Tempranillo og Nature’s Crux Shiraz.

Brad Rey har tidligere arbejdet for Wirra Wirra og fik stor påvirkning fra det hus’ ejer Greg Trott.

Denne Baron Von Nemesis Barossa Shiraz er lavet på 100% Shiraz og druerne kommer fra vinmarker i Barossa. Primær gæring foregår i en kombination af rustfri stålkar og 5 tons åbne gæringsbeholdere.

Efter endt fermentering samles vinen i tanke og får lov til at afslutte med en naturlig malolaktisk gæring. Derefter lagres den 15 måneder på nye franske egetræsfade før aftapning og frigivelse.

Allerede fra første snif kan det virke, som om Chocolate Factory Shiraz har smittet lidt af på denne vin, for der er i hvert fald en smule mørk chokolade i næsen, en mørk og fyldig frugt, solbær, brombær og blommer, tør engelsk lakrids, godt med støvede sten, mineraler, lidt mentol samt peber.

I munden kommer der en frugt frem, som er big and bold, lidt marmeladefed, men med masser af smag. Det er tykt, stærkt med lidt alkoholvarme, en del peber, igen chokolade, sødme, candyfloss, sød finsk lakrids, tætpakket og vandvittig koncentreret. Det er sgu en stor mundfuld … power aussi Shiraz vin, men smager ret godt, så Houlberg er sådan lige mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2015 Penfolds, Magill Estate Shiraz, Adelaide Hills, Australien

2015 Penfolds, Magill Estate Shiraz, Adelaide Hills, AustralienVi fortsatte sgu da med mer’ Penfolds, for næste vin blev en rigtig Aussi Shiraz … en 2015 Magill Estate Shiraz.

Vinen har – som den forrige – en lang historie, for Shiraz druerne til Magill Estate Shiraz blev i en del år anvendt til huset store og berømte Grange vin, men i dag bruges de til en selvstændig vin.

Selvom druerne – der kommer fra Magill vinmarken, der ligger i udkanten af Adelaides østlige del – således har været anvendt siden 1844, så har de siden 1983 været anvendt til denne Penfolds Magill Estate Shiraz.

Vinen er vinificeret i åbne gæringsbeholdere og efter endt gæring derefter kurvpresset, hvorefter den er lagret 15 måneder på både amerikanske og fransk egetræsfade.

Det er duftmæssigt klart stor, moderne, rank og slank vin med engelsk lakrids samt sød finsk lakrids, sorte kirsebær, brombær, ribs, tranebær, jod, vanilje, lidt babybræk – på den gode måde –  chokolade og kaffe, tobak, cedertræ og grønne oliven.

I munden er det en saftig og alligevel slank Syrah vin med sol, solbær, brombær, blomster, lakrids, tobak, filterkaffe, fine, tydelige tanniner og frugten er meget koncentreret. Det er skruet ret godt sammen og fint afbalanceret, god kompleks og komplet struktur.

Forhandles bl.a. af BilligVine, hvor en flaske koster 1.109 kr., mens prisen er 943 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Penfolds, Granfather Rare Tawny, Barossa, Australien

N.V. Penfolds, Granfather Rare Tawny, Barossa, AustralienMadmæssigt var vi foran det vinmæssige, så da vi nåede en dessert, så krævede det også lidt dessertvin, så Brix fandt en Granfather Rare Tawny fra Penfolds frem.

Det store australske vinhus er grundlagt af gamle Christopher Penfolds i 1844, da han – efter at være emigreret til Australien – opslog sin lægepraksis i Adelaide i Sydaustralien.

Christopher Penfolds var en varm fortaler for vinens helbredende virkning og startede derfor – som så mange andre australske læger – en hjemmeproduktion af hedvin, der blev ordineret som medicin i hans praksis.

Vinproduktionen voksede sig efterhånden større end hans lægepraksis, og til sidst blev det til et regulært vineri med fokus på produktionen af brandy og hedvine, der trods det varme klima var yderst populære på daværende tidspunkt i Australien.

Penfolds vineriet forblev succesfyldt i familiens eje, og efterhånden som hjemmemarkedet i 1940’erne og 1950’erne langsomt begyndte at efterspørge bordvine frem for hedvine, omlagde man langsomt produktionen til den nye trend.

Penfolds chief winemaker, Max Schubert, blev sendt på en studietur til Bordeaux, hvor han via sine besøg på slottene blev inspireret til at tage de franske teknikker med sig hjem for at implementere dem i det daglige arbejde hos Penfolds. Dette skulle vise sig at lede til skabelsen af Grange – den mest præmierede rødvin i australsk vinhistorie.

Men som ved alle gode eventyr skulle man grueligt meget igennem før den endelige succes: Vinen blev i første omgang latterliggjort af omverden, så ledelsen forbød i 1957 Max at fremstille vinen, der blev anset for useriøs. Der skulle gå hele 10 år efter lanceringen, før Grange officielt var tilbage i Penfolds sortiment og blev anerkendt som det mesterværk, det reelt var. Jeg har i øvrigt tidligere smagt og anmeldt Grange her på bloggen.

Penfolds er siden vokset betragteligt, og i dag fremstiller huset ikke mindre end 1,4 mio. kasser vin om året, en del af disse vine er netop hedvine i portvinstil … en type, som Penfolds nu har lavet i over 150 år og oprindelig for helbredende virkning.

Denne Granfather Rare Tawny er lavet efter solera metoden og indeholder 44 årgange fra 1960 til 2004 og er lavet på et skønt mix af  Cabernet Sauvignon, Grenache, Mourvedre og Shiraz. Den har en gennemsnitlig alder på 20 år, hvilket der også står på flasken.

Fremstillingen foregår i flere etaper. Ligesom med portvin afbrydes gæringen ved tilsætning af spiritus, som er destilleret til en alkohol på mellem 78 og 85%. Spiritussen må ikke dominere smagen, men skal samtidig have karakter nok til at matche koncentration og kompleksitet i gamle vin.

Den friske hedvin modner årgang for årgang og druesort for druesort i 14 år på brugte fade. Dernæst sammenstikkes vinen så under ledelse af chefvinmager Peter Gago. Endelig introduceres hedvinen i den berømte Grandfather Solera med 6 niveauer af hogheads egetræsfade.

I glasset er vinen herlig brunagtig … duften emmer også af alder og modenhed, god kombi af alkohol og karamel, brun farin samt brunet sukker, sød appelsinskal, ristede og brændte mandler, sukkulenter, sød tobak, efterårsblade, harpiks, tørret abrikos, vanilje samt søde krydderier.

Smagsmæssigt giver alkoholen en god, brændende fornemmelse hele vejen ned gennem svælg og halsrør, men det er sammen med en sød og karamelliseret smag, tørret abrikos, figenpålæg, crème brûlée og kogte blommer, fedme og sødme. Det er fløjl i munden.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 749 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Ashton Hills Vineyards, Piccadilly Valley Pinot Noir, Adelaide Hills, Australien

2020 Ashton Hills Vineyards, Piccadilly Valley Pinot Noir, Adelaide Hills, AustralienHoulberg nappede da bare mer’ Pinot Noir, hvilket blev en 2020 Piccadilly Valley Pinot Noir fra det australske vinhus Ashton Hills Vineyards.

Vinhuset er grundlagt i 1982 af den bourgogneglade vinmager  Stephen George, som startede projekt Ashton Hills Vineyards med at købe 3 hektar marker i 570 meters højde i det kølige område Piccadilly Valley, der er beliggende i Adelaide Hills.

Fra hans små 3 hektar marker eksperimenterede Stephen med over 25 forskellige Pinot Noir kloner og fandt frem til de 5 druesorter, der var mest optimale til området og dannede baggrund for hans vine.

I dag er Stephen gået på pension … eller næsten. Han har godt nok solgt Ashton Hills Vineyards til Wirra Wirra Vineyards, men han bor fortsat på vingården og hjælper vinmageren Liam Van Pelt med at producere vinene under Ashton Hills navnet … når han altså ikke rejser i sit elskede Bourgogne.

I dag laver Ashton Hills vinene ikke kun fra de små 3 hektar tilhørende vingården, men også fra druer, der opkøbes fra andre vinavlere i området. Denne Piccadilly Valley Pinot Noir er netop lavet på Pinot Noir druer fra en håndfuld avlere vinmarker beliggende tæt på Ashton Hills.

Hver eneste klon er vinificeret separat i små fermenteringskar og der er – efter burgundisk forbillede – anvendt 40% hele klaser inden gæringen er sket spontant alene med druerne vildgær. Derefter er mosten presset og lagret på franske barriques i 12 måneder inden endelig sammenstikning og aftapning på flaske.

Duftmæssigt lidt overraskende sødlig frisk med flæsk, masser af tørrede rosenblade, hyld, hybenroser, peanuts … en frugt med både blommer, let granatæbler, tranebær, jordbør og småsure kirsebær, en stang chokolade samt lidt kold røg. Der er også grønne, knuste urter, en snert eukalyptus, mynte og grønne elementer.

Smagen er rund og comfy … men selvom sødmen er vel stor, så bliver det aldrig for meget, for samlet fremstår vinen frisk, venlig med rund og meget smagfuld frugt. Det er både jordbær og saftigt dryppende kirsebær, kanel, vaniljekiks, saftig, pleasende og så rund, blid  og imødekommende som en lækker pinup drømmepige.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Robert Oatley Wines, Signature Series Riesling, Western Australia, Australien

2020 Robert Oatley Wines, Signature Series Riesling, Western Australia, AustralienSidste ikke New York Riesling i vor Riesling Battle Royal var en 2020 Signature Series Riesling fra det australske vinhus Robert Oatley Wines.

Vinhuset blev først grundlagt i 2006 af den i dag afdøde Robert Oatley, men familien havde dog allerede tilbage i slutningen af 1960’erne plantede de første vinstokke på gården.

Robert – kaldet Bob – var en dygtig forretningsmand, som var en respekteret forretningsmand, lystsejler, filantrop og vinmager. Han startede bl.a. i 1974 firmaet Balmoral Australia, der er et stort forretningsimperium, der er er engageret i turisme, vin, maritime tjenester og investeringer.

Firmaet er baseret i Sydney med aktiviteter, der spænder over det meste Australien og beskæftiger over 1.300 mennesker, men i dag ledes det – og vinhuset – af Bobs søn Sandy Oatley sammen med en række bestyrelsesmedlemmer samt hans  søskende Ian Oatley og Rosalind Oatley.

Deres vinmarker ligger primært ved Margaret River og McLaren Vale, men de fleste af druerne opkøbes hos udvalgte vinalvere og de bruger også en lang række vinmagere til at lave vinene.

Denne Signature Series Riesling er fra en serie af vine, som er lavet af vinmageren Larry Cherubino. Denne vi er lavet af Riesling druer fra Great Southern underområdet, der af mange er regnet som Australiens nye hot-spot for kvalitetsvine på Riesling.

Her druerne fra området ved Frankland River og Mount Barker lidt nord for området ved Denmark, som jeg tidligere har skrevet om i en vinanmeldelse for lang tid siden. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men det ser ud til, at vinen er gæret på ståltanke med udvalgte gærtyper, men også lagret på egefade. Den har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Uha … duftmæssigt meget frisk med en kalket mineralitet, men fadpræget er stort og sødmen også langt fremme med vaniljekiks og en sød, fyldig frugt, der ligger godt længere væk. Vinen virker blød, blid og frugten er pærer, melon, gule æbler, søde stikkelsbær og de danser fint sammen med en lidt parfumeret og blomstret duft.

I munden er vinen dog langt mere maskulin … igen er der pænt med salt og mineraler, lemon og citroner og egentlig også en rigtig god og lang eftersmag, men det er knap så nuanceret eller elegant.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men prisen ligger på 13,95$ … svarende til 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 JC’s Own, Lenswood Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide, Australien

2018 JC's Own, Lenswood Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide, AustralienNår vi næsten lige har smagt Jaysen Collins’ Dry White Freestyrer, hvorfor ikke nappe én mer’ af de små buttede og altid spændende flasker fra JC’s Own. Denne er rød og ikke – som normalt hos Jaysen – fra Barossa Valley, for vinen er en 2018 Lenswood Adelaide Hills Pinot Noir.

For efter 20 års arbejde i Barossa Valley, så ville Jaysen gerne prøve at lave lettere og mere elegante vine. Efter et par besøg i USA på en lang række højt beliggende marker i Sierra Nevada området, så blev han inspireret og startede med at lede efter tilsvarende forhold i Australien.

Efter flere dage i bakkerne i Adelaide Hills stødte han på en lille vinmark med Pinot Noir i subregionen Lenswood … en lille mark beliggende i 560 meters højde og skrånende mod nordøst og nabo til ​​en jordbærmark. Derfor købte Jaysen alle druerne … og de er så brugt til at lave denne vin

Han har lavet vinen ved, at alle klaserne er anbragt i åbne gæringskar, hvor de så er fodtrampet på god, gammeldags facon, hvilket er efterfulgt af spontangæring over 15 dage med druerne naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret på en kombination af 500 liter egefade og 225 liter barriques, heraf 50% nye fade. Der er kun lavet 1.398 flasker af vinen.

Virkelig dejlig og kølig næse … lidt frisk frugt med hindbær, kirsebær og måske endda også jordbærafsmitning fra den røde nabomark, lidt peanutbutter og samtidig lidt mælkede noter, røget bacon, kalk og er bare så fin og indbydende med et nærmest europæisk snit.

I munden er det også vanedannende lækkert … slet ikke varm og oversøisk i stilen, men meget ligetil, direkte og rank i frugten, der har lidt bitterhed og småvrissen syre, men på en fin måde. Der er tørre tranebær, umodne kirsebær, røg, lette tanniner, peber samt grønne blade og grønne urter.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 JC´s Own, Dry White Freestyler, Barossa Valley, Australien

2020 JC´s Own, Dry White Freestyler, Barossa Valley, AustralienI januar sidste år fyrede jeg raketten rock:it fra vinhuset JC´s Own afsted mod nattehimlen til Bowies Space Oddity og nu et år senere er der igen JC´s Own innovative væske i glasset … nu i en hvid og total Freestyler stil … Dry White Freestyler 2020.

Som med rock:it kommer Freestyrer også i en lille og buttet flaske, men er lavet på et mix af forskellige druer, hvilket er Chenin Blanc og Crouchen fra Angaston i Barossa, Chardonnay fra Krondorf i Barossa + Sauvignon Blanc samt Pinot Gris fra Adelaide Hills, altså kendte druer … måske lige undtaget druen Crouchen.

Crouchen er en lidt underlig hvid druesort, der stammer fra Roussillon regionen i det sydlige Frankrig, men som nu kun produceres kommercielt i Sydafrika og Australien.

Når Crouchen blandes med mere udtryksfulde druer, så giver det lette og frugtige vine, der ofte er halvsøde. Crouchen bruges meget sjældent alene på grund af dens neutrale karakter og blandes oftere med mere udtryksfulde varianter som Riesling og Sauvignon Blanc.

I vinmarkerne er Crouchen meget modtagelig over for sygdomme som meldug og dunet, hvilket skaber en udfordring for vinavlere i et fugtigt klima.

Sorten har ofte haft en identitetskrise, fx ankom der i 1850 en sending Crouchen til Clare Valley i Australien, men australierne forvekslede sorten med Semillon, selvom de kaldte den Riesling på det tidspunkt. Det var først i 1976, at sorten blev identificeret som Crouchen.

I Sydafrika kalder de stadig Crouchen for Cape Riesling, mens de kalder den ægte Riesling for Rhinen. De fleste marker med Crouchen ligger i Paarl og Stellenbosch, hvor sortens kraftige vinstokke producerer lette vine med ringe særpræg.

Jaysen Collins har med denne Dry White Freestyler også lavet vinen på totalt freestyle facon ved, at de håndhøstede druer først er blevet fodtrampet … bare i med de hele klaser og så tramp på det hele, som så har fået lov at stå og hvile i 24 timer.

Derefter er det hele presset og saften overført til brugte barriques, hvor vinen så har spontangæret alene med de naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så blot lagret sur lie i fadene i 11 måneder inden flaskning, som sker uden klaring eller filtrering.

Vinen skal drikkes af et stort bourgogneglas … jeg prøvede først et mere slank hvidvinsglas og det fungerede ikke rigtigt. Men i rigtigt glas byder vinen på en duft af svag røg, kvæde, bergamotte, fersken, pærer, marcipan, mandler, lidt salt, kalk og måske endda med en fin,  lille og svag oxidering. Samtidig fornemmer man, at vinen er blød, rund, afbalanceret, lidt reserveret og tilbagetrukket.

I munden går denne saltede og lidt kalkede smag igen. Der er krydderier, lidt fersken, abrikos og måske endda flere eksotiske frugter, tørret appelsinskal, en lille sødbitter tone og røg: Selvom vinen måske i duften er stille og reserveret … og smagen starter på samme måde, så kommer der nærmest en lille smagseksplosion i din mund. Måske er en eksplosion ikke det rigtige ord, men det er som om, at kraften mere kommer som en rullende bølge og efterlader smagen utrolig lang tid munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Wolf Blass, Yellow Label Shiraz, South Australia, Australien

2019 Wolf Blass, Yellow Label Shiraz, South Australia, AustralienDer var en mere Wolf Blass Yellow Label vin til test og det var deres 2019 Shiraz.

Som med den forrige vin er der ikke ret mange oplysninger om selve produktionen … udover at druerne kommer fra forskellige områder i South Australia.

Duftmæssigt er den lidt tør, stærk og meget blomstret, lidt som stærk sæbe suppleret med en mørk frugt af solbær, sorte kirsebær, blommer, dadler og en lidt sjov, småsød aroma, der mest minder om grønne blade, tjære og eukalyptus. Det er ikke en duft, som jeg selv er særlig pjattet med.

Det bliver dog ikke en total overdone australsk Shiraz, men har en sjov kombination af søde, mørk bær og stærk alkohol. Der er peber, nogle tørre tanniner, men mest af alt, så overdøver alkoholen det meste og gør vinen knap så tilgængelig og brænder også i lang eftersmag.

Forhandles flere steder, bl.a. i Føtex, hvor en kasse med 6 flasker koster 298,02 kr., svarende til 49,67 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 3,5/7