Brunello di Montalcino 2016 er den bedste årgang i mands minde, måske nogensinde, har Søren Frank tidligere skrevet, mens der har været noget mere stille om årgang 2017.
Men derfor er der altså også lavet glimragende vine i den lavere ratede årgang 2017 og det tester Houlberg nu i en lille mini-test med 4 x Brunello di Montalcino 2017 og starter med Villa Poggio Salvis.
Villa Poggio Salvi ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano og er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin.
Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.
Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.
Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.
I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.
Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.
Deres Brunello di Montalcino har jeg faktisk smagt før … blot i årgang 2016. Nu er det 2017’eren, som er på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.
Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.
I næsen er vinen først lidt forsigtig … faktisk næsten som 2016’eren, dog mere lukket og måske endda også mere rank, hvilket da bestemt ikke gør noget. Men den skal lige ha’ tid til at lukke op, hvorefter der kommer tørt træ, tobak, lidt småsød samt ret let frugt med kirsebær, hindbær, brombær, blommer, appelsinskal, roser og kaktuspiller.
Smagsmæssigt er vinen virkelig pænt tør og allerede ved første luftindtag, så melder tanninerne sig også, tørre, stramme og bare så udtørrende, at munden efterlades lige så tør, som den allervarmeste sommerdag i Sahara ørkenen. Vinen er slet ikke så fløjlsblød som 2016’eren, men har denne rene, klare og stringente frugt, men samtidig også mere kant … men absolut slet ikke så ringe.