Nice … igen en vin fra det fabelagtige Barolo vinhus Parusso og denne gang er det deres 2020 Barbera d’Alba Ornati, der er lavet på Barbera druer, der kommer fra lidt forskellige marker i Ornati området i Monforte d’Alba.
Parusso har jeg skrevet om masser af gange … og endda selv besøgt. Mit besøg hos Parusso eller helt præcis Armando di Parusso F.lli Società Agricola kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide.
I det blogindlæg fortæller jeg også om vinhuset, historien, familien og alle vinene. Der kan du også se en masse fotos fra vingården bl.a. fra vinkælderen … og selvfølgelig Giulia Parusso.
Parussos marker i Ornati området i Monforte d’Alba ligger i 350-400 højde på soleksponerede skråninger. Vinen her er lavet med spontangæring af Barbera druerne alene med de naturligt forekommende gærstammer.
Marco Parusso laver gæringen i rustfrie ståltanke, men efter endt gæring og maceration, så er vinen lagret sur lie 5-6 måneder på franske barriques.
Duftmæssigt lidt en vamset og fyldig Barbera … sorte kirsebær, modne blåbær, blommer og måske endda lidt rosiner, lidt tør og sødkrydret med våde vaskeklude, våde fade, sødme, konfekt samt sød, gammel og tyktflydende balsamico, kakaopulver, skovbund og læderfedt.
Men jesus, hvor smager det godt … igen basseagtig, fyldig og vamset med mørk frugt, pæn tørhed med grafit, peber, men alligevel leveres både saftig og læskende. Tanniner er der ikke mange af, men i stedet en ren og kølig mørk frugt, der er meget intens med engelsk lakrids, blåbærsyltetøj og sorte kirsebær. Vild dybde og intensitet.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.