Med næste vin er vi i Beaujolais og helt præcis i Morgon by, hvor vi finder Domaine de la Bonne Tonne. Vi smager nemlig 2019 Morgon Côte du Py fra huset.
Domaine de la Bonne Tonne er reelt grundlagt i 1975 af Marcel Grillet, hvor familiens vingård blev delt i to, således Marcel fik 5 hektar og hans bror det samme.
Marcel er reelt 6. generation af vinbønder i familien, men har solgt noget af jorden fra og i stedet så arbejde 100% økologisk. Således driver han i dag 3,67 hektar på de 3 marker Le Py, Les Charmes og Grand Cras, som alle har været drevet økologisk siden 2003 og Ecocert certificeret siden 2006. Derover har Marcel også 0,6 hektar Beaujolais Blanc.
Siden 2019 har vinhuset dog været drevet af Marcels datter, Anne-Laure og hendes mand Thomas. De har siden opkøbt en 0,56 hektar stor mark i Régnie, hvorfra svigersønnen stammer.
De to unge har genindført pløjning med heste, men de ejer ikke selv hesten Caline, men låner den efter behov af deres ven vinmageren Paul Henry Thillardon, men det er nu primært far Marcel, som står for pløjningen med hesten … helt på samme måde, som da han i sin tid overtog driften.
Anne-Laure og Thomas ser dog slet ikke pløjningen med hest som et tilbageskridt, men en rejse til total respekt for miljøet, dem selv samt deres kunder. Pløjning har betydning for vinstokkenes liv under jorden og giver mere luft til rødderne ved vinstokkene.
Husets topvin er denne Morgon Côte du Py, hvor Gamay druerne kommer fra 65 år gamle vinstokke på Py marken. Jordbunden er her
domineret af skifer, og markerne ligger sydvendt i 320 meters højde. Vinifikationen sker på hele klaser, semi-maceration carbonique og så uden tilsætning af svovl. Der anvendes kun vildgær og lagringen sker i 28 måneder på egetræsfade.
Duftmæssigt er det en lidt arketypisk Beaujolais … rustik, bondsk med jod, blod, blæk, let banan, solbærblade, kirsebær og jordbær. Det suppleres af lidt tørt træ og et sagte fadpræg med svag vanilje, kanel, saltlakrids og sød, finsk lakrids. Med mere luft i glasset så bredder humøret sig … der lukkes simpelthen op for mere glæde, venlighed og imødekommende rund frugt med imødekommende sensuelle aromaer.
Hvor smager den imidlertid bare godt … rund, mørk, saftig med en god bund, godt med sødme og frugtintensitet. Vinen er både venlig, rund, juicy og meget drikkevenlig, men alligevel med denne meget intense og friske frugt af jordbær og kirsebær. Der er en let, rund, luftig og glad saftbandit, hvor sødmen måske er en snus for stor.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 200 kr.
Vinanmeldelse 5/7