Den anden vin fra Domaine Haute Marone var et lille step op, for det var nemlig en 2019 Gigondas fra husets egne vinmarker.
Denne gang er det et ægte GSM blend, her mere præcist på 80% Grenache, 15% Syrah samt 5% Mourvèdre, selvom der normalt vistnok skulle være 15% af både Syrah og Mourvèdre i blendet.
Der er igen sparsomme oplysninger om selve produktionen, men formentlig er gæring sket i cementtanke og efter endt fermentering er 50% lagret 14 måneder på brugte barriques, mens resten blot er lagret i cementtankene.
Duftmæssigt er Haute Marones Gigondas mere ren, mere maskulin og mere i balance. Der er sten, røg, mørke og saftige sorte kirsebær, hindbær og brombær, kaffe, kakao, mørk chokolade samt en tør, krydret note.
Smagsmæssigt er det cremet, blødt med en lidt pebret jernnæve, røg, Basset lakridskonfekt, solbær, brombær, nelliker, muskatnød, mørk chokolade, blæk og grafit samt krydderurter. Det er en vin med stor pondus, kraft og intensitet … lige som en ægte Gigondas skal være.
Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 167 kr. ved køb af 6 flasker.