Tag-arkiv: Rheingau

2013 Weingut Altenkirch, Lorcher Schlossberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Altenkirch, Lorcher Schlossberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandWeekenden bød også på lidt vin … en enkelt flaske Lorcher Schlossberg Riesling Trocken fra Weingut Altenkirch, som ligger lige ved breden af Rhinen i den lille by Lorch i Rheingau.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826 af  Friedrich Altenkirch for at sikre forsyning af vine til det prestigefyldte Hotel Zum Schwan. Og da den tyske kejser under et ophold i Rheingau boede på hotel og roste vinene fra Freidrich Altenkirch fik vingården sit gennembrud. Den blev udråbt som officiel leverandør til kejseren.

I 1935 blev vinhuset imidlertid solgt til advokat Dr. Franz Breuer, som efterfølgende har koncentreret sig om at lave Riesling og har udvidet markerne yderligere. Det er i dag Franz’ datter Franziska Breuer-Hadwiger, som driver vinhuset, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på den ansatte vinmager Jasper Bruysten.

Huset ligger ved et af de smalleste steder af Rhinen, hvor markerne er ekstremt stejle med 60% stigning. Huset har samlet 15 hektar stejle skråninger, hvor Riesling fylder omkring 80% og resten er Spätburgunder, Weißburgunder, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer. Jorden er præget af mineralsk skifer og kvartsit  … helt perfekt for Riesling.

Vinene fremstilles i 3 gamle, historiske og hvælvede vinkældre, som hugget hundrede meter dybt i klippen. Vinhuset har dog moderne udstyr til vinfikationen, således de kan sikre bedst muligt aftryk af områdets specielle terrior. 

Denne  Lorcher Schlossberg Riesling Trocken er selvfølgelig – som navnet fortæller (på den måde er tyskerne meget fornuftige) – lavet på druer fra marken Schlossberg ved Lorch. Lavet på rustfrie ståltanke og uden lagring af nogen slags.

Duften er meget ren æbler … masser af æbler, en smule modne pærer giver lidt sødme sammen med græs, citrus og måske også en smule kalk, Smagen er også tons af grønne æbler .. vi snakker nærmest Rynkeby Æblejuice på syretrip. Virkelig syrlig æblejuice … men så egentlig heller ikke så meget mere.

Købt i Tyskland til 15,50€ … eller omkring 115 kr.

Rating 4/7  

2009 Weingut Kloster Eberbach, Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder Trocken aus dem Cabinetkeller, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Kloster Eberbach, Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder Trocken aus dem Cabinetkeller, Rheingau, TysklandVi fortsætter stort set med samme vin som før … Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder Trocken, men nu blot i en ældre årgang 2009 og nu fra øverste kvalitetsniveau, nemlig det som Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach kalder Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller.

Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller er en betegnelse for husets bedste vin, og den betegnelse har eksisteret i over 300 år og har altid krævet, at druerne kom fra de bedste marker, at udbyttet er under 50 hektoliter pr. hektar, en selektiv høst med håndkraft og omhyggelig vinificering. Med andre ord … en Großes Gewächs. Husets bedste Spätburgunder.

Og det med traditioner fylder i det hele taget meget hos vinhuset Eberbach. Udover at Kloster Eberbach er en af de største tyske producenter og verdensberømt for den flotte portefølje af vine fra de forskellige byer og parceller, så er huset også kender for den årligt tilbagevendende vinauktion.

Det er en auktion, hvor priserne kan svinge sig op i det næsten utænkelige. I 1985 blev der eksempelvis solgt en Steinberger Trockenbeerenauslese årgang 1893 til den nette sum af 22.000 D-mark, som det hed dengang … eller næsten 90.000 kr.

Den rekord blev dog slået året efter, hvor en Neroberger Riesling Trockenbeerenauslese 1893 gik for hammerslag på omkring 138.000 kr.

Nå, men tilbage til denne Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder Trocken aus dem Cabinetkeller, som har lagret på egefade … men igen kan jeg ikke se hvor, hvor lang tid det er sket. Derfor springer vi da bare lige frem til mine smagsnoter.

Næsen er fortsat ganske karakteristisk med animalsk, sød hestestald, men måske lidt mere mørk og intens i udtrykket end lillesøsteren. Det er fortsat jordbær, hindbær … men også søde kirsebær, fine krydderier, egenote, bacon, svag lakridsrod, blomster, fint og let parfumeret samt elementer af salt og mineraler. Herlig og forfinet aroma.

Smagen byder på silkefin elegance og en smule fyldig i smagen, men på en blød, blid og cremet facon. Der er noter af eg, vanilje, kirsebær samt lidt syrligere bær. Smuk balance mellem kraft og elegance. Hvor smager det dog godt … et klart niveau over lillesøsteren, men måske har de 4 år betydet mere rund- og modenhed. Hmmmm … das ist gut.

Sigurd Müller Vinhandel forhandles vinene fra Eberbach herhjemme, men jeg har ikke fundet denne. I Tyskland koster vinen 49,90€ … eller omkring 372 kr.

Rating 6/7  

2013 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2013 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandAssmannshausen er en lille, malerisk og romantisk by ved Rhinen i det nordvestlige hjørne af Hessen blot et par kilometer vest for Rüdesheim. Der finder vi Die Hessische Staatsweingüter Domäne Assmannshausen, som står bag denne  Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken.

Vinhuset er en del af Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach, som også ejer Domäne Steinberg og Domäne Bergstraße.

Kloster Eberbach ligger ved byen Eltville lidt nordøst for Geisenheim og blev grundlagt af augustinermunkene i 1116, men allerede i 1136 overtaget af cistercienserne udsendt af Bernhardt de Claivaux. Klosteret havde et meget enkelt regelsæt, som var Ore et Laborum, hvilket betød bed og arbejd.

Som resultat af denne levevis blev der i løbet af kun 40 år etableret ikke mindre end 200 mindre klostre langs Rhinen mellem Worms og Köln. Domäne Assmannshausen er et af disse gamle klostre, etableret tilbage i 1200-tallet, selvom den nuværende vingård er bygget omkring 1924.

Kloster Eberbach blev derfor verdens største vinhus, der omkring år 1500 rådede over imponerende 10.000 hektar vinmarker fordelt på 200 vingårde.

I dag råder Kloster Eberbach over omkring 220 hektar vinmarker fordelt på 6 ejendomme med tilhørende 3 domæner, altså Domäne Steinberg, Domäne Bergstraße og Domäne Assmannshausen. Der er således marker ved byerne Assmanshausen, Rüdesheim, Steinberg, Rauenthal og Hochheim samt Bensheim i det sydlige Frankfurt.

Kloster Eberbach er således én af Tysklands største vinproducenter med fremragende vinmarker og en bred vifte af forskellige vine gående fra de knastørre tørre hvide til senthøstede botrytiserede søde vine samt elegante rødvine på Pinot Noir. Der produceres årligt over 2 millioner flasker vin på Kloster Eberbach.

Kloster Eberbach har siden 1866 været statsejet … først af Preußisches Domainenweingut og siden 1945 af den hessiske stat, som jo fortsat i dag driver vinhuset under navnet Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach.

Denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken er lavet af druer fra den berømte mark med samme navn … Assmannshäuser Höllenberg, som med sit mikroklima og stejle skråninger samt undergrund af skifer og kvartsit, gør markerne helt perfekte for både Riesling og specielt Pinot Noir.

Marken er samlet på 46 hektar, er ganske stejl … 30 til 65 procent og ejes af flere producenter, bl.a. Weingut G. H. von Mumm, Weingut August Kesseler og Weingut Krone, blot for nævne nogle få. Det  bedste stykke på Höllenberg kaldes Filetstück.

Vinene Eberbach / Assmannshausen er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, Cabinetkeller, Crescentia og Gutsweine, så denne Spätburgunder hører således til den mellemste gruppe. Jeg har ikke kunnet se, hvor lang tid vinen er lagret på egetræsfade.

Næsen er klassisk Spätburgunder …. sød stald, skøn animalsk med lette jordbær, hindbær, bolsjer, lethed og dufter bare godt. Der er svage noter af lakrids, en krydret syre og samtidig elementer af mineraler, kridt eller sten.

Smagen er sådan meget ren frugt, hindbær, jordbær med lidt jern og meget direkte straight-forward. Det er god Spätburgunder uden de store dikkedarer. Sådan.

Sigurd Müller Vinhandel forhandles vinene fra Eberbach herhjemme, men jeg har ikke fundet denne. I Tyskland koster vinen 19,90€ … eller omkring 148 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut H.T. Eser, Riesling Oestricher Lenchen Trocken, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut H.T. Eser, Riesling Oestricher Lenchen Trocken, Rheingau, TysklandFor en måneds tid siden smagte jeg lidt Riesling fra Weingut Spreitzer, som holder til ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Nu er vi igen i byen og med endnu en Riesling, blot fra Weingut Eser … eller Weingut H.T. Eser, som de også hedder.

Ja, der findes faktiske en del Eser’e i Oestrich-Winkel, bl.a. vinhusene Weingut August Eser, Weingut Bernhard Eser og så dette Weingut H. T. Eser, som drives af brødrene Christoph og Thomas Eser. Christoph og Thomas Eser er tredje generation på vingården, som er grundlagt tilbage i 1936.

Brødrene driver i alt 15 hektar vinmarker, primært markerne Oestricher Doosberg og Oestricher Lenchen, hvor den første er den absolut bedste vinmark. Og der dyrkes 85% Riesling, mens resten er Pinot Noir. Nogle af vinene laves i rustfrie ståltanke, og nogle laves mere traditionelt i store egetræfade.

Brødrene holder til i en gammel ejendom, der kan dateres tilbage til 1894 og hvor der gennem alle årene har været produceret vin. Denne villa har en dyb kælder, der har de perfekte forhold til fremstilling af vin med god kølighed og optimal fugtighed.

Nå, men denne vin i glasset er en Riesling Oestricher Lenchen Trocken, hvor druerne – som navnet indikerer – kommer fra marken Oestricher Lenchen, som skulle være den største vinmark i Oestrich. Alle druer stammer fra egne marker og håndhøstes på de meget stejle, mineralrige og lerholdige skråninger. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke.

Næsen er sådan lidt nøddeagtig, sødme, fersken, mirabeller, grønne æbler, frugtsten, god fylde og klart noter af Riesling. I munden er vinen sød, småkrydret og syren er forholdsvis blid. Der savnes klart noget syre, dybde og mangler også mineraler, men der er i stedet lidt bitterhed i smagsbilledet … uden det dog er skidt. Den virker lidt som en Spätlese i udtrykket.

Købt hos Skjold-Burne, hvor prisen er 119,75 kr.

Rating 3,5/7

2014 Weingut Spreitzer, Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Spreitzer, Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEfter et massivt hackerangreb med malware på Houlbergs ellers så uskyldige blog, så fik jeg med fantastisk hjælp fra den søde Lykke i Chat/Support-teamet hos One.com slettet omkring 160-170 af disse ondsindede filer i forskellige mapper, ændret utallige kodeord og opdateret plugins m.v. Sur røv og sikke et arbejde.

Men houlberg.it er nu igen kørende. Er dog træt efter alt det arbejde … og det kræver selvfølgelig lidt vin, så hvorfor ikke fejre opstandelsen med lidt Riesling, her fra Weingut Spreitzer … eller Weingut Josef Spreitzer, som holder til ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim.

Det er selvfølgelig i Rheingau, og den gode vingut bor endda på Rheingaustraße. Familien Spreitzer har været vinbønder siden 1641. Husets vinkælder med hvælvet loft er da også bygget helt tilbage i 1743 og er ideel for opbevaring af husets vine. Siden 1997 har det været brødrene Andreas og Bernd Spreitzer, som driver vinhuset.

Weingut Spreitzer har samlet 21 Hektar vinmarker og producerer næsten udelukkende vine på Riesling. De bedste marker er Oestricher Jesuitengarten, Oestricher Wisselbrunnen samt Oestricher Doosberg. Derudover har man også parceller på Eiserberg, Eiserweg, Hölle, Pfaffenpfad og Rosengarten.

Omkring 97% af produktionen er således klassisk Riesling og de sidste 3% er Spätburgunder. Vinene laves i dag i store rustfrie ståltanke, men lagrer enten på store egetræsfade eller i ståltanke, og ved gæring anvendes alene druernes naturlige gær.

Som ægte VDP medlem er vinene opdelt i serierne Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage samt Grosse Lage. Denne her Riesling Trocken er husets billigste Riesling, altså en ganske simpel, ægte Gutsriesling … einsteiger, unkompliziert und frisch, som brødrene selv skriver.

Og det er netop også samme indtryk, som vinen efterlader i duft og smag. I næsen er det først et lidt tørt indtryk, hø, citrus, mineraler, mirabeller, grønne æbler og en snert fersken. Virker måske lidt rustik, kantet og ikke så dyb og forfinet, men den mineralske side er ganske okay. I munden fin sødme/syre balance … men bliver lidt parfumeret og mangler kompleksitet. Lidt en hverdagsvin.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 7,70€ … eller omkring 57 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut G.H. von Mumm, Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut G.H. von Mumm, Spätburgunder, Rheingau, TysklandFredag AG er en fødevareproducent, som laver færdigretter og er beliggende i Root i Schweiz. Men det er vi hylende ligeglad med, for her betyder fredag én helt anden ting … og det er selvfølgelig, at der skal Spätburgunder på bordet, hvilket i dag er løst med en af slagsen fra Weingut G.H. von Mumm.

Weingut G.H. von Mumm ligger i Johannisberg … som vel nærmest kan betegnes som den nordligste del af byen Geisenheim i Rheingau, omkring 1 kilometers penge fra byens centrum, med det velkendte vinhus Schloss Johannisberg som nabo og heller ikke langt fra Chat Sauvage, som vi også tidligere er stødt på her på bloggen.

Johannisberg er nok også den mest berømte del af Geisenheim, da det er her Spätlese vinene reelt er opfundet. Geisenheim er virkelig et vinøs centrum i Tyskland og har bl.a. også siden 1872 huset skolen/universitetet for uddannelse af ønologer, nemlig Forschungsanstalt Geisenheim für Wein- und Gartenbau, som i dag kendes som Hochschule Geisenheim University.

Weingut G.H. von Mumms historie hænger sammen med det velkendte Schloss Johannisberg, som Napoleon under sit togt mod Preussen i 1806 havde taget i sin besiddelse. Han overdrog slottet til marskallen Kellermann, der også var hertug af Valmy, som tak for hans militære tjeneste.

Kellerman overlod driften af Schloss Johannisberg – herunder vinproduktionen – til Adelaide Marco, og hun lavede også en fin vin i den efterfølgende årgang 1807. Men i de efterfølgende år fra 1808 til 1810 svigtede høsten på Schloss Johannisberg og det pressede det velrenommerede slot.

Det udnyttede den initiativrige vinhandler Gottlieb Mumm, som i begyndelse af 1811 var kommet til byen. Han kom fra en stor familie af bankfolk, købmænd samt vinproducenter fra Frankfurt og var samtidig lidt af en gambler. Han var så dristig, at han købte næsten hele 1811 høsten fra Schloss Johannisberg for den svimlende sum af 32.000 Gylden … en masse penge for en høst, som ingen på det tidspunkt vidste, hvordan ville blive.

Men lykken står den kække bi … for 1811 årgangen endte med at blive den bedste årgang i hele 1800-tallet. Og det blev til 50 tønder med hver 1.200 liter af den allerbedste Johannisberg Riesling, som ved salget indbragte Mumm hele 150.000 Gylden.

Dem investerede han fluks i en række udvalgte vinmarker i Johannisberg fra bl.a. Schloss Johannisberg, hvilket blev grundlaget for Weingut G.H. von Mumm. Familien Mumm blev hurtigt en meget succesfuld vinfamilie i Johannisberg. Gottlieb havde næse for gode forretninger og i 1827 investerede han sammen med faderen Peter Arnold Mumm og sine brødre Jacobus and Philipp også i et champagnehus i Reims.

Det blev til Champagnehuset J.H. Mumm eller Maison Mumm, som det også blev kaldt. Navnet G.H. Mumm fik huset først efter næste generation Georges Hermann Mumm, som rejste verden rundt og markedsførte champagnehuset. Det medførte, at foretagendet voksede markant og investerede i yderligere vinmarker.

Den store succes betød også, at familien i 1873 fik lov til igen at bruge deres oprindelig preussiske navn Mumm von Schwarzenstein, så da de i 1876 byggede et kæmpe slot omkring 500 meter længere oppe over Johannisberg, så kom det selvfølgelig til at hedde Burg Schwarzenstein,

Det er en idyllisk perle med en fabelagtig udsigt over vinmarkerne i Johannisberg og hele Rhindalen. På klare solskinsdage kan man fra slottet se både Rüdesheim mod vest og Wiesbaden mod øst.

Det gamle Schwarzenstein navn lagde såmænd også navn til en af husets marker, nemlig marken Johannisberger Schwarzenstein, som familien ejede sammen med andre i dag velkendte marker som Mittelhölle, Hölle og Vogelsang.

Senere efter 1. verdenskrig konfiskerede den franske regering i 1918 imidlertid Mumms franske champagnehus, som jo i dag faktisk fortsat eksisterer i bedste velgående og i dag ejes af den store vin- og spirituskoncern Pernod Ricard.

Som erstatning for den tabte champagneproduktion i Reims, så grundlagde Godefroy H. von Mumm fra familien i stedet i 1922 G. H. Mumm Sektkellerei i Eltville i 1922, Det måtte dog efter påkrav fra indenrigsministeriet ændre navnet til von Mumm for at adskille sig fra det tabte, franske champagnehus.

Mumm von Schwarzenstein familien drev derefter både vin- og sekthuset helt frem til 1957, hvor de solgte Wein- und Sektgüter G. H. von Mumm til Dr. Oetker familien. Oetker familien frasolgte dog i senere i 1970 sekt-delen Mumm Sekt til den canadiske Seagram-gruppe, men det mousserende vinhus er i dag en del af Rotkäppchen-Mumm Sektkellereien.

Oetker familien beholdte dog selv Weingut G.H. von Mumm og har siden købet af Weingut Schloss Johannisberg i 1974 drevet de to vinhuse samlet.

Den gamle Burg Schwarzenstein ejes heller ikke længere af Mumm von Schwarzenstein familien og er heller ikke en del af Weingut G.H. von Mumm, men er i dag ejet af fonden Grossmann Familienstiftung Burg Schwarzenstein, men drives af den eksklusive, internationale restaurant- og hotelkæde Relais & Châteaux. Det er blevet totalt moderniseret og fungerer som hotel med 2 fine toprestauranter, hvoraf den ene har 1 Michelin stjerne.

Samlet har Weingut G.H. von Mumm samt Weingut Schloss Johannisberg i dag 100 hektar vinmarker, hvor de 65 anvendes til von Mumm. De 65 hektar er fordelt på 15 forskellige marker ved både Assmannshausen, Rüdesheim, Geisenheim, Johannisberg og  Winkel. Ud af de 65 hektar er de 22 hektar faktisk Erste Lage topmarker.

De bedste marker er Assmannshauser Höllenberg og Frankenthal, Rüdesheimer Berg Rottland, Geisenheimer Kläuserweg, Winkeler Hasensprung samt Johannisberger Mittelhölle, Hölle og så selvfølgelig Johannisberger Schwarzenstein.

Vinene fra Weingut G.H. von Mumm er opdelt helt traditionelt i Guts-, Lagenwein og Erste Gewächse. Denne Spätburgunder er en Gutsweine, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinen. Derfor springer vi da også bare lige direkte på mine smagsnoter.

I glasset er denne Spätburgunder klart mørkere end gennemsnittet. Næsen byder desværre heller ikke på nogle af de aromaer, som gør med varmblodig, når der er Spätburgunder i glasset. Der er i stedet lidt tyggegummi, salt, kirsebær og mørkere bær … brombær, egenoter og virker lidt kantet og tør. Den har nærmest en duft som en kedelig og billig vin over sig.

Og så er duften endda bedre end smagen, hvor syren er første sanseindtryk og virker krydret, kantet og lidt for dominerende. Frugten er småbitter, og det hænger ikke helt sammen for mig. Uhhhh. No go desværre … men hustruen er sgu ganske vild med den. Hun får gavmildt resten af flasken, mens jeg vist lige skal i vinkøleskabet efter noget andet.

Købt i Tyskland, hvor prisen er 9,70€ … hvilket svarer til 72 kr. Den køber jeg ikke igen.

Vinanmeldelse 3/7 

2008 Weingut Krone Assmannshausen, Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Krone Assmannshausen, Spätburgunder, Rheingau, TysklandFørste vin på S’vinbar blev selvfølgelig en Spätburgunder … det var som sagt fredag, og konen havde også i flere dage sukket efter de tyske dråber. Denne er fra Weingut Krone Assmannshausen, som ligger et par kilometer øst for Rüdesheim am Rhein … lige op ad Rhinen i Rheingau.

Man skal faktisk blot sejle på Rhinen – langs de grønne skråninger – og dreje lidt mod nord efter Rüdesheim, som kommer man til området Assmannshausen, hvor man finder det berømte Hotel Krone, en gammel bindingsværkbygning.

Den stammer helt tilbage fra 1541, hvor Johannes Rab og borgmesteren Johann Umhoff mødtes og købte huset på bredden af Rhinen for 300 gylden.

Det lavede de til et pensionat, som de kaldte for Krone Assmannshausen. Allerede dengang blev der dyrket vin fra skråningerne omkring hotellet, og med tiden blev pensionatet også et vinhus med tilhørende vinmarker. Oprindelig lå ejerskab af pensionat og vinmarker hos kirken, her domkirken i Mainz, men i 1772 overtog Lieselotte Alberti imidlertid kroen.

Senere i slutningen af 1800-tallet overgår ejerskabet til familien Hufnagel, og så går hotel og vinhus derefter i arv fra generation til generation, ja helt frem til 2006, hvor tingene skilles ad … hotellet overtages nemlig af familien Lohbeck, som i forvejen er driftige indenfor hoteldrift, mens Botho Jung fortsætter driften af vingården frem til hans død i 2014.

I dag er det familien Wegeler Drieseberg, som driver Weingut Krone Assmannshausen. De har igennem 4 generationer været vinbønder i både Rheingau og Mosel, bl.a. med Weingüter Geheimrat J. Wegeler i Oestrich-Winkel samt Bernkastel.

Det er i dag med Anja Wegeler-Drieseberg og Tom Drieseberg, som sammen med vinmageren Dominic Nindl driver Weingut Krone Assmannshausens 5,2 hektar vinmarker. De bedste marker er selvfølgelig parceller på markerne Frankenthal og Höllenberg i Assmannshausen samt Berg Schlossberg i Rüdesheim.

På Weingut Krone Assmannshausen laves der 7 forskellige vine, herunder 3 Spätburgundere, hvoraf denne er husets entry-level Spätburgunder. Dens storesøstre er vinene Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder samt topvinen JUWEL, hvor druerne kommer fra de aboslut bedste parceller.

Denne almindelige Spätburgunder er lavet med druerne fra markerne Assmannshäuser Hinterkirch og Frankenthal, Rüdesheimer Berg Schlossberg samt en nyindkøbt mark Rüdesheimer Drachenstein. Vinen er modnet 16-18 måneder på franske egetræsfade fra Seguin Mureau inden vinen flaskes.

I glasset fin, herlig transparent teglfarve og i næsen svag sød stald … ikke voldsom, men nok mere præget af lidt røde og syrlige bolsjer, jordbær, rosmarin, krydderier, chorizo og en snert anis. I munden fin balance, hindbær, nem, men bestemt ikke ultra let, men lidt rund og ganske harmonisk i smagen. Bliver måske en anelse enkel i udtrykket, men fin start på aftenen.

Købt på S’vinbar, hvor en flaske koster 500 kr. Pris på vingården er 17,20€ … eller omkring 129 kr.

Rating 4/7  

2013 Klosterweingut Abtei St. Hildegard, Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

På skråningerne ovenfor Rüdesheim, helt præcis på adressen Klosterweg Eins i Rüdesheim am Rhein, med en smuk udsigt til Rüdesheim, Rhinen og Nahe-dalen, ligger Benediktinerinnenabtei Sankt Hildegards.

Lige præcis dér render der en flok nonner rundt og laver vin. I det gamle Benediktinerinnenabtei, hvilket vel kan oversættes til det kvindelige Benediktinerkloster, finder vi nemlig Klosterweingut Abtei St. Hildegard, som står bag denne Riesling Trocken.

Benediktinerinnenabtei Sankt Hildegards historie går tilbage til middelalderen, hvor den fromme abbedisse Hildegard von Bingen, som levede mellem 1098 og 1179, stiftede klosteret. Allerede dengang dyrkede søstrene klosterets vinmarker og lavede vin.

Og denne tradition har de fortsat med, og producerer således fortsat både messevine til klosteret samt almindelig vine til dem, som er knap så hellige.

Klosterweingut Abtei St. Hildegard har samlet 6,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes to druesorter, Riesling og Spätburgunder. Jo, nonnerne har sgu da meget god smag. 83% af markerne er Riesling og de sidste 17% Spätburgunder.

Der ejes en række forskellige marker, nemlig Rüdesheimer Klosterberg, Klosterlay, Kirchenpfad, Bischofsberg, Magdalenenkreuz, Drachenstein, Geisenheimer Mönchspfad og Assmannshäuser Hinterkirch.

I dag administreres vinproduktionen af Winzerschwester Thekla Baumgart sammen med én af de få mænd på stedet, vinmageren Arnulf Steinheimer, som stammer fra Winkel i Østrig. Men nonnerne ved, at god vin kommer af hårdt og fælles arbejde, så derfor deltager alle klosterets søstre i vinhøsten, som finder sted i oktober hvert år … godt støtter af venner af klosteret.

Der produceres årligt 70.000 liter vin på klosteret, hvilket er fordelt på en lang række vine. De bedste vine kalder søstrene for “Klosteredition”, og de bærer navne som Domus Domini, Mons Sanctus, Hildegardis Scivias, Benedictus, Abbatissa og har etiketter med historiske, kirkelige motiver lavet af den gode abbedisse Hildegard von Bingen.

Derudover laves en række traditionelle vine, tørre, halvtørre, søde, Weißherbst, sekt … samt lidt stærkere sager, bl.a. Kräuterlikör, Kräuterbitter samt Mirabellen-, Apfel- og Zwetschgenbrand på 40% alkohol … ahhh de vilde nonner altså.

Denne Riesling Trocken er én af husets basisvine … en entry-level vin. Lad os smage de halv-hellige dråber.

I næsen er her hyld, søde krydderier, sødme … og lidt kalk eller anden form for mineralitet. Smagen er let perlende … med let sødme, lidt fedme og ganske drikkevenlig. Eftersmagen er måske lidt kort, og vinen lidt kantet, men meget drikkevenlig.

Sælges bl.a. på klosteret, hvor prisen er 9,00€ … eller omkring 67 kr.

Rating 3,5/7  

2013 Weingut Daniel, Riesling Classic, Rheingau, Tyskland

Fredag … havnet på den sindssygt charmerende S’vinbar i Århus. Vinbaren drives af sommelier Sabina Drachmann Sunne, som tidligere har været restaurantchef på Restaurant ET på Åboulevarden.

Vi havde hjemmefra sat en bevidst kurs direkte mod vinbaren (målrettede som vi er)  … så vi fandt hurtigt adressen i Klostergade –  bingo – fik os moset ind … fuldt hus, god stemning, duggede ruder … fandt de sidste fire ledige pladser og fik bænket os.

Efter moden overvejelse og længselsfuld kig på de mange, spændende flasker rundt på hylderne  bestilte vi et flight … som reelt blot er 3 forskellige glas vin.

Vi besluttede os for lidt Riesling, lidt Frühburgunder og lidt Rhône … og overlod valget af vinene til vores flinke tjener. Dermed var vi vel også ganske flinke gæster.

Vi startede som sagt med Riesling, og det blev denne Riesling Classic fra Weingut Daniel, et lille vinhus beliggende i Geisenheim, lige op ad Rhinen ikke langt fra Rüdesheim.

Vinhuset drives af Holger Daniel sammen med hans frau Susanne. Holger er 4. generation på vingården. Han overtog i 2002 driften fra sin moder Gisela Daniel-Leo. Hun havde drevet vingården siden 1974 og var den første Winzermeisterin i Tyskland og Weinkönigin i Rheingau … altså første kvindelige vinmager i Tyskland.

Daniel familien startede oprindeligt med at producere vin i slutningen af 1940’erne, men startede først midt i 1960’erne med at sælge vinene i eget navn. De var ét af de første vinhuse i Rheingau, som begyndte at lave rødvine. Det var oprindeligt på druerne Saint Laurent og Rotberger. I dag fylder de røde vine meget hos Weingut Daniel, og der laves i dag også rødvine på druerne Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

Holger blev selv i 1997 uddannet ønolog/vinmager i Geisenheim, og har derudover en kommerciel uddannelse indenfor virksomhedsøkonomi. Derudover har han arbejdet for to internationale konsulentfirmaer, og arbejdet hos et par større vingårde inden han i 2002 overtog driften af familiens vingård, som omfatter 13,5 hektar vinmarker omkring Geisenheim.

Til hjælp med vinene har parret hyret vinmageren Kenny Barnes, som har erfaringer fra både Sydafrika og Østrig.

Nå, men som sagt Riesling i glasset. Holger Daniel kalder selv vinen “luftsprung” … vel som en beskrivelse af en let, liflig vin? Et sandt luftspring. I næsen er der en svagt strejf af petroleum, men ellers fyldes næsen af duft af fersken, græs og lidt let karamel … eller i hvert fald en svag sødme, som lige markerer sig ganske svagt.

I munden er vinen let … der er lidt sødme, blød frugt og ganske easygoing. Mangler lidt syre og mineralitet, men okay lille Riesling.

IMG_8050
På vingården koster vinen 6,75€ … eller omkring 50 kr. På vinbaren fornuftige 220 kr. for en flaske, hvilket ikke er dyrt. Vi valgte dog “et flight”, og der blev det dyrt, for “et flight” koster 150 kr. pr. mand eller gennemsnitlig 50 kr. pr. glas. Med fire personer betalte vi således reelt 200 kr. for de 4 glas Riesling … og fik ikke ret meget i glasset.

Faktisk var der langt over halvdelen tilbage i flasken, da tjeneren havde skænket op og daffet af med flasken, så det havde været en bedre forretning at købe hele flasken. Det ved vi til næste gang … og en god lære; er du 3-4 personer af sted, så køb hele flasker. Synes også, at S’vinbar var en smule nærige med vinen i de forholdsvis små glas. Men … nu er det selvfølgelig heller ikke altid kvantitet, som er det vigtigste.

Nå, men mangler selvfølgelig lige ratingen af vinen.

Rating 4/7  

2012 Weingut Chat Sauvage, Jeder Zeit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

Endnu vin fra tirsdag, nemlig denne Jeder Zeit Pinot Noir fra vinhuset Chat Sauvage, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen, og som jeg ofte har været ganske begejstret for.

Weingut Chat Sauvage i Rheingau ligger i Geisenheim/Johannisberg og ejes af Günter Schulz, en rigmand fra Hamburg med en stor forkærlighed for Bourgogne. Under et besøg i Rheingau i 1992 fik han ideen til at lave en vin, der var lige så god som det bedste fra Bourgogne.

For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at intet kunne spares, og at det derfor kun var de bedste vinmarker, som var interessante til et sådant prestigeprojekt.

Det er dog sjældent, at den type mark kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle. Siden er det blevet til 7,5 hektar fordelt over seks vinmarker, hvoraf der på 60% dyrkes Pinot Noir, på 35% Chardonnay og på 5% Riesling.

På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på ca. 1 kg druer pr. vinstok. Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og ved ankomsten til vineriet, dvs. store ambitioner og små mængder.

Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen – såvel de grønne som de blå druer – lægges på franske egetræsfade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted. Chat Sauvages samlede årsproduktion ligger på ca. 28.000 flasker, fordelt på 11 forskellige rødvine, én hvid, 2 rosé og én sekt. Og det er også de røde, som er de mest interessante.

De røde Pinot Noir er delt op i 3 serier, en Gutsweine (det er denne Pinot Noir), 5 Ortsweine og 5 Lagenweine. Vinen er lavet med traditionel gæring på ståltanke, hvorefter 40% af vinen lagrer på brugte fade. Vinen aftappes uden filtrering.

Duftmæssigt er vinen mere rustik end de vine, som jeg tidligere har fået fra Chat Sauvage. Der er hindbær, eukalyptus, mint, røg, bacon og lidt skarp. Smagen er meget anderledes end dagens to første Spätburgundere, mere voluminøs med blæk, babybræk og en lidt speciel smag. Hmmmm, den skal jeg tænke over. Lidt et sted mellem 3,5 og 4 i rating og klart den ringeste fra vinhuset. Til sammenligning gav jeg deres 2007 Pinot Noir Johannisberger Hölle hele 6 Thumbs Up, så huset kan bestemt lave vin.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 3,5/7