Tag-arkiv: Italien

2012 Bertani, Villa Arvedi Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2012 Bertani, Villa Arvedi Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienFra skråningerne i Valpantena dalen – som er 1 af de 5 dale der omkranser Verona – kommer denne Villa Arvedi Amarone della Valpolicella fra det gamle og klassiske vinhus Bertani.

Vinhuset ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og  Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kronningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat GianMatteo Baldi, som direktør for foretagenet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk. Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Bartanis Amarone modner i de legendariske år fra begyndelsen af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne op til 10 år på store slovenske fade inden de tappes på flaske og frigives til salg. Der er som type tale om en langt mere tør Amarone type end dem, der ses flest af i dag, og samtidigt er dette en af Italiens mest holdbare vine.

En vin, som man gerne betror et ekstra årti på flaske, selvom vinen i glasset er 25 år eller ældre. Det er denne legendariske holdbarhed, som har skabt Bertanis ry. Utallige gange er den blevet smagt op imod andre legender og næsten hver gang har den imponeret – de der var så heldige at være til stede – med sin utrolige ungdommelighed og sin næsten skræmmende intensitet og kompleksitet.

I de senere år er fadlagringen blevet reduceret til 6 år, og som ung virker vinen lidt mere imødekommende end tidligere.

Her er det dog ikke Bertanis monster Amarone Classico, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen, men lillesøsteren Villa Arvedi Amarone della Valpolicella, som er lavet på 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella.

Høsten foregår ved håndkraft. Vinen ligger 30 måneder på fade – primært store 25 hektoliters fade samt en smule på barriques – og 6 måneder på flaske før den frigives til salg. Den trækker selvfølgelig en høj alkoholprocent … 15,5% ifølge etiketten.

I næsen er det bestemt heller ikke typisk Amarone rosinvand, men der er derimod tætpakket frugt, sorte kirsebær, lidt blommer, dyb og våd fad, animalsk mejeri, lidt sødme, mørk chokolade, muskatnød. alder, samt en snert af lidt syrlige mentolbolsjer.

Smagsmæssigt masser af frisk frugt, kirsebær, blommer, sødme, fylde, blød, rund … vi snakker virkelig flot rund med snert og bid … slet ikke tung som mange andre Amaroner. Virker ung og man mærker slet ikke den høje alkohol. Lige som en Amarone skal være.

Forhandles hos SuperVin, Uhrskov Vine samt VildMedVin. Prisen ligger på 300 kr.

Rating 5,5/7

2008 Passopisciaro, Passorosso, Sicilien, Italien

2008 Passopisciaro, Passorosso, Sicilien, ItalienJeg er vild med vinene fra området omkring Etna på Sicilien og havde til seneste vinaften taget denne Passorosso med. Den er lavet af Andrea Franchetti, som både driver vingårdene Tenuta di Trionoro og Sancaba i Toscana samt projektet Passopisciaro på Sicilien.

Andrea Franchetti er født i New York i 1949. Hans mor var velhavende og havde arvet en formue, som hendes forældre havde tjent i South Carolinas tekstindustri. Andrea voksede dog op i i Rom, hvor hans onkel havde et berømt galleri, mens en anden onkel var den berømte maler Cy Twombly.

Franchetti var ikke vild med skolen og gik tidligt ud. Derefter fordrev han tiden nogle år, bl.a. med at tage den på stop gennem Afghanistan, skrev et par artikler til et blad, medvirkede i et par småfilm og nød ellers livet.

Da han blev 32 år solgte han et maleri, som han havde fået af sin onkel og for pengene købte han en gammel, faldefærdig ejendom med 40 hektar jord i Val d’Orcia i Toscana … næsten på grænsen til Umbrien. Det skulle senere blive den berømte Tenuta di Trionoro.

Men ejendommen blev imidlertid glemt, idet Andrea tog til USA, hvor han startede import af italienske vine og fik en fremragende forretning. Da han fandt en italiensk kæreste … og giftede sig med hende, så rejste han retur til Rom.

Han startede en restaurant i Rom, men det gik ikke specielt godt. Da han i 1990 tog et smut til den gamle ejendom i Toscana for at være lidt alene, så fik han en åbenbaring. Han besluttede, at han ville lave vin på den gamle vingård i Val d’Orcia.

Andrea rendte ind i mange problemer, for jorden var ikke blevet passet i årtier, blev brugt af de lokale hyrder til græsning af får og derudover havde han ingen erfaring med landbrug overhovedet. Han opkøbte imidlertid yderligere jord, således ejendommen samlet rådede over 200 hektar og endte med at få tilplantet 22 hektar med vinstokke.

Han var dog ikke vild med den lokale Sangiovese drue, men elskede derimod vinene fra Bordeaux og specielt Cabernet Franc, så derfor plantede han markerne med 85% Cabernet Franc og derudover Merlot, Petit Verdot og Cabernet Sauvignon.

Han mødte på et tidspunkt under projektet Jean-Luc Thunevin fra Château Valandraud og Peter Sisseck, som netop havde startet Dominio de Pingus. Franchetti blev venner med de to kommende stjerneproducenter og de udvekslede masser af tanker og idéer om vin, produktion af vine samt meget andet.

I 1995 kunne Franchetti så producere den første vin, men det er først årgang 1997 fra Tenuta di Trionoro, som blev frigivet til salg. Og det blev en succeshistorie uden lige … og vinene blev superkult, nogle af Italiens mest berømte Cabernet Franc baserede vine.

I sommeren 2000 var Franchetti med familie på ferie på Sicilien. Der blev han forelsket i vulkanen Etna og naturen omkring vulkanen. Han endte derfor med – i partnerskab med Peter Sisseck – at købe en gammel vingård samt 16 hektar jord ved byen Castiglione di Sicilia på skråninger i 1.000 meters højde på den nordlige side af Etna.

Der var allerede 80-100 år gamle Nerello Mascalese vinstokke på flere af markerne, men derudover plantede han druesorter, som han mente ville være velegnet til Etnas specielle jordforhold, bl.a. Chardonnay samt Cesanese d’Affile og Petit Verdot.

Markerne er fordelt på 6 parceller, nemlig markerne Chiappemacine, Montedolce, Rampante, Guardiola, Porcaria og Sciaranuova.

Inden de første vine kom på markedet blev Peter Sisseck imidlertid købt ud.

Franchetti startede med at lave en vin på Nerello Mascalese, nemlig denne Passorosso, som dog i starten blot hed Passopisciaro, hvilket også fremgår af etiketten. Han har dog senere suppleret sortimentet med en hvid Passobianco, som er lavet på ren Chardonnay samt en lang række eksklusive røde enkeltmarksvine, bl.a. vinene Contrada Chiappemacine, Contrada Porcaria, Contrada Guardiola, Contrada Sciaranuova og Contrada Rampante.

Denne Passorosso/Passopisciaro er lavet første gang i 2005, men her er det altså 2008 udgaven, ren Nerello Mascalese fra 60-120 år gamle vinstokke med et udbytte på 44 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på 30 hektoliter store rustfrie ståltanke, maceration i 15 dage og derefter er vinen lagret på 30 og 50 hektoliter franske egefade i 18-20 måneder og derefter yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse. Der er i 2008 lavet 30.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen virkelig særegen … men bestemt på en god måde. Der er grønne grene, stor tørhed, lidt sur mejeri, alpeost … eller i hvert fald ost af en eller anden slags, syrlige lyserøde bolsjer, eucalyptus, eg samt en snert lakrids.

Passorosso har smagsmæssigt god lethed … man fornemmer noget alder i smagen, hindbær, syrlige kirsebær og generelt en god syre, ja nærmest surhed. Frugten er lys og let, meget direkte med en lidt skjult sødme. Elsker letheden og syren i vinen … kan måske på en god dag forveksles med lidt Piemonte Nebbiolo.

Købt hos Vinspecialisten, pris 320 kr.

Rating 5,5/7

2010 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, Italien

2010 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, ItalienI fredags forestod jeg arbejdsmæssigt en vinsmagning for en lille mandeklub af mad- og vinelskere … 10 forskellige vine, hvor jeg tidligere har skrevet om de fleste. Jeg serverede dog også et par vine, som jeg ikke tidligere har smagt, bl.a. denne 2010’er Barolo fra Andrea Oberto.

Azienda Agricola Andrea Oberto ligger en smule nordøst for byen La Morra i det skønne Piemonte. Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, og den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Delcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo er huset “almindelige” Barolo.

Azienda Agricola Andrea Obertos topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 0,8 hektar. Denne standard Barolo er lavet med druer fra 4 forskellige vinmarker på samlet 3,2 hektar i La Morra og Barolo.

Lavet med fermentering ved 32 grader, maceration på knap 2 uger og derefter lagres vinen 24 måneder i barriques, 2 måneder i rustfrie ståltanke og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse. Dermed er Oberto vel at regne som en af modernisterne. Der laves årligt 13.500 flasker af denne Barolo.

2010 er en meget stor årgang i Barolo. Der blev høstet meget sent, hvilket har givet vine med en fantastisk balance og ret stor charme allerede i de unge vine. Der er dog ingen tvivl om, at vinene er meget længelevende og for de bedste vine vil 20-30 års lagring ikke være noget problem.

I næsen er skjuler vinen ikke sit ophav … der er violer, et lidt animalsk islæt med lyse, umodne bær, godt med syre, grønne noter, blæk, tjære, stramhed, blomster, roser, sæbe, lidt lakrids, røg og svag læder. Hvor er Nebbiolo dog elskelig.

I munden stor lethed, blødhed … men selvfølgelig med stor syrlighed, elegance, polerede tanniner og det lyse frugt ovenpå. Det er helt præcis vine … som på skinner og med kompleksitet, lethed, et stramt greb, lys frugt og elegance.

Købt hos Bichel Vine, hvor prisen er 289,75 kr.

Rating 5,5/7

2013 Le Arche, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Le Arche, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienFra tilbudshylderne i Føtex kommer denne Amarone della Valpolicella fra Le Arche … ugens tilbud til 95 kr. mod en førpris på 199 kr., så der er vel gode penge at spare … eller er der nu også det?

For det første skal man gøre sig klart, at Le Arche ikke en idyllisk italiensk vingård, en kvalitetsproducent, hvor håndværket er i højsædet … endsige blot en vingård. Bag navnet står i stedet et stort italiensk selskab, nemlig Premium Wine Selection, som står bag en lang række af forskellige labels … faktiske hele 36 forskellige labels.

Dernæst vover jeg også den påstand, at vinen reelt ikke på tilbud … og at de 95 kr. er den reelle pris, da hovedparten af vinsalget i supermarkederne sker til tilbudspriser.

En lille søgning viser da også, at vinen kan fås i Bilka til 124,50 kr., mens førprisen der er 195 kr. Og med en pris på omkring 100 dask, så hører vinen indiskutabelt til blandt de billigste Amaroner, som man kan opdrive herhjemme … hvor de fleste Amaroner fra gode producenter ellers prismæssigt starter omkring 300 kr.

Men hos Premium Wine Selection er sortimentet også mest målrettet større supermarkedskæder, men de fleste af deres brands er nu ikke kendt herhjemme. Det er brands som fx Azienda Agricola Castelveder, Baron de Sigognac, Coldigiano, Istituto Agrario San Michele … blot for at nævne nogle få. Det er faktisk nok mest Le Arche, som er mest kendt i Danmark … og specielt denne Amarone Le Arche.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, men siden 2009 har sønnen Luigi Piacentini også deltaget i driften. Det er ham, som I ser på topbilledet. Før han trådte ind i faderens virksomhed, så arbejdede han som marketingsdirektør hos Masi Agricola i Verona.

Det store foretagende ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer rundt om i Italien og lave vine fra stort set alle områder i støvlelandet.

Produktionen styres af de to vinmagere Armando Vesco og George Barbero i selskabets produktionsfaciliteter i byen Pedemonte omkring 25 km. nord for Verona. Der har de også et 6.500 kvadratmeters stort temperaturstyret lager, hvorfra de distribuerer de mange vine.

Udover de italienske vine, som laver de også vin fra Frankrig … bl.a. Bourgogne og Champagne og derudover ejer de også whisky distelleriet Chieftain’s Whisky.

Under Le Arche brandet laves der vine fra Veneto, dvs. Amarone, Valpolicella Ripasso, Valpolicella Classico, Bardolino Classico, Pinot Grigio og Soave Classico. De har dyrkningsaftaler med en lang række vinavlere i et stort område i Veneto … helt fra den nordlige del af området til syd for Verona.

Og lad os kigge nærmere på denne Amarone della Valpolicella. Føtex oplyser intet om druerne eller sammensætning af druerne, men så vidt jeg kan finde ud af, så består det af Corvina, Molinara og Rondinella. Derudover siger Føtex, at druerne tørres mindst fire måneder, således at 40 % af vægten forsvinder, sukkerindholdet bliver mere koncentreret og at vinen derefter er lagret 18 måneder på fransk eg.

Men vigtigst, hvordan smager denne Amarone? I næsen virker det faktisk ikke som Amarone, for der er ikke modne blommer, og næsen er slet ikke tæt og dyb … men derimod grønne noter, mentol, lakrids, gammel eg og en smule kælder.

Smagen er dog meget anderledes end duften … klart mere fyldig, fint cremet, men er meget sød med nogle bitre noter. Smagen er ikke dårlig, men bestemt ikke noget, jeg normalt forbinder med Amarone.

Jeg læste i forbindelse med dette blogindlæg en anden anmeldelse af vinen, at den synes jeg er meget passende; God kraftig Ripasso med Amarone præg – det er lidt kækt, at kalde vinen Amarone.

Men sådan er det vel … man får, hvad man betaler for? Køber du Amarone til 100 kr., så får du det billigste indenfor denne type vin. For 95 kr. kunne man ha’ fået noget af de bedste fra mere ukendte områder. Men sådan er vi jo – heldigvis – så forskellige.

Købt i Føtex til 95 kr.

Rating 3/7  

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienOg hvorfor ikke oss’ tage samme Barolo Albe i en ældre årgang? Her har vi Azienda Agricola G.D. Vajras Barolo Albe i årgang 2006 … 10 år gammel Nebbiolo nektar.

Den havde jeg – tilfældigvis – nydt ved vores lille tirsdagsklub på jobbet ugen før Selection smagningen af vinene fra G.D. Vajra hos Vinspecialisten. Dermed en ganske oplagt mulighed for at vurdere forskellen mellem en ny, ung 2012’er og denne ældre 2006’er.

Selvfølgelig lavet med druer fra de 3 Barolo marker Fosatti, Coste de Vergne og La Volta, som ganske vist ikke hører til blandt de mest kendte marker i Barolo. Husets top Barolo kommer da også fra en helt anden mark, nemlig Bricco delle Viole.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

I glasset er vinen en anelse mere transparent end 2012’eren, men viser svage tegn begyndende ældning, hvilket dog ikke er tilfældet med næsen, som præges af syrlighed, animalske noter, stramhed, violer, en smule blyantstifter, mentol, mynte eller kampfer, bark, lakridsbolsjer, hindbær, ribs og lette noter af roser og blomster.

Smagsmæssigt en flot, flot styring af syren i et blødt bid med frugt, hindbær, ribs, grafit og urolig tørhed. Tanninerne er fortsat markante … endda mere end i 2012’eren og vinen nærmest sætter sig insisterende på fortænderne. Herligt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienSelection smagningen sluttede med Barolo … ganske vist ikke en enkeltmarksvin, men denne Barolo Albe fra G.D. Vajra, hvor druerne kommer fra flere forskellige marker.

Druerne til Barolo Albe kommer nemlig fra de tre vinmarker Fossati, Coste di Vergne og La Volta, der alle ligger i 400 til 440 meters højde med en beplantningstæthed mellem 4.000-4.400 planter pr. hektar.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

Og man mærker allerede i næsen, at denne er langt mere både elegant og kompleks. Det er ganske animalsk med champignon, rødder af en eller anden slags, jordbær, violer, blomster, rosenblade og en smule cigaræsker.

I munden er det elegant, rund … faktisk overraskende rund og virker slet ikke så syrlig, som man ellers kunne forvente at sådan en ung Barolo. Det er blødt og syren utroligt tøjret, selvom den fortsat ligger lige under tungen og insisterer … på en blød måde. Utroligt, at dette er en 2012’er.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNu bevæger vi os fra Fiat til Lancia … fra de sekundære druer til Nebbiolo, druen som vel kan betegnes som kongen af de italienske druesorter … her med en Langhe Nebbiolo fra G.D. Vajra.

At det er en Langhe Nebbiolo betyder, at den kommer fra området/regionen Langhe … et område ved bjergene over Tanoro floden ved Alba.  Langhe dækker altså også over appellationerne Barolo og Barbaresco og blev en DOC appellation i 1990’erne, således man kunne klassificere den vin, som før blot var almindelig og simple Vino da Tavola.

Derudover er der ikke – som med Barolo og Barbaresco – krav om, at vinen skal ha’ ligget på eg og dermed er mange Langhe Nebbiolo’er også ofte alene vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke uden brug af det mindste eg.

Druerne kommer fra forskellige vinmarker, bl.a. fra de yngste vinstokke på Barolo vinmarkerne Bricco delle Viole og Fossati. Vajras Langhe Nebbiolo er ikke tiltænkt at skulle være en mini Barolo, men derimod en fortolkning af Nebbiolo druen, når den næsten udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke … dvs. at kun en ganske lille procentdel bliver lagret på eg … og endda kun i de mest kraftfulde årgange.

Duftmæssigt mærkes det også, at den syrlige skrue er strammet yderligere. Duften er lyse bær, granatæbler, ribs, stikkelsbær, grønne buske, violer, grafit, blomster, lidt eg og en smule krydderier. I munden er der også godt med syre, så trutmunden hurtigt findes frem … syren er ganske forførende, ung og jomfruelig. Det er ikke en vin, som appellerer til bredden … men hva’ gør det? En flot krydret og syrlig eftersmag holder godt ved.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, ItalienDenne Piemonte Rosso er en søstervin til den tidligere anmeldt Piemonte Rosso … har samme kedelige etiket og er en ny vin i Azienda Agricola G.D. Vajras sortiment … en bastard i et skønt mix af både Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Dermed lægger den sig også en smule op ad Vajras vin Langhe Rosso, som er et blend på Pinot Noir, Barbera, Dolcetto, Nebbiolo og Albarossa.

Som på den hvide Piemonte Bianco står der et M R på flasken, og det henviser til ejendommen Monterustico, som ligger i den lille by Farigliano omkring 10-15 kilometer syd for huset vingård tæt på Barolo.

Det er nemlig derfra, at druerne til både Vajras Piemonte Bianco og Piemonte Rosso kommer. Der laver G.D Vajra en række nye vine og eksperimenterer samtidig med sammensætning af gamle piemontesiske druesorter.

Der er ingen oplysninger om, hvor meget der er af hver druesort i blendet og heller ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen er der bestemt langt mere at komme efter end den foregående Dolcetto d’Alba. Frugten er langt rundere og langt mere tilgængelig. Der er mere sødme, god tæthed … men det er fortsat tørt, grønt med klare italienske gener.

Smagsmæssigt er vinen herlig tør … alligevel med den runde frugt, tydelige tanniner, selvom de ikke bider så voldsomt. Derudover grønne elementer og en fin syre, som leger og spiller på tungen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr., men pt. på bud med en pris på 80 kr, hvis du køber 2 flasker.

Rating 4/7 

2015 G.D. Vajra, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienVi haster videre med vino nummero due fra Azienda Agricola G.D. Vajra … en Dolcetto d’Alba i en helt frisk årgang 2015.

Dolcetto er en drue, som altid spiller 3. violin i Piemonte efter Nebbiolo og Barbera. Den findes næsten udelukkende i Piemonte og næsten altid i de mest kølige egne, hvor de andre sorter ikke modner tilstrækkeligt.

Dolcetto er nemmere at dyrke, har generelt større udbytte, modner tidligere end Nebbiolo og Barbera … men har slet ikke samme opmærksomhed som sine populære søstre og giver ofte også alene jævne vine.

Dolcetto betyder lille søde på italiensk, hvilket dog er ganske misvisende, idet vine på Dolcetto er meget tørre med duft af bitre kirsebær, en kraftig garvesyre og generelt langt mere kantede. Vinene på Dolcetto er frugtrige og skal drikkes unge.

Det er en vin, som er lavet uden brug af eg overhovedet … alene vinficeret og lagret 6 måneder på rustfrie ståltanke.

Næsen er præget af mørke og bitre kirsebær, blåbær, krydderier … sådan ovre i spidskommen og andre næsten arabiske krydderier, timian, hø og generelt virker vinen meget ung, stram og nærmest utilgængelig.

Smagen er krydret med nogle af de samme krydderier som i næsen samt peber, mørke bær, dyb kantet med stramme tanniner og virkelig italiensk og bidende mørk syre. Ikke en særlig imødekommende vin … lidt som en Fiat, der alene kører på 3 cylindre og har en del buler. Meget italiensk … men ikke helt godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.

Rating 3/7 

2015 G.D. Vajra, Piemonte Bianco, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Piemonte Bianco, Piemonte, ItalienVi laver igen et sceneskifte, nemlig med 6 x italienske vine fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra … bl.a. fra en Selection smagning hos den lokale Vinspecialist. Og den første ud af disse 6 er denne Piemonte Bianco.

G.D. Vajra ligger omkring 1 kilometer nordvest for Barolo by og er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som  plantede de første vinstokke tilbage i 1947.

Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation. Det var Aldo, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra. Indtil 1978 – Aldos førte årgang – blev alle druerne solgt til negociantfirmaer i området.

Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo.

De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.

Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad.

Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes på G.D. Vajra. Det er kun 6-8% af vinen, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag,

Denne Piemonte Bianco er lavet på druerne Sauvignon Blanc, Chardonnay og Arneis. Arneis kaldes også Nebbiolo Bianco og er en typisk drue i Piemonte, hvor den tidligere været brugt til søde vine og til at blande med Nebbiolo. Arneis forsvandt næsten i 1970, men vandt dog popularitet små 10 år senere.

Hvidvine lavet på Arneis er blevet markant bedre de seneste år i Piemonte. Nye teknikker og produktionsapparater har gjort vinene mere aromatiske og friske. I dag laves der tørre hvidvine i specielt Roero på druen, men her er den altså blandet med de mere internationale druer Sauvignon Blanc og Chardonnay.

Traditionel vinificering med fermentering i op til 15 dage i rustfrie ståltanke. Vinen lagrer videre i ståltanke i nogle måneder, før den tappes på flaske for at bevare friskhed og druernes aromatiske nuancer.

I næsen er der en smule abrikos, god luftighed eller en form for lethed, friskhed, pærer og derudover lidt stenede noter. I munden er vinen egentlig dejlig sprød med sten, jern og mineraler, svag bitterhed med lemon og lidt salt. Overraskende god vin.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr., men pt. på bud med en pris på 80 kr, hvis du køber 2 flasker.

Rating 4/7