Tag-arkiv: sangiovese

Sangiovese er en rød, italiensk druesort, som er den mest plantede sort i hele Italien med omkring 70.000 hektar vinmarker – svarende til omkring én ud af to vinstokke i Italien – og druen er samtidig næsten synonym med rødvinene fra Toscana.

Sangiovese spiller hovedrollen i klassikere som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. Sangiovese og Toscana er haft denne kærlighedsaffære gennem generationer, selvom nyere forskning har afsløret, at druen måske slet ikke er så gammel, som man engang troede.

Navnet Sangiovese skulle stamme fra det latinske ord sanguis Iovis – Jupiters blod. Udenfor Toscana er Sangiovese også meget udbredt i Lazio, Umbrien, Marche og på Korsika. På Korsika er sorten kendt som Nielluccio og er dér noget anderledes end  andre Sangiovese vine.

Sangiovese blomstrer tidligt og modner langsomt og sent, hvilket gør den vanskelig at dyrke. Druen er særlig værdsat for sin høje syre, faste tanniner og afbalancerede natur. Udbytterne kan være høje, men de bedste kvaliteter opnås ved lave kvantiteter.

Derudover har Sangiovese et meget tyndt skind, hvilket også giver yderligere vanskeligheder, bl.a. er druen modtagelig for rådne under fugtige forhold.

Vine på Sangiovese har typisk en lidt salt smag med saftige, mørke kirsebær med en note af violer. Derudover byder druen på duft og smag af ribs, kirsebær, og blommer med toner af jord, læder, urter og krydderier. Vinene har høj syre og mange tanniner, hvilket giver et vist lagringspotentiale og de lagres ofte på fade.

På verdensplan har Sangiovese rejst til Californien og Australien, hvor dens høje syreindhold er et aktiv i det varme klima.

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2021 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienCrognolo leverer altid varen … vinen er fra Tenuta Sette Ponti og er en vin, som jeg har smagt mange gange, men her smager jeg Crognolo i årgang 2021.

Jeg har før smagt vinen i både årgang årgang 2016, 2018, 2019, 2020 og også i årgang 2021, men 2021’eren var den anderledes jubilæumsudgave, som jo er lidt anderledes end den normale, for den var lavet på særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

Denne er altså fra høsten 2021 og består af 90% Sangiovese og 10% Merlot fra nogle højtliggende, sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini og 30-35 år gamle vinstokke … herunder skulle en del vist komme fra marken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Nu er alle markerne, som leverer druer til vinen, også økologisk certificeret. Det er en vin, som af flere kaldes for Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 12-14 måneder, hvorefter den flaskes og så lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt har Corgnolo en dyb, mørk og aroma af både fadpræg, frisk og mørk frugt, balsamico, urter og fremragende balance. Der er pæn tørt og frugten er mest tranebær, brombær, blommer, svesker og de suppleres af noget røg, violer, grønne urter og rosmarin samt en lille sødme med lidt lakrids, chokolade, kaffebønner og vanilje.

Smagen er også både tør og dyb … virker rustik, maskulin med en balsamisk og krydret syre. Frugten  er mørk og kraftig, solbær, ribs, hindbær og tranebær. Selvom det er en mørk og fyldig vin, så er den utrolig tør og har også lidt lidt lemonbitre elementer, knastørre og knastørre tanniner, der sætter sig i gane og på tænderne sammen med leminskal og en mineralsk nerve. Slam … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Molino di Sant’Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, Italien

2020 Molino di Sant'Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, ItalienBrunello producenten Molino di Sant’Antimo har vi været omkring et par gange og senest, da jeg smagte en flok fra 2019 årgangen af Brunello di Montalcino, men nu smager jeg også husets 2020 Asso Toscana IGT.

Det er en vin lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot fra udvalgte Brunello vinmarker i Montalcino området. Druerne et høstet ved optimal modenhed og vinificeringen udført efter en klassisk metode for rødvine. Vinen lagres på franske samt amerikanske barriques i mindst 12 måneder og så yderligere 3 måneder på flaske.

Allerede på farven i glasset kommer Sangiovese druen frem … nærmest lidt rødbrun, mens duften fortsætter med både tobak, rå champignon, godt med kirsebær, kirsebærsauce, jordbær, blomster, violer, skovbær, noget balsamisk sødme, vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er det en blød vin … masser af Sangiovese frugt med kirsebær, jordbær og let svesker, en klokkeklar tørhed, noget sort te og bittersyrlige tanniner. Syren er sådan lidt balsamisk, tør og har en skinger nerve med et frisk bid. Dermed bliver vinen anderledes end 2015’eren, som var pænt sød … det er denne ikke. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker pt er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Di Majo Norante, Sangiovese Terre degli Osci, Molise, Italien

2020 Di Majo Norante, Sangiovese Terre degli Osci, Molise, ItalienSå stod den derefter på rødvinene fra Di Majo Norante og den første var denne 2020 Sangiovese Terre degli Osci … en IGT vin lavet på ren Sangiovese druer.

Her kommer druerne fra de to marker Martarosa og Ramitello, der samlet er på 25 hektar og ligger i 50-100 meters højde med stokke, der gennemsnitlig er omkring 20 år gamle.

Efter høsten har vinen gennemgået gæring og maceration over en måneds tid efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagret både på egefade og i ståltanke inden aftapning på flaske og yderligere lagring 3 måneder på flaske. Der laves årligt 200.000 flasker af vinen.

Det dufter sgu rigtigt godt … klart mørkere, varmere og mere faglagring i forhold til dens toskanske søstre, så dermed får du både smørristede svampe, læder, lakrids, mælkechokolade, vanilje, kanel og frugt med kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og sødlig, fedbitter, gammel balsamico med likøragtig lækkerhed.

I munden er det også en kraftig, rund, blød og let sød vin, hvor man omgående mærker den mørke power. Dermed bliver det maskulint, en smule opulent og kraftigt med koncentreret kirsebærsauce, lidt peber og grønne krydderier, timian, en fin syre med lidt lemon, mens tanninerne er vilde som Sangiovese altid skal være, så også tjek ved det. Dermed får du klare toskanske Sangiovese dyder, som bare er gaveindpakket lidt mere svulstigt. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, Italien

2021 Bibi Graetz, Casamatta Rosso, Toscana, ItalienSidste år testede jeg en ordentlig røvfuld af de lækre kultvine fra Bibi Graetz, herunder også denne Casamatta Rosso, som er en slags basis IGT vin fra det hypede vinhus … og nu smager jeg igen vinen, her blot i årgang 2021.

Min artikel om vinhuset, Bibi Graetz og de flotte vine kan du i øvrigt finde i mit lille blogindlæg Houlberg tester de ikoniske, dyre & lækre kultvine fra Bibi Graetz.

Denne Casamatta – som faktisk betyder det tossede hus – er lavet på ren Sangiovese, hvor druerne kommer fra de yngste vinstokke og fra forskellige vinmarker. Druerne fra hver mark er i øvrigt vinificeret helt separat og den endelig vin først sammenstykket efter endt lagring.

Vinificeringen er sket med spontangæring i rustfrie ståltanke, men også den efterfølgende 6 måneder lagring sur lie er sket i ståltankene.

I glasset er det en lysere vin med lidt brunerøde kanter, mens duften unægtelig kan minde om noget Brunello, har rå champignon, svampe og skovbund, masser af tørt træ, en meget behagelig og rund frugt af kirsebær, lidt hindbær og jordbær, nogle lidt grønne og balsamiske noter og egentlig ganske, ganske flot.

Smagsmæssigt er det en frisk, energisk og syrerig vin … det er lyse, umodne kirsebær, ribs, mirabeller og hindbær suppleret med noget lemon samt tørre, lyse og vilde tanniner, godt med blomster samt en streng og balsamisk syre. Den er en frisk, ung, viril og sur teenager, der sparker og gør sig u-til-bens … kalder på mad og er sin egen, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, Italien

2022 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, ItalienI min lille Brunello minitest smagte jeg bl.a. en Brunello di Montalcino fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian, men La Magia laver også en billigere ung Sangiovese vin og det er denne Il Vispo Toscana IGT, som jeg her smager i årgang 2022.

Sangiovese druerne til vinen kommer faktisk fra samme mark, som også giver alle druerne til Brunello vinene La Magia og Ciliegio … men her blot fra yngre vinstokke, der er 14-19 år gamle. Det er en nyere vin hos La Magio og den er lavet anderledes bl.a. med kold carbonic maceration på ståltanke ved under 26 grader.

Det er jo en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved den konventionelle alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved carbonic maceration gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringstankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og der reelt undergår konventionel gæring. Altså lavet udelukkende på stål … uden den har set egefade og der laves årligt 15.000 flasker af vinen.

Man kan næsten i duften fornemme den lidt anderledes tilgang til produktionen, for man dufter her Sangiovese druen helt ufiltreret og rå med tonsvis af mulle skovbund, tobak, rå champignon, lærkeskud, cedertræ, blod, jod og så en frugt med umodne kirsebær, hindbær, banan, småsure tranebær, granatæbler og lidt grønne blade fra solbær og tomater … ungt, stramt og grønt.

Smagsmæssigt er vinen også ganske ung, grøn, syrlig og balsamisk stram vin, hvor frugten er småbitter med både ribs, sure kirsebær, tranebær, lemon og her er der ingen kære mor. Den er utrolig frisk, energisk og samtidig vild tør. Tanninerne er også umanerlige tørre, så de sparker også vildere end hos 2021’eren. Det er sprælsk, vildt, tørt og syrligt på charmerende vis, så 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 La Magia, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 La Magia, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDet er svært at slutte mere magisk i forhold til forrige vin, men nu smager jeg så en 2019 Brunello di Montalcino fra Fattoria La Magia di Schwarz Fabian … lad os se, om det bliver magia.

Da jeg smagte 2018’eren gav jeg ødselt 96 point, mens Wine Enthusiast har givet den 94 point og WinesCritic 93 point, men i denne nye årgang 2019 har den fået 96 point af WinesCritic og 95 point af James Suckling, så det lover jo godt.

Vinen er lavet med Sangiovese druer fra over 40 år gamle vinstokke på marker i 400-500 meters højde i læ ved bjerget Amiata og udsigt ned mod Sant’Antimo klosteret, Alle marker drives økologisk … og er certificeret siden 2012 og druerne høstes af flere omgange, så kun perfekt modnet frugt finder vej til den færdige vin.

Mosten gærer frugtbevarende på ståltank og store fade med hele 40 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Vinen lagrer herefter 36 måneder på 500 liter franske egetræsfade, heraf 1/3 helt nye og resten 1 år gamle. Efter yderligere 6 måneder på flaske er vinen klar til frigivelse.

Som i foregående årgange virker vinen i næsen lidt mørkere og måske endda også lidt mere tørret i stilen. Der er sorte kirsebær, brombær, blommer, tørt træ, cedertræ, læder, tobak, champignon, østershatte, medicinskab, mælkede noter, jod, sødme, vanilje samt mørk chokolade, sorte bitre te-blade og gammel sur balsamico.

Hvor smager det godt … den er blød, cremet og føjelig på den allerbedste måde, der er en mørk og intens frugt af  sorte kirsebær, brombær, tranebær, lidt bitterhed fra syltede lemon, røg, mineraler, tør engelsk lakrids, lidt flomme fedme … og så ellers mørke, vilde og tørre tanniner, der sparker med en pirrelig, frugtrig og vildt lækker smag, lidt sur tobak, tør skovbund og luftig syre. Hvor smager det dog røvlækkert, så 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino Etichetta Bianca, Toscana, Italien

2019 Casanova di Neri, Brunello di Montalcino Etichetta Bianca, Toscana, ItalienI sidste års minitest af Brunello di Montalcino i årgang 2018 var det denne Brunello di Montalcino Etichetta Bianca, som vandt mit hjerte og nu smager jeg så vinen i den endnu bedre årgang 2019 … og det kan vel kun blive rigtigt godt?

Jeg gav således vinen hele 97 point i 2018 årgangen, men mine medanmeldere som Parker gav den 93 point, Falstaff 94 point og Suckling var mere beskeden med 92 point. I denne mere roste, nye årgang 2019 har den fået 95 point af Parker samt 96 point af WineCritic,

Men Casanova di Neri er et Brunello vinhus, der ofte får meget høje point. Således blev Casanova di Neri i 2007 kåret verdens bedste Brunello producent af det velrenomerede Wine Spectator og blev ligeledes nr. 1 på top 100 listen. Det er derfor ikke uden grund, at Casanova di Neri betragtes som én af de absolut bedste producenter fra Montalcino.

Ligeledes er Casanova di Neri flere gange tildelt de magiske og næsten uopnåelige 100 point for deres vine – senest I 2006, 2007 og 2010 har Casanova di Neri fra forskellige internationale anmeldere modtaget 100 point og fantastiske ord med på vejen.

Casanova di Neri Pietradonice er grundlagt i 1971 af Giovanni Neri. Han startede forsigtig med få marker, men har løbende udvidet med køb af yderligere marker, bl.a. er det markerne Fiesole, Poderuccio, Podernuovo, Le Cetine, Pietradonice, Cerretalto og Spereta. I dag har huset i alt 63 hektar vinmarker og lidt olivenlunde og agerjord.

Den første vin fra vingården kom på markedet i 1978, nemlig husets almindelige Brunello. Men produktionen er siden udvidet med en Brunello Cerretalto i 1981, en Rosso di Montalcino i 1982, Brunello Tenuta Nuova i 1993, en Rosso di Casanova di Neri og den hvide Etichetta Bianca i 2011.

Med 63 hektar vinmarker er Casanova di Neri et af de største familiebrug i Montalcino. Vinhuset har siden 1991 været ledet af Giovannis søn Giacomo Neri, som er en vinbonde med stor kærlighed for arbejdet i marken.

Hans sønner Gianlorenzo og Giovanni er imidlertid allerede kørt i stilling. De har begge allerede taget ønologisk uddannelse, så arvefølgen er helt på plads.

Giacomo Neri færdiggjorde for få år siden sit nye vineri, som er et fantastisk projekt der strækker sig 3 etager under jorden, men kan via tyngdekraften transportere vinene fra top til bund under produktionen.

Anlægget har været kostbart, men Giacomo har kæmpe succes med det. I løbet af ganske få år er Casanova di Neri blevet en kæmpestor stjerneproducent i Gambero Rosso og har således 10 gange opnået 3 glas … noget kun få og de absolut bedste producenter formår.

Denne 2019 Brunello di Montalcino med tilnavnet Etichetta Bianca er lavet på 100% Sangiovese. Mosten af de håndhøstede, afstilkede druer gæres temperaturstyret og spontant alene med druernes egne gærceller og en 25 dages maceration.

Efter endt fermentering er vinen lagret 42 måneder på store slavonske egetræsfade efterfulgt af 6 måneder på flaske før endelig
frigivelse.

WAUW må jeg bare sige, for allerede fra første snif leverer Brunello di Montalcino Etichetta Bianca varen … det dufter himmelsk, blødt, smooth, poleret, kompleks og perfekt med en god balance mellem frugt, fade og skønne tertiære noter. Der er violer, knuste blomster, roser, røg, enebær og samme delikate anstrøg af fadlagringen som  2018’eren. Der udover fanger jeg  skovbund, champignon, svampe, sød tobak,  umami, vanilje og sød lakrids, mens frugten er kirsebær, svesker, ribs, tørt træ , laurbærblade og totalt pirrende.

Hvor smager det godt … himmelsk, delikat, kompleks, struktureret, imponerende og drøngodt. Der er frugt med kirsebær, hindbær, ribs og svesker, som blidt masserer din tunge med en frisk og vibrerende måde, der får dig i en blid form for ekstase. Der dukker også lidt små blomster op, fennikel og en feminin, sart og yndig syre. Tanniner er der også masser af, men de er finkornede, sødsyrlige og kølige, men giver vinen struktur, kant og bid på denne lette og fine måde, så Houlberg bliver ovenud glad og giver 98 fortjente point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 489,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2019 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, Italien

2019 Molino di Sant’Antimo, Brunello di Montalcino Paolvs, Toscana, ItalienDenne 2019 Brunello di Montalcino Paolvs fra Molino di Sant’Antimo var den 3. i minitesten og en vin, som jeg har en del erfaring med, da jeg har smagt den i 5 årgange inden i dag.

Jeg har smagt Brunello di Montalcino Paolvs i både årgang 2011, 2015, 2016, 2017 samt 2018 og faktisk altid været ret begejstret for alle gangene. Men der er jeg skam ikke alene, for også andre anmeldere har været meget positive overfor vinen.

Således gav Wine Enthusiast 2018  årgangen 94 point, mens Decanter og WinesCritic gav den 91 point. Denne årgang 2019 har WinesCritic givet 94 point, mens James Suckling kun har giver den mere beskedne 92 point.

Brunello di Montalcino Paolvs er lavet med Sangiovese druer fra nogle 25 år gamle vinstokke på markerne Pian di Rota, Romana og Castello i omkring 250 meters højde.

Efter høsten afstilkes druerne og presses blidt inden den alkoholiske gæring i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over 7 dage efterfulgt af eftermaceration i 10-15 dage. Derefter er den lagret 36 måneder i store 60 hektoliter egefade, hvorefter vinen flaskes og lagrer ekstra 6 måneder inden endelig frigivelse til salg.

2019’eren giver mig ikke lige samme WAUW som de tidligere årgange, for i næsen virker Brunello di Montalcino Paolvs 2019 en tak varmere, mere fadpræget og mere lukket. Der dufter dog fortsat ret godt med hæfteplaster, gazebind, oksefond, sødlig tobak, svampe og champignon samt lidt tør jord. Frugten er både kirsebær, blomme, hindbær, mentol, kamfer, våde fade og mørk chokolade.

I munden vinder vinen dog noget af det tabte tilbage, for du får både virkelig frisk frugt af lyse kirsebær, tranebær og hindbær, som flyder ud med en let, luftig syre, balsamisk syre, en florlet sødme, elegance og alt bundet smukt og raffineret sammen. Tanninerne er også fine, tørre, stramme og vilde … men det smager vildt godt på en slank, delikat og intens måde, så dermed er jeg fortsat fan af denne Brunello di Montalcino Paolvs … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVidere med mer’ 2019 Brunello di Montalcino … for vin nummer 2 i min lille minitest blev så fra vinhuset Podere La Vigna, der  ligger ved den lille by Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino.

Det er klart også en Brunello di Montalcino, som jeg har smagt før i både årgang 2015, 2017 og 2018 … men det er ikke en vin, der får så mange stjerner af anmelderne.

Således fik 2018’eren kun 86 point af The Wine Independent og 92 af WinesCritic, mens 2019’eren har da fået 93 af WinesCritic og 94 point af James Suckling

Azienda Agricola Podere la Vignaog drives af familien Rubegni, som i flere generationer har lavet vin fra deres 4 hektar vinmarker i 320-240 meters højde i bakkerne ved Montalcino området.

Det er i dag Andriano Rubegni og hans hustru Sonia, der laver 4 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie. Det er selvfølgelig en Rosso di Montalcino, IGT vinen Maritato og så 2 Brunello’er … denne samt en Riserva,

Denne Brunello di Montalcino 2018 er lavet med Sangiovese druer, der typisk høstes i slutningen af september. Vinen er lavet i store 50 hektoliter ståltanke med daglige punchdown over 18-20 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret mindst 2 år på store 20-30 hektoliter egefade og 6 måneder på flaske efter aftapning.

I glasset har denne lidt mere brun/orange kanter end den første Brunello di Montalcino, har et større præg fra fadlagring og virker heller ikke helt så balanceret. Den har dog fortsat en ret lækker duft med en vis landlighed, mulle svampe og champignon, skovbund, røg, tobak og læder. Frugten er masser af kirsebær, jordbær, blommer og svesker, hvor man fornemmer mere dybde, men den virker også mere simpel og samtidig til at have mindre finesse.

Men damm det smager godt … virker faktisk utrolig frugtrig og saftig, men kompleksiteten er sådan middel. Der er godt med nogle sødbitre kirsebær, tranebær, ribs og lidt tørret frugt, men den er ret tør og tanninerne også vildt tørre med en lemonagtig bitterhed samt lidt saft fra granatæbler. Det giver sgu bid, selvom vinen ved første sluk virker blød … så lad dig ikke snyde, for din tandemalje får sgu kamp til stregen, så vi sniger den lige akkurat op på 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienJeg startede min minitest af Brunello di Montalcino vinene på samme vis som sidste år … nemlig hos vinhuset Villa Poggio Salvi, men selvfølgelig bare i årgang 2019.

Det er en vin, som jeg har smagt i de 3 foregående årgange 2016, 2017 og 2018.

Vinen fik i 2018 årgangen 90 point af Decanter og 94 point af Wine Enthusiast, men 2019 har fået 92 fra af Antonio Galloni fra Vinous og hele 95 point af James Suckling og det er det højeste, som Suckling nogensinde har ratet denne vin.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese, som kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne macererer først køligt i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt gæring er vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse.

Sikke da en dejlig aroma … så komplet i duften, hvor der både er nogle af de klassiske Sangiovese aromaer, men samtidig også et fint doseret fadpræg, hvor alt virker i totalt zen-balance. Der er kirsebær og brombær, blommer, champigon, svampe, appelsinskal, roser, tørt træ, tobak og gammel balsamico. Det er næsten som at duft stor Brunello med lidt Bordeaux ædelhed.

Det smager fandeme godt … også bedre end både 2017 og 2018, for i munden er vinen ultrafin og fløjlsblød, virkelig cremet og blød … og så fortsat med den karakteristiske Brunello tørhed, her blot med lidt sødme og mere balance … samtidig med en frugt, der er slank, ren og med masser af nerve. Tanninerne er tørre, bidske, sødbitre og sprøde med slank og frugtrig balance. Det er til at blive glad i låget af, så jeg hopper sgu på Sucklings hold og giver 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker på tilbud og det er fandeme rigtigt billigt.

Vinanmeldelse 6/7