Tag-arkiv: 4½

2018 Weingut Bertram Baltes, Dernauer Goldkaul, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Bertram Baltes, Dernauer Goldkaul, Ahr, TysklandJulia Bertram har jeg – som de fleste læsere ved – altid været vild med, men de seneste smagte vine fra hendes og kæresten Benedikt har nu været meget reduktive i duften og – ærlig talt – ikke særligt indbydende og det gælder også denne 2018 Dernauer Goldkaul.

Det er én af husets topvine sammen med vinen Dernauer Pfarrwingert og er lavet ved, at der først er sket en kold maceration efterfulgt af en spontangæring. Efter endt fermentering er vinen lagret på både barriques og mellemstore egefade lavet af Küferei Assmann aka Büttnerei-Kellerei Aßmann i Eußenheim.

I næsen er vinen – som jeg skrev indledningsvis – ret reduktiv og ganske lukket. Damm. Det er jeg stødt på flere gange på det seneste med Bertram Baltes’ vine og derfor har min kammerat skrevet til Julia med netop dette spørgsmål … og her er hendes svar:

Our wines are all made for a long live, so in the youth they quite need a lot of air and time to open up and loose the reduction.

Vintage 2018, 2019 and 2021 were quite reducitve, 2022 will be a bit less. Especially the single vineyard site wines needs a lot of time to develop.

A good way is to open the bottle, pore a glass out, put the kork on top and shake the bottle. You will recognize that there is a lot of CO2 coming out. Our wines are all treated very gently, so the CO2 is naturally still inside.

This will already take out some hints of reduction. But of course some more years in your cellar would be perfect! Please let me know, if there are any more questions.

We are always happy to give the people you enjoy them … hopefully 😊some more background information. All the best and have a nice evening,

Julia

Her er det reduktive ret dominerende og ganske forstyrrende med nytårskrudt, heksehyl, gammelt tørv, tobak, tørrede blomster samt en stor animalsk landlighed, mødding, grønne stilke, tilbagetrukket frugt af kirsebær og hindbær, noget træ og urter.

Smagen er også landlig … mødding – eller jeg som tror, vil præge en vin – men er samtidig langt mere ren, stringent, frisk og ikke helt så lukket som i duften. Vinen har en kølig stil og syrlig frugt af rabarber, ribs og granatæbler, noget røg og lejrbål, ristede noter, grønne urter og en vild syre, der både er syrlig, mineralsk og har endda bitterhed fra lemon og citroner … smagen klart ren og stringent … jeg vil gætte på, at vinen kan åbne op om nogle år. 90 point, men det er altså også helt uden at ha’ rystet flasken.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men dette er ikke fundet i sortimentet.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Puech-Haut, Les Complices, Languedoc, Frankrig

2020 Château Puech-Haut, Les Complices, Languedoc, FrankrigChâteau Puech-Haut lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc smagte jeg nogle vine fra i september, men nu smager jeg én mere … en 2020 Les Complices.

Som jeg fortalte tilbage i september, så er Château Puech-Haut grundlagt i 1980’erne af industrimagnaten Gérard Bru, som med en stor formue i ryggen startede med at købe 25 hektar jord ved Saint-Drézéry … og selvom der ikke var hverken vinstokke eller vineri, så mente han, at jorden med ler, kalksten og små rullesten ville være optimal for vinproduktion.

Ved siden at driften af hans store el-forretning med over 500 ansatte, så brugte han 10 år på at rydde jorden, pløje og plante vinstokke. Da der samtidig ikke var en tilhørende vingård, så købte Gérard da bare et gammelt palæ i Montpellier, fik det revet ned og genopført sten for sten i topmoderniseret stand på den købte jord og det fungerer i dag som hovedbygning på Château Puech-Haut.

I 1990 var Château Puech-Haut klar til at starte med at producere vine, så Gérard Bru solgte sin virksomhed og satsede fuldt ud på sit vinprojekt … altså sammen med en købt kvægfarm med 360 wagyu-kvæg til oksekødproduktion i kobe stil.

Til vinproduktionen ansatte han de bedste folk, herunder den legendariske flyvende vinmager Michel Rolland som vinkonsulent, men han blev dog senere i 2008 blevet afløst af den store og nu afdøde Philippe Cambie.

Vinene laves fuldstændigt kompromisløse med sigte på højeste kvalitet. Derfor anvender Gérard Bru og hans hold ikke tilsætning af naturgær og kører med meget lav eller slet ingen tilsætning af svovl.

I dag har Château Puech-Haut over 250 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 ejendomme, hvilket udover Château Puech-Haut også omfatter Château Lavabre og Theyron’s Domain.

Denne Les Complices 2020 er lavet på 50% Syrah og 50% Grenache fra Chateau Puech-Hauts egne marker i St-Drézéry. Druerne høstes i natte- og morgentimerne, så kun helt frisk frugt finder vej til den færdige vin.

Gæringen er sket helt klassisk i betontanke … Grenache druerne med 3½ uges skindkontakt, mens Syrah druerne får 5 ugers udtræk af farve, smag og tannin fra skindet. Vinen er efter endt gæring blot lagret kortvarig på betontanke for en ren og autentisk gengivelse af druesorterne og terroiret.

I næsen en tør vin med mynte, urter og krydderier, garrique, lidt lavendel, violer samt frugt af kirsebær, jordbær og blommer … har også en lille frugtsødme med en god, rund og venlig fyldighed.

Smagen er blød, rund og har godt med mørk frugt, solbær, brombær, sveske,  en smule sort peber, nelliker samt sød lakrids med et svagt skvis lemon og kraftig comfortagtig fedme … uden at blive opulent på nogle måder. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2018 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigDenne Médoc Cru Bourgeois fra Château de Panigon smagte jeg for nogle år tilbage, men nu smager jeg den igen. Sidst var det i årgang 2016, men her er den 2018’eren.

Château de Panigon ligger på den øverste del af Médoc halvøen lige nord for byen Civrac-en-Médoc og stammer tilbage til 1850. Siden 2006 har vinslottet dog været ejet af Leveilley familien, nemlig af Jacqueline-Kate og Jacques Robert Leveilley.

I dag drives Château de Panigon dog af deres datter Corinne Leveilley Dadda og svigersønnen Georges Dadda. De har samlet 90 hektar jord til slottet, hvoraf 53 hektar er vinmarker og de har på det seneste investeret for at producere de bedste vine.

Til at hjælpe dem har de nemlig hyret den berømte ønolog Eric Boissenot. Sammen med Georges Dadda producerer vinslottet kun 2 vine …. begge  Cru Bourgeois i form af Château Amour og denne Château de Panigon.

I denne årgang 2018 er vinen lavet på 50% Merlot, 45% Cabernet Sauvignon og 5% Petit Verdot høstet med fra ler samt kalkholdige marker et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra 28 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 30 dage i store og temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af 12 måneders lagring på barriques, heraf hele 33% helt nye fade.

Duften er ren, frisk, slank og let urtet, har nogle landlige og animalske noter med våd muldjord, spagnum, tobak, mynte og grønne blade. Frugten er ikke helt så mørk som i 2016’eren, men der er blommer, brombær og lidt hindbær, noget røg … ellers ikke noget, der stikker ud på nogle måder.

Smagen er tør, ren … godt med tranebær, hindbær, solbær med en smule peber, engelsk lakrids, grafit, slank syre med noget lemon og sort te bitterhed … ganske flot niveau og sådan klassisk Bordeaux uden det store fadpræg eller sød dybde, men bare en ren og slank frugt, så 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, Spanien

2022 Risky Grapes Wine Co, Atance Cuvée No 1, Valencia, SpanienRisky Grapes Wine Co er vinmageren Antonio Sarrións sideprojekt, som han driver ved siden af Bodegas Mustiguillo og nu smager jeg atter hans hvide Atance Cuvée No 1 i årgang 2022.

Det er en vin, der er lavet på den mere ukendte Merseguera drue. da Atance Cuvée No 1 er lavet på 70-80% Merseguera og 20-30% Malvasía, der kommer fra husets Conejeros mark i 840 meter højde og med en sandholdig ler- og kalkstenjord.

Druerne fra hver eneste plot på marken vinificeret separat, hvor de efter høst afstilkes og knuses let inden en kold maceration ved 6 grader i 4-8 timer, hvilket efterfølges af spontangæring alene med druernes naturlige gær i rustfrie ståltanke på 25-50 hektoliter ved 10-17 grader. Derefter lagres vinene på ståltankene sur lie i 6 måneder.

Duftmæssigt er det en fyldig og virker endda næsten olieret i aromaerne, der helt sikkert er eksotiske med både melon, mango, hyldeblomst, banan og pærer … atter noget sandeltræ, papkasser eller umami, lakridskonfekt og vingummi, sødlige blomster og en nærmest seksuel og erotisk tiltrækningskraft. Virker fyldigere end 2021’eren.

Igen er det også smagsmæssigt en fyldig vin, der på overfladen virker blød og cremet, men så ruller der masser af bittersyrlig lemon hen over tungen sammen med lidt hvid peber, hvilket gør vinen langt mere frisk end duften egentlig indikerede. Dertil kommer lidt melon, pærer, en robust og hårdfør syre … rigtig dejlig vin med denne søde og bitre smag, men prisen fortsat er helt loco. 90 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen kun er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker. Satans god pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Vignobles Gabriel & Co, Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Gabriel & Co, Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigDenne Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru laves af vinhuset Vignobles Gabriel & Co, der ligger i Saint Aubin de Blaye i Bordeaux og bl.a. driver Château Les Aubiers og Domaine du Grand Moulin.

Historien om Vignobles Gabriel & Co er oprindelig startet i 1904 af Gabriel Bruneteau, der grundlagde Domaine du Grand Moulin ved Saint Aubin de Blaye og havde en stor interesse for mennesker og vin.

Det var måske derfor, at Gabriel Bruneteau i 1921 blev valgt til bordmester i Saint Aubin de Blaye, men efter hans død blev driften på Domaine du Grand Moulin omlagt til korn- og husdyrbrug, mens der var meget lidt fokus på vin, selvom man dog havde en smule af druen Ugni Blanc, der blev brugt til tørre hvidvine og cognac.

Det var først 4 generationer senere, da Jean-François Reaud – tipoldebarn af Gabriel Bruneteau – 1985 arvede godset og lavede en omorganisering og modernisering af vingården, at man igen begyndte af satse på vinproduktion.

Dengang havde Jean-François Reaud 7 hektar med vinmarker, men i slutningen af 1990’erne købte han også Château Le Grand Moulin med yderligere 25 hektar vinmarker.

Jean-François Réaud besluttede at bruge navnet Château Les Aubiers på sine vine … det var et navn, der havde tilhørt hans familie og han omlagde også alle markerne til økologisk landbrug i 2011.

I dag har Réaud flere vinmarker … 44 hektar økologiske marker til Château Les Aubiers inklusiv forpagtede vinmarker og 85 hektar vinmarker til Château Le Grand Moulin, der dog drives mere konventionelt.

Derudover har han også i 2015 købt Château Haut Sociondo, som han tidligere arbejdede sammen med og den har 15,5 hektar marker og har efterfølgende også indgået nye partnerskaber og laver aftaler med flere naboejendommen for at sælge flere vine fra højre bred.

En af disse vine er denne 2018 Marquis de Libarde Saint-Émilion Grand Cru, der er lavet på 75-80% Merlot, mens resten selvfølgelig er Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet ved, at der startes med en kølig forgæring og pre-maceration i 4-5 dage, hvorefter gæringen og maceration sker over 15-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er der blæk, grafit, nelliker, cedertræ … en frugt af solbær, brombær suppleret med en svag buket af lakrids, kaffebønner samt en vis tørhed, grønne noter og grønne krydderurter.

Smagsmæssigt er vinen langt blødere … rund, venlig og behagelig med solbær, brombær og så lidt sorte te-blade, der giver beskedne bitre elementer. Syren er ren og virker klar med hindbær samt en smule lemonagtig syrlighed og tanninerne er knastørre, men giver samlet set vinen et frisk bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, PortugalJeg smagte skam mer’ Ruby portvin fra Conceito Vinhos, for den næste vin er denne Ruby Port Reserve.

Reserve betegnelsen indikerer, at denne portvin er blevet lagret en smule længere end forrige og almindelige Ruby Port.

Denne Ruby Port Reserve er nemlig blevet lagret i 3 år. Dette betyder, at vinen har haft tid til at udvikle sine smagsnuancer og karakteristika gennem en moderat mængde tid i egetræsfade.

Duftmæssigt minder portvinen meget om den forrige almindelig Ruby Port, for der er også godt med blomster,  tulipaner og grønne stilke, men virker mere tæt, koncentreret og tykkere med engelsk lakrids og frugt af sorte kirsebær, brombær, blommer og svesker.

I munden er det også lidt mere tæt, men man kan fortsat smage blomsterne … men nu suppleret med nødder, blommer, svesker og noget sød lakrids. Alkoholen virker også blidere og blødere, selvom den fortsat giver noget dejlig varme i hele kroppen. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, PortugalNæste portvin i rækken blev Conceito Vinhos’ Non Vintage Ruby Port, der som foregående er husets entry-level portvin, men altså blot som en frisk Ruby.

Ruby er jo portvine, der lagrer 1-3 år på store egetræfade og nogle i ståltanke for at bevare frugtkarakteren, mens Tawny typisk lagres på mindre fade, hvorved den iltes langsomt og udvikler sin gulbrune farve samt duft af nødder, karamel og kaffe.

Igen består vinen er masser af druesorter … bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Der er dog ingen informationer om, hvordan den efterfølgende er lagret … på ståltanke eller store fade?

Duftmæssigt tyder det dog på, at portvinen er lagret på fade, men det er helt sikkert en mere frisk vin end de foregående, for der er lidt blomster, blomstervand, tulipaner, grønne stilke, sød frugt, kirsebær og brombær samt en smule mandler eller marcipan.

Smagen er også mere ren … ikke så fed og sød som Tawny’en, mere klar og stringent, men fortsat med fin alkoholvarme, som har meget stor styrke, men også kommer sammen med blomster, lakrids samt en frisk syrlighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, PortugalJeg havde nu små 7 røde portvine fra Conceito Vinhos foran mig og den første var selvfølgelig den almindelige Tawny Port.

Igen er den lavet på et mix af mange druesorter … endda endnu flere end hos den lyse søster og samlet mere end 20 druesorter.

Det er bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.

Duftmæssigt er vinen lidt mere rustik og ikke så nuanceret som dens hvide søster, men har pæn tørhed og en mørk, tørret frugt af svesker, blomme i Madeira og lidt rosiner samt en alkoholstyrke, der varmer og kildrer i næsen.

Smagen er også lidt til den rustikke side med svesker og overmodne blommer, nøddesirup og halsvarmende alkohol. Den er både syrlig og sød, meget lækker og fin … flot niveau af en entry-level portvin, hvorved jeg lander på 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Cantine Ca Modeano, Refosco del Peduncolo Rosso, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Cantine Ca Modeano, Refosco del Peduncolo Rosso, Friuli-Venezia Giulia, ItalienVi fortsætter meget glad med endnu en rødvin fra Cantine Ca Modeano og det blev så på den lokale druesort Refosco eller helt korrekt Refosco del Peduncolo Rosso.

Også Refosco del Peduncolo Rosso druerne er høstet i slutningen af september og efter høsten er gæring og maceration sket på skindet i ståltanke ved 26-28 grader over en periode på 6-8 dage.

Dette efterfølges af malolaktisk gæring, som er foregået over 6 måneder med 20% på store 5 hektoliter fade og tonneau egefade, mens 80% er sket i rustfrie ståltanke. Efter aftapning på flaske er vinen så lagret yderligere 2 måneder.

Duftmæssigt ikke så frembrusende som sine to forrige medsøstre, mindre farvefuld, men har en ganske fin frugt med modne jordbær, hindbær og blommer… virker mere støvet og tør. Samtidig slet ikke så lys, måske mere anonym, men har lidt lakrids, chokolade og så ellers masser af blomster.

Smagen er dog lettere og har helt sikkert også nogle blomster, for den smager aromatisk. Den har også en frisk, medium rød, letbitter og ren frugt samt et tannisk bid. Syren har mere rustik, næsten helt harsk og tanninerne virker også tørre og markante … det giver en karakterfast og markant rødvin med kant. 89 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 160 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Cantine Ca Modeano, Pinot Grigio Ramato, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2022 Cantine Ca Modeano, Pinot Grigio Ramato, Friuli-Venezia Giulia, ItalienSå sluttede vi med Cantine Ca Modeano vinene med de gule etiketter, for den næste vin er denne 2022 Pinot Grigio Ramato … altså en orangevin.

Ramato betyder kobberagtig, men farven er sådan lidt et sted mellem roséfarvet, orange og hvidvin, men det er sket ved, at mosten har macereret med drueskindet.

Denne måde at vinificere den hvide Pinot Grigio på er en gammel tradition i den tidligere venetianske republik. Ellers er vinen gæret i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og med udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering er vinen . formentlig som de foregående – lagret 6 måneder i rustfri ståltanke sur lie og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

Virkelig dejlig duft … dufter af fersken, mirabeller og slet ingen underlige orangevin noter, men virker kødfuld, fyldig med lidt sul på kroppen på en lidt maskulin facon.

Smagen er tæt og fyldig, nærmest med tørret frugt af æbler, æbler og flere æbler … meget koncentreret, som intens æblemost, hindbær samt en fin og rustik syre med masser af smag. Den koncentrerede æblesaft hænger lang tid i munden … 90 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Ispirazione, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7